Af Anne Mette Ehlers
”Kontanthjælpsreformen kan blive et overgreb på de grupper af unge i samfundet, som ikke abonnerer på uddannelse,” siger konsulent med speciale i beskæftigelsesindsatsen, Jens Finkelstein.
Uddannelse må der til. Når kontanthjælpsreformen træder i kraft 1. januar 2014, bliver kontanthjælpsmodtagere under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse opdelt i to nye målgrupper. Der skelnes mellem, om den unge er ”uddannelsesparat”, eller ”aktivitetsparat”. Begge grupper får et såkaldt uddannelsespålæg af jobcentret, hvor de unge som noget nyt skal arbejde hen imod en uddannelse i stedet for et arbejde ud fra regeringens målsætning om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
Parat ...
En uddannelsesparat ung er i reformens optik enten umiddelbart parat til en uddannelse – så er du åbenlyst uddannelsesparat – eller kan blive det inden for et år via ”en individuelt tilrettelagt uddannelsesrettet indsats” – så er du en af de øvrige uddannelsesparate. Stereotypen på en åbenlyst uddannelsesparat er en student, der vil få hjælp til at finde en uddannelse af jobcentret eller UU, og i perioden frem til uddannelsen – eller eventuelt arbejde – bliver indrulleret i en såkaldt nytteindsats som at skovle sne for pensionister.
Den anden gruppe er de unge, som af mange forskellige årsager ikke er parate til at tage en uddannelse. De bliver klassificeret som ”aktivitetsparate”, og skal med ”en koordineret og systematisk indsats med tæt og hyppig opfølgning” med udgangspunkt i deres ”særlige ressourcer og udfordringer” gøres klar til uddannelse.
Ifølge konsulent Jens Finkelstein, der underviser i beskæftigelseslovgivningen og har 30 års erfaring fra beskæftigelsesverden blandt andet som kommunal sagsbehandler, leder af ungdomsrådgivning og beskæftigelseskonsulent, bliver denne ”klargøring” alt andet end enkel. For selve det at uddanne sig forudsætter en bestemt tænkning.
... eller slet ikke parat
”Reformen rammer den meget sammensatte gruppe af unge kontanthjælpsmodtagere, som tidligere blev klassificeret som ledige med andre problemer end ledighed. Det er psykisk syge, misbrugere, mennesker med sociale problemer og alle mulige andre problemer. Her er du virkelig oppe mod sociologien og psykologien. For imellem dem er der grupper mennesker, som slet ikke abonnerer på en uddannelsestænkning – eller en middelklassetænkning – hvor man sætter sine egne behov til side i nogle år og arbejder hen i mod et mål.”
Dagsordenen for mange i de grupper ligger meget fjernt fra at tænke i karriere, fordi målet er alt for langt væk og endda abstrakt, da det ikke engang er sikkert, at et arbejde venter, når uddannelsen er i hus. Tankegangen er mere: ”Jeg vil have arbejde, så jeg har råd til en bil. Jeg vil ikke vente på, at jeg engang får en uddannelse, og så måske alligevel ikke får et arbejde,” forklarer Jens Finkelstein.
”Sidder du som sagsbehandler og skal proppe uddannelsesideologien og dens normer ind i knoppen på en ung med et helt andet tankesæt, så den nye viden bliver initialiseret, og der handles derefter, er det voldsomt omkostningskrævende. Det er naivt af politikerne at tro, at man kan massere alle til en uddannelse. Der er nogle, som vil være lost case for vejledning. Kontanthjælpsreformen kan blive et overgreb på de grupper af unge i samfundet, som ikke abonnerer på uddannelse. Det kan blive en kamp mellem systemet, borgeren og sagsbehandleren. Og sagsbehandlerne får et dilemma, når de skal navigere blandt unge, som kommer til at kæmpe og kæmpe for at blive uddannelsesparate og måske ender med at blive evighedsforsørget i forsøget, stik modsat reformens målsætning. Der mangler en plan B for dem, som måske aldrig bliver klar.”
Skjult viden
Jens Finkelstein kalder det nærmest et tabu at sige højt, at en gruppe ikke egner sig til uddannelse. Som en skjult viden, man ikke taler om. Alligevel er uddannelse ikke et umuligt projekt, det skal bare være på andre præmisser end kontanthjælpsreformens version.
”De skal have et arbejde, og mens de er i arbejde, skal de opleve behovet for uddannelse. Så kan de komme på nemt tilgængelige kurser helst som en del af arbejdstiden. Men den tilgang passer ikke ind i uddannelsesstrategien og ideologien om, at alle skal have en uddannelse. Tilgangen ville være den rigtige i forhold til deres kultur. Det forudsætter selvfølgelig, at man kan fremskaffe noget arbejde. Og det forudsætter, at arbejdsmarkedets parter tager deres ansvar på sig og rent faktisk fremskaffer de nødvendige arbejdspladser.”
Wild West-mentorer
Et af reformens værktøjer er mentorer. De er både en ret og en pligt for de særligt udsatte aktivitetsparate unge, der på grund af personlige forhold ikke kan deltage i de aktiviteter, der skal klargøre dem til uddannelse. Også her ser Jens Finkelstein et problem.
”Jeg er en stor tilhænger af mentorordninger. Problemet er, at jo mere vi bruger mentorer til at løse problemer af enhver art, jo større risiko er der for, at vi udvander begrebet. Mentorerne har fx nogle gange karakter af at være en slags sagsbehandlere. Der er brug for en faglig diskussion af begrebet, hvor systemet må definere, hvad det vil med mentorer. Vi skal blive bedre til at definere mentorernes rolle og faglighed, og sagsbehandlerne skal have hjælp til at kunne coache mentorerne. Uden en sådan indsats ligner området det rene Wild West. Mentorerne kan både være lidt for kontrolagtige, behandleragtige, eller i værste fald udfolde deres egne interesser og ideer, for eksempel alternativ behandling.”
Jens Finkelstein mener, at der i forvejen ligger kolossale byrder på sagsbehandlernes skuldre, fordi der hele tiden bliver ændret på lovgivningen. ”Kontanthjælpsreformen giver dem endnu en spændende udfordring,” konstaterer han tørt.