Vi lader det lige stå et øjeblik. For det er bare tre af de seneste måneders overskrifter fra vejledningens vilde verden. En verden, som er præget af en regering, der med statsministerens egne ord går reform-amok. Vi nævner i flæng: kontanthjælpsreformen, SU-reformen og senest en skelsættende reform for vejledningen, nemlig eud-reformen. Betyder nærværende overskrifter, at vi er vidner til en begyndende nedsmeltning af vejledningen? Den vejledning, som efter mange år som appendiks, fik chancen for at blive en central og professionel spiller med vejledningsreformen i 2004. Forhåbentlig ikke! Men hvorfor så pessimistisk- ovenikøbet i et jubilæumsnummer? Overskrifterne fortjener en uddybning.
Massefyringer blandt UU-vejledere. Som et led i den nye reform af erhvervsskolerne vil regeringen spare på vejledning af folkeskoleelever. UU Danmarks formand frygter, at det betyder en fyring af 3-400 vejledere. Ungdomsforsker Noemi Katznelson taler ligefrem om et paradigmeskift for vejledningen, som ligner en økonomisk afvikling.
Dårlig vejledning kan spænde ben for reformen. Hvad nytter det at give erhvervsuddannelserne et kvalitetsløft, hvis de unge ikke opdager det, spørger bl.a. Håndværksrådet og sammenligner eudreformen med et godt produkt, som man er nødt til at have sælgerne alias vejledere til at fortælle omverdenen om.
Jobcentre hyrer ekstra vagtværn. Når en stor flok unge erklæres uddannelsesparate, går de markant ned i ydelse. Otte ud af ti jobcenterchefer forventer reaktioner fra frustrerede kontanthjælpsmodtagere og opruster med ekstra sikkerhed.
Derfor den lidt dystre status på VejlederForums fødselsdag. For det er 10 år siden, at VejlederForum gik i luften. Samme år, som en ny vejledningsreform trådte i kraft. VejlederForum udspringer af reformens fokus på professionalisering og institutionalisering. Det blev og er fortsat et forum, hvor alle, der kan argumentere vejledningsfagligt og sagligt for sig, kan komme til orde. Problemstillinger blev og bliver behandlet med viden, alvor - og humor. Det er i hvert fald missionen. Så netop i et jubilæumsnummer er det passende at kaste et blik både i bak- og sidespejle samt i krystalkuglen og diskutere tingenes tilstand på baggrund af de seneste ti års historik og udvikling.
I VejlederForums allerførste nummer ”Den professionelle vejleder,” kastede Danmarks vejledningsguru og daværende redaktør på VejlederForum Peter Plant sig ud i det, han kaldte en vejlednings-SWOT. SWOT er en forkortelse af Strengths, Weaknesses, Opportunities og Threats – på dansk: styrker, svagheder, muligheder og trusler. Peter Plant skrev profetisk om styrkerne i 2004:
”Det er tydeligt, at det vil give vejledning et løft, at jobbet som vejleder i fremtiden vil få en anden karakter end tidligere. Det bliver ikke længere et halehæng til en anden hovedfunktion. Lærerjobbet, fx. Det bliver selve jobbet…”
Her i 2014 må vi sige, at det projekt er lykkedes. For alle vejledere i UU er vejleder selve jobbet. Institutionaliseringen af vejledningen med dannelsen af UU-centrene var stort, det var et paradigmeskift. Spørgsmålet er, om vi kan bevare denne styrke? UU’erne har længe holdt vejret. Var vejledningen på vej tilbage til skolerne? Ville de blive udsat for massive besparelser? Og hvilken rolle skulle den omdiskuterede Boston-analyse spille? Blev konklusionen, at UU-satelitterne fejlede, så vejledningen nu skulle reduceres, og den resterende del pædagogiseres – uden tilførte ressourcer? Umiddelbart er svaret ja: Med den nye eud-reform er en del af vejledningen tilbage i skolerne, og UU bliver udsat for massive besparelser. Fremover skal de kun vejlede 20 %. 80 % må klare sig med Uddannelsesguiden, eVejledning og gruppevejledning – med computerkabler, som Jacob Fuglsang skriver i Politiken. Den sved.
Om svaghederne skrev profeten Peter i 2004:
”Det er en svaghed, at vejledningsreformen for de unge (Lov 298) netop kun handler om de unge – selv om man nu er ung til i hvert fald det 25. år. ”
Vejledningen er stadig ikke livslang, som Peter Plant ønskede det for at sikre den kontinuitet og progression, som kunne nås ved en sammenhængende reform. De voksne er stadig ikke tænkt med. Vi hører godt nok, at karriereskift er ønskelige for at fremme et fleksibelt arbejdsmarked, men det følges ikke op af tilgængelig og professionel karrierevejledning. Fx lever VEU-centrene et stille og usikkert liv.
Ungdommen varer med kontanthjælpsreformen nu til de 30 år, og ungdommen får da også vejledning i jobcentrene. Rammerne er der, men spørgsmålet er, om fagligheden følger med? I jobcentrene hedder det 12 minutter til den enkelte borger, så hvad skal man egentlig stille op, hvis borgeren tager jakken af og rent faktisk forventer noget af samtalen?
