I perioden, efter Folkeskolereformen var blevet gennemført, skrev en skoleleder en kronik med overskriften: Jeg siger op i konkurrencestaten. Den kom jeg pludselig til at tænke på, da jeg satte mig i toget mod København efter at have holdt oplægget ”Dannelse og ledelse” på UU Danmarks konference. For essensen af mit oplæg var et inderligt ønske om at byde museet til som et fællesskab for unge – et alternativt lærings- eller dannelsesrum, som unddrager sig mange af de agendaer, der dominerer på ungdomsuddannelserne.
For hvad er dannelse for unge i dag, og hvilken rolle kan museet spille i netop deres liv?
I forhold til dannelse er de unge måske mest at sammenligne med Hermes – en transportgud, der rejser ud på videnshavet og lægger til ved forskellige øer på sin færd. Øer, der repræsenterer forskellige vidensfelter og fakulteter. Indimellem går bølgerne meget højt og truer med at kæntre den unge på sin færd eller i hvert fald forsinke og udfordre. Måske ligefrem stoppe helt op og afbryde. Men også stimulere til nysgerrighed, videbegær og længsel efter at gå på opdagelse, lære nyt og ikke mindst erkende. Blive dannet. Fuld af drømme, viden og efterhånden erfaring.
Lær at stå i det usikre
Ifølge den tyske professor i pædagogik Dietrich Benner er dannelse udtryk for menneskets søgen efter mening. Dannelse er en individuel proces, der foregår i et dynamisk fællesskab, hvor man overskrider sig selv og finder sig selv i forhold til hinanden. Kulturen er den underliggende drivkraft for dannelsen: Det hele begynder med kunst og kultur. Med de billeder og fortællinger, vi bruger til at finde mening med de liv, vi lever, og med de fællesskaber, vi indgår i. Kunstens og kulturens åbne rum, hvor vi møder og konfronteres med det, vi ikke har set mange gange før – som udfordrer og inspirerer og unddrager sig hverdagens pragmatik – giver mulighed for at forholde os til vor tid, samfund og historie på nye måder. Og fører til en mulig gentænkning af os selv og vores samfund.
Denne refleksion og gentænkning kan gøres på mange måder: Gennem kunstværker, gennem formidling og ikke mindst gennem de fællesskaber, museerne forhåbentlig er med til at initiere. Fællesskaber, der gør alle i stand til at blive en del af en samtale, som ikke handler om at have ret, men i stedet om at blive klogere på egne og andres tanker. Fordi man bliver i stand til at følge andres tanker. De tilbyder muligheden for at sætte sig ind i andre forestillingsverdener og tankeuniverser end ens egne og tilbyder det unge menneske muligheden for at undre sig på en kvalificeret måde, være videbegærlig, nysgerrig, gå langsomt, måske fare vild, stoppe op og få øvet modstand mod det, de troede var en sandhed. Kort sagt lære at stå i det usikre. Det åbne.
Man lærer ikke at tænke selv, hvis man ikke kan følge andres ræsonnementer
Det, unge kan blive en del af på museerne, er ikke den totale frisættelse, at tænke ud af boksen, men snarere tænke gennem og ud af boksen. For der er nok en vis tendens til at hylde kreativitet som den totale frisættelse, hvor det måske snarere er evnen til at tænke gennem noget og tage det et nyt sted hen, der for mig er det dannende og det kreative. For nok er retten til udtrykke sin egen mening en demokratisk kvalitet, men man lærer ikke at tænke selv, hvis man ikke kan følge andres ræsonnementer eller tænke gennem et materiale.
Så kære unge menneske og jer, der viser vej og guider: Giv tid til at rejse ud i kunstens virtuelle verdener, hensæt dig i undrende og langsomme tilstande, og mærk, hvordan dét at tilegne sig viden ikke alene handler om at spille det spil, der har lært dig at præstere godt, men om at undre dig på en kvalificeret måde. At stimulere undrekraften gennem alle de tankemønstre, drømme og forestillinger, som kunsten giver dig adgang til.
/Af Berit Anne Larsen, formidlingschef, Statens Museum for Kunst
Vil du vide mere? Læs også Vejlederforums reportage fra UU Danmarks årskonference med temaet dannelse, hvor Berit Anne Larsen var en af oplægsholderne. Andre oplægsholdere var fx feministisk aktivist og foredragsholder Emma Holten og rektor på Metropol Stefan Hermann. Har du ikke abonnement på Vejlederforum? Prøv det gratis i en måned. |