Den politiske agenda

Uddannelsespolitikken er dels blevet en politisk kampplads som aldrig før, og dels er den blevet det politiske redskab, som skal sikre velfærdsstatens overlevelse: Den offentlige sektor skal levere komparative fordele til den private sektor, sådan at den gennem skatter og afgifter kan sikre velfærdsstatens overlevelse. I praksis skal Danmark have den bedst uddannede generation. De unge skal suse igennem uddannelsessystemet uden afbrud og omvalg, vælge de uddannelser, som staten og den private sektor efterspørger, og undervejs skal de have relevant erhvervserfaring, da den private sektor ikke kan bruge uerfarne medarbejdere.

De politiske paradokser

Folkeskolereformen, kontanthjælpsreformen, SU-reformen, EUD-reformen og den indeholdte vejledningsreform (vejledningsmassakre) indeholder i sig selv nogle interessante paradokser. På den ene side vil man inkludere alle unge, fokusere på classroom-management og studiemiljøer, givetvis fordi man har erkendt, at det at være en del af et fællesskab er helt afgørende for at gennemføre en uddannelse med et godt resultat. På den anden side hylder man den individuelle, håndholdte og mentorstøttede indsats for den gruppe af unge, som enten slet ikke kom med, da toget kørte, eller som faldt af i svinget. Hvis fællesskabet er den bærende kraft, hvorfor skal den gruppe, som har de største udfordringer, så kæmpe sig tilbage uden et fællesskab at støtte sig til?

Effekten af individuelle indsatser

I 2011 offentliggjorde Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning rapporten: ”Viden om vejledning”. Rapporten beskæftigede sig kun med studier, som havde dokumenteret effekten af vejledning. Det gør rapporten interessant i et politisk perspektiv, fordi det er effekten af en given intervention, som beslutningstagerne er optaget af. Rapporten slår fast, at det, der bidrager mest til vejledning som følelsen af afklaring og til beslutningskompetencen, er en kombination af flere interventioner (vejledningstiltag), som indgår som en del af læseplanen. Individuelle indsatser, herunder individuel vejledning, har med andre ord ikke en påviselig effekt, hvis den står alene og uden kontekst i øvrigt.

Giv vejledningen identitet

Læseplaner for vejledningen er ikke vejen frem, men den danske tradition, hvor individuelle vejledere udøver individuel vejledning, er en tradition, vi hurtigst muligt skal gøre op med.  Normen fremadrettet bør være, at grupper af vejledere faciliterer vejledningsprocesser, som i hele deres afsæt er gruppebaseret. Undervejs skal processen suppleres af individuel vejledning. Det kræver en helt anden vejlederprofil end den, som karakteriserer den individuelt praktiserende vejleder, men vejlederne har det i sig, hvis de tør og får lov. Udfordringen er, at vejledningen skal gå fra at være personaliseret i vejlederen, til at vejledning har en tydelig identitet i sig selv. Det kræver, at vejledning er en disciplin, et fag, et læringsområde med en tydelig organisatorisk forankring og en synlig og manøvredygtig ledelse.

Vejledning eller vejledere?

Vejledning anno 2014 bliver ofte karakteriseret som den indsats, der kitter systemerne sammen og får tingene til at fungere i praksis. I virkeligheden er det næppe vejledningen som fag og disciplin, men derimod vejlederne som personer, der er kittet. Det er en både vigtig og nødvendig indsats, og vejlederne gør det godt! Udfordringen er at skabe det rum og de processer, hvor der bedrives vejledning som rendyrket disciplin. Her handler det først og fremmest om at flytte fokus væk fra vejlederen og over på målgruppen for vejledningsindsatsen samt på de redskaber, som vi som vejledergruppe har i værktøjskassen. Matcher de målgruppens behov, og består værktøjerne af andet, end vejledernes personlige egenskaber?

