”Det er bare ikke en vinder, der skal have en mentor eller gå på læsekursus.”

Citatet stammer fra en konference arrangeret af Videnscenter for fastholdelse og frafald (Voff). Centret har i samarbejde med Center for Ungdomsforskning sat gang i en række fastholdelsesprojekter, herunder projekter, der har arbejdet med mentorordninger.

Og hvad skal der til for, at de virker? Her kunne Susanne Murning, phd. fra Cefu, afsløre, at det har stor betydning, om en mentor er et tilbud eller et krav. Der er ikke mange, der bryder sig om at blive udvalgt til eller påduttet en mentor, for er man så allerede på gyngende grund? Man vil ikke være på kanten, og man vil ikke skille sig ud, ikke på den måde i hvert fald. Og udfordringen bliver ikke nemmere at løse af, at de unge i stigende grad er indlejret i en ungdomskultur med taber- og vinderpositioner, så det er bare ikke en vinder, der skal have en mentor. Ligesom det ikke er en vinder, der bliver defineret som en med særlige eller udvidet behov for vejledning.

Mange af vejledningens metoder er ikke desto mindre bygget op om frivillighed. En meget anvendt metode som konstruktivistisk vejledning er et glimrende eksempel. Metoden tager udgangspunkt i, at der er en, der ønsker at blive vejledt, fx bliver den, der vejledes konsekvent kaldt den ”vejledningssøgende”. Men det er jo en ideel forestilling om en virkelighed, der ikke er reel for hverken unge i uddannelsessystemet eller voksne i beskæftigelsessystemet.

Og hvad sker der egentlig med metoder som konstruktivistisk vejledning, narrativ vejledning eller filosofisk vejledning, der alle bygger på frivillighed, når vejledningen nu ikke er frivillig men derimod obligatorisk? For kan man vejlede en, der ikke vil vejledes?

I debatten om frafald og fastholdelse taler man meget om, at den unge skal være lærings- eller studieparat, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om, at en uddannelse skal gennemføres. Det samme kunne meget vel gøre sig gældende, når vi taler vejledning. Man kan formodentlig proppe nok så meget vejledning ned i halsen på den unge eller voksne uden resultat, hvis denne ikke har noget ønske om vejledning.

Men hvornår er der tale om frivillighed, tvang, krav eller tilbud? Er det tvang, når man fx skal vejledes til en produktionsskole for at få en plads? Og er det tvang, når man nu om ikke tvinger så pålægger en række unge at gennemgå en screening for siden måske at blive udpeget til at få en mentor ved sin side? I hvert fald kan man tale om magt. For vejlederen og den unge eller borgeren indgår i en magtrelation, hvor den unges/borgerens mulighed for at definere vejledningens indhold og for at bestemme selv er begrænsede. Der er ikke tale om en ligestillet relation.

Nogen vil hævde, at der først er tale om tvang, når man trykker folk på pengepungen. Som man helt aktuelt gør det i Ungepakken (læs også artikelserien om Ungepakken: Vurderer kommunen, at den unge og forældrene ikke overholder og samarbejder om uddannelsesplanen, får kommunen mulighed for at stoppe udbetalingen af Ungeydelsen.

Civil ulydighed?
Der skal to til tango. Og der skal to til vejledning. Så en ting er, hvad den unge, borgeren, klienten siger til kravet om vejledning, særlig vejledning, mentoring, screening, you name it. Noget andet er, hvad vejlederen, socialrådgiveren, mentoren siger til de stigende krav, myndighedsopgaver og retten, pligten og kravet om fx at godkende eller afvise et ønske fra den unge om at komme på produktionsskole.

Professor fra Cefu Birgitte Simonsen leverede til allerede omtalte konference en meget stærk udtalelse, nemlig at når vi går ind og siger, at der er nogen, der ikke er på omgangshøjde, at nogen fx er gymnasiefremmede eller har særlige behov og giver dem en mentor, så går vi ind og rører ved noget ekstremt følsomt - og vi åbner også for en ”boks af slanger”. Og selv om vi ønsker at gøre noget godt, kan der derfor opstå modbevægelser. Professoren nævnte her Black Pride som eksempel. Så radikalt behøver det såmænd ikke at være, men ligesom vejlederne er blevet beskyldt for civil ulydighed, da en evaluering viste, at de ikke tog sig nok af unge med særlige behov for vejledning, gør nøjagtig det samme sig gældende for en række socialrådgivere. Og her kunne man måske tale om modbevægelser, og måske endda i langt større omfang end for vejledere.

