Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Fra skåltaler til vejlederens virkelighed
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Der er langt fra skåltalerne til, hvad der bliver gjort i uddannelsespolitik. Politikernes reformering af vejledningen er et af de mere grelle eksempler på netop det. Skal vejlederen overleve, skal der ske et skifte fra vurdering til vejledning. 
Person:
Billede:
Jacob Fuglsang_MH_4095
Navn:
Jacob Fuglsang
Titel:
Uddannelsesredaktør
Arbejdssted:
Politiken
Fotoreportage:
Lang tekst:

”Ingen har ret til at fortælle en 15-årig, at hun ikke skal gå efter drømmen.”
 

Sådan sagde en efterskoleleder til mig engang. Ordene faldt på et hotel i New York, hvor elever fra Oure Efterskoles performancelinje boede en uge i 2012, mens de bl.a. prøvede skuespil på Broadway og trænede streetdance i Harlem.
 

Siden er der sket mange ændringer på uddannelsesområdet. Men jeg har ikke glemt bemærkningen. Ordene siger nemlig meget godt, hvorfor vejledning er så svært og samtidig så vigtigt. Ordene kan også bruges til at vise, hvorfor vejledning aldrig bliver bedre end det uddannelsessystem, det er en del af. Og hvorfor vi i Danmark overvurderer og undervurderer vejledning på samme tid.
 

For lederen har selvfølgelig ret. 15-årige unge har mulighederne foran sig, og det er for tidligt at vurdere, hvad de unge egentlig kan. Hvis et ungt menneske har viljen og bliver hjulpet godt på vej, kan de nå meget. Derfor skal vejledning ikke knuse unges drømme.
 

Det er også en del af forklaringen på, at undervisere på erhvervsuddannelser og gymnasier ofte og med rette har kritiseret UU-vejledere for at erklære elever for parate til uddannelse, selv om eleverne kan alt for lidt og har et forudsigeligt nederlag i vente. I bedste mening lader vi nemlig hellere unge starte på en uddannelse og langsomt brække nakken i forsøget, end vi giver dem et nej ved indgangsdøren.
 

Paradoksale tal
I 2014 blev 62.097 elever vurderet, om de var uddannelsesparate til en ungdomsuddannelse. 48.925 eller 79 % af eleverne ville gerne gå på en gymnasial uddannelse. Kun 13.172 eller 21 % af de vurderede elever ønskede at komme ind på en erhvervsuddannelse. Så langt så skidt. Endnu et eksempel på, at gymnasierne ses som hovedvejen, og at erhvervsuddannelserne ses som en bivej, få har lyst til at betræde.
 

Af de vurderede elever blev 58.736 vurderet uddannelsesparate. Det svarer til 95 %. Kun 3.361 elever eller 5 % blev mod forældrenes ønske vurderet ikke uddannelsesparat af deres vejledere. Det står i skærende kontrast til, at Pisa-undersøgelser viser, at 15-17 % forlader grundskolen uden grundlæggende læse- og regnefærdigheder. 10-12 % af en årgang slipper ind på uddannelserne, selv om de ifølge Pisa har store vanskeligheder med det, som er udgangspunktet for at lære mere.  
 

Men hvad så med de få elever, som ikke erklæres uddannelsesparate? Her viser Undervisningsministeriets tal, at gymnasier og erhvervsuddannelser i vidt omfang blæser på vurderingerne. For ud af de få elever, som ikke bliver vurderet uddannelsesparate, bliver knap 40 % alligevel optaget på en erhvervsuddannelse eller et gymnasium. 
 

Vi vil helst sige ja
Hvorfor gør uddannelserne det, når de samtidig klager over, at mange elever ikke er fagligt rustede til at klare kravene?
 

En venlig forklaring er misforstået hensyn til eleven og et ønske om at leve op til den politiske målsætning om, at flere skal have en uddannelse. En uvenlig og måske mere realistisk forklaring er, at uddannelserne får penge per elevnæse per år. Selv en elev, der dropper ud, udløser taxametertilskud, så længe han eller hun går på uddannelsen.
 

