Lang tekst: Audrey Collin har fat i det paradoks, som består i det indbyrdes forhold imellem teori og praksis – eller manglen på samme. Mange (engelske) vejledere har et armslængdeforhold til de teorier, som de faktisk benytter sig af i deres praksis: De skal ikke for tæt på.
Men egentlig står de fleste vejledere på den ene eller den anden måde på skuldrene af teoretikere som fx Carl Rogers (personcentreret vejledning), John Holland (typologier/kongruens) eller Donald Super (karriereudvikling).
Vejlederne lærer at være effektive praktikere, men ikke refleksive professionelle. Og de har et intuitivt forhold til deres praksis, snarere end et analytisk og teoribaseret.
Men selv hvis man ikke mener at have en teori i sin praksis, så sniger den sig ind alligevel. Nu er der (heller) ikke i engelsk vejledning en entydig forståelse af, hvad teori på vejledningsfeltet egentlig omfatter: Tilgange, modeller, forståelsesrammer og principper bruges sammen med karriere- og vejledningsteorier.
Er fx den klassiske 7-punktsplan (lavet af A. Rodger, 1952: Helbred, kvalifikationer, intelligens, færdigheder, interesser, karakteristika, sociale vilkår) en teori? Næppe, men den danner stadig her 50 år senere en praktisk tjekliste og dermed et fundament for mange engelske vejledere i praksis. Slidstærke sager, disse gamle tanker.
Og i det hele taget er det overvældende, hvor meget gammelt teoretisk gods vejlederne slæber rundt på. En af stenene i rygsækken er en positivistisk tilgang: At alt, der kan måles og vejes, er interessant (giv de vejledte nogle test: på computer er det nemt – og billigt), mens det umålelige ligger uden for synskredsen og derfor bliver usynliggjort.
På samme vis knytter planlæggende vejledning, herunder fx håndfast handlingsplanlægning, uddannelsesbøger, aktiveringsplaner eller revalideringsplaner sig til en bestemt form for rationalistisk opfattelse, hvor dette at planlægge faktisk giver mening og kan lade sig gøre. Kravet om rationel planlægning er stigende i netop en kaotisk tid som vores, ironisk og paradoksalt nok.
Audrey Collin mener, at disse tilgange/modeller/teorier hører til det moderne. Hun slår et slag for,at både teoretikere og vejledere rykker deres tænkning og praksis frem til det postmoderne. Skellet mellem praktikere og teoretikere er kunstigt og ikke formålstjenligt. Med Donald Schön som rygstøtte plæderer hun for den refleksive praktiker.
Og mere end det: Vejlederne skal ikke blot forstå at læse kort som andre (teoretikere) har lavet: de skal selv være med til at gentegne kortene. Opdage, at vejledning er som at spille jazz: Ganske vist improviserer jazzmusikeren. Men det foregår i et tæt koordineret samspil med andre. Og man skal beherske sit instrument. Teoretikere og praktikere skal spille vejledningsjazz sammen – kreativt og disciplineret.