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen problematiserede for nylig i VejlederForum jobcentrenes manglende uddannelse. Selv blandt de jobcentermedarbejdere, som har med de svage og syge ledige at gøre, har hver femte ingen vejledningsfaglig uddannelse. Blot 40 procent er socialrådgivere. Groft sagt har de kun lært at kontrollere og sanktionere, mente han. Så nok tænker man med den nye kontanthjælpsreform uddannelse, men tænker man også vejledning?
Med til historien hører også det spirende samarbejde, som udvikler sig mellem to fagligheder, nemlig mellem UU og jobcentrene. Så der er også grund til optimisme.
Peter Plant fortsætter med svaghederne i 2004:
”Så er det en svaghed, at vejlederuddannelsen ikke er obligatorisk. Det kan betyde, at vejledningsområder med svag tradition for at have uddannede vejledere – bl.a. ironisk nok studievejledning ved de videregående uddannelser, ivu*C og den slags – fortsat vil være svage på dette område.”
Her er der sket noget. Vejlederuddannelsen er for længst blevet obligatorisk i UU. Et helt forskningsmiljø omkring uddannelserne er blevet etableret og udvikler sig. Men obligatorisk vejlederuddannelse til studievejledere findes ikke og er så vidt vides ej heller undervejs. Det til trods for et massivt frafald på både ungdoms- og videregående uddannelser. Det til trods for, at der er en meget stor gruppe unge, der føler sig stressede, og som mistrives på studiet. Det til trods for, at der er brug for studievejledere, der ved noget mere om arbejdsmarkedet. Udfordringer, som man kunne mene, at en veluddannet vejleder ville være bedre klædt på til at håndtere.
Hvad så med mulighederne? Jeg citerer selektivt fra Peter Plant anno 2004:
”Mulighederne i de nye strukturer bliver bl.a., at det vil blive mere tydeligt, hvad vejledning egentlig går ud på.”
Peter Plant øjnede dengang chancen for, at vejledning, med et moderne management-ord, ville blive ”transparent”. UU'erne skulle synliggøre deres aktiviteter, visioner, mål, succeskriterier og metoder. ”Den slags kommer ikke af sig selv, mente Peter Plant, men ”kalder på et udviklingsarbejde, hvor vejlederne selv må gå forrest. (…) Det handler om at gribe muligheden for at (re)definere vejledning.”
Spørgsmålet er, om denne mulighed blev grebet. Ved vi i dag mere om, hvad vejledning egentlig er og kan? Vejlederne gør sikkert, men fik de overbevist alle de andre? Er vi blevet bedre til at definere succeskriterier og metoder? Og gik vejlederne forrest i udviklingsarbejdet? Lars Goldschmidt hævdede i 2007, at ingen ved, om vejledning virker. Formanden for UU Danmark mener, at UU er et af de mest evaluerede områder. Så hvad er sandheden om dokumentationen af vejledningsarbejdet?
Måske er det, der begyndte som en mulighed, endt som en trussel. At skulle dokumentere, at vejledning virker, kunne være en kærkommen mulighed for at bevise vejledningens værdi. Men når vejlederne bliver konfronteret med en Boston-analyse, som de ikke kan genkende sig selv og deres fag i, hvad skyldes det så? Anerkender/forstår andre ikke vejledningens væsen og vilkår? Eller er der tendenser i tiden, som vil presse andre mål og succeskriterier ned over vejledernes hoveder? Bliver al denne målen og vejen af vejledningens virkning blot et styringsredskab, hvor andre definerer, hvad vejledningen skal bruges til - og ikke bruges til - og pengene kan anvendes til noget andet? Det er den nye eud-reform måske et eksempel på. I hvert fald diskuteres det, om Boston-analysen blev bevidst tilbageholdt alt for længe for både vejledere og aftalepartier, så man kunne få reformen på plads - med en rundbarbering af vejledningen til at finansiere den.
Til truslerne. Peter Plant spurgte i 2004:
I 2004 anerkendte Peter Plant, at den digitale vejledning var i gang (sms, call-center, e.mail, virtuelle netværk). Men, skriver han, ”tasteløs vejledning har vi ikke set så meget af endnu fra IKT-siden. Så vi hægter stadig de svage læsere og tastere af. Det kan IKT gøre noget ved.”
eVejledningen så dagens lys i 2011 som et led i vejledningsreformens ide om selvbetjening. Et redskab udviklet til ressourcestærke personer, som skulle aflaste UU. Den aflastning mener UU dog ikke har fundet sted. Men telefonisk vejledning har vist sig at være et tilbud, der også appellerer til udsatte og sårbare. Så det, der kunne have været en trussel for ”de svage læsere og tastere,” er blevet til en mulighed.
Den sidste trussel fra Peter Plant ”kommer fra § 1, stk. 2 i Lov 298 – det er den, der handler om de ’særlige vejledningsbehov’... Det vil medføre, at vejledning bliver et reservat, hvor de der kun bakser med uddannelses- og arbejdsspørgsmål, bliver sat udenfor… Og hermed er vejledning ophørt med at være et bredt tilbud til alle, som har brug for et 10.000 km eftersyn af deres kompetencer. ”
Fokus på de unge med særlige behov er kun blevet skærpet. Vi har nu en UU-vejledning, som kun skal vejlede de unge med særlige problemstillinger. Samtidig er der et mål om, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse Men hvem skal udfordre de unge på deres valg? Hvem skal vejlede de unge, som har de nødvendige personlige og sociale kompetencer, men stadig er uafklarede?