For det viser sig, at socialrådgiverne af og til bryder de regler, som de anser for meningsløse fx samtale med borgerne hver tredje måned samt, at man skal skære i borgernes kontanthjælp, hvis de ikke overholder deres aftaler. Socialrådgiverne gør modstand og bedriver, hvad man kan kalde civil ulydighed (Information 24. januar 2010). Nye og stramme love på beskæftigelsesområdet er i strid med den måde, de opfatter deres fag, og derfor modarbejder nogle socialrådgivere flere af de regler, de er pålagt af politikere.

Socialrådgiverne føler sig krænket af systemet, men er det til borgerens bedste, at de bryder loven? Risikerer vi, at det samme vil ske indenfor ungdomsvejledningen, hvor vejlederne bestemt ikke er begejstrede for at være med til at tage pengene fra folk?

Socialrådgiverne oplever, at deres vurderinger ikke kommer længere op i systemet. Spørgsmålet er, hvilken oplevelse ungdomsvejlederne har? I virkeligheden gør det samme sig måske gældende for vejlederen og socialrådgiveren, nemlig at de også er en del af en magtrelation, hvor deres mulighed for at definere vejledningens indhold plus at bestemme selv er begrænsede? Til gengæld avler det modbevægelser og modstand.

Indhold

• Birgitte Simonsen, professor, Center for Ungdomsforskning, DPU
  Mentorordningers succes afhænger af, om de er tilbud eller krav. Hvilke muligheder og begrænsninger har kompensatorisk pædagogik, og må vi vide noget, der er til dit eget bedste?
   
• Maya Flensborg og Anna Katinka Hansen, RUC
  Når love er i strid med faglighed og værdier, modarbejder og bryder socialrådgivere flere af de regler, de er pålagt af politikere.
   
• Inger Støjberg, beskæftigelsesminister, Venstre
  VejlederForum har ikke ønsket en politisk brandtale men en reflekteret argumentation for de nye love i beskæftigelsessystemet, fx samtale hver 3. måned og muligheden for at skære i kontanthjælpen.
   
• Anne Froberg, leder af UU Ålborg
  Hvordan er vejledernes mulighed for at medvirke til stop af udbetaling af Ungeydelsen? Skal vejledningstiltag være krav, tilbud eller både og? Hvad stiller vejlederne op med krav, de ikke kan stå inde for, fx målgruppevurderingen til produktionsskolerne? Gør de modstand? Bedrev vejlederne civil ulydighed, når de fx ikke fokuserede nok på unge med særlige behov?
   
• Anne-Mette W. Christiansen, uddannelsespolitisk ordfører, Venstre
  VejlederForum har ikke ønsket en politisk brandtale men en reflekteret argumentation for de to tiltag Ungeydelsen og vurderingen af uddannelsesparathed. 
   
• Christian Lystbæk, ph.d-studerende, Institut for Didaktik, DPU
  En filosofisk/etisk vinkel: Sokrates havde kun frivillige klienter: Hvad ville han egentlig stille op med tvungne klienter i Agoraen? Virker vejledningsmetoder kun, hvis de er baseret på frivillighed? Og findes der ”magt-neutrale” vejledningsformer? 
   
• Roger Kjærgaard, ph.d. studerende ved Høgskolen i Buskerud og Københavns Universitet
  Hvordan kan unges erfaringer og meningsdannelser bidrage til diskussionen om andre former for diskurser og rationaler end den samfundsøkonomiske som nærmest enerådende? Hvilken påvirkning har kravet om at foretage det rigtige valg og gennemføre en uddannelse på unges udvikling og vej til voksenlivet? Skal vejledning være et krav, tilbud eller både og?
   
