Den 10. maj 2017 offentliggjorde regeringen sit udspil til reform af de forberedende uddannelser: Tro på dig selv – det gør vi.
Regeringens udspil handler om nye uddannelsestilbud til unge på kanten af uddannelse og job. Det har der allerede været en del rabalder om: Mere af det samme? Mere skole til de unge, som helt tydeligt har valgt skole fra? Mere centralisering? Argumentet er, at uddannelsestilbud til unge er for 'komplicerede'.... derfor skal de forenkles; læs centraliseres. Måske er problemet ikke, at uddannelsessystemet er kompliceret, men at uddannelserne ikke er de rigtige? Nå, det lader vi ligge her.
Men udspillet indeholder også en mere upåagtet ændring af 'rådgivningen på ungdomsuddannelsesområdet': Det betyder slut med Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, hvor tyndt det end har været med rådgivningen herfra til regeringen. Rådet for Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser udvides nemlig til også at omfatte det forberedende område samt vejledningsområdet. Vi ved godt, hvad der sker, når noget (vejledning) lægges ind under noget andet (erhvervsuddannelser): Det bliver glemt. Vi havde Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning frem til 2004. Så fik vi Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning. Og nu er det også slut.
Nedlæggelsen af Dialogforum er et symptom – og det tyder ikke godt for vejledningsfeltet, som vil blive klemt og glemt. Det er sket gradvist siden 2003, hvor vejledning blev 'målrettet'. Siden er vejledning blevet yderligere indskrænket til at rettes mod de skæve, de ikke-uddannelsesparate. Hvor vejledning før var en ret for alle, er det nu blevet en pligt for de marginaliserede.
For ups, hvad var det lige der blev glemt her? Livslang vejledning, såmænd:
Danske regeringer har tiltrådt EU’s resolutioner om livslang vejledning (2004; 2008). Her står det ganske tydeligt, at vejledning er for alle hele livet igennem. Ikke kun for særlige/udpegede/marginaliserede målgrupper. Og slet ikke kun for de unge. Det har vi skrevet under på. "Alle europæiske borgere bør have adgang til vejledning på alle stadier af livet.” Sådan lyder EU's resolution om livslang vejledning. Klar tale. Og den har Danmark skrevet under på. Det smuttede lige hér.
Med udspillet, der fokuserer på unge på kanten af uddannelse og job, står voksenvejledning igen uden koordination og samlet inspiration. Det er sket før. Men vi havde dog Voksenvejledningsrådet (2009-2010), men det led en hurtig og brat død. Det smuttede lige dér.
Andre lande tager faktisk det samlede vejledningsområde alvorligt, både hvad angår koordination og et vejledningsfagligt løft, forskning, udvikling etc. Se fx Norge, betænkningen Norge i omstilling - karriereveiledning for individ og samfunn (NOU 7:2016), som stiller krav til kompetencer hos vejlederne og til samarbejde/samordning mellem myndigheder/styrelser/ministerier. Her er vejledning en ret for alle. Gennem hele livet. I alle dele af landet. Lett som en plett, som vi siger på norsk. Eller oversat: Hvor svært kan det være?
/Peter Plant, Ph.d. og professor, University of South-East Norway/Lillehammer Høgskole
Er du ikke medlem af Vejlederforum? Du kan prøve Vejlederforum gratis i en måned. Se, hvad du får - og tilmeld dig. |