Denne artikel tager udgangspunkt i en case fra mit arbejde som erhvervsvejleder. Casen eksemplificerer et paradok og visualiserer, hvor dyrt det er for samfundet ikke at have et gratis tilbud om institutionsuafhængig karrierevejledning til arbejdstagere og virksomheder.
- 40% af den voksne danske befolkning har haft behov for karrierevejledning inden for de sidste 2 år (PLS Rambøl og R.U.E., 2003).
- Livslang læring er et moderne politisk mantra, men R.U.E.s rapport dokumenterer, at voksnes efteruddannelsesmuligheder er ret ukendte for arbejdsgivere og fagforeninger. Det samme siger min erfaring som erhvervsvejleder på AF.
- Mulighederne for erhvervsvejledning gennem AF-systemet for voksne i arbejde har gennem de sidste mange år været usynlige.
- Kun meget få arbejds- og uddannelsessøgende er klar over, at AF ifølge lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan få vejledning om valg af erhverv og uddannelse, og at denne vejledning er markedsuafhængig og institutionsneutral.
Det er et kæmpe paradoks, som dokumenteres af R.U.E.s rapport, og som jeg oplever daglig i mit arbejde med ledige, der har valgt arbejdsløshed som løsning på de arbejdslivsproblemer, de havde: De har ikke anet, hvor de skulle gå hen og få råd og vejledning.
| Case: Anette er 45 år og seminarieuddannet folkeskolelærer. Hun har hjemkundskab og engelsk på linje og har undervist i begge fag igennem 20 år. Hun har igennem flere år været utilfreds med hjemkundskabs status i folkeskolen. Anette ønsker i sin undervisning at lægge betydelig større vægt på ernæringsrigtig kost, end hun mener, læseplanen giver hende mulighed for, og hun ønsker flere klasser i hjemkundskab, end hendes skole kan tilbyde hende. Derfor skiftede hun for 5 år siden job til en anden skole. Men problemet flyttede med. Hun vidste ikke, hvem hun skulle tale med om problemet. Hun talte hverken med sin tillidsmand, sin fagforening eller sin skoleleder om et andet jobområde. En kollega fortalte hende om muligheder for omskoling, hvis man var arbejdsløs – men hun undersøgte det ikke. Konflikten blev åben ved fagfordelingen foråret 03, og Anette valgte arbejdsløshed som løsning på sit problem. Både tillidsrepræsentant og fagforening blev selvfølgelig inddraget i vilkårene omkring fyringen, men ingen talte med hende om konfliktens årsager og hendes egne fremtidsplaner. På det tidspunkt havde hun faktisk ingen planer, hun skulle bare UD og VÆK. |
Kontaktforløb på AF
Der er nu gået næsten et år, hvor Anette har været jobsøgende uden resultat. Hun har været til 2 samtaler i forbindelse med det såkaldte kontaktforløb, og ved begge samtaler har konklusionen været, at Anette snart ville være i arbejde igen.
Ved den sidste samtale har hun dog berørt muligheden for at få en diplomuddannelse i kost og ernæring lagt ind i en jobplan, hvis hun stadig er uden arbejde ved studieårets start i 04. Dette er blevet bakket op af den pågældende AF-medarbejder, og Anette har en positiv forventning om tilsagn. Hun har derfor søgt om optagelse på et husholdningsseminarium.
Anette beder AF om en jobplansamtale for at få det endelige tilsagn om betaling. Den administrative medarbejder, der booker aftaler, vejrer behov for både afklaring, information og en helt anden jobplan og booker en tid til Anette hos en erhvervsvejleder - mig.
Anettes jobplan
Det bliver nu min opgave at fortælle Anette, at en jobplan for en folkeskolelærer ikke kan indeholde en diplomuddannelse i kost og ernæring, ifølge de retningslinjer AF har.
Hendes reaktion er forudsigelig. Komplet overraskelse og vrede. Hun har allerede halvt rejst sig op fra stolen, da jeg tilbyder hende dels en forklaring, dels en samtale om hendes mål og evt. en samtale om, hvordan hun kan nå sit mål. Dette tager hun imod.
Anette kan som erfaren folkeskolelærer, der på samtaletidspunktet i maj har gode muligheder for ansættelse pr. august, ikke få tilsagn om en jobplan med start ultimo august indeholdende en deltidsuddannelse, der giver hende kompetencer inden for et fag med dokumenteret høj arbejdsløshed.
En jobplan har til formål at planlægge den korteste vej til job. Derfor kan Anette ikke få tilgodeset sit ønske om brancheskift i arbejdsmarkedspolitisk regi. AF støtter kun uddannelse der, hvor der er dokumenteret behov for arbejdskraft.
Derudover udbydes den pågældende diplomuddannelse ikke som fuldtidsstudium. Det betyder, at hvis der skulle være en åbning for at lægge uddannelsen ind i en jobplan, skulle det være i forbindelse med relevant ordinært job eller løntilskudsjob, idet en jobplan for en fuldtidsforsikret skal være på fuld tid.
Anettes fremtidige jobområde
Denne vinkel flytter fokus til de jobområder, Anette havde tænkt sig at bestride med sin nye uddannelse. Hendes forestillinger har været vage og mest drejet sig om, at der efter hendes mening må være behov for mennesker, der kan undervise og vejlede ”folk” om ernæringsrigtig kost.
Hun har ikke overvejet at blive selvstændig konsulent, og hun har ikke overvejet, hvem, der evt. ville ansætte hende, når hun havde uddannelsen. Det er mit indtryk, at det er første gang hun overhovedet overvejer, hvilket jobområde uddannelsen fører til.
Så vi tager hul på, hvilke fremtidige jobområder og i hvilket regi Anette kan se behovet for sin faglighed og sit engagement. Vi konkluderer sammen, at hun med sin viden og erfaring sikkert også uden efteruddannelse kunne bestride et job som kostkonsulent med rådgivning af børneinstitutioner, skoler, offentlige og private kantiner og plejehjem.
En jobplan på baggrund af jobmål
Da det er på plads, orienterer jeg om, at hvis hun ikke kan skaffe sig sådan et job umiddelbart, kan vi forsøge at etablere en praktik sammen med en etableret kostkonsulent. Så kan hun prøve jobbet af og vurdere, om det lever op til hendes forventninger, og om hun overhovedet har brug for efteruddannelse for at søge en tilsvarende stilling. Dette for at vise hende en anden slags jobplan, der kan skabe erkendelse og viden om jobområdet og dermed medvirke til højere grad af realisme i hendes målsætning.
Anettes konklusion
Anette overvejer praktikken, for det kan nås inden hun forhåbentlig får ansættelse som lærer igen. For det mener hun selv, vil være det bedste. Derfra kan hun så undersøge muligheder for den anden slags job. ”Nu er der jo sat navn på,” som hun siger.
Det kan jeg selvfølgelig med min arbejdsmarkedspolitiske kasket kun give hende ret i, og vi skilles i fuld forståelse, men noget ærgerlige over, at vi ikke har talt sammen for længe siden.
De samfundsmæssige implikationer
Min ærgrelse er både samfundsmæssigt og vejledningsmæssigt funderet. Og jeg spørger:
Hvad kan man forvente af en arbejdsgiver?
- Hvorfor skulle Anette igennem en fyring, med alt hvad det indebærer?
- Hvorfor har den bedste løsning på hendes og skolelederens konflikt været en opsigelse?
- Burde en god skoleleder, som må formodes at være trænet i medarbejderudviklingssamtaler ikke kunne spotte, at Anette havde brug for karrierevejledning?
- Kan man ikke forvente, at en skoleleder selv har så stort kendskab til en medarbejder og til muligheder generelt i samfundet, at han kan give karrierevejledning, så han, allerede inden konflikten blev uløselig, kunne have hjulpet Anette til at finde et nyt jobområde, hvor hun bedre kunne få tilfredsstillet sine ambitioner?
- Og kunne man ikke forvente, at en skoleleder evt. aftalte en uddannelsesplan med hende, der kunne understøtte nyt jobområde? Det er der faktisk rigtig gode muligheder for i efteruddannelsesregi.
- Hvis man ikke kan forvente det af en skoleleder, kunne man så forvente, at han kunne henvise Anette til relevant karrievejledning?
Hvad kan man forvente af sin fagforening?
- Når skolelederen ikke påtog sig sin del af et ansvar for Anettes videreudvikling, kunne man så forvente, at en tillidsmand eller en konsulent fra en fagforening påtog sig karrierevejledningen af Anette?
- Kan man ikke forvente, at en tillidsmand er klædt på til at vejlede i et tilfælde som Anettes?
- Hvis nej, kan man så forvente, at han i det mindste henviste til karierevejledning?
Hvorfor skulle Anette ud i arbejdsløshed og på dagpenge med alle de menneskelige og økonomiske omkostninger, det har medført?
Samfundsmæssigt har det betydet udgifter til dagpenge et helt år – og udgifter til kontaktforløbet på AF, plus tab af Anettes arbejdsindsats inden for et område med mangel på arbejdskraft.
Udgiften kunne have begrænset sig til, at Anette fx havde fået efteruddannelse betalt af skolen/ kommunen med eller uden arbejdstidskompensation. Alle de mange kræfter, der blev brugt til konflikt og konfliktløsning, kunne have været kanaliseret over i en positivt fremadrettet karrierevejledning – hvis lederen, fagforeningen og Anette havde været klar over, at den fandtes på AF – dengang.
Anette er ikke den eneste
Anette er absolut ikke et enestående tilfælde. Jeg møder dagligt arbejdsløse, der aldrig burde have været arbejdsløse, men som har valgt arbejdsløshed som konfliktløsning. Jeg møder mennesker fra alle fag, men lærere, pædagoger, sygeplejersker, social-og sundhedshjælpere og -assistenter er dem, jeg hæfter mig mest ved. Dem er der brug for på arbejdsmarkedet, og de er alle ledige på grund af arbejdslivskonflikter – der burde have været løst internt på arbejdspladsen, evt. i samspil med god karrierevejledning.
Hvornår får vi den voksenvejledningsreform?
| |||||||
Indstillinger for cookie-samtykke