I 2014-swotten er der kommet nye styrker, svagheder, trusler og muligheder til. I dag må det tilføjes, at UEA’s fremtid trods øget fokus stadig svæver i det uvisse. UEA deler skæbne med færdselsundervisning og seksualundervisning, det skal være der, men ingen vil rigtigt tage ansvar for det. Faget er (stadig) på den ene side obligatorisk og på den anden side timeløst. Det i sig selv må siges at være en trussel.
Lektor Rie Thomsen har med sit fokus på vejledning i fællesskaber rokket ved en af dansk vejlednings hellige køer. Nemlig myten om den individuelle vejledningssamtale som det mest rigtige og naturlige. For hvor udgangspunktet har været den individuelle samtale som en selvfølgelighed, er der nu UU’er, der har valgt at lægge ud med gruppevejledning eller vejledning i fællesskaber. Vendepunktet må betragtes som en styrke og en mulighed – men kan sørme også ses som en trussel og en svaghed. Ikke mindst i en tid hvor bunker af ledige hober sig op på landets jobcentre. Hvor kvantitet regerer frem for kvalitet, og hvor gruppevejledning risikerer at bliver discountvejledning. Helt aktuelt bliver gruppevejledning et middel til besparelse af UU’s vejledning.
Lad os til sidst dvæle lidt ved helt aktuelle muligheder. Et stort udvalg af eksperter og fagfolk har lagt sidste hånd på den endelige rapport fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg. Rapporten giver anbefalinger til at forbedre beskæftigelsessystemet. Ledige skal ikke længere tvinges på kurser. Vejledning og opkvalificering bliver et tilbud, ikke en pligt. Det lugter af mere frit valg. Måske er det starten på en mere optimistisk tilgang med mindre tvang, færre tommelskruer og sanktioner. Færre vagtværn i fremtiden?
I 2004 var vejledningen på vej ind, men er vejledningen på vej ud i 2014? Forhåbentlig er vi langt fra en nedsmeltning af vejledningen. Vejledningen har fået sværere kår men skal ikke ud at råbe på sidelinjen. Vejledningen er nødt til at trænge sig på og blive ved med at blande sig. Og drømme skal blive til muligheder og virkelighed. I efteråret 2013 drømte og håbede Rie Thomsen i VejlederForums portræt:
”Min drøm er, at der etableres et tæt samarbejde mellem beslutningstagere og embedsmænd, nationalt såvel som lokalt. Vi skal samarbejde om tilblivelsen af en ny vejledningspolitik på tværs af Christiansborg, kommunerne, UU, studievalg, jobcentrene, vejlederforeningerne og os, der forsker i vejledning. Jeg håber for vejledningen, at forskere og praktikere bliver inviteret med i reformarbejdet og ikke blot hørt, når nogen har tænkt deres tanker bag lukkede døre. Jeg vil meget gerne bidrage med min viden.”
Om centrale aktører virkelig oplevede at være med til bords, vil der være delte meninger om. Ikke desto mindre var de indledende citater fra pressen bare chefredaktørens selektive valg, ligesom definitionerne af styrker, svagheder, muligheder og trusler vil afhænge af øjnene, der ser. Derfor skal vi nu have andre øjne på banen, der kan kaste nyt lys over SWOT anno 2014 – med viden, alvor og humor.
Velkommen til:
Peter Plant, lektor, Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet
I 2004 så Peter Plant store muligheder i professionaliseringen af vejledningen. Han så konturerne og potentialet til en proaktiv fagpolitisk indsats. Med vejlederjobbet på fuld tid ville der være basis for, at vejlederne kunne tale med tydelig og kraftig faglig røst om kvalitet i vejledningen, metoder og mål. Men vejledernes faglighed er blevet sat til side for den stærke politiske styring i løbet af de sidste 10 år. Vejledning er blevet et politisk våben rettet mod en uddannelsesmæssig underklasse, og det er Månens bagside, skriver Peter Plant i artiklen af samme navn.
Anders Ladegaard, centerleder, UU Lillebælt
Den individuelle samtale har traditionelt været anset for den rigtige vejledning og er stadig i høj grad vejlederens automatiske metodevalg. Dog ikke hos UU-Lillebælt, hvor der i årevis har været fokus på, hvad man kan få ud af vejledning i fællesskaber og gruppevejledning. Men gruppevejledning er ikke discount-vejledning, mener Anders Ladegaard. For gruppevejledning er ikke billigere end individuel vejledning, snarere tværtimod. Han mener, at gruppevejledning kan tilføre den samlede vejledningsindsats større effekt, men ikke for færre ressourcer. Så når politikerne fjerner den personlige vejledning fra grundskolen og omlægger ungevejledningen til gruppevejledning og på den baggrund fjerner ressourcer svarende til ca. 140 mio. kr. fra vejlednings-indsatsen, så er der tale om et politisk selvmål af dimensioner. Det er Anders Ladegaards budskab i Er individuelle indsatser en mirakelkur?