Gymnasierne og erhvervsuddannelserne kan lave optagelsesprøver og samtaler med elever, hvis de er i tvivl, om eleverne kan klare uddannelsen. Men meldingen fra lærere og elever er, at der slipper mange elever ind på erhvervsuddannelser og gymnasier, der ikke har en kinamands chance for at komme gennem uddannelsen.
 

De tørre tal viser, at det hverken falder vejledere, forældre eller lærere nemt at sige nej til unge mennesker, der gerne vil i gang med en studentereksamen uden at kunne læse eller vil være elektriker uden at kunne lave simple matematikstykker. At sige ja er blevet en del af den danske uddannelseskultur.
 

Og det er vanskeligt at forene rollen som vejleder med at være den, som smækker døren i for et ungt menneske og siger, at han eller hun ikke kan komme ind på den ungdomsuddannelse, de gerne vil ind på.
 

Derfor er det at overvurdere vejledningen, når det gøres til vejledningens opgave alene at få unge ind på de rigtige uddannelser og hindre, at nogle unge knækker nakken i forsøget på at leve op til egne eller forældres forventninger. Den opgave kan vejlederne ikke klare, og spørgsmålet er, om de skal.
 

Til gengæld kan vejledere og andre omkring de unge blive bedre til at sige præcis, hvad det kræver at nå drømmen. Og til at anvise en vej til at nå målet, hvis elevens forudsætninger ikke er stærke nok. Her undervurderer vi i Danmark ofte, hvor afgørende vejledning er.
 

Når forudsætningerne ikke er der
Problemet er dels konfliktskyhed, og dels at uddannelsessystemet mangler bedre alternativer på vejen fra skole til ungdomsuddannelse. Konfliktskyheden giver sig selv. For nej, ingen kan eller skal fortælle unge, at de ikke skal gå efter drømmen. Men unge skal have at vide, hvad de skal kunne for at komme videre mod målet. De skal have klar besked, når deres forudsætninger for at komme ind på en erhvervsuddannelse er for ringe. At sige andet er at svigte de unge.


 

Men hvordan skal de unge få de nødvendige forudsætninger? Her går det ofte galt i dag. Alternativerne i form af produktionsskoler, 10. klasse og den nye kombinerede ungdomsuddannelse er gode for nogle. Men andre har brug for kortere ”normalforudsætningskurser” i fx dansk og matematik, nogle for et år på en af de få erhvervsefterskoler, der er opstået i de senere år. Eller på en af de særlige erhvervsrettede 10. klasser, der nu bliver lavet som del af reformen om erhvervsuddannelserne – og som formentlig vil vise sig at være det bedste, den reform bidrager med. 
 

Men hvis vi ser bort fra den kombinerede ungdomsuddannelse, som kun har plads til 2.500 elever om året, skal der findes penge til at få de unge videre ad de alternative veje. Og det har i praksis vist sig at være svært mange steder i landet. Især når der står statsfinansierede uddannelser klar til at tage imod de unge med åbne arme og taxametertilskud.

 

Mange unge tager derfor nogle ordentlige herresving, før de finder deres vej gennem livet og til uddannelse. Det viser fx tal fra tænketanken DEA. I gennemsnit tager det otte år for unge at finde vejen fra skole til en uddannelse som murer, pladesmed eller konditor. Nye elever med håndværkerambitioner er i gennemsnit 24,1 år, når de starter på uddannelsen. I 1980'erne var eleverne i gennemsnit 19 år, når de forfulgte drømmen om et svendebrev.
 

Så uddannelsesvejen er blevet længere og mere kringlet. Først og fremmest fordi en håndværkerkarriere i dag sjældent er første valg. Håndens arbejde vælges ofte først, når unge har været omkring en studentereksamen eller et arbejde som ufaglært.
 

Uddannelsesparat eller ej
Ambitionen bag reformen af erhvervsuddannelserne er at vende den udvikling. Det skal bl.a. ske ved, at eleverne første gang bliver vurderet, om de er uddannelsesparate i 8. klasse, så der er tid til at sætte målrettet ind i skolens sidste år.
 

Første gang den vurdering skete i år, blev godt 74 % af alle elever i 8. klasse erklæret uddannelsesparate til enten en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Lidt af en tallerkenvending fra 2014, hvor tallet var 95 %.
 

