Vi går reform-amok, fortalte den tidligere regering med Helle Thorning i spidsen med glæde og stolthed. Vi nævner deres bedrifter i flæng: kontanthjælpsreformen, beskæftigelsesreformen, SU-reformen, eud-reformen, der inkluderede en vejledningsreform, fremdriftsreformen, syge-dagpengereformen og så selvfølgelig folkeskolereformen.
 

Den nye regering har tænkt sig at fortsætte kursen. Sammen med S, DF, R og K har den allerede vedtaget en såkaldt refusionsreform, der skal sørge for, at ledige tager job, selvom det er under deres uddannelsesniveau. Sådan har det faktisk været i flere år, men lad nu det ligge.

Beskæftigelsesministeren forventer en effekt allerede i januar 2016, så det kan kun gå for langsomt. For slet ikke at tale om den reform af dagpengesystemet, der venter lige om hjørnet.
 

Reformer kræver ofre
Det er sikkert alt sammen velment. Men hvor stiller det praktikerne – for vores læseres vedkommende jobcentermedarbejderne, lærerne og vejlederne – der skal omsætte reformerne til praksis? Hvordan navigerer man i dette reformræs?
 

Implementeringen af nye reformer i højt tempo kræver ofre hver eneste gang. Ofte træder love i kraft, få dage efter de er offentliggjort. Den seneste integrationsydelse er et godt eksempel. Den kræver fx opdaterede arbejdsgange, nye blanketter og ikke mindst indgående kendskab til, hvilke regler der gælder, dagen efter sådan en ændringslov er offentliggjort. Det er rigtige mennesker af kød og blod – og ikke en maskine – der skal få alt det til at ske, og til at lykkes.


 

Bedre og hurtigere
For folkeskolereformens vedkommende gør det sig gældende ved, at flere kommuner har valgt at spare på området, samtidig med at reformen skal implementeres. Alligevel forventer man, at lærerne får en helt ny reform til at fungere. Samtidig med at alle børn skal inkluderes. Samtidig med at skoler efter politisk ønske sammenlægges i stor stil. En gradvis indførelse eksisterer ikke. Tværtimod synes der at være politisk enighed om, at alt kan gøres bedre og hurtigere. Imens lyder parolerne: Verdens bedste folkeskole, et mere effektivt beskæftigelsessystem, en mere kvalificeret, arbejdsmarkedsrettet og erhvervsrettet vejledning. Man forventer, at vi lægger os i selen, at vi er proaktive og innovative – og ja-hatten er en selvfølge. Og hvis ikke? Ja, så er dommedag nær.
 

Kamp, flugt eller stress
Men hos nogle af praktikerne er idealismen om ikke glemt så i hvert fald en anelse hengemt. Hengemt sammen med den faglige stolthed og overskuddet til den evige dygtiggørelse og udvikling af sig selv. Man bygger læskærme – og ikke vindmøller. Det handler om kampen for at overleve – eller sågar om flugt.  
 

For folkeskolelærerne flygter til privatskolerne, og de resterende går i stigende grad ned med stress. Kritiske røster får at vide, at de skal stoppe deres brok og dommedagsprofetier. Reformræs rammer arbejdsmiljøet på jobcentrene, hvor medarbejderne lider af stress, hovedpine, mavepine og søvnbesvær. ”Flere sidder og græder på arbejdet og nogle medarbejdere har kun holdt en uges sommerferie for ikke at komme yderligere bagefter med sagsbehandlingen.”


 

Også Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) har været i ilden. Deres indsats blev evalueret, og de tabte – med en rundbarbering af vejledningen i 2014 som konsekvens. De behøver ikke at flygte frivilligt. Siden 2014 har hver 4. vejleder i UU fået en fyreseddel.
 

Det var lidelseshistorien, som selvfølgelig ikke gælder for alle, men den gælder for mange – og det er nok.
 

Hvad gør vi så?
Reformerne holder næppe op. De er et vilkår. Man kunne fristes til at sige: ”Sådan er det jo.” Selvom man har mere lyst til at sige ”Der kommer en god løsning i morgen.” Den gode nyhed er ikke desto mindre, at der i processerne mod diverse mål er plads til forbedring. Vi ved alle, at processen er lige så vigtig som resultatet.
 

