Den mest afgørende ændring af erhvervsuddannelserne med vedtagelsen af den seneste reform, Reform 2000, er, at vejledning nu skal gennemføres individuelt med den enkelte elev, og at undervisningen skal planlægges og gennemføres med udgangspunkt i elevens individuelle behov.

Når en elev begynder sin erhvervsuddannelse, skal den tekniske skole tildele ham en kontaktlærer, og sammen skal de på baggrund af en vurdering af elevens faglige og personlige kompetencer udarbejde en detaljeret plan for uddannelsesforløbet, der omfatter individuelle uddannelsesmål, eventuelle ønsker om supplerende undervisning og videreuddannelseskompetence (muligheder).

Alt dette skal have udgangspunkt i, at eleven har

”../.. en klar forståelse af egne forudsætninger og behov../..” Undervisningsministeriet 2004 §44 stk. 4).

Eleven skal desuden føre sin egen personlige uddannelsesbog, der blandt andet indeholder uddannelsesplanen. Konkret indebærer disse forandringer, at elevens evner til at samtale, til at reflektere over sine egne stærke og svage sider og evnen til at kunne overskue sin egen læreproces bliver nødvendige elementer, hvis han skal gøre sig håb om at gennemføre sin uddannelse.

Jeg vil i denne artikel præsentere tre forskellige begrundelser for individualiseringen af vejledning og undervisning i erhvervsuddannelserne med henblik på at undersøge, hvis interesser der bliver tilgodeset. Er det elevernes, erhvervslivets eller skolernes?

Eleven som didaktiker
Et af Uddannelsstyrelsens temahæfter bærer titlen: ”Eleven som didaktiker – på vej mod en ny didaktik i erhvervsuddannelserne” (Andersen m.fl. 2004) og kolporterer den idé, at eleven gennem vejledningssamtaler og evaluering af egne læringsforløb skal:

”påvirkes til at kunne se sig selv i rollen som den, der måske bedst har forstand på sin egen læreproces” (ibid:10).

Et selvstændigt mål bliver derfor, at eleven skal indføres i og tilegne sig begreber og redskaber, der gør det muligt for ham at arbejde med at kvalificere sine egne læreprocesser og at reflektere over, hvordan han lærer bedst (jf. ibid: 21).

På den ene side kan man mene, at det er i elevens egen interesse, at uddannelsesforløbet bliver tilrettelagt, så det passer bedst muligt til hans kapacitet og evner. Erfaringspædagogikkens helt grundlæggende tankefigurer er jo netop, at det er gennem at skabe de optimale rammer, at erfaringsdannelsen kan ske bedst muligt.

På den anden side ligger der som en uudtalt forudsætning for individualiseringen, at alle elever har brug for og gerne vil indgå i individuelle, kommunikative relationer med kontaktlæreren, og at alle eleverne har behov for at være refleksive i forhold til deres egen læring. I den forstand er der ikke tale om et tilbud til eleverne, men om et krav om at indgå i individuelle, kommunikative relationer og at være selvrefleksiv om egne læreprocesser.

På en egen paradoksal facon resulterer kravet om individualitet i, at alle elever gøres ens: De er alle individualister! Hvis det alligevel ikke er tilfældet, så skal erhvervsuddannelserne nok medvirke til, at de bliver det. Den individuelle tilrettelæggelse kan de ikke undslippe. Kravet om selvrefleksion indebærer desuden den forudsætning, at eleverne har valgt en erhvervsuddannelse, fordi de gerne vil blive deres egen didaktiker. Jeg har undersøgt, om det er rigtigt.