Men hvad gør det egentlig ved elever i 8. klasse at få prædikatet ’ikke-uddannelsesparat’? Og er vi sikre på, at skolerne har tilbud, som vil gøre skoletrætte og fagligt svage elever klar til at starte på en uddannelse halvandet år senere?
 

Hvem skal udfordre?
Direkte selvmodsigende betyder samme reform, at de statslige penge til vejledningen beskæres, og der bliver færre vejledere. De færre vejledere skal angiveligt give målrettet vejledning til de 20 % af en årgang, som har mest brug for det. Samtidig skal vejlederne lave mere kollektiv vejledning.
 

Den forklaring overbeviser ikke mange andre end politikerne bag aftalen. For hvis der bliver færre vejledere, er der færre unge, som bliver vækket af deres søvngængeragtige gang mod gymnasiet. Og ifølge reformen skal alle unge udfordres i deres uddannelsesvalg. Hvem skal udfordre de unge, hvis vejledere kun skal tale med de mest udsatte? De spørgsmål har politikerne bag reformen svært ved at svare klart på. Måske fordi der ikke er et klart svar. Og fordi vi støder på et af mange eksempler på, at den politiske retorik og den førte politik peger i to forskellige retninger. Politikerne siger et og gør det modsatte.
 

Vejledningens fald
Den seneste nedskæring på uddannelsesvejledning kommer efter en ret rodet historie, hvor succeskriteriet og ambitionsniveauet har forrykket sig flere gange.
 

For ti år siden blev vejledning flyttet fra skolerne til de ungdommens uddannelsesvejledningscentre, som vi kender i dag. Ud over at have tilføjet en sværm af forkortelser med UU'er, var ideen, at de nye centre skulle gøre vejledningen professionel og uddannet til opgaven. Desuden var flytningen fra skolerne udtryk for politikeres mistænksomhed over for lærere, der angiveligt ikke vidste meget om verden udenfor. For lærerne havde jo selv gået i skole hele livet.
 

Ambitionsniveauet var dengang tårnhøjt. Alle elever skulle have en samtale med en vejleder hvert år helt fra 6. klasse, og til de forlod skolen. I løbet af de mere end ti år, centrene har eksisteret, har de været udsat for i gennemsnit en lovændring om året. Samtidig er ambitionsniveauet langsomt men sikkert faldet.
 

Der er blevet færre elever, som får vejledning ansigt til ansigt. Med reformen af erhvervsuddannelserne er det nu kun hver femte elev, som skal møde en uddannelsesvejleder. Resten skal vejledes gennem computerkabler. For mange fremstår den elektroniske vejledning mere som en bureaukratisk hindring for det oplagte valg af en gymnasieuddannelse end en hjælp. Det er svært at finde elever, som oplever, at de bliver udfordret i deres uddannelsesvalg gennem eVejledningen. Og når de ikke bliver udfordret, bliver de i stedet for bekræftet af venner og familie i, at de fede fester er på gymnasierne. Så giver valget sig selv.
 

Når det gælder de mange lovændringer, der er regnet ned over folkeskole, vejledning og uddannelser i de seneste mange år, er Danmark gået den modsatte vej af Finland. Den finske skole har gennem skiftende regeringer ført en stabil uddannelsespolitik, hvor der har været enighed om målene, og om at skoler skal have arbejdsro. Som den finske uddannelsesforsker Pasi Sahlberg udtalte, da jeg interviewede ham til Politiken: ”Giv skoler ro og lederskab. Skoler skal have ro, en klar vision og lederskab”.  Og videre sagde han: ”Skab en passioneret drøm eller idé, som de fleste mennesker kan se vil virke. Prøv at undgå en situation, hvor retningerne, idéerne, prioriteringerne og visionerne ændrer sig hvert andet eller hvert fjerde år. Ingen højt præsenterende lande i verden ændrer retningen i uddannelsespolitikken ved hvert regeringsskifte.”
 

Kloge ord, som synes langt fra den danske virkelighed, hvor konstant omskiftelighed er et vilkår.
 

