Helt aktuelt ses det bl.a. i den nylige rapport fra regeringen om globalisering. Her handlede ca. 30 af 333 forslag om vejledning i mange afskygninger: tidlig og differentieret vejledning, opfølgende vejledning, kommunalt vejledningsansvar, benchmarking af vejledning etc. (se Fremgang, fornyelse og tryghed).

Alle disse forventninger og krav til vejledning bringer vejlederens roller i spil på nye måder. For en vejleder er en Bricoleur, skriver Vance Peavy (Peavy, 2005): en altmuligmand/-kvinde. Og sandt er det, at vejlederen skal kunne og vide meget om uddannelser og arbejde - og være til stede, være en autentisk person, oven i købet helt frem til eksistens-vejledning (Hansen, 2005).

Dertil kommer, at vejlederen er en altmuligkvinde i forhold til samfundet. Der er ikke den skævhed eller det misforhold, som vejledning ikke kan/skal/bør rette op på. Og det er ikke så lidt, der er kommet til i de sidste år. Oven i de traditionelle vejledningsopgaver og -roller.

Hylde
Traditionelt har det været vejlederens opgave at sørge for at retlede ungdommen, så de kunne komme på den rette hylde (Plant, 1996). Denne forestilling trives stadig, men efterhånden er det blevet tydeligt, at der ikke findes en hylde til den enkelte, men snarere et helt reolsystem i et fleksibelt arbejdsliv – og at det er en tvivlsom opgave for en vejleder at være den, der stiller mennesker op på deres særlige og rette hylde. For den stabilitet, som dette forudsætter, den er gået fløjten i det dynamiske og globaliserede arbejdsliv.

Det har altid været svært at spå – især om fremtiden, men nu er det da blevet helt ud i prognosernes hængedynd at forudse arbejdsmarkedsudviklingen i bare et 5-årigt perspektiv. Og mange uddannelser varer jo flere år… selvom de studerende skal ile igennem uddannelserne med SU-pisk og en bette gulerod.

Integrator
Men se nu integrationen af folk med anden etnisk og kulturel baggrund end den kernedanske: De skal have ekstra megen og ektraordinær vejledning. En mentor, dvs. en vejleder til hver skal redde indvandrerdrengene ud af frafalds-spiralen. Og Fatma skal have en coach, så hun kan tro på sig selv og sine muligheder i det danske samfund. Alt sammen helt udmærket – også ud fra et kønsmæssigt ligestillingsperspektiv (se fx køn, etnicitet og vejledning).

Pointen er her, at det er vejledning, som skal hjælpe på problemerne. Og hvis de unge ikke vil komme til vejlederen, så opsøger vejlederen de unge, som har særlige behov for vejledning. Så kan de blive integreret, kan de. Eller som det hedder på Bruxellesk: De kan blive socialt integrerede og undgå marginalisering.

Visitator
I UU'erne skal vejlederne visitere til produktionsskolen - og snart til ungdomsklassen, som nu igen hedder 10. klasse. Der forgår utvivlsomt helt knirkefrit i mange tilfælde. Men det sætter vejlederen i en potentiel klemme: Hvordan kan vejlederen på samme gang være uafhængig, ja helst neutral i sin vejledning - og så samtidig være dørvogter i forhold til bestemte uddannelser? En visitator er netop en, der visiterer, altså anviser en bestemt plads.

95%
Der ligger et ædelt formål i at ønske for den danske ungdom, at det må gå den godt her i livet. Og at de fleste unge får en uddannelse. For uddannelse er vejen til det gode liv. Eller hur? Er der plads til andre måder at leve livet på end at gå den slagne vej fra skole til ungdomsuddannelse etc. til job. Helst uden at fjumre. Når det politiske mål er, at 95% af de unge skal have en (ungdoms)uddannelse, så bliver vejlederen en uddannelsespusher.