Begrundelse for individualiseringen 1: Nutidens unge
Konsulterer man de officielle begrundelser for individualiseringen af erhvervsuddannelserne og dermed også af vejledningen, finder man en gennemgående figur, der beskriver nutidens unge på en særlig måde. Fx hedder det i en anden af Uddannelsesstyrelsens publikationer, at:

”Individualiseringstendensen er især slået igennem i de yngre befolkningsgrupper. Unge orienterer sig anderledes end tidligere når de vælger job. De prioriterer selvstændighed, indflydelse, sjov og kreativt arbejde mv. Modsat prioriteres høj løn lavt på ønskelisten” (Undervisningsministeriet 2001:16)

Der refereres gennemgående til Thomas Ziehes arbejder fra begyndelsen af 1980’erne (fx Ziehe 1983) som teoretisk og forskningsmæssig begrundelse for denne karakteristik af nutidens unge som individualistiske, kulturelt frisatte uddannelseszappere, der er optaget af deres eget identitetsarbejde. Og der refereres i særdeleshed til dele af den danske ungdomsforsknings mangelfulde fortolkning af Ziehes arbejder (Se fx Simonsen 2000, Illeris m.fl. 2002, og se Koudahl 2004 for en grundig analyse og kritik). I forlængelse heraf er argumentet, at erhvervsuddannelserne kun kan tiltrække de unge, hvis uddannelserne individualiseres, fordi det er den eneste måde, at nutidens unge kan få opfyldt deres individuelle behov for identitetsarbejde m.v.

Men hvem er da eleverne i erhvervsuddannelse?
I arbejdet med min ph.d. afhandling (Koudahl 2004) har jeg gennemført gruppeinterviews med 21 elever og udført en spørgeskemaundersøgelse blandt 1253 elever i erhvervsuddannelse. Der indgik elever fra alle uddannelsestrin fra følgende fag: tømrer, klejnsmed, VVS - uddannelserne, Mediegrafiker, datafagtekniker og it-suporter. 953 har svaret, hvilket giver en svarprocent på 76.

Undersøgelserne viser klart, at det store flertal blandt eleverne har valgt erhvervsuddannelsen, fordi den - til forskel fra andre ungdomsuddannelser - kvalificerer direkte til et job.

Erhvervsuddannelsen giver dermed mulighed for at realisere et voksenliv, som eleverne kender fra deres forældre, med mand eller kone, børn, hus og bil. Eleverne har foretaget et aktivt tilvalg af en praktisk orienteret uddannelse og et aktivt fravalg af det, som de kender fra folkeskolen; traditionel skoleundervisning og tilhørende logikker. Sagt på en anden måde: De gider ikke al den snak. De vil ud og lave noget praktisk.

I erhvervsuddannelsen tilbringes omkring 75% af uddannelsestiden i en praktikvirksomhed, hvor elevens oplæring er en funktion af virksomhedens rentabilitet. Det betyder, at det er vigtigt for virksomheden, at eleven kan holde et højt tempo, kan overholde leveringsfrister og kan påtage sig de arbejdsopgaver, som virksomheden har her og nu.

Undersøgelsens resultater peger på, at eleverne opfatter praktikvirksomheden og de praktikker, der udfoldes i denne sammenhæng, som det absolut centrale element i deres uddannelse. Skoleperioderne opfattes tilsvarende som et appendiks til praktikken.

Andre undersøgelser peger samstemmende på, at eleverne måler skoleundervisningens relevans i forhold til, i hvilken grad de kan anvende det, de lærer på skolen, når de er i praktikvirksomheden (fx Aakrog 2001 og 2003, Bredo 2000).

Atter andre undersøgelser peger på, at praktikvirksomhederne ikke opfatter de tekniske skoler som en uddannelsesinstitution, og at virksomhederne tilsvarende ikke opfatter, at deres opgave er at være uddannelsesinstitution, som Reform 2000 foreskriver (jf. CEU 2000) Det kan derfor undre, hvorfor de tekniske skoler, herunder vejledningsindsatsen, i Reform 2000 er tildelt en så central placering og funktion, når de i praksis, af elever og virksomheder, opfattes som et appendiks til virksomhedspraktikken.

Begrundelse for individualiseringen 2: Markedets behov
En anden gennemgående figur i argumentationen for individualiseringen af erhvervsuddannelserne relaterer sig til en særlig måde at tale om vores nutid på. Der tales om overgangen fra industri- til videnssamfundet. Moderne fleksible organisationsformer fremhæves i denne sammenhæng frem for traditionel undervisningsorganisering og samles i parolen: ”Fra lærerens undervisning til elevens læring” (fx Christensen 2000).

