Titel:
Sygemeldt, sygedagpenge og hvad så?
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Sygedagpengesystemet skal hjælpe den sygemeldte borger hurtigst muligt tilbage til det ordinære arbejdsmarked, men de vilkårligt opsatte succeskriterier kan ofte underminere det egentlige formål. Ikke desto mindre har Odense Jobcenter succes med trekantssamtaler.
Person:
Billede:
SvendBroholm.jpg
Navn:
Svend Broholm
Titel:
Erhvervsvejleder
Arbejdssted:
Jobcenter Odense
Fotoreportage:
Lang tekst:

Som led i kommunalreformen blev AF d.1/1 2007 fusioneret med den kommunale indsats indenfor beskæftigelsesområdet i de nyetablerede jobcentre. I gruppen af erhvervsvejledere, der blev overført fra AF Fyn til Jobcenter Odense, havde vi gennem årene opnået nogle erfaringer i samarbejdet med Odense Kommune.

Ofte var sygemeldte borgere, der stod overfor at skulle revalideres, af deres sagsbehandler blevet opfordret til at få en erhvervsvejledningssamtale på AF, med henblik på at få sparring til at afklare fremtidige relevante uddannelses- og arbejdsmål. Udbyttet af samtalen kunne så, præsenteret af den sygemeldte, inddrages i fastlæggelsen af den konkrete revalideringsplan.

Gennem den indirekte kontakt med det kommunale system, sammenholdt med de erfaringer, der er knyttet til de revalideringsplaner, som er udarbejdet uden medvirken af en erhvervsvejleder, havde vi en fornemmelse af, at der i det kommunale system var et udækket behov for at få tilført viden om udannelsessystemerne og arbejdsmarkedet.

I den åbne vejledning, som erhvervsvejlederne etablerede som noget af det første i Jobcenter Odense, er det muligt for alle borgere i Odense, uden tidsbestilling, at få en samtale med en vejleder omkring arbejds- og uddannelsesspørgsmål.

Blandt de borgere, der benyttede denne mulighed, var en del sygemeldte, der ønskede at drøfte relevante muligheder, når de havde fået en kronisk reduceret arbejdsevne. De borgere var typisk i kontakt med en sygedagpengesagsbehandler, men følte ofte, at de ikke ad den vej kunne få etableret nogle realistiske muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Der tegnede sig et mønster, der illustrerede, at sygedagpengesystemet i Jobcenter Odense er karakteriseret ved, at sagsbehandlerne ikke har en systematiseret viden om uddannelses- og arbejdsmuligheder. Dette forhold, sammenholdt med, at institutionen kun har få aktiveringsressourcer og en langsommelig sagsbehandlingskadence, forklarede tydeligt, hvorfor de sygemeldte ofte gav udtryk for stor frustration over ikke at kunne få den fornødne hjælp til et nødvendigt karriereskift.

På den baggrund tog erhvervsvejlederne medio 2007 kontakt til sygedagpengeafsnittet for at foreslå et samarbejde. Det blev positivt modtaget af sygedagpengesagsbehandlerne, der frem til sommeren 2008 primært konsulterede mig, når de havde behov for at afprøve andre veje end de gængse for at hjælpe sygemeldte borgere tilbage til arbejdsmarkedet.

Konkret traf vi aftale om en trekantsamtale mellem den sygemeldte, sagsbehandleren og mig. Samtalen havde ofte en varighed af 1 time. Lejlighedsvis var fagforeningen/a-kassen også repræsenteret.

På baggrund af en opsummering af den sygemeldtes livshistorie, med vægten på de uddannelses- og arbejdsmæssige forhold, sygehistorikken, i kombination med personlige interesser, familieforhold, økonomi etc. fik hver enkelt mødedeltager et grundlag for at overveje, hvilke muligheder for fremadrettet handling der kunne være interessante at bringe i forslag. Da jeg som erhvervsvejleder har en grundlæggende viden om uddannelses- og arbejdsmulighederne og om aktiveringsmulighederne for ledige dagpengeforsikrede personer, havde jeg ofte en central rolle i disse samtaler.

En del af rationalet for tre- eller firkantsamtalerne er, at den enkelte borger ikke skal sendes fra den ene institution til den anden for at få en orientering om, hvad denne institution kan og/eller vil foretage sig i den konkrete situation. Dels er der en betydelig risiko for, at den sygemeldte ikke kan referere fyldestgørende for den givne orientering, bl.a. fordi der er særlige terminologier i spil og en svært gennemskuelig relation mellem de tilgrænsende lovområder, og dels er der på denne måde ikke mulighed for en dynamisk tænkning mellem de involverede institutioner og den sygemeldte.

