Afveje

Jeg arbejder på en højskole, hvor jeg hvert semester møder unge mennesker, der fortæller mig, at dette højskolesemester er en del af deres fjumreår. Jeg bliver både provokeret og ked af deres udtalelser, og jeg har gjort det til en del af mit svar at dele en hemmelighed med dem: At jeg har levet et liv, hvor jeg har haft omkring 18 fjumreår.
 

At fjumre kan betyde at bære sig klodset eller fjollet ad. Tusindvis af unge omtaler altså mere eller mindre bevidst tiden, fra de afsluttede en ungdomsuddannelse, til de befinder sig på en ECTS-pointgivende institution, som en tid, hvor de bærer sig klodset eller fjollet ad. Måske bruger de i stedet ordet sabbatår. Begrebet ’sabbat’ har mange betydninger, men henviser som oftest til en religiøs hviledag. Ved denne subjektivering taler de unge sig selv ind i en forståelse af tiden mellem gymnasiet og en videregående uddannelse som en tid med hvile, klodsethed og fjol.
 

I mit virke som højskolelærer, foredragsholder, coach, mentor og vejleder har jeg mødt et utal af unge, som fortæller mig, at de ikke ved, hvad de vil. Det handler ikke om, at de unge ikke ved, hvad de vil, det handler i højere grad om, at de konstant søger det rigtige svar på, hvad der forventes af dem, altså hvad de skal. Hvad skal der blive af mig?
 

Jeg er bekymret over alle de unge mennesker, der efter fremdriftsreformen blev indført på universiteterne i 2013, føler sig pressede til at skynde sig i gang med en uddannelse uden at have brugt tid på at undersøge, hvad de brænder for. Når noget brænder, har det brug for næring, og den næring er vores vision og vores værdier, som kan guide os, når vi kommer i tvivl.
 

Når vi igen og igen skynder på unge mennesker med fremdriftsreformer, skræmmekampagner og budskabet om at komme ind på universiteterne og ud på arbejdsmarkedet, så fratager vi dem to vigtige dimensioner i at opnå et mål, nemlig tiden til fordybelse og dermed den eksistentielle refleksion, og vi fratager dem tiden til at opdage, hvad det er for værdier, der betyder noget for dem. Mange mennesker har slet ikke fået mulighed for den selverkendelse, der ligger i at være i tvivl. Der er langt fra at være i tvivl og til at være fortvivlet. Tvivlen fordrer et eksistentielt valg, og i det valg bliver vores værdier og visioner realiseret.
 

Knud Romer har udtalt, at vi har taget dannelse ud af ordet uddannelse. Jeg giver ham ret. Jeg mener, at vi med denne fragmentering af begrebet står tilbage med et hidsigt imperativ, der som en anden skolemester råber de unge ind i hovedet: Ud og studér!
 

Jeg blev student i 1990. Siden har jeg uddannet mig. Jeg har uddannet mig som musiker. Jeg har læst på skoler i New York. Jeg har studeret musik i Vestafrika. Jeg har taget på dannelsesrejser til bl.a. Cuba, New Orleans og London. Jeg har taget to selvfinansierede uddannelser i ledelse og coaching på sammenlagt to år. Jeg har altså holdt 18 fjumreår, indtil jeg i en sen alder startede på universitetet. I de 18 år har jeg også fjumret med at starte en musikforening. Jeg har fjumret med at blive professionel musiker. Jeg har holdt sabbat, imens jeg opkøbte den ejendom, jeg boede i, og sammen med 30 familier og en dygtig boligadvokat oprettede en andelsboligforening, hvor jeg fungerede som formand. Jeg fjumrede også med at blive forelsket og med at blive far.
 

Dannelse i form af uddannelse er mulig på universiteterne, men den er i lige så høj grad mulig at opnå liggende på ryggen under et gammelt æbletræ. Det var ikke på universitetet, at Newton ifølge historien fik sin åbenbaring.
 

Jeg husker en inspirerende forelæsning, hvor lektor i filosofi Aksel Haaning på et grundkursus i epistemologi forklarede, hvordan der er forskel på at vide, hvor langt der er fra Roskilde Universitet til Københavns Universitet, og den oplevede erkendelse efter at have gået strækningen – en efter min mening meget enkel og smuk metafor, der belyser forskellen på viden og visdom.
 

At tage på studierejser, at starte foreninger, at dedikere sig til frivilligt arbejde, at prøve sig selv af i forskellige relationer er ikke at fjumre – det er at tage sit liv alvorligt.
 

Min pointe er, at vi fratager unge en vigtig motiverende drivkraft, hvis vi bliver ved med at skynde på dem og forstærke den gældende diskurs om, at tiden mellem gymnasiet og universitetet er lig med fjumreår.
 

Spørgsmålet er også, om vi som forældre, vejledere og undervisere vejleder de unge mennesker ud fra en altruistisk værdi om at støtte vore medmennesker i at træffe værdifulde valg, eller om vi i virkeligheden er i gang med at presse vores egen frygt ned over hovedet på dem. Vi frygter, at det velfærdsystem, som vi har gjort os selv så afhængige af, skal styrte sammen. Vi vil også have efterløn og pension, og det kan kun lade sig gøre, hvis der er nogen til at overtage trædemøllen for os, når vi takker af. Vi overfører vores egen frygt til de unge mennesker. ”Hvad skal der blive af dig? Hvad vil du leve af?,” spørger vi de unge mennesker. Og hvis de svarer oprigtigt ud fra en drøm, er vi hurtige til at komme med vores misforståede rationelle realisme og skyde drømmen ned. Jeg kender mange voksne mennesker, som har oplevet store fiaskoer ved at prøve at blive til noget, som de i bund og grund ikke ønskede, i stedet for at gå efter det, de i virkeligheden drømte om. Hvorfor ikke lytte til de unge og opfordre dem til at forfølge deres drømme?
 

Vi er nødt til at turde erkende forskellen på at støtte de unge i at få et liv, hvor de træffer egne valg og går efter deres drømme ud fra deres værdier, og vores egen frygt for at blive gamle i et samfund uden arbejdskraft og skattekroner til at finansiere vores fortsatte velfærd. Lad os have modet til at erkende vores egen frygt og vores egen sorg over ikke-udlevede drømme, og lad os give de unge mennesker lov til at tage sig tid til at mærke, hvad de vil - tid til at danne sig. Ingen kan vide, om de får succes, men så kan de i det mindste sige, at de gik efter det, de ville, frem for det, de oplevede, at de skulle.


Af Rasmus Grosell, viceforstander på Den Rytmiske Højskole