Call girl
Med voksenvejledningsportalen (en slags www.ug.dk for voksne: www.vug.dk fx?) og et vejlednings-call-center a la Learndirect, bliver vejlederrollen tydeligt differentieret i tre slags telefonvejledning, støttet af data på skærmen:

• Den korte info-samtale
• Den lidt længere og lidt mere dybtgående samtale
• Den henvisende til andre hjælpekilder – fx til en levende vejleder.

Her bliver det vejlederens opgave efter få minutter i røret at afgøre, hvor vejledningsbehovet ligger, og hvor dybt det stikker. Det kræver stor viden og indsigt, kulturel fingerspitzengefühl og gedigne kommunikative evner – for netop at kunne differentiere i forhold til vejledningsbehovet.

3. alder
Og så er der de gamle, dem i den 3. alder. Dem, der hader at blive kaldt det grå guld, for de mærker falskheden i denne betegnelse. Men hvis de gerne vil blive på arbejdsmarkedet, og hvis arbejdsgiveren vil fastholde den grågyldne arbejdskraft, så er det vejledning, der er med til at skabe disse muligheder: kompetenceudvikling. Eller er med til at skabe en glidende overgang til livet efter 8-16-arbejdslivet, herunder deltids- eller frivilligt arbejde (se Third Age Guidance).

Her er vejlederen i en tredobbelt rolle med skrue: Som fastholder og udsmider - og den, der skaber de glidende overgange.

Tør eller munter
Hvor står vejlederen i alt dette? Kan det lade sig gøre at spille alle disse roller på én gang? Det korte svar er nej. Det er derfor vore norske kolleger har oplevet, at skolens vejledning er blevet delt i en social/kuratorisk del og en uddannelse/job/karrieredel (Christiansen, 2004).

Bukserne kunne simpelthen ikke holde til en vejlederrolle, som var spændt op imellem psykolog, socialrådgiver, vejleder, rådgiver, kurator og sjælesørger. Derfor gjorde den norske regering vei i vellinga, som det hedder på norsk: At differentiere vejledning – og reducere kompleksiteten - var svaret på en overbebyrdet vejlederrolle.

Men det er nu heller ikke så lidt en vejleder skal kunne og være: Ved folketingsdebatten om erhvervsvejledning i 1953 lægger en ordfører særlig vægt på, "at disse erhvervsvejledere bliver af den ikke alt for tørre og kedelige type; de må gerne en gang imellem være en lille smule muntre at høre på" (Folketinget, 1953, spalte 3870). Ak, ja: blot en gang imellem en smule munter.

Frelser
Vejlederen – munter eller ej - er samfundets frelser på flere niveauer. Der hvor uddannelsessystemet ikke fungerer optimalt - og fx producerer frafald: Dér sættes ind med vejledning. Og hvor arbejdsmarkedet ikke fungerer – og producerer arbejdsløshed: Dér sættes ind med vejledning. Dette er vejledning som frelser på samfunds- og institutionsniveau.

Men også på det individuelle niveau er vejlederen en frelser: En, som hjælper folk til at forestille sig en (lysende?) fremtid. Eller en fremtid overhovedet.

Vejlederen benytter sig af nogle af de samme midler som andre frelsere:

• Forestillingen om noget bedre - i en ukendt fremtid
• Bekendelsen: den vejledte fortæller (dele af) sin livshistorie
• Skriftestolen, det særlige rum: vejlederkontoret
• Vejen til frelse: uddannelse, uddannelse - og realkompetencevurdering.

Vejlederen skriver sig ind i en oplysningstradition (Korsgaard, 1997). I den gamle forståelse var der ingen tvivl om lysretningen: Lyset kom oppefra og udefra. Og vejlederen (præsten/degnen) forklarede, hvad meningen med oplysningen var. Uden vejlederens mellemkomst måtte almuen henleve sit liv i mørke. Men nu blev der lys.

Vejledning spejlede denne opfattelse: Vejlederen vidste bedre og spredte sit lys i den psykotekniske periode. Det moderne lys kommer indefra, fra os selv. Vi skal skabe os selv og bane os vej i tilværelsen uden de store pejlemærker. Være vores eget lys. Tænde vores egen 100 watts pære. Ved hjælp af vejledning, forstås.