Jette Fischer, souschef og vejleder, UU Vest Region Hovedstaden
UEA er fortrængt i en skole, hvor der er fokus på faglig undervisning, men samtidig krav om forberedelse til valg af ungdomsuddannelse. Nu er der dog kommet et hedt politisk ønske om at bringe UEA mere på banen. About time skriver Jette Fischer, der sidder med i det udvalg, der arbejder sig frem mod nye mål for UEA – der kommer til at hedde Uddannelse og job. Og hun er sikker på én ting: Det er kun professionelle vejledere, der har kompetencerne til at sikre, at UEA bringes derhen, hvor politikerne ønsker det. Hvad sker der, Når vejledningens sag bliver folkeskolens fag?
Bettina Post, tidligere socialrådgiverformand og nu chefkonsulent PH Metropol
Reform-amok siger statsministeren. Andre påstår dog, at, at der reelt bare er tale om paragraf-forskydninger i den nye kontanthjælpsreform. Men faktisk er der tale om en på mange måder modig reform og også om et paradigmeskift, mener Bettina Post. Fx klare krav og mere selvbestemmelse til dem, som kan arbejde. Afskaffelse af match-systemet, så ingen længere kan betragtes som passive. Og helhedsorienteret hjælp og ret til mentorstøtte til alle, som har problemer at slås med. Desværre bliver det overskygget af det, som forfatteren kalder ”overvintret skrammel” og giver anledning til hendes overskrift Politik er gift for reformer.
Steen Nepper Larsen, lektor, Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet
”Vejlederinstitutionens uvidenskabelige og ’erfaringsramte’ fortid må vige til fordel for en videnskabeliggjort og evidensbaseret praksis, der er sammenlignelig på tværs af landet. Ved hjælp af best practise og benchmarking opstilles der pejlemærker og forbilledlige forløb.” Sådan skriver Steen Nepper Larsen. Men hvert eneste ungt menneske, der kommer forbi, er et uerstatteligt liv og ikke et statistisk gennemsnit af en normal-ung. Derfor har vejlederen en svær men vigtig opgave, mener Steen Nepper Larsen i Uddannelsesvejledningens menneskelige ansigt.
Stine Floutrup, formand vejledningsgruppen, Studie- og Karrierevejledningen, RUC
En vejlederuddannelse er ikke obligatorisk for studievejledere. Hvordan kan det være, at studievejlederne ikke har samme behov for en vejlederuddannelse som fx UU? På universiteterne hører vi om et stigende antal unge, der er stressede og mistrives. Presset er for stort, de myldrer til den psykologiske rådgivning. Ved vejlederne nok om, hvordan man forebygger og forhindrer, at unge bukker under? Diskuterer de, om de skal have særligt fokus på dem med særlige behov? Og hvad med universiteternes samarbejde med virksomhederne. Ved studievejlederne nok om, hvordan man samarbejder med virksomhederne? Ved studievejlederne nok om arbejdsmarkedet? Hvem og hvad sætter dagsordenen på vejledningen på universiteterne? Stine Floutrup svarer beredvilligt på spørgsmålene i Styring behøver ikke komme udefra.
Niels-Christian Bilenberg, koordinator og rådgiver i Cyberhus
Niels-Christian Bilenberg fra det virtuelle klubhus Cyberhus tager livtag med en sejlivet myte, nemlig at det, som foregår i det virtuelle rum, er vejledning light. En substitut for den ægte vare, som er og bliver det personlige møde. Men erfaringerne fra Cyberhus peger i den stikmodsatte retning. Her er det tværtimod distancen og anonymiteten, der gør, at de unge kommer kigger forbi. Unge, som ellers vil være overladt til sig selv. De såkaldt sårbare unge kan sagtens være superbrugere på nettet. Så hvad er det for en ny mulighed, vi har fået – og hvor er faldgruberne? Online-vejledning kan i hvert fald aldrig blive light, skriver Niels-Christian Bielenberg, for "Online-relationen er en Faxe Kondi".
Hanne Charina Baumann, vejleder i UU København
Hanne Baumann interesserer sig for, hvad gruppevejledning kan – og ikke kan. Er gruppevejledning bare en modedille og/eller en spareøvelse? Hun kaster et kritisk blik på faldgruberne, fx den terapeutiske faktor i den populære Watch-metode, ligesom hun mener, at nærheden forsvinder i gruppevejledning. Hvad sker der med den eftertragtede fortrolighed i den individuelle vejledningssamtale, når den vejledte pludselig skal dele sine tanker og handlinger med andre? Hvem taber, og hvem vinder med gruppevejledning? Hanne Charina Baumann giver sin version i ”Gruppevejledningens veje og vildveje i skolevejledningen”.
Referencer
- Politiken, 9. marts 2014, Millionbesparelse blev holdt hemmelig
- Politiken, 5. marts 2014, Vejledningen til unge rundbarberes i ny reform.
