Det er blevet moderne at kigge gennem nøglehuller.

Reality-tv slår igennem med flere programmer efter internationalt koncept. Vi vil gerne se ind i de andres virkelighed.
Se, hvordan det går for sig, når forskellige mennesker sættes sammen inde i huset eller ude på den ø!

Hvad er det mon, vi så gerne vil se gennem disse nøglehuller til andres verden?

• Leder vi efter ligheder?
• Eller leder vi efter forskelle?
• Eller måske efter forskellighed

– for selv at blive bekræftet i, hvem vi er?
 
Hvad der er godt for samfundet er godt for individet?
For godt og vel 50 år siden fik Danmark den første lov om uddannelses- og erhvervsvejledning og af den fremgik, at vejledningen skulle tage udgangspunkt i den enkelte unges forudsætninger og ønsker om uddannelse og arbejde. Men samtidig skulle vejledningen sikre at samfundets behov for kvalificeret arbejdskraft blev tilgodeset.

Af folketingsdebatten dengang fremgår, at frihed for den enkelte til at træde uden for slægtens uddannelses- og erhvervsmæssige baner havde betydning. Inspirationen fra Hal Kocks ungdomskommission fra 1949 fornægtede sig ikke. Tiden var inde til uddannelse og dannelse af de unge. Men også væksten i samfundet slog tydelig igennem 1950’erne. Alle danske hjem skulle have de moderne bekvemmeligheder såsom køleskab og støvsuger. Det var netop under industrialiseringens gennembrud i Danmark.

Her 50 år senere har vi igen fået en lov om vejledning, der indeholder samme fordring om at vejledningen skal tage udgangspunkt i de unges forudsætninger og ønsker samt samfundets behov, - denne gang med en understregning af, at vejledningen i særlig grad skal tilgodese unge med særligt behov for vejledning, hvilket i høj grad vil sige de unge, vi i andre sammenhænge kalder for utilpassede.

Vejleders opgave
Noget tyder altså på, at vejlederens opgaver stadig er aktuelle.

• Mon det også betyder, at den opgave, som vejlederen skal løse, stadig er den samme?
• Har den mon været løst tilstrækkeligt godt tidligere eller skal den nye lov ses som en mulighed for at ændre indsatsen, fordi opgaven har ændret karakter?
• Er vejlederens arbejde det samme?
• Skal vejlederen lede vejen for andre på samme måde i 2004, som han gjorde i 1954?

Det bliver vist for broget at finde svar på alt dette. Men tilbage står en klar opgave i dag. Vejlederen skal lede unges veje ud i uddannelser og erhverv. Og de skal løse opgaven, så den både kommer individ og samfund til gavn, så vejledningen skal foregå i et spændingsfelt mellem individuelle forudsætninger og ønsker på den ene side og på den anden side samfundets behov for veluddannet arbejdskraft til et arbejdsmarked, hvor den industrielle produktion viger til fordel for produktion af viden til videnssamfundet.

• Er det et problem?
• Er der konflikt mellem den unges og samfundets behov?
• Er det et dilemma for vejlederen?

Problem, konflikt, dilemma: hvad betyder disse ord? (Jeg er inspireret til disse tanker om vejledning af Berthelsen (2001))

Vejlederproblem?
”Problemer er der nok af, men heldigvis bliver de færreste til noget,” citeres Mark Twain ofte for at have sagt - men hvad er egentlig et problem? Det er spørgsmål, der skaber en undren, som kan udredes gennem fornuftige argumenter.

Problemer, der løses af logikkens vej. Der vil være fornuftige, logiske og rationelle svar på mange af vejledningens problemer, fx af økonomisk art eller omkring dimensioneringer og antal af erhvervsaktive, gennemsnitsløn og arbejdsflow.

De sværeste problemer i uddannelses- og erhvervsvejledningen er dem, der hører fremtiden til.

• Hvordan kan jeg sikre mig fast arbejde fremover?
• Hvilke uddannelser har langtidseffekter?
• Er der brug for tømrere på fremtidens arbejdsmarked, eller bygges alt industrielt op på fabrik og samles på åstedet af ufaglærte østeuropæere?