Så hvad kan vi gøre? Fælles for vejledere, lærere, jobcentermedarbejdere og sikkert mange andre er, at man skriger på accept og anerkendelse. Den kunne man passende starte med at give. Fra politisk hold, fra borgerne, fra forældrene, fra dig og mig.
 

Et andet minimum kunne være, at man som praktiker både kan se, hvor skibet sejler hen, men også forstå, hvorfor det sejler i en given retning. Forandringsprocesserne er ofte alt for usynlige og gør det svært at navigere, for så navigerer man i ingenting, i kaos. Praktikerne mangler simpelthen et kompas.
 

Et tredje forslag kunne være at overveje, hvordan man gør tingene. Foregår for stor en del oppefra og ned? Igen er folkeskolereformen et godt eksempel. Man kan til tider få fornemmelsen af, at dem, der bestemmer, har mistet fornemmelsen for området. Er det en følge af djøfiseringen og akademiseringen af vores politikere? Mens vi har sendt Danmarks første astronaut i rummet, har politikerne så mistet jordforbindelsen? Afstanden mellem beslutningstagere og praksis synes til tider afgrundsdyb. Jorden kalder Folketinget.
 

Ny kompetenceprofil?
Hvad nu, hvis vi gør det omvendt og starter nedefra og op? Kunne en del af en ny kompetenceprofil være at udvikle, forbedre, forfine evnen til at råbe politikerne op og få budskaber igennem? Udvikle sine kompetencer i at få ting til at ske nedefra og op?
 

For dem, der bliver i faget, skulle arbejdet nødig være udelukkende overlevelse. Vi bliver nødt til at spørge os selv og andre om, hvordan vi går fra overlevelse til navigation – måske endda til kosmos i kaos. Vi må tørre øjnene og spørge: Hvad kan vi selv gøre?
 

Som I ser, bider vi som altid magthaverne blidt i haserne, men vi er også mere end villige til at gribe i egen barm.
 

Hvem er med?

• Distancen mellem politiker og praktiker
  Jakob Fuglsang, redaktør, Politiken
  Færre vejledere skal nu sørge for, at flere unge udfordres i deres uddannelsesvalg. Hvordan skal vejlederne navigere i den nye virkelighed? Hvorfor er forskellen på politikernes og praktikernes virkelighed til tider så afgrundsdyb? Og hvordan kan praktikerne råbe politikerne op
  
   
• Overlevelsesråd fra praktikerne
  Line Baadsgaard, skolelærer, Islands Brygge Skole, og Vanessa Duus, socialrådgiver, Team Sygedagpenge, Jobcenter Frederiksberg
  Folkeskolen og beskæftigelsesområdet er i den grad reformramt. Men hvilke kompetencer kræver det af praktikerne at navigere i reformræset? Hvordan får man italesat en mulig modstand og de dilemmaer, man har? Hvad er lærerens og socialrådgiverens overlevelsesråd? Vejlederforum har sat en folkeskolelærer og en socialrådgiver i stævne.
  
   
• En ny (social) faglighed
  Idamarie Leth Svendsen, jurist og lektor på Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol
  Lovjunglen er stor og omskifteligheden et vilkår. Men hvordan ser socialrådgivernes værktøjskasse ud? Hvordan klæder socialrådgiveruddannelsen de studerende på? Og kan man overhovedet ruste de studerende til det reformkaos, de skal ud i, hvor reglerne udskiftes, nærmest før blækket er tørt?
  
   
• Dansk Socialrådgiverforenings karrieretelefon
  Elisabeth Huus Pedersen, psykolog, og Nicolai Paulsen, socialrådgiver
  Hvad kan en karrieretelefon? Hvem bruger den? Hvornår bruges den? Og hvorfor vil socialrådgiverne skifte job?

Referencer

• Ny reform skal sende arbejdsløse hurtigere i job 
• Løfter vi ikke opgaven, vil mange virksomheder forlade Danmark 
• Kritik af jobcentre giver ansatte stress, hovedpine, mavepine og søvnbesvær  
• Reformræs rammer arbejdsmiljøet på jobcentre 
• Forældreformand: Stop jeres brok og dommedagsprofetier, lærere 
• Professionsstrategi, Dansk Socialrådgiverforening 

Vi går reform-amok, fortalte den tidligere regering med Helle Thorning i spidsen med glæde og stolthed. Vi nævner deres bedrifter i flæng: kontanthjælpsreformen, beskæftigelsesreformen, SU-reformen, eud-reformen, der inkluderede en vejledningsreform, fremdriftsreformen, syge-dagpengereformen og så selvfølgelig folkeskolereformen.
 

