”Hvis I gerne vil slippe helt for matematik, så skal I vælge os.”

Sådan lød salgsargumentet fra en studievejleder fra en handelsskole, da jeg var med min søn til uddannelsesaften på folkeskolen for et par år siden. Studievejlederen var en af de sidste i rækken på 7-8 uddannelsesretninger, hvor de andre uddannelsessteder havde gjort, hvad de kunne, for at virke særligt attraktive for de unge.

Blandt andet havde vejlederne fra det gymnasiale område fortalt om den på det tidspunkt kommende gymnasiereform, som ville afskaffe sproglig og matematisk linje og bl.a. sikre, at alle fik matematik. Det var krogen for den pågældende vejleder til at markedsføre handelsskolen som stedet, hvor man kunne slippe for matematik.

Hvis succeskriteriet for aftenen var, hvilken studievejleder der var bedst til at trække potentielle kunder nærmere til butikken, så var den pågældende vejleder en klar vinder. Men hvis succeskriteriet var en regulær vejledning til de unge om forskellige spændende og udfordrende veje, som uanset hvad ville kræve meget af dem selv – så var aftenen skidt. Men det var også før den nye vejledningsreform.

Uddannelser omdrejningspunkt for interessekamp
Det er blevet populært at kritisere reformer, inden de er trådt i kraft. Det er sket med gymnasiereformen, der er spritny. Og det er også sket med vejledningsreformen, selvom den kun har fungeret et år. Men det afspejler, at uddannelsesområdet om muligt er blevet endnu mere varmt politisk stof end før. 
 
Internationale undersøgelser af det danske uddannelsessystem kombineret med, at globalisering og international konkurrencekraft er blevet sat på dagsordenen, har gjort uddannelse til omdrejningspunktet for interessekampen. Og der er mange med i slagsmålet om uddannelserne.

Første interessekamp: Pengepungen
Den første interessekamp er pengepungen. Om et par år vil samtlige ungdomsuddannelser være selvejende institutioner under staten. Fordelen ved selveje er, at det giver et stort råderum og engagement på den enkelte uddannelsesinstitution til at skabe den allerbedste uddannelse. Ulempen er, at konkurrencen om de unge ikke nødvendigvis går på den bedste kvalitet, men på nemme løsninger.

Hvad enten man profilerer sig på at slippe for såkaldt ubehagelige – men vigtige – fag. Eller man udbyder 25-30 studieretninger på et gymnasium, vel vidende at højst en tredjedel bliver oprettet med frustration blandt de unge og de omkringliggende gymnasier til følge. Her bliver en uafhængig – men meget samarbejdende og professionel - uddannelsesvejledning afgørende.

Anden interessekamp: Den politiske
Den anden interessekamp er den politiske. Undervisningsminister Bertel Haarder bryder sig helt åbenbart ikke om sin forgænger og partifælle Ulla Tørnæs’ resultater. Så uddannelserne og også vejledningen skal både håndtere en minister, der vil lave intern oprydning af netop vedtagne reformer, og håndtere, at der foregår en ideologisk kamp mellem partierne: Om balancen mellem faglige og almene kompetencer, om tilsyn og kontrol, om test- og prøveformer, om pædagogik og disciplin – og det helt store spørgsmål, som burde være omdrejningspunktet: Hvordan får vi løst den kæmpe udfordring, at hvert fjerde unge menneske ikke gennemfører en kompetencegivende ungdomsuddannelse?

Tredje interessekamp: Mellem interesseorganisationerne
Den tredje interessekamp er mellem interesseorganisationerne. Et af formålene med en uafhængig ungdomsvejledning var lidt populært sagt at løsne lærer- og kvindegrebet på vores store børn. I folkemunde lyder det, at den vigtigste vejleder for de unge er deres mor, og den næstvigtigste er deres yndlingslærer. Hun er i begge tilfælde som regel en kvinde, som rådgiver efter egne erfaringer. Typisk inden for det, hun selv anser som prestigefylde job eller inden for egne jobmæssige erfaringer, som oftest er inden for såkaldte bløde fag.

