"De nye flygtninge på sprogcentret er hovedsageligt unge mænd i alderen 20 til 40 år primært fra Syrien, men også Eritrea og nu Uganda. Og som tidligere kommer der flygtninge fra Afghanistan, Irak og Iran. Det har vist sig at være svært at placere nogle af de nye flygtninge i vores niveausystemer, for selvom de har 8-12 års skolegang, er mange ikke sikre i det latinske alfabet."
 

Vejleder og flygtningekoordinator Lone Bukh Kjær taler om det voksende antal flygtninge blandt danskundervisningskursisterne på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenters Kastrup-afdeling. I tal udgør flygtningene ca. 170 ud af 400 kursister, mens de for halvandet år siden blot udgjorde en lille gruppe. 
 

Krig ”flytter med ind” i klassen

Sprogcentret har for nyligt oprettet et særspor for en gruppe flygtninge, både fordi det er svært at indplacere dem niveaumæssigt, og fordi deres sårbare situation påvirker den normale progression og gennemførsel. 
 

”Det kommer til udtryk i fx koncentrationsbesvær, som bl.a. skyldes voldsomme krigsoplevelser eller bekymringer for familie og efterladte. Nogle har svært ved at komme op om morgenen, andre kan bryde sammen midt i timen. Krigen kan komme helt ind i klasserummet, hvis en kursist midt i timen får besked på mobiltelefonen om, at en bekendt er dræbt, eller en landsby er bombet. I det daglige er der den underliggende angst for, at noget skal ske med deres familie i hjemlandet,” fortæller Lone Bukh Kjær. 


 

Som de øvrige vejledere på centret visiterer hun kursister til danskundervisningen, dvs. hun gennemfører de første samtaler og screener kursisterne sprogligt for at indplacere dem på det rette niveau. I forhold til gruppen af flygtninge står Lone Bukh Kjær for fraværsopfølgning og gennemførselsvejledning og har desuden en koordinerende rolle i forhold til flygtningegruppen.
 

Større vejledningsbehov 

Generelt har flygtningene brug for mere vejledning end de andre kursister, som er familiesammenførte, au pairs, europæere, der arbejder i Danmark, eller udlændinge under Greencard-ordningen. 
 

”Flygtningene har behov for langt flere personlige samtaler om andet end det rent sproglige. Bl.a. for at få uddybet, hvordan man kan få arbejde eller uddannelse i Danmark. Og jeg er typisk den, der træder til, hvis en kursist har det svært.” 
 

Flygtningene har opnået asyl og er på ydelse i Tårnby og Dragør Kommune, hvorfor undervisning er et krav. Det resulterer også i mere opfølgning end i de andre kursistgrupper.
 

”Jeg er forpligtet til at følge op på fravær og informere kursisterne om, at det kan få konsekvenser for deres udbetaling,” fortæller Lone Bukh Kjær.
 

Facilitator for frivillige 

I forlængelse af vejlederrollen har Lone Bukh Kjær fået tildelt timer til en ny rolle som flygtningekoordinator. 
 

”Jeg koordinerer med sagsbehandlere på Tårnby Jobcenter, hvis der fx er brug for særundervisning eller traumeundervisning, eller hvis en kursist skal i praktik og derfor skal have et andet undervisningstilbud.”
 

Men det er ikke den eneste opgave. I takt med at civilsamfundet er trådt til, har Lone Bukh Kjær påtaget sig en meget aktiv rolle som en slags facilitator for samarbejdet mellem sprogskolen, frivillige, flygtninge og andre interessenter. 
 

”Da der i efteråret startede en Venligboerne-gruppe i Tårnby, opsøgte jeg dem for at være med til at koordinere kontakten. Jeg tog med til et af deres første møder, så de frivillige blev klar over, at flygtningene går på sprogcentret.”
 

Lone Bukh Kjær sørgede også for, at informationen gik den anden vej. Hun inviterede Venligboerne med rundt på alle sprogholdene, så flygtningene vidste, at de frivillige fandtes.
 

Det førte bl.a. til oprettelsen af en ugentlig sprogcafé, hvor der kommer 10-15 kursister og 5-10 frivillige ad gangen. Et hold frivillige meldte sig også på banen som samtalevenner og er nu tilknyttet bestemte hold. Desuden har mange flygtninge en kontaktperson blandt Venligboerne og er jævnligt med hjemme og spise, eller Venligboerne hjælper med at flytte møbler eller indrette bolig.
 