Den nye regering har tænkt sig at fortsætte kursen. Sammen med S, DF, R og K har den allerede vedtaget en såkaldt refusionsreform, der skal sørge for, at ledige tager job, selvom det er under deres uddannelsesniveau. Sådan har det faktisk været i flere år, men lad nu det ligge.

Beskæftigelsesministeren forventer en effekt allerede i januar 2016, så det kan kun gå for langsomt. For slet ikke at tale om den reform af dagpengesystemet, der venter lige om hjørnet.
 

Reformer kræver ofre
Det er sikkert alt sammen velment. Men hvor stiller det praktikerne – for vores læseres vedkommende jobcentermedarbejderne, lærerne og vejlederne – der skal omsætte reformerne til praksis? Hvordan navigerer man i dette reformræs?
 

Implementeringen af nye reformer i højt tempo kræver ofre hver eneste gang. Ofte træder love i kraft, få dage efter de er offentliggjort. Den seneste integrationsydelse er et godt eksempel. Den kræver fx opdaterede arbejdsgange, nye blanketter og ikke mindst indgående kendskab til, hvilke regler der gælder, dagen efter sådan en ændringslov er offentliggjort. Det er rigtige mennesker af kød og blod – og ikke en maskine – der skal få alt det til at ske, og til at lykkes.


 

Bedre og hurtigere
For folkeskolereformens vedkommende gør det sig gældende ved, at flere kommuner har valgt at spare på området, samtidig med at reformen skal implementeres. Alligevel forventer man, at lærerne får en helt ny reform til at fungere. Samtidig med at alle børn skal inkluderes. Samtidig med at skoler efter politisk ønske sammenlægges i stor stil. En gradvis indførelse eksisterer ikke. Tværtimod synes der at være politisk enighed om, at alt kan gøres bedre og hurtigere. Imens lyder parolerne: Verdens bedste folkeskole, et mere effektivt beskæftigelsessystem, en mere kvalificeret, arbejdsmarkedsrettet og erhvervsrettet vejledning. Man forventer, at vi lægger os i selen, at vi er proaktive og innovative – og ja-hatten er en selvfølge. Og hvis ikke? Ja, så er dommedag nær.
 

Kamp, flugt eller stress
Men hos nogle af praktikerne er idealismen om ikke glemt så i hvert fald en anelse hengemt. Hengemt sammen med den faglige stolthed og overskuddet til den evige dygtiggørelse og udvikling af sig selv. Man bygger læskærme – og ikke vindmøller. Det handler om kampen for at overleve – eller sågar om flugt.  
 

For folkeskolelærerne flygter til privatskolerne, og de resterende går i stigende grad ned med stress. Kritiske røster får at vide, at de skal stoppe deres brok og dommedagsprofetier. Reformræs rammer arbejdsmiljøet på jobcentrene, hvor medarbejderne lider af stress, hovedpine, mavepine og søvnbesvær. ”Flere sidder og græder på arbejdet og nogle medarbejdere har kun holdt en uges sommerferie for ikke at komme yderligere bagefter med sagsbehandlingen.”


 

Også Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) har været i ilden. Deres indsats blev evalueret, og de tabte – med en rundbarbering af vejledningen i 2014 som konsekvens. De behøver ikke at flygte frivilligt. Siden 2014 har hver 4. vejleder i UU fået en fyreseddel.
 

Det var lidelseshistorien, som selvfølgelig ikke gælder for alle, men den gælder for mange – og det er nok.
 

Hvad gør vi så?
Reformerne holder næppe op. De er et vilkår. Man kunne fristes til at sige: ”Sådan er det jo.” Selvom man har mere lyst til at sige ”Der kommer en god løsning i morgen.” Den gode nyhed er ikke desto mindre, at der i processerne mod diverse mål er plads til forbedring. Vi ved alle, at processen er lige så vigtig som resultatet.
 