- Folkeskolen, 4. november 2013, Massefyringer blandt UU-vejledere
- Ugebrevet A4, 17. januar 2014, Jobcentre hyrer sikkerhedsvagter
- VejlederForum, 16. september 2013, Forsker får vejlederne ud af kontoret
Vi lader det lige stå et øjeblik. For det er bare tre af de seneste måneders overskrifter fra vejledningens vilde verden. En verden, som er præget af en regering, der med statsministerens egne ord går reform-amok. Vi nævner i flæng: kontanthjælpsreformen, SU-reformen og senest en skelsættende reform for vejledningen, nemlig eud-reformen. Betyder nærværende overskrifter, at vi er vidner til en begyndende nedsmeltning af vejledningen? Den vejledning, som efter mange år som appendiks, fik chancen for at blive en central og professionel spiller med vejledningsreformen i 2004. Forhåbentlig ikke! Men hvorfor så pessimistisk- ovenikøbet i et jubilæumsnummer? Overskrifterne fortjener en uddybning.
Massefyringer blandt UU-vejledere. Som et led i den nye reform af erhvervsskolerne vil regeringen spare på vejledning af folkeskoleelever. UU Danmarks formand frygter, at det betyder en fyring af 3-400 vejledere. Ungdomsforsker Noemi Katznelson taler ligefrem om et paradigmeskift for vejledningen, som ligner en økonomisk afvikling.
Dårlig vejledning kan spænde ben for reformen. Hvad nytter det at give erhvervsuddannelserne et kvalitetsløft, hvis de unge ikke opdager det, spørger bl.a. Håndværksrådet og sammenligner eudreformen med et godt produkt, som man er nødt til at have sælgerne alias vejledere til at fortælle omverdenen om.
Jobcentre hyrer ekstra vagtværn. Når en stor flok unge erklæres uddannelsesparate, går de markant ned i ydelse. Otte ud af ti jobcenterchefer forventer reaktioner fra frustrerede kontanthjælpsmodtagere og opruster med ekstra sikkerhed.
Derfor den lidt dystre status på VejlederForums fødselsdag. For det er 10 år siden, at VejlederForum gik i luften. Samme år, som en ny vejledningsreform trådte i kraft. VejlederForum udspringer af reformens fokus på professionalisering og institutionalisering. Det blev og er fortsat et forum, hvor alle, der kan argumentere vejledningsfagligt og sagligt for sig, kan komme til orde. Problemstillinger blev og bliver behandlet med viden, alvor - og humor. Det er i hvert fald missionen. Så netop i et jubilæumsnummer er det passende at kaste et blik både i bak- og sidespejle samt i krystalkuglen og diskutere tingenes tilstand på baggrund af de seneste ti års historik og udvikling.
I VejlederForums allerførste nummer ”Den professionelle vejleder,” kastede Danmarks vejledningsguru og daværende redaktør på VejlederForum Peter Plant sig ud i det, han kaldte en vejlednings-SWOT. SWOT er en forkortelse af Strengths, Weaknesses, Opportunities og Threats – på dansk: styrker, svagheder, muligheder og trusler. Peter Plant skrev profetisk om styrkerne i 2004:
”Det er tydeligt, at det vil give vejledning et løft, at jobbet som vejleder i fremtiden vil få en anden karakter end tidligere. Det bliver ikke længere et halehæng til en anden hovedfunktion. Lærerjobbet, fx. Det bliver selve jobbet…”
Her i 2014 må vi sige, at det projekt er lykkedes. For alle vejledere i UU er vejleder selve jobbet. Institutionaliseringen af vejledningen med dannelsen af UU-centrene var stort, det var et paradigmeskift. Spørgsmålet er, om vi kan bevare denne styrke? UU’erne har længe holdt vejret. Var vejledningen på vej tilbage til skolerne? Ville de blive udsat for massive besparelser? Og hvilken rolle skulle den omdiskuterede Boston-analyse spille? Blev konklusionen, at UU-satelitterne fejlede, så vejledningen nu skulle reduceres, og den resterende del pædagogiseres – uden tilførte ressourcer? Umiddelbart er svaret ja: Med den nye eud-reform er en del af vejledningen tilbage i skolerne, og UU bliver udsat for massive besparelser. Fremover skal de kun vejlede 20 %. 80 % må klare sig med Uddannelsesguiden, eVejledning og gruppevejledning – med computerkabler, som Jacob Fuglsang skriver i Politiken. Den sved.
Om svaghederne skrev profeten Peter i 2004:
”Det er en svaghed, at vejledningsreformen for de unge (Lov 298) netop kun handler om de unge – selv om man nu er ung til i hvert fald det 25. år. ”
Vejledningen er stadig ikke livslang, som Peter Plant ønskede det for at sikre den kontinuitet og progression, som kunne nås ved en sammenhængende reform. De voksne er stadig ikke tænkt med. Vi hører godt nok, at karriereskift er ønskelige for at fremme et fleksibelt arbejdsmarked, men det følges ikke op af tilgængelig og professionel karrierevejledning. Fx lever VEU-centrene et stille og usikkert liv.
Ungdommen varer med kontanthjælpsreformen nu til de 30 år, og ungdommen får da også vejledning i jobcentrene. Rammerne er der, men spørgsmålet er, om fagligheden følger med? I jobcentrene hedder det 12 minutter til den enkelte borger, så hvad skal man egentlig stille op, hvis borgeren tager jakken af og rent faktisk forventer noget af samtalen?