Vejlederkuffert i UU-Lillebælt

Omtalte øvelse startede vi op i UU-Lillebælt i foråret 2011. I sommeren 2013 var vi nået dertil, at vi indkøbte en kuffert til hver vejleder og fyldte den med de værktøjer, vi havde udviklet. Kufferterne er suppleret af en reol med bl.a. tennisbolde, musikanlæg, presenninger, hulahopringe, gulvtæppestykker, poser med pastaskruer, blind folds, jump-kort, styrkekort, dilemmaspil, Lego og mange andre ting. Vejledning har fået et fysisk udtryk, som er forskelligt fra vejlederen, og dermed begynder vejledning at få sin egen identitet. Vi kan gå rundt om den, betragte den, diskutere den og vurdere, om vi anvender den rigtigt, og om den er tilstrækkelig. Det er svært at forestille sig, at vi på samme måde skal stå rundt om vejlederen og stille os selv de samme spørgsmål. Når vejledning har sin egen identitet, så kan vi gå i kødet på den og give den det løbende eftersyn, som ethvert fag bør have.

Gruppen som omdrejningspunkt

I hele udviklingsprocessen har én faktor været styrende: De værktøjer, vi udvikler, skal kunne anvendes af grupper af vejledere til og sammen med grupper af unge. Vores professionalisme og vores fag er et fælles anliggende, derfor skal vi udvikle det sammen, og vi skal udøve det sammen. At påbegynde og gennemføre en uddannelse er også et fælles anliggende for de unge. Det er noget, de alle vil og skal, og naturligvis har de mange tanker og forestillinger om valgene og konsekvenserne af valgene. Det skal vejledningen udnytte. Det er en sand guldgrube af refleksioner, tanker, fordomme, forestillinger mv., som i sig selv vil være svære at frembringe i en individuel vejledning. En del af øvelsen er at gøre valget og tankerne om valget til et objekt for dialog og refleksion. Valget skal med andre ord ud på gulvet eller bordet, så vi kan gå rundt om det, undersøge det, vurdere det og kvalificere det. Det kan gruppevejledning, og vejlederne kan facilitere og styre processen.

Store gevinster

Den gruppefokuserede vejledning anvender vi både i grundskolen og i ungevejledningen, og der er store gevinster at hente – ikke mindst for de unge. I ungevejledningen anvender vi intensive vejledningsforløb, som varer 10 dage, og hvor 2-3 vejledere arbejder med ca. 15 unge ad gangen. De unge kommer fra kortere eller længere perioder i kontanthjælpssystemet, og målsætningen er, at de ikke skal tilbage, men videre i uddannelse efter de 10 dage. I grundskolen arbejder vi med workshops, hvor de unge i grupper adresserer udfordringer som usikkerhed, uafklarethed, skoletræthed etc. Fælles for begge indsatser er, at der gennem fælles oplevelser bliver skabt en fælles fortælling, og den lever videre, efter forløbet er afsluttet. Fortællingen og oplevelserne bliver omdrejningspunktet for den individuelle opfølgning, planlægning og vejledning, som følger efter, både for eleverne i grundskolen og for de unge fra kontanthjælpssystemet. Gruppevejledning bliver på den måde omdrejningspunktet, men både undervejs og efterfølgende skal den suppleres af en individuel indsats og vejledning, ellers får vi ikke den nødvendige effekt.

Et politisk selvmål

Når politikerne rask væk fjerner den personlige vejledning fra grundskolen og omlægger ungevejledningen til gruppevejledning og på den baggrund fjerner ressourcer svarende til ca. 140 mio. kr. fra vejlednings-indsatsen, så er der tale om et politisk selvmål af dimensioner. Gruppevejledning er ikke billigere end individuel vejledning, snarere tværtimod. Gruppevejledning kan tilføre den samlede vejledningsindsats større effekt, men ikke for færre ressourcer. Når vi taler om individuel vejledning og gruppevejledning, så skal vi ikke diskutere enten/eller, men derimod både/og. Vi skal diskutere systematikken i anvendelsen af de forskellige vejledningsformer og ikke gøre dem til genstand for prioriteringer, som er blottet for enhver faglig vurdering og dokumentation. Individuelle indsatser er ikke en mirakelkur, ej heller er gruppe-vejledning. Systematikken, dialektikken og målrettetheden i anvendelsen af de forskellige vejlednings-metoder og vejledningsaktiviteter kan skabe markante resultater, men den faglige vurdering er desværre overhalet indenom af et regneark i Finansministeriet.