Hvem har ansvaret?
Der står vi nu. Ingen skal fortælle 15-årige, at de ikke skal gå efter drømmen. Men nogle skal fortælle dem, hvad de skal kunne for at nå drømmen. Og hvor de kan få de kvalifikationer, de mangler for at komme i retning af drømmen. Men hvem er nogle? Hvem skal tage ansvaret for at give de unge klar besked?
 

Det flyder fuldstændigt i dag. Det er til dels skolernes og lærernes ansvar. Men de har i vidt omfang taget konsekvensen af, at vejledningen blev flyttet til UU-centrene. Flytningen skete som beskrevet med en kritik af lærernes vurdering, så også her oplever lærerne, at der mangler respekt om deres arbejde. Desuden siger de skoleledere og lærere, jeg taler med, at de har rigeligt at se til med at løfte eleverne og gennemføre skolereformen. Det bliver ikke til meget af den brobygning fra skole til uddannelse, der er en af de noble ambitioner bag skolereformen.
 

Så er der UU-centrene. Vejlederne laver vurderingen baseret på lærernes indstilling og med et kig på elevernes karakterer. Som led i reformen af erhvervsuddannelserne indskærpes det, at elever, der ikke har 4 i gennemsnit i matematik og dansk mundtligt og skriftligt, skal have særlig opmærksomhed. Men som tallene fra 2014 og 2015 viser, bliver hovedparten vurderet uddannelsesparate. Derfor skal der ske lidt af en omvæltning, hvis vejlederne for alvor skal rykke. Desuden er det på mange skoler svært at finde tilbud til skoletrætte og fagligt svage elever i de ældste klasser. Hvis ikke de tilbud findes, bliver vejlederen mere til vurdering end til vejledning. Som uddannelsesforskeren John Hattie har peget på, er mere traditionel undervisning sjældent løsningen for elever, som har gået otte eller ni år i skole uden at lære ret meget.
 

Hvem har interesse i realisme?
Så hvem skal sige nej til de unge og insistere på, at de skal have bedre forudsætninger, hvis de ikke skal knække nakken? I dag flyver det svar i vinden som gratisaviser på en S-togsstation. Når ansvar divideres med flere, bliver det som bekendt et rundt nul.
 

I det vakuum, der opstår, fordi uddannelsessystemets ansvarsfordeling er så uklar, når det gælder unges fremtid, bliver det mor, far, vennerne og fætter Anton, som reelt vejleder den unge. Valget falder naturligt på det, der ses som det sikre: det almene gymnasium. Elever og forældre er klar til at kæmpe med næb og kløer for at komme ind der, kun der og ingen andre steder.  For nogles vedkommende stik mod egne interesser. De alternative veje til at opnå de kvalifikationer, det kræver at gennemgå en uddannelse, blokeres af fordomme og af, at tilbuddene koster kroner i de slunkne kommunekasser.
 

Så hvem har interesse i at give eleverne på vej ud af 8. klasse en realistisk vurdering af deres evne til at klare en uddannelse?
 

Skolerne? Næppe. Det er et nederlag, som gør ondt på både lærere og skole, når elever er kommet så langt i skolen uden tilstrækkelige kundskaber til at komme godt videre. Det er ikke noget, som skolerne vil skilte med.
 

UU-vejlederne? Det er svært, fordi de ikke kender eleverne og kun får ressourcer til tale med få elever. Desuden er de unge kun på træk. Det får ingen konsekvenser for vejlederne, hvis de unge lider nederlag og dropper ud af uddannelserne, selv om de er erklæret parate til uddannelse.
 

Hvad så med uddannelserne? Det går vel ud over dem, hvis de lukker elever ind, som ikke har forudsætningerne for at klare uddannelsen. Både ja og nej. Vist er de mange ekstra foranstaltninger i form af morgenmad, psykolog og undervisning i basale færdigheder dyre. Men taxametersystemet betyder også, at det er dyrt at have tomme pladser i klasseværelserne. Og selv om der findes et såkaldt færdiggørelsestaxameter, der først udløses, når eleverne på gymnasierne får huerne med de forskelligt farvede bånd på, og når eleverne på erhvervsuddannelserne får svendebrevet i hånden, er det pengene per elev år for år, der holder uddannelsesbutikken i gang. Der er forskel på, hvor mange penge de forskellige uddannelser får i taxametre, men færdiggørelses-taxameteret udgør fra 10 til 20 % af statskronerne per elev. Det er en bedre forretning at lade en elev få chancen end at sige nej ved indgangen.

