Da højskolerne for snart 2 år siden ved lov blev pålagt at vejlede eleverne med henblik på valg af uddannelse og erhverv, var det både med en følelse af glædelig overraskelse og tvivlsom bæven. For er vejledning ikke netop, hvad højskolerne gennem mere end 150 år har praktiseret - og hvad ville det betyde, at vejledningen nu skulle formaliseres og sættes på skemaet?

Haslev udvidede Højskole var en af de højskoler, der sammen med 7 andre skoler gik med i et vejledningsprojekt, der skulle udvikle og afprøve nye vejledningsmetoder. Derved nåede højskolen frem til den nuværende model, hvor lærerne er med til at vejlede eleverne både eksistentielt, personligt, fagligt og med henblik på uddannelse og job.

De 10 stærke
Lærerne gennemfører i løbet af opholdet 3 individuelle samtaler med hver elev på 20-30 minutter. En samtale, når eleverne starter, en midtvejsevaluering og en sidste samtale, inden de igen forlader højskolen. Udgangspunktet er De 10 stærke - 10 spørgsmål om elevens opfattelse af sig selv i forhold til en række udviklingsområder. Under første samtale diskuteres elevens forventninger, målsætninger for opholdet og det videre forløb.

”De 10 stærke er et instrument, som vi kan bruge gennem hele opholdet. Eleverne får det udleveret en af de første dage, så de får mulighed for at forberede sig til den første samtale. Derefter udvælger vi sammen med eleven de fokuspunkter, de kunne tænke sig at arbejde målrettet med, og dette bliver så taget op ved både 2. og 3. samtale,” siger Liza Schmidt.

Plusser og minusser
Lærerne er dog meget bevidste om, at skemaet skal bruges til at åbne muligheder i en samtale – ikke til at begrænse den.

”Vi tager udgangspunkt i skemaet, hvilket mange er glade for. Det må dog aldrig betyde, at man ikke opdager, at det måske er noget helt andet, der er presserende. Det er vigtigt at få løst op for de ting, inden vi begynder med studievejledningen. Derfor er samtalen i sig selv heller ikke frivillig; det er ikke noget, man selv skal bede om.”

På højskolen er alle lærerne involveret i såvel den uformelle som den formelle vejledning. Derfor diskuterer de jævnligt nye tiltag og metodeafprøvninger. Liza Schmidt understreger dog, at der naturligvis både er plusser og minusser ved at lade alle lærerne på en højskole vejlede.
 
”At bruge skemaet som en model, der helt uden problemer kunne fungere på alle højskoler, er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden - som jeg også kan forstå på mine kolleger ved andre højskoler. Fordelen er, at vejledningen så ikke primært hænger på én person. Ulempen er, at ikke alle måske synes, det er spændende eller har det, der skal til for at vejlede eleverne. Det er klart, at der er nogen, der bedre kan lide det og er bedre til det end andre.”

Vejledning hele vejen rundt
Den største gruppe af eleverne på Haslev udvidede Højskole er 20-21-årige - typiske ”4.g’ere”, som netop har forladt gymnasiet og er i gang med et sabbatår eller to. Derudover er der folk sidst i 20’erne og begyndelsen af 30’erne - ofte håndværkere, som har fundet ud af, at de gerne vil dreje deres liv i en anden retning. Derfor har det været vigtigt for højskolen at lave vejledning, som er relevant hele vejen rundt.”

”De fælles ting skal være noget, som alle kan være med i. Men det er da klart, at nogle er mest interesserede i vejledning om studier, mens andre hellere vil have erhvervsvejledning. Derfor arrangerer vi eksterne oplæg om fx kvote 2 og støttemuligheder for selvstændige, som eleverne kan tilmelde sig. Typisk er det nu alligevel grundlæggende ofte de samme problemstillinger, de sidder med, og derfor har vi også gruppevejledning og mere eksistentielle oplæg om for eksempel det gode studieliv.”

Ingen neutral vejledning
Lærerne uddanner sig gradvist gennem de kurser, som bliver udbudt gennem Folkehøjskolernes Forening. Og for Liza Schmidt har det været en stor udfordring at stifte bekendtskab med det særlige højskoleunivers, hvor man som oftest meget hurtigt får et tæt, personligt forhold til både kollegaer og elever.