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen problematiserede for nylig i VejlederForum jobcentrenes manglende uddannelse. Selv blandt de jobcentermedarbejdere, som har med de svage og syge ledige at gøre, har hver femte ingen vejledningsfaglig uddannelse. Blot 40 procent er socialrådgivere. Groft sagt har de kun lært at kontrollere og sanktionere, mente han. Så nok tænker man med den nye kontanthjælpsreform uddannelse, men tænker man også vejledning?
Med til historien hører også det spirende samarbejde, som udvikler sig mellem to fagligheder, nemlig mellem UU og jobcentrene. Så der er også grund til optimisme.
Peter Plant fortsætter med svaghederne i 2004:
”Så er det en svaghed, at vejlederuddannelsen ikke er obligatorisk. Det kan betyde, at vejledningsområder med svag tradition for at have uddannede vejledere – bl.a. ironisk nok studievejledning ved de videregående uddannelser, ivu*C og den slags – fortsat vil være svage på dette område.”
Her er der sket noget. Vejlederuddannelsen er for længst blevet obligatorisk i UU. Et helt forskningsmiljø omkring uddannelserne er blevet etableret og udvikler sig. Men obligatorisk vejlederuddannelse til studievejledere findes ikke og er så vidt vides ej heller undervejs. Det til trods for et massivt frafald på både ungdoms- og videregående uddannelser. Det til trods for, at der er en meget stor gruppe unge, der føler sig stressede, og som mistrives på studiet. Det til trods for, at der er brug for studievejledere, der ved noget mere om arbejdsmarkedet. Udfordringer, som man kunne mene, at en veluddannet vejleder ville være bedre klædt på til at håndtere.
Hvad så med mulighederne? Jeg citerer selektivt fra Peter Plant anno 2004:
”Mulighederne i de nye strukturer bliver bl.a., at det vil blive mere tydeligt, hvad vejledning egentlig går ud på.”
Peter Plant øjnede dengang chancen for, at vejledning, med et moderne management-ord, ville blive ”transparent”. UU'erne skulle synliggøre deres aktiviteter, visioner, mål, succeskriterier og metoder. ”Den slags kommer ikke af sig selv, mente Peter Plant, men ”kalder på et udviklingsarbejde, hvor vejlederne selv må gå forrest. (…) Det handler om at gribe muligheden for at (re)definere vejledning.”
Spørgsmålet er, om denne mulighed blev grebet. Ved vi i dag mere om, hvad vejledning egentlig er og kan? Vejlederne gør sikkert, men fik de overbevist alle de andre? Er vi blevet bedre til at definere succeskriterier og metoder? Og gik vejlederne forrest i udviklingsarbejdet? Lars Goldschmidt hævdede i 2007, at ingen ved, om vejledning virker. Formanden for UU Danmark mener, at UU er et af de mest evaluerede områder. Så hvad er sandheden om dokumentationen af vejledningsarbejdet?
Måske er det, der begyndte som en mulighed, endt som en trussel. At skulle dokumentere, at vejledning virker, kunne være en kærkommen mulighed for at bevise vejledningens værdi. Men når vejlederne bliver konfronteret med en Boston-analyse, som de ikke kan genkende sig selv og deres fag i, hvad skyldes det så? Anerkender/forstår andre ikke vejledningens væsen og vilkår? Eller er der tendenser i tiden, som vil presse andre mål og succeskriterier ned over vejledernes hoveder? Bliver al denne målen og vejen af vejledningens virkning blot et styringsredskab, hvor andre definerer, hvad vejledningen skal bruges til - og ikke bruges til - og pengene kan anvendes til noget andet? Det er den nye eud-reform måske et eksempel på. I hvert fald diskuteres det, om Boston-analysen blev bevidst tilbageholdt alt for længe for både vejledere og aftalepartier, så man kunne få reformen på plads - med en rundbarbering af vejledningen til at finansiere den.
Til truslerne. Peter Plant spurgte i 2004:
I 2004 anerkendte Peter Plant, at den digitale vejledning var i gang (sms, call-center, e.mail, virtuelle netværk). Men, skriver han, ”tasteløs vejledning har vi ikke set så meget af endnu fra IKT-siden. Så vi hægter stadig de svage læsere og tastere af. Det kan IKT gøre noget ved.”
eVejledningen så dagens lys i 2011 som et led i vejledningsreformens ide om selvbetjening. Et redskab udviklet til ressourcestærke personer, som skulle aflaste UU. Den aflastning mener UU dog ikke har fundet sted. Men telefonisk vejledning har vist sig at være et tilbud, der også appellerer til udsatte og sårbare. Så det, der kunne have været en trussel for ”de svage læsere og tastere,” er blevet til en mulighed.
Den sidste trussel fra Peter Plant ”kommer fra § 1, stk. 2 i Lov 298 – det er den, der handler om de ’særlige vejledningsbehov’... Det vil medføre, at vejledning bliver et reservat, hvor de der kun bakser med uddannelses- og arbejdsspørgsmål, bliver sat udenfor… Og hermed er vejledning ophørt med at være et bredt tilbud til alle, som har brug for et 10.000 km eftersyn af deres kompetencer. ”
Fokus på de unge med særlige behov er kun blevet skærpet. Vi har nu en UU-vejledning, som kun skal vejlede de unge med særlige problemstillinger. Samtidig er der et mål om, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse Men hvem skal udfordre de unge på deres valg? Hvem skal vejlede de unge, som har de nødvendige personlige og sociale kompetencer, men stadig er uafklarede?
