Da min mor for nogle år siden stod uden arbejde, troede hun egentlig, det ville løse sig i en fart. Hun var en erfaren leder med masser af gode referencer og konkrete resultater bag sig. Der var bare et lille problem. Hun havde ingen rigtig uddannelse. Min mor havde en simpel købmandsuddannelse bag sig og en oplæring i en Matas butik. Resten havde hun lært selv. Hun var uden tvivl mere kvalificeret end de fleste andre ansøgere til de job, hun søgte, men de andre stod alligevel foran hende i køen, fordi de havde papir på det.
Ifølge den amerikanske økonom Bryan Caplan [i] skyldes dette, at vi har fået et arbejdsmarked, hvor papir er blevet vigtigere end reel kompetence. At have et bevis på, at man har færdiggjort en uddannelse, er i realiteten vigtigere, end hvad man studerede. Dette skyldes, at bachelor og kandidatgrader er blevet den nye adgangsbillet til jobs, hvor de tidligere ikke var nødvendige, og det skyldes ikke - som nogen naturligvis vil have jer til at tro - at disse jobs er blevet nævneværdigt mere komplicerede eller krævende, end de var før. Ifølge Caplan skyldes det i stedet, at virksomhederne ikke kan vurdere, hvor hårdtarbejdende, selvkontrollerede, intelligente og ambitiøse folk er ud fra en ansøgning eller en jobsamtale. De har brug for noget, der indikerer, at man er hårdtarbejdende, selvkontrollerende, intelligent og ambitiøs. I økonomien kaldes dette for signaling, og at have gennemført en uddannelse er en meget overbevisende indikation. En meget overbevisende form for signaling.
Uddannelse er spild af tid og penge
Det får Caplan til at konkludere, meget bombastisk, at uddannelse, som det er sammensat i dag, stort set er spild af tid og penge. Hvis vi nulstillede det hele, var der ingen, der havde brug for disse lange og dyre uddannelser, men fordi alle andre også har dem, bliver kandidatgraden det nye konkurrenceparameter, hvorefter alle skynder sig ud og bruger fem år på at studere noget, de næppe nogensinde kommer til at bruge i praksis.
Det svarer til det, som sker, hvis du går til koncert, og dem på den forreste række stiller sig på tæer for at se bedre. Det betyder, at dem bagved ikke ser så godt, hvis ikke de også står på tæer, og sådan spreder det sig hele vejen tilbage til den bagerste række. Men ingen ser bedre, end hvis de alle bare lod være med at stå på tæer, i stedet får alle anstrengte lægmuskler og en dårligere koncertoplevelse af at "konkurrere" med alle de andre om et bedre udsyn.
Ifølge Caplan kan man bruge den samme logik på uddannelsessystemet. Hvis vi alle lod være med at stå på tæer, og i stedet for at konkurrere med hinanden om at få eksamensbeviser rent faktisk lærte det, vi havde brug for at lære, så ville vi få et langt klogere uddannelsessystem, klogere medarbejdere og derfor også et klogere arbejdsmarked. Og vi kunne ende med at ansætte dem, der faktisk var kvalificerede ved at opholde sig ude i virkeligheden, fremfor dem som har siddet med næsen i bøgerne i fem år. For som Caplan også viser i sin bog, er det faktisk forbløffende lidt af det, vi lærer igennem uddannelsessystemet, vi overhovedet kan huske, eller som vi nogensinde bruger igen. Det havde været langt bedre med betydeligt kortere uddannelse og så hurtigt ud på jobbet. Så kan man altid vende tilbage til skolebænken i en evig vekselvirkning imellem bøger og praksis.
Set i det lys er hackschooling som fænomen yderst interessant. Disse rebeller i skolens underverden har nemlig for længst regnet ud, at uddannelsessystemet ikke giver dem mange reelle færdigheder, og at en del af dem vil være ubrugelige, når de først kommer ud på den anden side. I stedet for at blive kopier af alle de andre, der også har den samme kandidat- eller bachelorgrad som dem selv, kommer de ud med en unik viden og en ofte bredere praksiserfaring fra frivilligt arbejde eller almindeligt lønarbejde.