”Jeg har aldrig selv gået på højskole. Jeg startede på universitet, da jeg var 18 – med bøjle på tænderne og det hele – og det kørte bare derudaf i tre år. Og så gik det jo galt. Jeg havde slet ikke taget stilling til, hvad det var, jeg ville med mit liv. I stedet brugte jeg rigtig, rigtig lang tid på at uddanne mig.”

Liza Schmidt synes, det er en stor udfordring at møde mennesker og snakke med dem om, hvad de egentlig vil med deres studieliv, og hvad det betyder for dem personligt. Men hun er også klar over, at lærerne i den situation spiller en stor rolle.

”Selvfølgelig har vi alle sammen en eller anden agenda eller erfaring, vi bidrager med. Altså vi mener jo typisk, at det spiller en vigtig rolle, hvad man brænder for, og så går man jo allerede ind og laver en bedømmelse. Det er interessant at blive bevidst om.”

Men netop, fordi lærerne inddrager sig selv, er de nødt til at være meget bevidste om den rolle, de spiller i vejledningssituationen.

”Vi laver absolut ikke neutral vejledning. Vi går da ind og påvirker eleverne rigtig meget – blandt andet ud fra vores egne erfaringer. Jeg har indtryk af, at mange af vores elever har alle kort på hånden: De ved, hvad de kan, hvor de skal søge deres informationer, at de godt kan komme ind på de 15 forskellige ting, de gerne vil – men de har stadig ikke den fjerneste anelse om, hvad de skal vælge.”

V-dag
Ud over de tre vejledningssamtaler holder skolen den årlige vejledningsdag, V-dag. Den ligger umiddelbart efter anden vejledningssamtale og før ansøgningsfristen til den koordinerede tilmelding i marts.

V-dagen starter med, at alle undervisere fortæller om deres eget uddannelsesforløb med fokus på, hvilke forudsætninger de valgte ud fra. Resten af dagen er eleverne sammen i samtalegrupper på 5-6 elever for at vejlede hinanden – ikke mindst i forskellige øvelser, hvor de ikke kun med ord, men også med kroppen, prøver at beskrive deres situation i forhold til uddannelses- eller erhvervsvalg.

”De skal fx lave en kurve over deres uddannelsesforløb og markere, hvor der har været brud, hvornår de er blevet skoletrætte osv. Så går vi ind og snakker om, hvor og hvordan de fik vejledning undervejs. Måske har de haft lidt erfaring – måske slet ingen.”

Liza Schmidt peger på, at eleverne kan have et forbehold eller usikkerhed, som en superviseret gruppevejledning kan være med til at ændre. Oplevelsen af, at forældrenes råd går imod elevens egne ønsker, er blot én erfaring, som man fx kan få glæde af at diskutere med andre.

”Lige så snart de spørger deres forældre, så ved de godt, hvad de får af svar, og det er ofte ikke det, de har haft brug for.”

”En anden øvelse går ud på, at eleverne skal flytte sig rent fysisk fra et punkt til et andet: Her er jeg nu, her vil jeg gerne hen. Hvordan kommer jeg det, og hvad kan forhindre mig i at komme derhen? Og så Plan B – som faktisk ofte er den mest interessante. Plan B viser sig nemlig tit at være kernen i den drøm, de i virkeligheden har. Så starter vi forfra. Hvorfor er det så plan B?”

Manglende afklaring er et tabu
Konklusionen efter tre års erfaring er, at eleverne er meget begejstrede for de forskellige vejledningstiltag på højskolen.

”Vi skal ikke gøre os forestillinger om, at vi kan udrydde det fænomen, at de går herfra og stadig ikke ved, hvad de skal. Men hvis vi giver dem vejledning i, hvad det er, man vælger, hvordan man vælger og en større bevidsthed om, hvad de vælger ud fra, så er vi nået et langt stykke. Og selvfølgelig skal de have adgang til alle informationer. De aner bare ikke, hvordan de skal vælge.”

I nogle tilfælde har hun oplevet, at samtalerne og vejledningsøvelserne har været en stor forløsning for eleverne.

”De har generelt taget det meget positivt. Noget af det, der har slået mig, har været, at rigtig mange af dem ikke snakker med deres venner om de ting, de synes er svære. Det er som ofte helt banale ting, de synes er svære, og så udtrykker de det næsten som om, det er et tabu. At de får et forum gør, at der bliver løsnet op for disse ting. Det virker som en kæmpe forløsning for mange af dem at opdage, hvor mange af de tanker de faktisk deler med hinanden. ”