Ekskurs
Jeg vil foretage en ekskurs for at beskrive historikken bag hhv. aktiveringsmulighederne i dagpengesystemet og sygedagpengesystemet, da det forhåbentlig kan kaste lys over emnet. Først vil jeg pointere, at jeg ikke har et detaljeret inside-kendskab til sygedagpengesystemet, men alene har kendskab til det gennem mit samarbejde med det.

Når der skal laves jobplaner i dagpengesystemet, (før AF og nu jobcentrene), er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i fællesnævneren mellem den enkeltes ønsker, interesser og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov. Hvis der ikke tages udgangspunkt i fællesnævneren, men i én af disse interesser er risikoen overhængende for at lave planer, der ikke opfylder deres formål.

Et eksempel herpå er de mange revalideringsplaner, der er lavet, hvor personen blev uddannet til håndarbejdslærer, kosmetolog eller andre brødløse fagområder på baggrund af en interesse i fagområdet. På den anden side er mange blevet uddannet til ingeniører for år tilbage, fordi arbejdsmarkedet ved uddannelsesstarten havde behov for disse kvalifikationer, men hvor det viste sig, at efterspørgslen var væsentligt reduceret ved studiets afslutning.

Imidlertid er der udover de nævnte interesser et tredje parameter, der ofte får en afgørende indflydelse på de vejledningsmæssige muligheder og det konkrete indhold i en jobplan. Dette parameter kan benævnes aktiveringssystemets egeninteresse (herefter AE). I modsætning til de to førnævnte interesser er AE ofte skjult i det offentlige rum, samtidig med at dens fremtrædelsesformer for aktørerne i aktiveringssystemet ikke sjældent er fordrejede eller ligefrem ikke-eksisterende.

Jeg vil kort illustrere baggrunden for AE:

  • Den lovgivende myndighed, Folketinget, udstikker nogle love for at sikre en relevant arbejdsmarkedspolitik.
  • Arbejdsmarkedsstyrelsen, AMS, detaljerer og konkretiserer denne politik, så den bliver operationaliserbar.

Jobcentrene mødes med kvantitative krav som:

  • x antal løntilskudsjob besat
  • y antal kr. anvendt til uddannelse, rettidighed i aktiveringen for z personer, etc.

Gennem resultatkontrakter og politisk pres motiveres jobcentrene som institution og dermed ledelsen på jobcentrene til at søge at honorere disse krav. Ledelsen stiller følgelig mere eller mindre håndfaste krav til vejlederne, sagsbehandlerne, angående antallet af og indholdet i produktionen af jobplaner.

Konkret kan det betyde, at:

  • vejlederen udarbejder en jobplan uden noget meningsfyldt indhold for at opfylde kravet om rettidighed.
  • vejlederen anvender et politisk prioriteret redskab, fx. løntilskudsjob, selv om han grundlæggende vurderer et konkret uddannelsesforløb som mere hensigtsmæssigt.
  • vejlederen, for at fylde et af jobcenteret rekvireret holdforløb op, tilmelder en person, for hvem formålet er tvivlsomt.

Denne måde at regulere og styre det offentlige forbrug på, som ofte bliver understøttet af resultatkontrakter, er en del af New Public Management konceptet, der i mangel på muligheder for at måle kvalitet, opstiller mere eller mindre vilkårlige kvantitative mål for den offentlige produktion. Forfølgelsen af disse mål understøtter i nogle tilfælde institutionens egentlige formål, men ofte er resultaterne, som beskrevet for aktiveringssystemerne, direkte modproduktivt. Denne tematik er omtalt i den nye bog "Vildveje i velfærdsstaten" af Verner C. Petersen, Informations Forlag.

Dette tredje interesseparameter, aktiveringssystemets egeninteresse, stiller institutionen og den enkelte sagsbehandler overfor nogle etiske dilemmaer. Skal man honorere systemets mere eller mindre udtalte forventninger som pligtetiker, eller skal man handle som dydsetiker med fokus på at gøre det, der opfattes som rigtigt for borgeren og dermed for samfundet som ledetråd?

Tilbage til sygedagpengesystemet
Denne tredje interesse er ligeledes gældende i sygedagpengesystemet. Systemets rationale er at hjælpe den sygemeldte borger hurtigst muligt tilbage til det ordinære arbejdsmarked, men de vilkårligt opsatte succeskriterier, der er bestemmende for arbejdstilrettelæggelsen, kan ofte underminere det egentlige formål.