I 2014-swotten er der kommet nye styrker, svagheder, trusler og muligheder til. I dag må det tilføjes, at UEA’s fremtid trods øget fokus stadig svæver i det uvisse. UEA deler skæbne med færdselsundervisning og seksualundervisning, det skal være der, men ingen vil rigtigt tage ansvar for det. Faget er (stadig) på den ene side obligatorisk og på den anden side timeløst. Det i sig selv må siges at være en trussel.
Lektor Rie Thomsen har med sit fokus på vejledning i fællesskaber rokket ved en af dansk vejlednings hellige køer. Nemlig myten om den individuelle vejledningssamtale som det mest rigtige og naturlige. For hvor udgangspunktet har været den individuelle samtale som en selvfølgelighed, er der nu UU’er, der har valgt at lægge ud med gruppevejledning eller vejledning i fællesskaber. Vendepunktet må betragtes som en styrke og en mulighed – men kan sørme også ses som en trussel og en svaghed. Ikke mindst i en tid hvor bunker af ledige hober sig op på landets jobcentre. Hvor kvantitet regerer frem for kvalitet, og hvor gruppevejledning risikerer at bliver discountvejledning. Helt aktuelt bliver gruppevejledning et middel til besparelse af UU’s vejledning.
Lad os til sidst dvæle lidt ved helt aktuelle muligheder. Et stort udvalg af eksperter og fagfolk har lagt sidste hånd på den endelige rapport fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg. Rapporten giver anbefalinger til at forbedre beskæftigelsessystemet. Ledige skal ikke længere tvinges på kurser. Vejledning og opkvalificering bliver et tilbud, ikke en pligt. Det lugter af mere frit valg. Måske er det starten på en mere optimistisk tilgang med mindre tvang, færre tommelskruer og sanktioner. Færre vagtværn i fremtiden?
I 2004 var vejledningen på vej ind, men er vejledningen på vej ud i 2014? Forhåbentlig er vi langt fra en nedsmeltning af vejledningen. Vejledningen har fået sværere kår men skal ikke ud at råbe på sidelinjen. Vejledningen er nødt til at trænge sig på og blive ved med at blande sig. Og drømme skal blive til muligheder og virkelighed. I efteråret 2013 drømte og håbede Rie Thomsen i VejlederForums portræt:
”Min drøm er, at der etableres et tæt samarbejde mellem beslutningstagere og embedsmænd, nationalt såvel som lokalt. Vi skal samarbejde om tilblivelsen af en ny vejledningspolitik på tværs af Christiansborg, kommunerne, UU, studievalg, jobcentrene, vejlederforeningerne og os, der forsker i vejledning. Jeg håber for vejledningen, at forskere og praktikere bliver inviteret med i reformarbejdet og ikke blot hørt, når nogen har tænkt deres tanker bag lukkede døre. Jeg vil meget gerne bidrage med min viden.”
Om centrale aktører virkelig oplevede at være med til bords, vil der være delte meninger om. Ikke desto mindre var de indledende citater fra pressen bare chefredaktørens selektive valg, ligesom definitionerne af styrker, svagheder, muligheder og trusler vil afhænge af øjnene, der ser. Derfor skal vi nu have andre øjne på banen, der kan kaste nyt lys over SWOT anno 2014 – med viden, alvor og humor.
Velkommen til:
Peter Plant, lektor, Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet
I 2004 så Peter Plant store muligheder i professionaliseringen af vejledningen. Han så konturerne og potentialet til en proaktiv fagpolitisk indsats. Med vejlederjobbet på fuld tid ville der være basis for, at vejlederne kunne tale med tydelig og kraftig faglig røst om kvalitet i vejledningen, metoder og mål. Men vejledernes faglighed er blevet sat til side for den stærke politiske styring i løbet af de sidste 10 år. Vejledning er blevet et politisk våben rettet mod en uddannelsesmæssig underklasse, og det er Månens bagside, skriver Peter Plant i artiklen af samme navn.
Anders Ladegaard, centerleder, UU Lillebælt
Den individuelle samtale har traditionelt været anset for den rigtige vejledning og er stadig i høj grad vejlederens automatiske metodevalg. Dog ikke hos UU-Lillebælt, hvor der i årevis har været fokus på, hvad man kan få ud af vejledning i fællesskaber og gruppevejledning. Men gruppevejledning er ikke discount-vejledning, mener Anders Ladegaard. For gruppevejledning er ikke billigere end individuel vejledning, snarere tværtimod. Han mener, at gruppevejledning kan tilføre den samlede vejledningsindsats større effekt, men ikke for færre ressourcer. Så når politikerne fjerner den personlige vejledning fra grundskolen og omlægger ungevejledningen til gruppevejledning og på den baggrund fjerner ressourcer svarende til ca. 140 mio. kr. fra vejlednings-indsatsen, så er der tale om et politisk selvmål af dimensioner. Det er Anders Ladegaards budskab i Er individuelle indsatser en mirakelkur?
