De svageste bliver taberne, når de nye jobcentre åbner dørene, for fagligheden er fraværende. Sådan lyder kritikken fra Gunvor Auken, der har en karriere som socialrådgiver i 3F (tidligere SID) bag sig og nu er aktiv inden for beskæftigelsesområdet.

"Der er udført et utal af projekter og forsøg omkring det rummelige arbejdsmarked, arbejdsfastholdelse, hjælp til sygemeldte, integration af etniske minoriteter og særlige indsatser for langvarige kontanthjælpsmodtagere med alvorlige problemer. Der er brugt flere hundrede millioner kroner. Den store viden er spredt i evalueringsrapporter og i hovederne på de bedste sagsbehandlere, men er aldrig samlet op, bearbejdet og beskrevet i undervisningsmaterialer inden for beskæftigelsesområdet. Hverken på grund- efter- eller videreuddannelser. Heller ikke på min egen uddannelse som socialrådgiver," siger Gunvor Auken.

Blandet medarbejderlandhandel
Gunvor Auken mener, at det kan blive tilfældigt, hvad der kommer til at præge de enkelte jobcentres måde at arbejde på. Hun tvivler på, at der generelt er den nødvendige indsigt i arbejdsmarkedspolitik og virksomhedskontakt. For udover at der ikke er indsamlet viden, er medarbejdergruppen, der skal løfte beskæftigelsesopgaven, meget sammensat. Der er AF-konsulenter, virksomheds- og jobkonsulenter, kommunale socialrådgivere, socialformidlere, A-kassemedarbejdere samt andre aktører.

Medarbejdernes har ulige uddannelsesmæssige og faglige forudsætninger, og deres dagsordner er forskellige. De kontoruddannede fra kommunernes socialforvaltning har fokus på klienter, og statens socialrådgivere, vejledere m.m. fra AF har fokus på virksomheder og jobmuligheder.

"De nye jobcentre risikerer at tilbyde jobformidling med hovedet under armen, da medarbejdernes forudsætninger er forskellige. Dertil er ingen af dem reelt uddannet i området. Der er grupper på arbejdsmarkedet, som har så få kompetencer og er så socialt sårbare, at der skal en gradvis indsats til. Nu er der risiko for, at en svag ledig får en kontoruddannet sagsbehandler, der ikke har den nødvendige indsigt i problematikkerne og derfor presser vedkommende ud i et arbejde. Det kan kun gå galt," siger Gunvor Auken.
 
Hun efterlyser nu handling, så hundsekulturen ikke kommer til at herske. En kultur, hvor man med økonomiske incitamenter forsøger at presse de svageste i arbejde, før de er klædt ordentligt på til det. Og første handling er forskning efterfulgt af nye uddannelser:

"Inden for undervisning forskes der i pædagogik. I sundhedssektoren er der medicinsk forskning i behandling, men ser man på den tredje velfærdsydelse, nemlig hvordan man sikrer mennesker et selvforsørgende liv på et arbejdsmarked i forandring, så er der ikke forsket i det," siger Gunvor Auken.

Et fagligt uland
Sammen med professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet og næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening har Gunvor Auken stiftet initiativgruppen "Metoder, der matcher. Mennesker, myndigheder og marked".

Formålet er at afdække, hvilke indsatsfelter og metoder der er de rigtige at undervise i, når det gælder om at få mennesker med vanskeligheder i arbejde eller fastholde dem i arbejde. På længere sigt skal forskningen bane vejen for flere uddannelsesforløb på forskellige niveauer, herunder en bachelorgrad i beskæftigelse. Men også kurser rettet mod sagsbehandlere på jobcentrene og hos andre aktører. Initiativgruppen møder stor lydhørhed for projektet:

"Hvad enten det er Forvaltningshøjskolen, de sociale højskoler, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, universiteterne, KL, DA eller LO, er der enighed om, at beskæftigelsesindsatsen er et fagligt uland. For øjeblikket lægger Undervisningsministeriet sidste hånd på en ny diplomuddannelse i beskæftigelse. Det er selvfølgelig positivt. Men heller ikke dér har man den grundlæggende viden om, hvordan myndighederne arbejder sammen med den ledige, virksomhederne og andre parter - fx uddannelserne. Denne viden skal først til at indsamles. Og det må ske nu," siger Gunvor Auken.

Ud af proceshelvede
Trods sin kritik synes Gunvor Auken, at det er god timing, at jobcentrene bliver etableret nu, hvor arbejdsløsheden er historisk lav. Beskæftigelsessituationen kan nemlig i praksis skærpe sagsbehandlernes interesse for de grupper, der er svagest stillet, fordi det vil være nemmere at opnå resultater, end når arbejdsløsheden er høj.

Men hun understreger vigtigheden af at indsamle erfaringer fra jobcentrene helt fra starten. De dygtigste sagsbehandlere skal interviewes, og metoderne og resultaterne kan indgå i de uddannelser, der bør følge i kølvandet på etableringen af jobcentrene. Hun mener også, at de nye centre er en anledning til at afbureaukratisere sagsgangene:

"Lad os afskaffe dette proceshelvede, som karakteriserer sagsforløbet, så sagsbehandlerne kan beskæftige sig med den reelle beskæftigelsesindsats."

Gunvor Auken opfordrer centerledelserne til at give medarbejderne råderum, så de kan stå for hele beskæftigelsesforløbet for den enkelte borger og være den røde tråd i matchet mellem den ledige og virksomheden:

"Medarbejderne skal have lov til at arbejde uden for kontorerne og skal bruges i deres selvstændighed. Sagsbehandlerkontorer er løsningstomme rum. Der skal etableres samarbejdsrelationer med sundhedsvæsnet, virksomheder og uddannelsessteder, så tværfagligheden kommer i højsædet."

Opfordringen til medarbejderne lyder: "Vær forventningsfuld og uforfærdet. Kom med kritiske og konstruktive meninger og skab et godt tværfagligt team".