Undersøgelser [ii] viser, at det er en meget lille del af det, som eksempelvis universitetsstuderende har lært, som de rent faktisk bringer i anvendelse i deres stilling, så spildet har været kendt i årevis. Argumentet imod dette har altid været, at de nyslåede kandidater har "lært at lære" og har "0tilegnet sig kompetencer" under deres studie. Men det samme har hackschoolerne jo gjort. Og tilmed uden at nogle svingede pisken over dem og testede dem år efter år. De konventionelle kandidater, produceret fra uddannelsernes pølsefabrikker, har derimod lært at gå til eksamen, hvilket de aldrig skal igen, og følge en læseplan, hvilket de heller aldrig får brug for mere. Det er ikke svært at se, hvad der på overfladen giver mest værdi.
Hackschooling er et opgør med systemet
På den måde er hackschooling et opgør med hele det "system", som uddannelsessystemet er. Det system hvor eksamensbeviset reelt er mere meriterende end kvalificerende, og hvor masser af kandidater, der kan meget af det samme, går ud på jobmarkedet med nogenlunde den samme tænkning. På den måde er hackschooling et wake-up call til uddannelserne. Særligt de akademiske, som sprøjter kandidater ud, som vi så efterfølgende er tvunget til at absorbere i samfundet. Derfor får vi bugnende kommunikationsafdelinger og bugnende administrative funktioner i virksomhederne, fordi vi bliver nødt til at finde forskellige former for indholdsløst pseudoarbejde [iii] til alle de mennesker, vi er kommet til at uddanne.
Hvis vi i stedet havde unge mennesker med større grad af praktisk kunnen, en bredere dannelsesbaggrund og en mangfoldighed af sammensætninger, ville vi måske bedre kunne sætte en prop i et mærkeligt udbudsstyret arbejdsmarked, hvor vi overuddanner [iv] folk til såkaldte "vidensjobs", mens de i virkeligheden ender med at sidde og lave banale administrative ting, som tidligere kunne være ordnet af en kontoruddannet.
Vi burde have uddannet kortere og mere konkret, og det er det, som hackshooling i virkeligheden minder os om. At noget er gået galt med den måde, vi indretter vores uddannelsessystem på, og dem, der har fundet ud af det, ender med at tage sagen i egen hånd.
Jeg er med på, at hackschooling har visse uhensigtsmæssigheder. Dels er det naivt at tro, at Google kan fungere som en kurator på alt viden her i verden. Google er ikke demokratisk, og det indhold, der henvises til, er ikke udvalgt af forskere, men betalt af reklamekroner. Det vil også være en katastrofe, hvis nutidens ungdom tror, den kan forstå komplekse sager ved blot at se en 12 minutters TED talk. Den litterære udholdenhed, man lærer på en uddannelse, hvor hele bøger skal læses, kan man sjældent opnå på nettet. Det kræver i hvert fald mindst ét besøg på biblioteket. Men derfor bør hackshooling også kun være et supplement, men et supplement vi byder velkommen, og som det officielle uddannelsessystem tager notits af og samarbejder med. Det bliver de nødt til, for hvis først hackschoolerne får fodfæste på arbejdsmarkedet, vil det gå op for alt for mange, at de fem år de brugte på en uddannelse, blot for at få et stykke papir i hånden, muligvis har været en hel del spild af tid.
/Dennis Nørmark, antropolog, foredragsholder og medforfatter til blandt andet bogen Pseudoarbejde - Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, der udkom tidligere på året.
Noter
[i] Bryan Caplan’s ‘The Case Against Education’ – A Review, Noam Stein, Quillette, 2018
[iv] Vi overuddanner, Jakob Albrecht, Interview med Niels Rosendal Jensen, Asterisk 2012
Vil du vide mere?
|