Det afgørende for sygedagpengeinstitutionen er at overholde de lovmæssige forpligtelser og at honorere de krav, der er en del af den økonomiske incitamentstruktur, og hvis opfyldelse udløser refusioner af kommunens udgifter til sygedagpenge.

Det er derfor prioriteret, at der afholdes samtaler med den sygemeldte i en på forhånd fastsat kadence (hver 4./8. uge), at der bliver indhentet relevante lægelige oplysninger, at der bliver udarbejdet en arbejdsevneprofil, og at der ofte foretages arbejdsprøvninger i kommunalt regi.
Alt dette kan være fornuftigt, men det bidrager kun lidt til det egentlige formål, at udstikke og understøtte en ny kurs for den sygemeldte i forhold til en ny placering på arbejdsmarkedet. Hvad, der kan være relevant for den enkelte borger og dermed for arbejdsmarkedet, er ikke prioriteret.

Sygedagpengesystemet er karakteriseret ved en mangelfuld viden om uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedet, der er en konsekvens af, at man har undladt at prioritere tiltag, der kunne understøtte disse faglige forudsætninger hos sagsbehandleren.

Videre gælder, at der ikke er en klar adskillelse mellem aktiverings- og driftsmidler, som tilfældet er i det statslige aktiveringssystem. Det kan medføre, at man undlader at bevillige relevante tiltag for en sygemeldt borger af økonomiske hensyn, og efterlader et indtryk af manglende økonomiske ressourcer.

Den kommunale indsats opfattes ofte som langsommelig, omstændelig og ikke tilstrækkelig konstruktiv af den sygemeldte borger. Den kritik, som borgeren på den baggrund giver udtryk for, kan være medvirkende til, at sygedagpengeafsnittene ofte må søge nye medarbejdere.

Mulighederne for den sygemeldte gennem trekantsamtaler
I trekantsamtalen mellem den sygemeldte, sygedagpengesagsbehandleren og erhvervsvejlederen er der mulighed for en konstruktiv vidensdeling og erfaringsudveksling med fokus på at opstille realistiske uddannelses- og arbejdsmål. Her blive det klart, hvad de respektive systemer kan og ikke kan. Hvor sygedagpengesystemet er karakteriseret ved en ikke systematiseret viden om uddannelses- og arbejdsmarkedsforhold, mangelfulde økonomiske ressourcer og en langsommelig sagsbehandlingsgang, er aktiveringsmulighederne i dagpengesystemet ganske anderledes.

Som erhvervsvejleder har vi en grundlæggende viden om uddannelsesmulighederne og arbejdsmarkedet. Gennem jobplaner kan vi indenfor rammerne af aktivbekendtgørelsen tage de midler i anvendelse, som vurderes mest hensigtsmæssige i forhold til at opnå de opstillede beskæftigelsesmål, det være sig virksomhedspraktik, løntilskudsjob, kurser og uddannelse uden at være væsentligt begrænset af økonomiske hensyn.

Forudsætningen for, at den sygemeldte kan gå fra sygedagpengesystemet og over til dagpengesystemet, og dermed få mulighed for at indgå aftaler gennem en jobplan, er, at den sygemeldte bliver raskmeldt og stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet. For at illustrere dette vil jeg give et eksempel:

En tømrer med en kronisk dårlig arm, der forhindrer ham i igen at kunne arbejde som tømrer, kan raskmelde sig, hvis han kan stå til rådighed for andre realistiske fagområder som butiksmedhjælper, kontormedhjælper eller chauffør. Det er a-kassens opgave at vurdere, hvorvidt den enkelte aktuelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvis vi ikke gennem trekantsamtalen umiddelbart kan opstille relevante uddannelses-og arbejdsmæssige mål, vil jeg ofte lave en jobplan, hvis indhold er et erhvervsafklarende kursus. Disse kurser kan siges at fungere som min forlængede arm, hvor de i dialog med den enkelte og gennem bl.a. snusepraktikker kan identificere arbejdsmæssige mål, der tilgodeser den enkeltes ønsker, interesser og forudsætninger, herunder de helbredsmæssige begrænsninger.

Sigtet med det erhvervsafklarende kursus er ikke, at den enkelte kommer hurtigt i arbejde, men at finde beskæftigelsesmuligheder, der på sigt er relevante for den enkelte, med hensyntagen til den sygdomsbetingede reducerede arbejdsevne. Det er årsagen til, at jeg ofte anfører i jobplaner for personer med en længere sygeperiode bag sig, at de fritages for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i kursusperioden. Dette er et bevidst udtryk for, at jeg prioriterer den enkeltes varige beskæftigelsesmuligheder frem for kortere ufaglærte jobs her og nu.