Der er mange fremadrettede spørgsmål i uddannelses- og erhvervsvejledning for unge, der netop er karakteriseret ved at have fremtiden foran sig. Derfor må et af vejledningens spørgsmål være, på hvilket sigt kan man overhovedet vejlede?

Vejlederkonflikt?
Når erhvervslivet mangler kvalificeret arbejdskraft sendes sorteper ofte tilbage til de unge og deres vejledere. De unge går ikke den lige vej til uddannelses- og arbejdsmarkedet, er for magelige eller for eventyrlystne. Deres vejledere er ikke målrettede nok i deres vejledning og fremhæver ikke betydningen af det naturvidenskabelige felt (sådan hedder det lige nu, tidligere har det været andre erhvervsområder) .

Dens slags konflikter kan redes ud og stilles op. Ligesom i en retssag findes der synspunkter og belæg, som berigtiger udsagnet og det modsatte. Dueller mellem forskellige interessenter sættes i gang i det offentlige rum med journalister ved dommerbordet. Det kan efterfølgende medføre politisk aktivitet.

Men løser det konflikten mellem de unges ønsker om humanistiske uddannelser og samfundets behov for fysikere, civilingeniører og biokemikere?

Vejlederdilemma?
Jeg tror det ikke. Jeg mener faktisk slet ikke, at der er tale om en konflikt, men derimod et dilemma.

• Et dilemma, som ingen løsning har, men alligevel afkræves et svar.
• Et dilemma, der som alle andre dilemmaer er uden retfærdige, anerkendende svar, men ender med at blive et valg mellem pest og kolera.
• Et dilemma, som de fleste vejledere undgår, eller går udenom eller lukker øjnene for, når de går ind i vejledningsrummet med den vejledte.

Dilemmaet opløses og samfundets interesser tilgodeses ved almene foredrag, film eller studiebesøg, mens individets ønsker og behov bliver endevendt i vejlederens lille lukaf gennem betroelser, der kan minde om suset fra nøglehulskiggeriet: Scenen er det private rum, setup’et er internationale koncepter for mode og underholdning.

Og uddannelses- og erhvervsvalget bliver truffet under fredelige, intime forhold, som kun forstyrres af en eksistentialistisk sitren, der fortæller, at valget kunne have været så meget anderledes og dermed muligvis bidraget til at skabe en helt anden personlighed.

Forskellige forstyrrelser
Jeg vil gerne forstyrre vejlederen lidt ved at trænge mig på med en opfordring til at lade dilemmaet mellem samfund og individ fylde i det vejledningsrum, hvor den personlige vejledning finder sted. I sidste ende er det den unges fremtidige arbejde, der skal holde samfundet kørende på det niveau, som gruppen af unge vil være med til at finansiere - også efter at den første ungdom har forladt dem. Det er den unge, der er aktøren, det er den unge, der skal vælge, men det er vejlederen, der skal hjælpe til, at den unge træffer et valg på fornuftig vis. Og det kan vejlederen gøre ved at trække vejlederdilemmaet frem på passende måder.

Set udefra – set på distancen
Ved at flytte den unges valg om uddannelse og erhverv på afstand af den unge, tvinges vedkommende til at se sig selv som en aktiv medspiller – ikke kun i sit eget liv, men også i samfundets.

Ved at bevare drivkraften i dilemmaet bevarer vejlederen engagementet. Den unge skal opleve, at valget har langt større konsekvenser end ”blot” at handle om egen selvrealisering. Det kommer også til at spille en afgørende rolle for, hvilket samfund den individuelle realisering skal finde sted i.

Den unge skal havne midt i et dilemma, som vil virke meget stort og overvældende i den alder. Og det skal virke stort. Jo større jo bedre, fordi store dilemmaer skaber energi og kraft. Og energi skal der til, fordi der ikke findes ét rigtigt svar.

Når valget skal træffes, bliver det ofte gjort i sidste øjeblik – ”nu kan vi ikke udskyde det længere”. På den ene side og på den anden. Nu skal det gøres, vi lukker øjnene, trækker vejret dybt ind og med udåndingen kommer så svaret, og aldrig så snart er det kommet ud, før man får lyst til at spise det i sig igen. Sådan er dilemmaer.

Valget tager form
Men sagt er sagt, og vejlederen har hørt det. Det er blevet til bevidsthed hos såvel den ene som den anden i vejledningssamtalen. Det er stort. Der er truffet en stor beslutning, som godt nok endnu er i sin vorden, - lille og spæd, svær at skelne fra de andre og næsten ufattelig, at det engang skal bidrage både til den unges egen udvikling og til samfundets.

Som ved enhver fødsel kan man sidde længe betaget og betragte det nyfødte. Se efter, om alt er, som det skal være, for at vi kan kalde det ved navn – valg. Et valg truffet blandt så mange andre mulige, bliver nu taget i nærmere øjesyn.

Fortællingen om valget
Når et valg er truffet, kan det være almindelig vejlederopfattelse, at nu er vejledningen afsluttet. Men det er den så langt fra. Den er nærmest kun lige begyndt. Det er nu, at den unge skal identificere det valg, der er truffet, og skabe dets betydning - eller værdi.

Valget skal have sprog, så den unge efterfølgende kan fortælle historien om, hvorfor netop dette valg har betydning for ham selv og hans samfund. Forestil dig en ung andengenerationsindvandrer, der konstruerer sin fortælling om det valg, han har truffet. Et valg, der ud over at tilgodese ham selv, også er fortællingen om, hvilken betydning valget har for det samfund, som han er en del af.

For mig er der ingen tvivl om, at grundstrukturen i denne fortælling bliver til sammen med vejlederen, og at den siden hen bygges ud sammen med betydningsfulde andre - måske i første omgang betydningsfulde lærere, siden hen også familie og venner.

At skabe kompetence i at træffe valg
Et valg om uddannelse og erhverv er stort, uanset om vejledere kan sige, at det valg ”kun” er det første i rækken af valg i den livslange læring og vejledning.

Men det er ikke rigtigt. Der er ikke noget ”kun”. At træffe den slags valg giver valgkompetence. Er vejlederen dygtig, kommer valgkompetencen hos den unge til at dreje sig om at træffe valg på dygtig vis. Det er sejt og stærkt at blive i processen, til valget er truffet - trods ubehaget ved uddannelses- og erhvervsvalgets dilemma.

Det er heller ikke let at iklæde det sprog sammen med en anden. Det kræver kommunikative kompetencer på højt niveau. At være vejleder, der hjælper en ung til at se, at her træffes et valg, der giver mening for den, der traf det. Lyder det lidt besynderligt? Overhovedet ikke, læs blot videre.

Forskelle og ligheder
At skabe mening i de valg, vi træffer, hjælper os med at skabe et meningsfyldt, godt liv. Og det gode liv er en af drivkræfterne i uddannelses- og erhvervsvalgsprocessen. Det gælder derfor om at konstruere en beretning om, hvordan dette nye lille spæde valg, der netop er truffet, kan bidrage dertil - både på kort og lidt længere sigt. Hvilke forestillinger gør den unge sig om, hvad der gør livet værd at leve for ham selv og for andre?

På hvilke måder ligner det livet, som den unge er en del af? Der er altid ligheder. Små fortællinger om livet i familien kan vise det. Gyldne øjeblikke, som den unge kunne tænke sig mere af i sit eget voksenliv, både for sig selv og for sine jævnaldrende. Og der hersker heller ingen tvivl om, at gyldne øjeblikke i et menneskes liv vil yde sit til ”det gode samfund”.

Kulturen formidles gennem fortælling
Hvis den unge har specielle behov for vejledning, så er vejlederen virkelig på arbejde, når lighederne mellem det nuværende og det fremtidige skal findes frem og bruges. Men det har betydning, fordi den unge skal føle, at den værdi, som valget medfører, er en værdi, som kan genkendes af andre voksne, han omgås.