Denne korresponderer med krav til erhvervsuddannelserne om at udvikle elevernes personlige og brede kompetencer frem for de specifikke faglige kvalifikationer. For at kunne indfri kravene må vejledning og undervisning tilrettelægges individuelt. Det hedder det i en tredje af uddannelsesstyrelsens publikationer:

”Med kompetence har vi blikket på personen – ind i personen” (ibid: 36)

I samme publikation skriver forfatteren:

"../.. det er den enkelte elevs opgave at udforme sin egen uddannelses- og forløbsplan inden for de rammer, der er givet for at denne kan blive så individuel som eleverne (samt samfundet og virksomhederne) udtrykker behov for det" (ibid: 43, mine fremhævelser).

Her er perspektivet altså, at eleven skal lade sin personlighed manipulere i bestemte retninger, fordi samfundet og virksomhederne ønsker, at det skal ske, uden at han er blevet spurgt eller informeret om, at det skal foregå. En ikke videre smagfuld cocktail af reformpædagogisk gods og moderne managementtænkning, der reducerer mennesket til et materiale, der i forlængelse af traditionel human capital-tænkning skal bearbejdes for at passe til markedets behov.

Begrundelse for individualiseringen 1+2=3: Skolernes økonomi
Økonomisk fungerer de tekniske skoler i princippet som en ganske almindelig virksomhed med de krav om rentabilitet i produktionen, som det indebærer: De ejer selv deres bygninger m.v. og kan således gå fallit, hvis de ikke er i stand til at svare deres kreditorer. Det betyder, at skolerne har en interesse i at effektivisere driften mest muligt. Dette kan ske ved at holde produktionsomkostningerne så lave som muligt. Her spiller lærerlønningerne en stor rolle.

Individualiseringen af erhvervsuddannelserne og vejledningens centrale placering i udarbejdelsen af personlige uddannelsesplaner med udgangspunkt i en opfattelse af, at eleverne jo alligevel er individualister, baner vejen for, at eleverne kan ”tage ansvar for egen læring”.

I erhvervsuddannelserne introduceres i hastigt stigende omfang de såkaldte ”open learning centres”. Det er undervisningsfaciliteter, hvor eleverne kan undervise sig selv, og hvor lærerens funktion er at være vejleder. Konkret indebærer det, at et meget stort antal elever kan ”undervises” af ganske få lærere. Jeg har kendskab til et eksempel, hvor to lærere på den måde ”underviste” 120 elever på en gang.

Et andet eksempel er, at de tekniske skoler i stigende omfang gør brug af ”undervisning”, hvor der ikke er en lærer til stede, eksempelvis i projektarbejder. Dette kan ligeledes argumenteres igennem med udgangspunkt i individualiseringen af vejledningen og uddannelserne i øvrigt og med henvisning til, at eleven jo alligevel er ”sin egen didaktiker”.

Samlet set peger mine undersøgelser og analyser altså i retning af, at når erhvervsuddannelserne individualiseres og ”eleven sættes i centrum”, så sker det først og fremmest af skoleøkonomiske årsager. Den udbredte retorik om ”de individualistiske unge”, ”videnssamfundet”, ”kompetenceudvikling” og ”læring” bliver ukritisk kolporteret, hvilket baner vejen for, at eleverne tager ”ansvar for egen læring,” og at de bliver deres egen didaktiker.

Men ikke mindst peger mine undersøgelser og analyser på, at der i begrundelserne for individualisering af vejledning og undervisning ikke er taget hensyn til elevernes motiver og begrundelser for valget af erhvervsuddannelse. Det stigende frafald og den dalende søgning efter Reform 2000 burde mane til eftertanke.

Øvrige referencer:
Kommunikation i relation til de nye erhvervsuddannelser. Rapport af FoU-projekt. CEU 2000. FoU-projekt 2000-2534-107. Ikke publiceret.

Undervisningsministeriet 2004: Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, BEK nr 1243 af 12/12/2004.