Hvis vi tager eksemplet med en tømrer, der har en kronisk dårlig arm, vil det som udgangspunkt være fornuftigt gennem dialogen at undersøge om de nuværende kvalifikationer kan bringes i spil. Det kunne fx. være som underviser på en teknisk skole, som sælger i et byggemarked eller som udgangspunkt for at tage en overbygningsuddannelse som byggetekniker. De muligheder, der blev vurderet som relevante, kunne så efterfølgende afprøves gennem en 4 ugers virksomhedspraktik inden for de respektive områder. På den måde kan borgeren få af- eller bekræftet sin forestilling om de konkrete arbejdsvilkår.

Et andet eksempel kan være pædagogen, der har belastet sit omsorgsgén for længe og for meget, og derfor føler sig udbrændt og senere ofte stresset og deprimeret. Erfaringsmæssigt er der grund til at være påpasselig med ikke igen at påtage sig et omsorgskrævende arbejde, når den psykiske og fysiske tilstand er forbedret. Hvis personen igen arbejder inden for et beslægtet område vil risikoen for igen at blive ramt af stress og depression være betydelig. Her er det af afgørende betydning, at viften af fremtidige uddannelses- og arbejdsmuligheder foldes ud som grundlag for at kunne træffe et nyt erhvervsvalg på et kvalificeret grundlag.

Til at understøtte valgprocessen vil det være relevant at tilbyde personen et erhvervsafklarende kursus, der med udgangspunkt i den enkelte person kan give en kvalificeret sparring. Ofte vil udgangspunktet være en screening af den enkeltes personlighed, styrker og svagheder gennem en test. I den efterfølgende dialog, hvor mulighedsrummet afsøges og udvides, vil der ofte udkrystallisere sig relevante arbejdsmuligheder, der så igen kan afprøves gennem en snusepraktik.

Som afslutning på et sådant forløb er personen forhåbentlig kommet i kontakt med en virksomhed, der kan tilbyde ansættelse, evt. efter et privat løntilskudsjob, eller der er opstillet en eller flere uddannelses-og jobmuligheder i prioriteret rækkefølge som grundlag for en videre planlægning i aktiveringsregi.

Siden sommeren 2008 har vi været fire vejledere, der har assisteret i disse trekantsamtaler. En dag om ugen kan sygedagpengesagsbehandlerne booke samtaletider med en erhvervsvejleder. På den måde er konceptet udviklet fra at være individuelt båret til at være en permanent brobyggende foranstaltning i institutionen.

I det lokale beskæftigelsesråd er der til Jobcenter Odense afsat midler i et år til et pilotprojekt, der med den ovenfor beskrevne metodik skal søge at mindske tilgangen til sygedagpengesystemet gennem tilbud om trekantsamtaler til personer med et kort sygdomsforløb, typisk 3- 4 ugers sygdom. Deltagerne i disse samtaler er en repræsentant fra a-kasserne, aktuelt en fuldmægtig fra FOA, den sygemeldte og mig som erhvervsvejleder. Dette projekt har nu fungeret i et par måneder, og ser ud til at rumme et godt potentiale for at finde en brugbar vej til igen at få en fast tilknytning til det ordinære arbejdsmarked.

Fra det kommende årsskifte deltager Odense og en række andre kommuner i et projekt, der rummer muligheden for at aktivere personer, mens de er sygemeldte, og altså fortsat har sygedagpenge som forsørgelsesgrundlag. Hvordan rammerne konkret bliver, er det vanskeligt at sige noget konkret om på nuværende tidspunkt, men personligt kan jeg nære en bekymring for, at den centrale styring, indeholdt i New Public Management, tendentielt vil underminere det egentlige formål.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg har et godt og konstruktivt samarbejde med sagsbehandlerne i sygedagpengeafsnittet i Jobcenter Odense, og at den kritik, jeg har givet udtryk for, alene er rettet mod de institutionelle rammer, sagsbehandlerne arbejder indenfor.

Om Svend Broholm
Svend Broholm har en humanistisk basisuddannelse og samfundsfag fra Odense Universitet. Har arbejdet som musiker, underviser og chauffør og blev færdig som socialrådgiver i 1993. Har arbejdet som socialrådgiver i Odense Kommune og som erhvervsvejleder i AF-Fyn og tog i 2004-2006 uddannelses- og erhvervsvejleder-uddannelsen, hvor han nu også fungerer som censor. Har siden 2007 været ansat som erhvervsvejleder på Odense Jobcenter.


 

Tidsskriftsnr.:
2009 nr. 1
Publiceringsdato:
02-03-2009
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke