Søren Løkke er uddannet folkeskolelærer og skole- og ungdomsvejleder. Han har arbejdet inden for socialforvaltningsområdet siden 1991, primært med unge. I den periode har lovgivningen gradvist ændret sig hen imod, at vejledningsindsatsen også gælder de svageste kontanthjælpsmodtagere – altså de unge, der ud over deres arbejdsløshed også har problemer såsom misbrug, hjemløshed, kriminalitet eller svigt i familien.

Målgruppen for vejledning i kontanthjælpsregi har også udvidet sig aldersmæssigt. I dag er målgruppen større end de 18-19 årige. I takt med at målgruppen har ændret sig, har Søren Løkke gennem talrige projekter i Brøndby Kommune arbejdet sig hen mod en mere helhedsorienteret vejledningsmodel. Modellen indebærer mere end samtaler om fremtiden på socialrådgiverens kontor. Søren Løkke arbejder ud fra, at aktørerne fra ”den virkelige verden” dvs. arbejdsgivere, lærere, venner og familie kan gøre forskellen for de unge,:

”Vi har erfaret, at en god relation til en kollega eller chef kan motivere den unge meget bedre, end en dygtig socialrådgiver kan. Det betyder, at Ungehuset må tage en ny rolle. Ungehuset er understøttende og brobygger mellem nye og kendte aktører i stedet for at være den primære aktør på den unges banehalvdel.”

Denne tilgang til vejledning betyder også, at Ungehuset indadtil har tunet organisationen til at tænke i netværk og til at tænke på tværs: Socialrådgivere, virksomhedskonsulenter og kontaktpersoner arbejder i teams omkring vejledning af de udsatte unge.

Krævende at give magten fra sig
Søren Løkke fortæller, at tankegangen i Ungehuset er, at det i fastlåste problemer er de professionelle, der må lære at lytte, må lære at rumme og må lære bøje sig.

”Det er os, der som repræsentant for systemet og som den magtfulde må have overskuddet til at fragive lidt af magten og af os selv i stedet for, fx rigidt at holde fast i krav om aktivering mod den unges vilje. Det er ikke altid sikkert, at vi spørger på den rigtige måde. Den unge kommer på socialkontoret primært for at få penge og sekundært for at få arbejde og uddannelse. Vi må skabe et rum, hvor man ikke fokuserer på penge, men på fremtiden.”

Men det kan være opslidende for medarbejdere og ledelse, at organisationen skal være gearet til at kunne give magten fra sig – og til, at det er på sin plads at være i tvivl.

”Tit aner vi ikke, hvilken vej vi skal gå med den unge. Det kræver meget af medarbejderne ikke at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det forsøger vi at kompensere for ved at have en teamstruktur. For medarbejderne handler det om, at de er i stand til at erkende, hvad de kan, men særligt hvad de ikke kan. Her skal man være parat til at bruge sine kolleger i daglig supervision og have en tæt kontakt med lederen, så problemer og løsninger kan deles i et fagligt rum. Det værste er, hvis medarbejderne vender det indad.”

De ca. 20 medarbejdere arbejder også med at udvikle det professionelle netværksmøde, et systemisk møde, hvor professionelle og den unge og hans netværk kan mødes i samme rum og tænke konstruktivt sammen.

”Tit er det sådan, at den unge og forældrene bliver en alliance mod systemet. Derfor ligger noget af løsningen i den unges netværk, hvor vi kan mødes om det gode ønske om den unges fremtid. Derfor skal vi invitere netværket med, og de skal have reel indflydelse. Her er problemet, at vi befinder os i et lovbundet rum med sanktioner og konsekvenser. Det kan vi ikke hæve os over, men vi kan sige, hvad der er muligt, og hvad der er lovligt.”

Flyt opgaverne ud
Netop fordi socialforvaltningen skal opfylde krav om aktivering og ifølge Søren Løkke i sin grundstruktur er stigmatiserende, ønsker han at flytte indsatsen tættere på uddannelsesstederne og virksomhederne.

”Forvaltningen gør det sværere at få tingene til at lykkes. Ved at flytte tingene omkring uddannelse og vejledning ud af huset, bliver det mindre formynderisk. Misbrug, hjemløshed og psykiatri, det kan Ungehuset så fortsat tage sig af. Jo mere vi kan flytte opgaverne omkring uddannelse og arbejde ud i nye netværk, hvor vi mobiliserer virksomheder, uddannelser og involverer UU-vejlederne, jo bedre.”

Ungehuset er nu ved at starte et projekt, hvor forvaltningen gennem midler fra det lokale koordinationsudvalg kan gribe fat i dem, der er under 18 eller 15 år, og på den måde sætte tidligere ind.

”Mit ønske er, at opgaven bliver et fælles anliggende for os og uddannelsesinstitutionerne. Virksomhederne i Brøndby er gode til at bakke op omkring det og sluse de unge ud i arbejde,” slutter Søren Løkke.