Så hvad kan vi gøre? Fælles for vejledere, lærere, jobcentermedarbejdere og sikkert mange andre er, at man skriger på accept og anerkendelse. Den kunne man passende starte med at give. Fra politisk hold, fra borgerne, fra forældrene, fra dig og mig.
 

Et andet minimum kunne være, at man som praktiker både kan se, hvor skibet sejler hen, men også forstå, hvorfor det sejler i en given retning. Forandringsprocesserne er ofte alt for usynlige og gør det svært at navigere, for så navigerer man i ingenting, i kaos. Praktikerne mangler simpelthen et kompas.
 

Et tredje forslag kunne være at overveje, hvordan man gør tingene. Foregår for stor en del oppefra og ned? Igen er folkeskolereformen et godt eksempel. Man kan til tider få fornemmelsen af, at dem, der bestemmer, har mistet fornemmelsen for området. Er det en følge af djøfiseringen og akademiseringen af vores politikere? Mens vi har sendt Danmarks første astronaut i rummet, har politikerne så mistet jordforbindelsen? Afstanden mellem beslutningstagere og praksis synes til tider afgrundsdyb. Jorden kalder Folketinget.
 

Ny kompetenceprofil?
Hvad nu, hvis vi gør det omvendt og starter nedefra og op? Kunne en del af en ny kompetenceprofil være at udvikle, forbedre, forfine evnen til at råbe politikerne op og få budskaber igennem? Udvikle sine kompetencer i at få ting til at ske nedefra og op?
 

For dem, der bliver i faget, skulle arbejdet nødig være udelukkende overlevelse. Vi bliver nødt til at spørge os selv og andre om, hvordan vi går fra overlevelse til navigation – måske endda til kosmos i kaos. Vi må tørre øjnene og spørge: Hvad kan vi selv gøre?
 

Som I ser, bider vi som altid magthaverne blidt i haserne, men vi er også mere end villige til at gribe i egen barm.
 

Hvem er med?

• Distancen mellem politiker og praktiker
  Jakob Fuglsang, redaktør, Politiken
  Færre vejledere skal nu sørge for, at flere unge udfordres i deres uddannelsesvalg. Hvordan skal vejlederne navigere i den nye virkelighed? Hvorfor er forskellen på politikernes og praktikernes virkelighed til tider så afgrundsdyb? Og hvordan kan praktikerne råbe politikerne op
  
   
• Overlevelsesråd fra praktikerne
  Line Baadsgaard, skolelærer, Islands Brygge Skole, og Vanessa Duus, socialrådgiver, Team Sygedagpenge, Jobcenter Frederiksberg
  Folkeskolen og beskæftigelsesområdet er i den grad reformramt. Men hvilke kompetencer kræver det af praktikerne at navigere i reformræset? Hvordan får man italesat en mulig modstand og de dilemmaer, man har? Hvad er lærerens og socialrådgiverens overlevelsesråd? Vejlederforum har sat en folkeskolelærer og en socialrådgiver i stævne.
  
   
• En ny (social) faglighed
  Idamarie Leth Svendsen, jurist og lektor på Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol
  Lovjunglen er stor og omskifteligheden et vilkår. Men hvordan ser socialrådgivernes værktøjskasse ud? Hvordan klæder socialrådgiveruddannelsen de studerende på? Og kan man overhovedet ruste de studerende til det reformkaos, de skal ud i, hvor reglerne udskiftes, nærmest før blækket er tørt?
  
   
• Dansk Socialrådgiverforenings karrieretelefon
  Elisabeth Huus Pedersen, psykolog, og Nicolai Paulsen, socialrådgiver
  Hvad kan en karrieretelefon? Hvem bruger den? Hvornår bruges den? Og hvorfor vil socialrådgiverne skifte job?

Referencer

• Ny reform skal sende arbejdsløse hurtigere i job 
• Løfter vi ikke opgaven, vil mange virksomheder forlade Danmark 
• Kritik af jobcentre giver ansatte stress, hovedpine, mavepine og søvnbesvær  
• Reformræs rammer arbejdsmiljøet på jobcentre 
• Forældreformand: Stop jeres brok og dommedagsprofetier, lærere 
• Professionsstrategi, Dansk Socialrådgiverforening