 


 

Hvad er det politiske svar?
Så ingen af repræsentanterne har en interesse i at skuffe de unge. Og de får et helvedes hyr med forældre og de unge selv, hvis de forsøger. Det politiske svar er pt. at lade karakterer spille en større rolle. Der er med reformen af erhvervsuddannelser kommet et krav om 2 i dansk og matematik, og meget ser ud til, at karakterkrav til gymnasiet følger efter.
 

Karakterkravet sender først og fremmest et signal til skolerne, der skal slippe eleverne, og til eleverne i de ældste klasser, som nu ikke længere skal til afgangsprøve men til afgangseksamen. Det vil ikke i sig selv gøre meget for ungdomsuddannelserne. Et total er laveste karakter for at bestå. Det gives til elever, der ”demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål”, som det hedder i den nye karakterskala. Den minimalt acceptable grad af opfyldelse i dansk og matematik er langt fra en garant for, at eleverne faktisk kan klare en ungdomsuddannelse. Samtidig er der stadig en kattelem i form af samtaler og prøver, hvor uddannelserne påtager sig at vurdere, om eleverne har, hvad der skal til, for at komme gennem uddannelserne. Den kattelem kan meget vel komme til at stå pivåben, når små ungdomsårgange giver tomme stole på uddannelserne.

Skal ungdomsuddannelsernes krise løses, skal vi give unge klar besked på deres vej fra skole til uddannelse. Vi skal kunne tilbyde de unge realistiske veje til at komme ind på uddannelserne – veje, som ikke tilskynder kommunerne til at presse unge ind på uddannelser, de er dømt til at mislykkes med.
 

Taxametersystemet passer godt til målet om uddannelse til alle. Fra 2002 og frem til i dag er antallet af elever, der går i gang med en ungdomsuddannelse, steget med 20 %. Men taxametersystemet har vist sig dårligt til at få eleverne godt igennem og ud af uddannelserne. Det har desuden været medvirkende til at skabe uddannelsesmiljøer, der er langt fra, hvad en uddannelse kan og bør være.
 

Overlevelse
Så hvordan skal vejledere overleve i dette kviksand af modsatrettede politiske meldinger og handlinger? Det er ikke let, og som alt andet, der knytter sig til skolereformen, er der store forskelle fra skole til skole og fra kommune til kommune.
 

Men et svar kunne være at insistere på, at en vurdering af en elevs uddannelsesparathed er meningsløs, hvis der ikke er alternativer til skolebænken. I nogle kommuner arbejdes tæt sammen med erhvervslivet, og her opstår nye muligheder for at tænde den slukkede gnist i de skoletrætte unges øjne.

Et andet svar er, at vejledere også har en vigtig rolle at spille, når der er brobygning på skoleskemaet.
 

Traditionen for at lære af hinanden og dele viden på området er ikke stærk i Danmark. Et tredje svar kunne derfor være, at her kan vejledere spille en endnu større rolle, end de gør i forvejen.
 

Endelig har vejledere også en vigtig stemme, når det gælder udvikling af uddannelse. Den stemme kan bruges mere. Det kunne fx være at fremhæve det urimelige og selvmodsigende i, at unges skæbne risikerer at lide under kassetænkning, fordi nogle kommuner vil have de unge hurtigst muligt ind på statsbetalte uddannelser for at undgå udgifter til produktionsskoler og EGU-forløb.
 

Fortsæt selv listen. Der er nok at tage fat på. Uddannelse er blevet vor tids vigtigste politiske kampplads, og der vil også i årerne fremover komme ideologisk prægede tiltag, som praktikere ikke kan bruge til meget. Fred og ro får folk, der arbejder med uddannelse, først når de går på pension.

 

Artiklen er et bearbejdet uddrag af bogen ’Den store løgn om uddannelse. Et opgør med selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem’. 

 

 

 
Tidsskriftsnr.:
2015 nr. 4
Publiceringsdato:
17-11-2015

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.