  
  
  

”Det er bare ikke en vinder, der skal have en mentor eller gå på læsekursus.”

Citatet stammer fra en konference arrangeret af Videnscenter for fastholdelse og frafald (Voff). Centret har i samarbejde med Center for Ungdomsforskning sat gang i en række fastholdelsesprojekter, herunder projekter, der har arbejdet med mentorordninger.

Og hvad skal der til for, at de virker? Her kunne Susanne Murning, phd. fra Cefu, afsløre, at det har stor betydning, om en mentor er et tilbud eller et krav. Der er ikke mange, der bryder sig om at blive udvalgt til eller påduttet en mentor, for er man så allerede på gyngende grund? Man vil ikke være på kanten, og man vil ikke skille sig ud, ikke på den måde i hvert fald. Og udfordringen bliver ikke nemmere at løse af, at de unge i stigende grad er indlejret i en ungdomskultur med taber- og vinderpositioner, så det er bare ikke en vinder, der skal have en mentor. Ligesom det ikke er en vinder, der bliver defineret som en med særlige eller udvidet behov for vejledning.

Mange af vejledningens metoder er ikke desto mindre bygget op om frivillighed. En meget anvendt metode som konstruktivistisk vejledning er et glimrende eksempel. Metoden tager udgangspunkt i, at der er en, der ønsker at blive vejledt, fx bliver den, der vejledes konsekvent kaldt den ”vejledningssøgende”. Men det er jo en ideel forestilling om en virkelighed, der ikke er reel for hverken unge i uddannelsessystemet eller voksne i beskæftigelsessystemet.

Og hvad sker der egentlig med metoder som konstruktivistisk vejledning, narrativ vejledning eller filosofisk vejledning, der alle bygger på frivillighed, når vejledningen nu ikke er frivillig men derimod obligatorisk? For kan man vejlede en, der ikke vil vejledes?

I debatten om frafald og fastholdelse taler man meget om, at den unge skal være lærings- eller studieparat, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om, at en uddannelse skal gennemføres. Det samme kunne meget vel gøre sig gældende, når vi taler vejledning. Man kan formodentlig proppe nok så meget vejledning ned i halsen på den unge eller voksne uden resultat, hvis denne ikke har noget ønske om vejledning.

Men hvornår er der tale om frivillighed, tvang, krav eller tilbud? Er det tvang, når man fx skal vejledes til en produktionsskole for at få en plads? Og er det tvang, når man nu om ikke tvinger så pålægger en række unge at gennemgå en screening for siden måske at blive udpeget til at få en mentor ved sin side? I hvert fald kan man tale om magt. For vejlederen og den unge eller borgeren indgår i en magtrelation, hvor den unges/borgerens mulighed for at definere vejledningens indhold og for at bestemme selv er begrænsede. Der er ikke tale om en ligestillet relation.

Nogen vil hævde, at der først er tale om tvang, når man trykker folk på pengepungen. Som man helt aktuelt gør det i Ungepakken (læs også artikelserien om Ungepakken: Vurderer kommunen, at den unge og forældrene ikke overholder og samarbejder om uddannelsesplanen, får kommunen mulighed for at stoppe udbetalingen af Ungeydelsen.

Civil ulydighed?
Der skal to til tango. Og der skal to til vejledning. Så en ting er, hvad den unge, borgeren, klienten siger til kravet om vejledning, særlig vejledning, mentoring, screening, you name it. Noget andet er, hvad vejlederen, socialrådgiveren, mentoren siger til de stigende krav, myndighedsopgaver og retten, pligten og kravet om fx at godkende eller afvise et ønske fra den unge om at komme på produktionsskole.

Professor fra Cefu Birgitte Simonsen leverede til allerede omtalte konference en meget stærk udtalelse, nemlig at når vi går ind og siger, at der er nogen, der ikke er på omgangshøjde, at nogen fx er gymnasiefremmede eller har særlige behov og giver dem en mentor, så går vi ind og rører ved noget ekstremt følsomt - og vi åbner også for en ”boks af slanger”. Og selv om vi ønsker at gøre noget godt, kan der derfor opstå modbevægelser. Professoren nævnte her Black Pride som eksempel. Så radikalt behøver det såmænd ikke at være, men ligesom vejlederne er blevet beskyldt for civil ulydighed, da en evaluering viste, at de ikke tog sig nok af unge med særlige behov for vejledning, gør nøjagtig det samme sig gældende for en række socialrådgivere. Og her kunne man måske tale om modbevægelser, og måske endda i langt større omfang end for vejledere.

