"Vi er … venner. Og kulturelle lærere for hinanden. Omar fortæller mig om Syrien, og jeg fortæller ham om Danmark. Jeg prøver at hjælpe så meget, jeg kan, med de danske systemer. Men jeg kan bedst lide at tænke på os som venner." 
 

Tøvende finder 31-årige Cille Neumann de rigtige ord til at beskrive sit venskab med 27-årige Omar Daboul, som sidder ved siden af hende. Imens kigger hun på sin ven, som gengælder hendes blik. Da ordene er faldet, giver de hinanden et knus.  


 

Cille, Omar, journalisten og den arabisktalende tolk Samel mødes i biografen Dagmar Teatret i det indre København. Vi sidder i kælderetagen, hvor vi har rykket et par cafeborde sammen i et roligt hjørne. Lokalet er halvmørkt, og luften er biograftung af popkorn. Her veksler mellem at være mennesketomt eller -fuldt i takt med filmvisningernes rytme. Vi ænser det ikke rigtigt, for ved vores to borde er stemningen anderledes intim. Her er noget på spil. At forstå Omars situation kræver tålmodighed og tid, og Cille har stadig mange spørgsmål til sin ven – og han til hende. 
 

Biografen er Cilles arbejdsplads. Omar kommer her tit for at se Cille og nogle gange også hendes kolleger. Derfor har de valgt, at interviewet skal foregå her. Normalt, når Cille og Omar mødes, kommunikerer de bl.a. andet via Google Translate på mobilerne. Venneparret har gerne lange samtaler på deres eget særlige sprog, hvor der også bliver grinet og joket.
 

Uden om systemet

De to har fundet hinanden uden om systemet og på Omars opfordring. Venskabet kom i stand, da Omar efterlyste danske venner i en Facebookgruppe oprettet i forbindelse med en filmvisning for flygtningebørn, som Cille havde arrangeret. Eventen blev delt på Venligboernes side. Dér fandt Omar den, da CPH Host Program, som matcher frivillige med nytilkomne i København, havde opfordret ham til at tjekke siden ud.  

Cille greb Omars opfordring, fordi hun ikke havde lyst til at se passivt til i den største flygtningekrise i hendes tid – og også som en protest mod dem, der råbte højest og mest kritisk om flygtninge i medierne.
 

Omar fortæller: 

”Jeg skrev beskeden, fordi jeg bor og arbejder i Danmark. Jeg er nødt til at lære danskere at kende og lære alt om dansk kultur hurtigst muligt. Mit problem er, at jeg er ny i Danmark. Her er sociale medier som Twitter og Facebook den nemmeste og hurtigste måde at møde nye venner på, lige meget hvor du er i verden.” 


 

Siden er de to mødtes ugentligt gennem 3-4 måneder. Cille snakker med Omar om systemet og hans liv, fremtid og frustrationer. De ses med hendes venner, og hun fortæller om sit eget liv og forholdene i Danmark. Hun hjælper Omar med praktiske ting som at skrive ansøgninger og boligopslag, med lektier og oversættelse af regninger og andre papirer.

Men hjælpen går også den anden vej. Omar har en slags gensidig, privat lektiecafe med Cilles veninde Clara, som studerer arabisk på universitetet. Han lapper også cykler og inviterer til middag, hvor han selv står i køkkenet. Til jul gav Omar Cille en julegave, fordi det er sådan, man gør i Danmark.
 

Omar kom til Danmark fra Syrien for halvandet år siden. I Syrien var Omar i gang med en businessuddannelse på universitetet i Damaskus. Nu arbejder han på en café i Valby og tager kørekort for at skabe flere jobmuligheder.

 
Da Omar skal sætte ord på deres venskab og relation, siger han: 
 

"Jeg er meget glad for vores venskab. Cille prøver at hjælpe mig, fx med at finde et sted at bo. Hun rækker hånden ud til mig, når jeg har brug for hjælp. Uden venner og familie i Danmark føler jeg mig ensom. Cille hjælper mig med at føle mig tryg."

Cille bryder ind: 

"Vi har det måske bedst sammen, når vi bare er venner. Som når Omar køber hele grønthandleren og laver syrisk mad til mig, eller vi hygger os med danske kartoffelmadder.

Grundpillerne er på plads i livet, når man har familie, er glad og rask, har bolig og uddannelse. For Omar er det hele rystet rundt. Jeg kan være en ven, men der er også brug for andre til at hjælpe med bolig og arbejde."

Mødet med systemet

Alligevel har Cille som Omars ven taget kontakt til systemet. Bl.a. til Københavns Kommune, da hun ikke kunne forstå, at de ikke kunne hjælpe ham med en bolig i København, hvor han arbejder. 

Cille: ”En sagsbehandler i jobcentret forklarede mig, at fordi Faxe Kommune ”bærer integrationsbyrden” i forhold til Omar, måtte han enten vælge at bo og arbejde dér med hjælp fra Faxe. Eller han kunne arbejde i København, men så selv finde bolig.  
 