Der foregår et stykke interkulturelt arbejde, når fortællingen skal konstrueres, i øvrigt uanset om den unge er pæredansk eller ej. Vejlederen ikke er en del af den unges kultur, og den unge skal gennem fortællingen skabe en tværkulturel fortælling, som både vil blive oplevet som vigtigt derhjemme og fx i uddannelses- og arbejdsmarkedskulturer.

Men fortællingen skal også være forskellig fra det miljø, den unge er en del af. Forestillingsbilleder, der ligger langt fra det, den enkelte har med sig i bagagen, kan være mindst lige så vanskelige at etablere, som lighederne er det. Det hører ungdommen til at have urealistiske drømme om storhed og magt. Men også til drømmene er der knyttet så meget kraft, at de kan være uundværlige i et uddannelses- og erhvervsvalg.

Fælles fokus
Forskellen mellem drømmen og realiteten må udforskes sammen med vejlederen, ligesom både drømmen og realiteten må det.

• Hvad er det for en realitet, der er den unges?
• Ligner den vejlederens eller er der stor forskel?
• Hvad er det for en forskel?
• Kan vejlederen hjælpe ved at gøre den unge opmærksom på noget, som den unge ikke tidligere har set?
• Kan vejleder og ung tage fælles fokus på et lille udsnit af verden og gennem dialog få det til at blive mere og mere betydningsfuldt, ikke kun for den unge, men for begge parter?

Forskellighed
Jeg lovede i starten af artiklen, at den kom til at handle om forskellighed. Nu nærmer jeg mig slutningen og jeg håber, det lykkes.

Uddannelses- og erhvervsvejledningen har i mange år fokuseret på empati med spejling af den vejledningssøgende til følge. Jeg synes, vi har snydt den unge, der skal vejledes, for det handler jo ikke primært om at blive spejlet. Især ikke, hvis man hører til den gruppe, der har svært ved at afkode kulturelle måder at være sammen på i skole og samfund.

Jeg vil gerne være med til at dreje fokus over på forskellighed. Bare det at snakke om fokus gør en forskel. At fokusere er noget, vi gør sammen. Vejlederen og den unge. Projektet bliver til et fælles projekt. Vejlederen kan invitere til en bestemt måde at se verden på, men må pænt afvente, om den unge følger efter.

Eller det kan være omvendt. At den unge ser noget, som vejlederen kan have svært ved at få øje på. Forskelle er mulighed for at se det, den anden ser. At se noget, man ikke tidligere har kunnet se på grund af forhindringer eller af rent ukendskab.

Det er i øvrigt ligegyldigt. Vi leder ikke efter årsager i denne form for vejledning. Vi skaber. Gennem fortællingers forskelle skaber vi nye horisonter. Gennem ligheder skaber vi kontinuitet og sammenhæng.

Om at skabe værdier
Gennem forskellighed skabes ny værdifuld mening både for vejleder og for den unge. De to har set ud på verden sammen for at finde svar.

• Den unges spørgsmål er: Hvad skal jeg være?
• Og vejleders er: Hvordan kan jeg lede vejen for den unge?

I stedet for at kigge ind i den vejledningssøgende for at finde svaret der, kigges ud på verden. Vejleder og vejledt har konstrueret verden i deres egen sociale forståelse af det, der foregår ude i verden. De har set det, der tog sig så forskelligt ud og det, der var fælles – som lignede.

De har set indad i sig selv og mærket efter kroppens accept af de valg, der blev truffet. Også her skal der mærkes godt efter. Nye og anderledes valg skaber både kropslig uro på grund af det ukendte, men også en lille ny fast tro på det nye. Det er netop denne tro, der skal blive til sikkerhed i den allernærmeste fremtid. En proces, som drejede sig om uddannelses- og erhvervsvalget, men som samtidig drejede sig om at blive endnu bedre til at træffe betydningsfulde, dilemmafyldte valg.