For det viser sig, at socialrådgiverne af og til bryder de regler, som de anser for meningsløse fx samtale med borgerne hver tredje måned samt, at man skal skære i borgernes kontanthjælp, hvis de ikke overholder deres aftaler. Socialrådgiverne gør modstand og bedriver, hvad man kan kalde civil ulydighed (Information 24. januar 2010). Nye og stramme love på beskæftigelsesområdet er i strid med den måde, de opfatter deres fag, og derfor modarbejder nogle socialrådgivere flere af de regler, de er pålagt af politikere.

Socialrådgiverne føler sig krænket af systemet, men er det til borgerens bedste, at de bryder loven? Risikerer vi, at det samme vil ske indenfor ungdomsvejledningen, hvor vejlederne bestemt ikke er begejstrede for at være med til at tage pengene fra folk?

Socialrådgiverne oplever, at deres vurderinger ikke kommer længere op i systemet. Spørgsmålet er, hvilken oplevelse ungdomsvejlederne har? I virkeligheden gør det samme sig måske gældende for vejlederen og socialrådgiveren, nemlig at de også er en del af en magtrelation, hvor deres mulighed for at definere vejledningens indhold plus at bestemme selv er begrænsede? Til gengæld avler det modbevægelser og modstand.

Indhold

• Birgitte Simonsen, professor, Center for Ungdomsforskning, DPU
  Mentorordningers succes afhænger af, om de er tilbud eller krav. Hvilke muligheder og begrænsninger har kompensatorisk pædagogik, og må vi vide noget, der er til dit eget bedste?
   
• Maya Flensborg og Anna Katinka Hansen, RUC
  Når love er i strid med faglighed og værdier, modarbejder og bryder socialrådgivere flere af de regler, de er pålagt af politikere.
   
• Inger Støjberg, beskæftigelsesminister, Venstre
  VejlederForum har ikke ønsket en politisk brandtale men en reflekteret argumentation for de nye love i beskæftigelsessystemet, fx samtale hver 3. måned og muligheden for at skære i kontanthjælpen.
   
• Anne Froberg, leder af UU Ålborg
  Hvordan er vejledernes mulighed for at medvirke til stop af udbetaling af Ungeydelsen? Skal vejledningstiltag være krav, tilbud eller både og? Hvad stiller vejlederne op med krav, de ikke kan stå inde for, fx målgruppevurderingen til produktionsskolerne? Gør de modstand? Bedrev vejlederne civil ulydighed, når de fx ikke fokuserede nok på unge med særlige behov?
   
• Anne-Mette W. Christiansen, uddannelsespolitisk ordfører, Venstre
  VejlederForum har ikke ønsket en politisk brandtale men en reflekteret argumentation for de to tiltag Ungeydelsen og vurderingen af uddannelsesparathed. 
   
• Christian Lystbæk, ph.d-studerende, Institut for Didaktik, DPU
  En filosofisk/etisk vinkel: Sokrates havde kun frivillige klienter: Hvad ville han egentlig stille op med tvungne klienter i Agoraen? Virker vejledningsmetoder kun, hvis de er baseret på frivillighed? Og findes der ”magt-neutrale” vejledningsformer? 
   
• Roger Kjærgaard, ph.d. studerende ved Høgskolen i Buskerud og Københavns Universitet
  Hvordan kan unges erfaringer og meningsdannelser bidrage til diskussionen om andre former for diskurser og rationaler end den samfundsøkonomiske som nærmest enerådende? Hvilken påvirkning har kravet om at foretage det rigtige valg og gennemføre en uddannelse på unges udvikling og vej til voksenlivet? Skal vejledning være et krav, tilbud eller både og?