Når frivilligheden boomer 

Lone Bukh Kjær mener, at Venligboerne er noget af det bedste, der er sket for flygtningene i forhold til deres integration og læring. Og for det store integrationssystem, som sprogcentret er en lille del af.
 

”Venligboerne er ’the missing link’, som er med til at få integrationen til at lykkes. Deres indsats understøtter i høj grad flygtningene sprogligt og socialt. De frivillige står for den almenmenneskelige kontakt og opfylder et behov, som aldrig kan fanges af de officielle systemer. På sprogcentret har vi tidligere i nogen grad påtaget os de ting, fx at forklare om regler i kommunen, eller hvordan man ringer til lægen. Det er ikke en del af opgaven, men vi kan ikke lade være. End del af de opgaver er nu overtaget af de frivillige, og det er nok der, de skal ligge.” 
 

Sprogcentrets vejledere har haft principelle diskussioner om grænserne mellem de professionelle og de frivillige. 
 

”Det skal aldrig blive de frivilliges ansvar, at flygtninge har et sted at bo eller lærer dansk, men det er utroligt værdifuldt både for danskere og flygtninge, at integrationen foregår mellem almindelige mennesker. Det betyder noget helt andet at blive hjulpet af en dansk nabo end af et system. Det betyder, at man kan se sig selv i et nyt socialt netværk, og giver en følelse af at være velkommen.” 
 

Hvor går grænsen? 

Lone Bukh Kjær er for nuværende ikke bekymret for, at de frivillige træder for langt ind på de professionelle vejlederes bane.
 

”Faren opstår først, når en myndighedsperson pålægger de frivillige opgaver. Det er ikke tilfældet her. For sprogcentrets vedkommende foregår de frivilliges arbejde i sprogcaféen eller privat på deres præmisser. Vi stiller os til rådighed og fortæller, hvad sprogcentrets danskundervisning går ud på, så de kan støtte op, men på deres egen måde. Vi gør også meget for at understøtte deres arbejde, fx ved at invitere de frivillige med til sociale og faglige arrangementer.”
 

Før engagementet boomede, fortalte mange kursister Lone Bukh Kjær, at det var svært at lære danskerne at kende. Hun forsøgte at engagere frivillige, men uden det store held. Nu tilbyder de hjælp af sig selv.
 

”Systemet kan aldrig erstatte det menneskelige møde. Og hvor er det, vi selv skaber vores netværk? Det er bl.a. med de mennesker, vi omgås i hverdagen, som naboer, kolleger og forældre på børnenes skole. Alle i hele verden får hjælp fra deres netværk, og i Danmark er det i høj grad også igennem netværket, at vi får arbejde. De nye har ikke det netværk.”
 

Vejlederen som nøgleperson

Sprogcentret har ikke fået flere midler til det øgede antal kursister eller de udvidede vejledningsopgaver. På sigt mener Lone Bukh Kjær, at man ministerielt bør kigge på behovet for ekstra ressourcer, og at der kan komme et behov for klarere definerede roller og grænser mellem det frivillige og det professionelle system. 
 

”For en sagsbehandler på et jobcenter med et stort arbejdspres forestiller jeg mig, at det kan være svært at håndtere, hvis en enkeltperson henvender sig igen og igen for at hjælpe sin flygtningeven. Det kan være tidskrævende og vedrører måske områder, som sagsbehandleren ikke har bemyndigelse til at handle på.”
 

Ser hun på sin egen vejlederrolle, har den allerede ændret sig.
 

”Min rolle er blevet meget mere udadrettet. I dag har jeg langt tættere kontakt til forskellige parter som kommunens sagsbehandlere, Røde Kors, Venligboerne og det øvrige lokalsamfund, ligesom jeg fortsat arbejder aktivt for at understøtte de frivilliges arbejde. Jeg har også været med til at udbrede viden på tværs, fx har vi arrangeret foredrag her på sprogcenteret om flygtningesituationen i Syrien, hvor de mange parter mødtes og fik mulighed for at være i dialog.” 
 

Lone Bukh Kjær mener, at netop vejledere er oplagte nøglepersoner i forhold til frivilligheden. 
 

”Vi er i hjertet af alting i forhold til undervisning, kendskab til den enkelte kursist, kommunen og aktiveringen, som flygtningene skal ud i, samtidigt med de starter på sprogskolen. Derfor giver det god mening, at vejledere understøtter kontakten til frivillige som en del af arbejdet.”