Målrettet og fleksibel, individuel og samfundsrettet
FUU var et svar på nogle af disse paradokser: den var både målrettet og fleksibel. Både individuel og samfundsrettet, paradoksalt nok. Hvordan?

• Målrettet fordi hver enkelt elev satte sine egne, personlige mål og holdt fast i dem over en lang periode. 2 år med ret til forlængelse. Og mange gjorde brug af denne ret. De 80 første uger var ikke altid nok: hvor mange uddannelser har sådanne målrettede, lærelystne, motiverede elever, som ønsker MERE?
  
• Fleksibel fordi uddannelsesplanen kunne laves om og i mange tilfælde blev justeret og/eller forlænget. Og fleksibel fordi mange slags læring kunne indgå: skoleophold, egne projekter, praktik, studieophold i udlandet.
  
• Individuel fordi FUU var tilrettelagt som hver enkelt elevs helt egen plan – med hjælp af deres personlige vejleder. Mennesker er forskellige, så simpelt er det. Derfor lærer de i forskelligt tempo og på forskellige måder. Elementært, min kære Watson! Unikke planer til unikke mennesker.
  
• Og samfundsrettet fordi FUU-eleverne forberedte sig til og allerede var en del af det senmoderne samfund, hvor pejlepunkterne er mange og flimrer hurtigt forbi. Hvor hver enkelt menneske må finde sin egen vej og hvor tidligere tiders autoriteter og De Store Fortællinger har mistet deres magt.

Vi er i Det Refleksivt Moderne, hvor kravet til hver enkelt menneske netop er refleksion over egne muligheder, ønsker og behov. Hvor noget andet altid kunne lade sig tænke/gøre. Hvor en af de vigtigste kompetencer er at lære at navigere i kaos. FUU var en (sen)moderne uddannelse, som spejlede dette samfund: den tog udgangspunkt i den enkeltes behov - individualiseret og fleksibel etc.

Men uddannelsen brød med de traditionelle uddannelsers logik, hvor en institutions (fx skoles) behov står i centrum i form af skolens behov for forudsigelighed og sikkerhed: årsplanlægning, skemaer, etc. Derfor var den farlig. Og således noget af det første, som den nuværende regering nedlagde.

Men en (sen)moderne uddannelse støtter den enkeltes læring (jo, gerne læring på hold eller i klasser, hvis det befordrer læringen, men ellers ikke), men det er netop læring og ikke undervisning, som står i centrum. Ikke fordi undervisning behøver at stå i modsætning til læring - tværtimod kan undervisning netop være den Forskel Som Gør En Forskel. Men der er ikke altid den sammenhæng mellem undervisning og læring, som underviserne tror. Paradoksalt nok.

Ejerskab
Endnu et paradoks sneg sig ind i FUU ved nærmere eftersyn: hvem ejede egentlig uddannelsesplanerne?

Principielt og i mange tilfælde tydeligvis eleverne selv. Men i ca. 20% af planerne var eleverne beskrevet i 3. person (“Susanne kunne godt tænke sig at blive falkonér”). Faktisk var kun 19% af pigernes og 12% af drengenes planer skrevet i jeg-form (Sørensen, 2000): “Min plan er er at blive knivsmed”.

Men ganske mange var skrevet uden noget subjekt: ca. halvdelen af planerne er skrevet uden en handlende person: “Det er planen at Michael skal arbejde med handicappede børn”. Det var paradoksalt, at planerne ikke alle var skrevet af eleverne selv.

Måske mente vejlederne, at (nogle) elever ikke selv kunne formulere sig? FUU-vejlederne var tilsyneladende (for!) flinke til at skrive planerne for eleverne - og det i en uddannelse, som i den grad skulle være den enkeltes.

Var vejlederne formynderiske? Hvem ejede planen? Ved at undersøge sammenhængen mellem frafald og planer skrevet i henholdsvis jegform / 3. person / uden subjekt fandt Anne Sørensen (2000) i sin undersøgelse, at frafaldet var mindre, når eleverne selv havde skrevet planerne.

Paradoksalt? Nej, men et lærestykke for kommende tiders vejledere i fx de mere individualiserede og fleksible ungdomsuddannelser, som man med lidt god vilje kan skimte omridset af i den nyeste gymnasiereform.

Den Der Fanger Fuglen
Det er alle disse paradokser, som gjorde det vanskeligt at indfange FUU og sætte den i bur. Og som gjorde, at (nogle) politikere elskede at hade FUU.

Men samtidigt gik FUU sin sejrsgang, både med hensyn til antallet af FUU-elever (uha, der er for mange: vi havde ellers kun tænkt os en lille FUUser! Vi må hellere sætte et loft) og i forhold til de læringsprincipper, som bærer FUU (individualisering, ansvar for egen uddannelsesplanlægning etc).

Se blot på voksen- og efteruddannelsesreformen (VEU: modulisering; egen vej igennem uddannelserne); se på reformen af erhvervsuddannelserne (personlig vejleder/tutor; egen vej igennem uddannelsen).

Og se på folkeskolen (personlig uddannelsesplan; uddannelsesbog; 1-2 årlige samtaler uddannelses-planlægningssamtaler).

Alle disse strategier er baseret på individuelle planer baseret på en solid vejledningsindsats, meritoverførsel og det brede læringsbegreb, altså dette, at vi lærer på forskellig måde og i forskelligt tempo.

Kort sagt: FUU og de principper, den byggede på, udgjorde både en tendens og en succes ved at opfange (potentielle dropout-) elevers behov for en fleksibel og personlig ramme for læring i det refleksivt moderne.

Men samtidig var FUUs succes netop vejen til dens endeligt: andre uddannelser er så småt på vej til at overtage de principper, som FUU byggede på, læringsmæssigt og uddannelsespolitisk. Når andre uddannelser kan tilbyde lignende fleksible og individualiserede og motiverende og meriterende (!) læringsforløb, så er de blevet FUUske.

Hvis institutionernes egen logik (færdige uddannelsespakker, skemaer etc.) vinder her, så er FUUglen sat i bur. Men Den Der Fanger Fuglen Fanger Ikke Fuglens Flugt. Og alligevel: andre uddannelser er givetvis i mellemtiden blevet flyvefærdige på den FUUske måde.

Paradoksalt nok. I alle tilfælde udgør vejledning i denne tænkning et omdrejningspunkt i den enkeltes uddannelsesplanlægning. Og dermed er vejledning også et centralt samfundsmæssigt anliggende – i fleksible uddannelsesforløb, om de så hedder FUU eller ej.