Jeg har fået lange forklarende mails for at være sikker på, at jeg fortalte Omar det rigtige, og for at kunne give ham den rigtige hjælp.  Jeg fik også at vide, hvor begrænsede sagsbehandlerne er i deres muligheder for at hjælpe med at finde en bolig til Omar. Så de ville gerne have min hjælp. Men i forvejen er det jo umuligt at finde et sted at bo i København. Heldigvis lejer Omar nu et værelse på Nørrebro.”  

Cille mener også, at det må være frustrerende for medarbejderne i jobcentret, at de skal bruge tid på at få hende til at forstå Omars situation og hans rettigheder. Ikke desto mindre virker de taknemmelige over, at Omar har venner som hende, der kan hjælpe.
 

Cille: ”Nogle gange tænker jeg, at der burde være andre end mig, og at systemet burde tage sig af bolig, arbejde etc., så jeg ”bare” kunne være Omars ven. De kunne udbyde kurser i dansk kultur, opsætte caféer med hjælp til at forstå breve, regninger etc. De kunne hjælpe ham med bolig. Og spørge ind til, om han er i den bedste skoleordning i forhold til hans behov. I det hele taget kunne de invitere Omar til faste samtaler for at holde sig opdateret om hans situation. Når det er sagt, oplever jeg, at sagsbehandlerne gør deres bedste inden for de rammer, de har.”  
 

Omar fortæller, at han kun har mødt sagsbehandleren i Københavns Kommunes jobcenter to gange i løbet af et år.
 

Cille: "Derfor kender systemet ikke Omar så godt. Han vil gerne finde et nyt arbejde, hvor de taler dansk. Det gør de ikke på hans arbejdsplads. Men så foreslår jobcentret praktik på en dansktalende arbejdsplads, hvor man i så fald modtager kontanthjælp. Vi har et system, der foreslår integrationsydelse og økonomisk støtte til én, der har et arbejde, samtidig med at medierne fokuserer på, at ikke nok flygtninge er i arbejde. Siger Omar sit job op, sætter det ham tilbage i forhold til muligheden for at søge dansk statsborgerskab, da man bl.a. skal være selvforsørgende i fire et halvt år ud af fem år.” 
 

Omar: "Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke acceptere at få økonomisk hjælp fra kommunen eller staten. Siden jeg kom hertil, har jeg arbejdet fra dag ét. Det vil være fint med lagerarbejde eller en fabrik, bare de taler dansk. Hele min familie forsørger sig selv. Vi plejer ikke at få hjælp."
 

Kulturel integration

Cille: ”Det at være ny er ikke kun sprog, job og bolig. Integration er også at få hjælp til at forstå, når der dumper en licensregning på 2.000 kr. ind ad brevsprækken. De små ting kræver tid og overskud. Man skal tænke en kulturdel ind i integration og helt sikkert overveje, hvordan man gør det nemmere med frivillighed. Flygtningesystemet tager sig ikke nok af at connecte danskere og flygtninge. Eller at fange de danskere, der vil hjælpe. Eller bare mødes med en flygtning. 

Det er svært for systemet at håndtere, når jeg kontakter det som ven til en flygtning. Samtidig vil de gerne have min hjælp. Og indtil for et halvt år siden havde jeg ikke mødt en flygtning. Efter jeg har lært Omar at kende, er jeg blevet ydmyg omkring mit eget liv, og hvor meget jeg kan lære af Omar, om kultur, og hvor svær integration i virkeligheden er."
 

Omar: "Systemet kan aldrig blive en ven. Min situation havde set meget anderledes ud uden Cille. Når jeg har en ven ved siden af mig, kan jeg udvikle mig. For mig er det almindeligt at have veninder. Jeg kan godt blive en smule irriteret, hvis man tror, at jeg ikke kan være venner med en pige. Kulturen i Syrien er ikke så langt væk, som vi bliver fremstillet. Det er ikke Somalia.  
 

Systemet i Danmark kan være svært at arbejde med. Når der kommer ny lovgivning, bliver jeg stresset. Det stresser mig, hvornår jeg får permanent ophold og statsborgerskab, og det stresser mig, når der er stramninger på flygtningeområdet. Nogle gange er livet ustabilt og gør mig forvirret. Skal jeg integrere mig eller forlade Danmark?"
 

Cille: "Du må blive i Danmark, så længe der er krig i Syrien. I Danmark snakker man om systemet som sikkerhedsnet. Helt ærligt, havde Omar ikke været Omar, havde han aldrig fundet en bolig, når man som ham ikke kender sproget. Omar har selv taget kontakt og fundet en person som mig – han har så mange ressourcer."


 

Vi går udenfor for at finde et godt sted til at tage billeder. Omar får en bus til at sænke farten og stoppe, så vi kan krydse vejen. Chaufføren vinker os venligt over. At Cille og Omars veje har krydset hinanden, har været skelsættende for dem begge.

 

Omar har opholdstilladelse for fem år.