Erhvervsuddannelserne bliver taberne
I begge tilfælde bliver erhvervsuddannelserne tabere. Alene af den grund, at de aldrig bliver nævnt som en attraktiv eller sjov karrierevej, fordi de ganske enkelt ikke kender den. Desværre er det kun ganske få, der er blevet ansat i de nye vejledningscentre, der selv har en erhvervsfaglig baggrund.

Hovedparten er folkeskolens uddannelses- og erhvervsvejledere, og det har fået fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne til at råbe vagt i gevær og fx foreslå, at vejledningen flyttes ud på erhvervsuddannelserne. Her ligger en regulær stor opgave for de nye centre i at undgå den samme – for snævre – vejledning, der har været tidligere. Eller en ny – lige så snæver – vejledning, hvis den alene knyttes til erhvervsskolerne.

De unge som hovedinteressenter
Der er mange flere interessenter. Forældrene, Kommunernes Landsorganisation, lokalpolitikerne, osv. Jeg vil slutte med den interessent, der burde være omdrejningspunktet for alle interessenter: De unge selv. Hvad er det for en vejledningsopgave, de skal stilles overfor? Den allervigtigste er, at de skal udfordres. De skal presses til at udfordre sig selv. For det er forudsætningen for, at de tager ansvar for deres eget liv, og det er forudsætningen for, at de kan lære noget nyt frem for det nemmeste.

Det er blevet populært at mene, at alle intelligenser er lige gode. Jeg foretrækker at gribe tilbage til oplysningstiden fra 1700-tallet og med inspiration fra Kant beskrive, hvilken tænkning jeg tror på er vigtigst: Det er, at man udvikler evnen til at bruge sin forstand uden andres ledelse.

Med de unge som hovedinteressenter – og med denne målsætning for øje – så kan og skal vejledning kun være en lille, men vigtig, brik i den store uddannelsesudfordring, vi står overfor. For når vi stadig mister så mange unge undervejs i uddannelsessystemet, skyldes det, at man på uddannelserne ikke tager hånd nok om elever og studerende.

Der er for få timer. Der er lærerfri timer. Timer aflyses. Klasserne er kæmpestore. De føler sig ganske enkelt overladt alt for meget til sig selv. Årsagen er, at en stadig mindre del af ressourcerne går til undervisning pga. besparelser og voksende administrative opgaver. Her kan nok så meget vejledning på nye måder ikke løfte den grundlæggende politiske udfordring.

Vejledningen skal stimulere til at stå på tæer
Samtidig er vejledningen afhængig af, at børnene igennem deres skolegang, deres fritidsliv, og når de er sammen med forældrene, hele tiden udfordres – lang tid, før de når til vejledningen. De skal lære at gøre sig umage. De skal opleve modstand. De skal møde deres grænse. De skal kende deres udbytte. Og de skal fejres hver gang, de har udfordret sig selv, og det lykkedes at sejre.

Børn skal presses til at turde stå på tæer og se lidt længere, end de kunne, end hvis de bare står solidt på deres flade fødder. Men risikoen for at man vælter, når man står på tæer, er selvfølgelig større. Uddannelsessystemet – inklusiv. Vejledningen – skal stimulere til at turde stå på tæer ind i mellem – og det tør man, hvis man ved, at det er okay at fejle, fordi man i fællesskab lærer af fejlene og lærer, at man kan komme videre af et andet spor.

Den professionelle og engagerede vejledning kan åbne nye perspektiver for den enkelte – hvad enten vi taler om store børn, unge mennesker eller voksne, der skal videreuddannes. Men fundamentet – at turde lade sig udfordre også selvom det er svært – skal dannes forinden. Her ligger en fælles og stor opgave for alle de mange interessenter.