Jette Fischer, souschef og vejleder, UU Vest Region Hovedstaden
UEA er fortrængt i en skole, hvor der er fokus på faglig undervisning, men samtidig krav om forberedelse til valg af ungdomsuddannelse. Nu er der dog kommet et hedt politisk ønske om at bringe UEA mere på banen. About time skriver Jette Fischer, der sidder med i det udvalg, der arbejder sig frem mod nye mål for UEA – der kommer til at hedde Uddannelse og job. Og hun er sikker på én ting: Det er kun professionelle vejledere, der har kompetencerne til at sikre, at UEA bringes derhen, hvor politikerne ønsker det. Hvad sker der, Når vejledningens sag bliver folkeskolens fag?
Bettina Post, tidligere socialrådgiverformand og nu chefkonsulent PH Metropol
Reform-amok siger statsministeren. Andre påstår dog, at, at der reelt bare er tale om paragraf-forskydninger i den nye kontanthjælpsreform. Men faktisk er der tale om en på mange måder modig reform og også om et paradigmeskift, mener Bettina Post. Fx klare krav og mere selvbestemmelse til dem, som kan arbejde. Afskaffelse af match-systemet, så ingen længere kan betragtes som passive. Og helhedsorienteret hjælp og ret til mentorstøtte til alle, som har problemer at slås med. Desværre bliver det overskygget af det, som forfatteren kalder ”overvintret skrammel” og giver anledning til hendes overskrift Politik er gift for reformer.
Steen Nepper Larsen, lektor, Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet
”Vejlederinstitutionens uvidenskabelige og ’erfaringsramte’ fortid må vige til fordel for en videnskabeliggjort og evidensbaseret praksis, der er sammenlignelig på tværs af landet. Ved hjælp af best practise og benchmarking opstilles der pejlemærker og forbilledlige forløb.” Sådan skriver Steen Nepper Larsen. Men hvert eneste ungt menneske, der kommer forbi, er et uerstatteligt liv og ikke et statistisk gennemsnit af en normal-ung. Derfor har vejlederen en svær men vigtig opgave, mener Steen Nepper Larsen i Uddannelsesvejledningens menneskelige ansigt.
Stine Floutrup, formand vejledningsgruppen, Studie- og Karrierevejledningen, RUC
En vejlederuddannelse er ikke obligatorisk for studievejledere. Hvordan kan det være, at studievejlederne ikke har samme behov for en vejlederuddannelse som fx UU? På universiteterne hører vi om et stigende antal unge, der er stressede og mistrives. Presset er for stort, de myldrer til den psykologiske rådgivning. Ved vejlederne nok om, hvordan man forebygger og forhindrer, at unge bukker under? Diskuterer de, om de skal have særligt fokus på dem med særlige behov? Og hvad med universiteternes samarbejde med virksomhederne. Ved studievejlederne nok om, hvordan man samarbejder med virksomhederne? Ved studievejlederne nok om arbejdsmarkedet? Hvem og hvad sætter dagsordenen på vejledningen på universiteterne? Stine Floutrup svarer beredvilligt på spørgsmålene i Styring behøver ikke komme udefra.
Niels-Christian Bilenberg, koordinator og rådgiver i Cyberhus
Niels-Christian Bilenberg fra det virtuelle klubhus Cyberhus tager livtag med en sejlivet myte, nemlig at det, som foregår i det virtuelle rum, er vejledning light. En substitut for den ægte vare, som er og bliver det personlige møde. Men erfaringerne fra Cyberhus peger i den stikmodsatte retning. Her er det tværtimod distancen og anonymiteten, der gør, at de unge kommer kigger forbi. Unge, som ellers vil være overladt til sig selv. De såkaldt sårbare unge kan sagtens være superbrugere på nettet. Så hvad er det for en ny mulighed, vi har fået – og hvor er faldgruberne? Online-vejledning kan i hvert fald aldrig blive light, skriver Niels-Christian Bielenberg, for "Online-relationen er en Faxe Kondi".
Hanne Charina Baumann, vejleder i UU København
Hanne Baumann interesserer sig for, hvad gruppevejledning kan – og ikke kan. Er gruppevejledning bare en modedille og/eller en spareøvelse? Hun kaster et kritisk blik på faldgruberne, fx den terapeutiske faktor i den populære Watch-metode, ligesom hun mener, at nærheden forsvinder i gruppevejledning. Hvad sker der med den eftertragtede fortrolighed i den individuelle vejledningssamtale, når den vejledte pludselig skal dele sine tanker og handlinger med andre? Hvem taber, og hvem vinder med gruppevejledning? Hanne Charina Baumann giver sin version i ”Gruppevejledningens veje og vildveje i skolevejledningen”.
Referencer
- Politiken, 9. marts 2014, Millionbesparelse blev holdt hemmelig
- Politiken, 5. marts 2014, Vejledningen til unge rundbarberes i ny reform.
- Folkeskolen, 4. november 2013, Massefyringer blandt UU-vejledere
- Ugebrevet A4, 17. januar 2014, Jobcentre hyrer sikkerhedsvagter
- VejlederForum, 16. september 2013, Forsker får vejlederne ud af kontoret
Indstillinger for cookie-samtykke