Artikel søgning

­­­­­­­­­­­­­­­­­Vejledning i uddannelsessystemet har været i politisk fokus siden 2000. I begyndelsen med et for vejledningen overvejende positivt udgangspunkt over en periode med skepsis til et nu noget mere negativt udgangspunkt.
 

Selve Vejledningsreformen trådte i kraft august 2004 og fastsatte en række nationale mål, bl.a. at vejledningen skal være til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet, den skal målrettes unge med særlige behov for vejledning og være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser. Reformen indebar en række organisatoriske ændringer.[i]
 

De syv ændringer siden reformen i 2003

Hvor den oprindelige vejledningsreform var grundigt forberedt, er de syv ændringer af Vejledningsloven siden 2003 kommet som dele af større politiske aftaler med et andet fokus end vejledning i sig selv. Vejledningen har skullet bidrage til at opnå andre politiske mål som øget velfærd, bedre integration, globalisering, bedre økonomi og ændringer i uddannelsesadfærd.
 

I 2006 blev øget forældreinddragelse indført i vejledningen som led i integrationsplanen ”En ny chance til alle”.
 

I 2007 omfattede Velfærdsaftalen ændringer af Vejledningsloven med det formål at få alle med. Det førte til øget kommunalt ansvar for de unge og indførelse af opsøgende vejledning.
 

I 2008 havde EVA gennemført en evaluering af Vejledningsloven, og som en del af Globaliseringsaftalen blev der indført gennemførelsesvejledning på uddannelsesinstitutionerne, en ungedatabase med information om alle 15-30-åriges uddannelses- og beskæftigelsesstatus blev etableret, der blev sat mere fokus på unge med særligt behov for vejledning, og kravet om vejlederuddannelse blev strammet op.
 

I 2009 skete der som en del af en ændring af Folkeskoleloven en samordning af elevplan, uddannelsesplan og uddannelsesbog.
 

I 2010 blev Vejledningsloven ændret som følge af aftalen om ”Flere unge i uddannelse og job”. I aftalen var vejledning i sig selv i højere grad i fokus end det havde været tilfældet i de andre ændringer siden 2003. Der blev indført pligt for alle under 18 år til at være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, begreberne uddannelsesparathed og uddannelsesparathedsvurdering blev indført, ligesom der igen blev sat øget fokus på restgruppen. Desuden blev eVejledning etableret og integreret med UddannelsesGuiden.
 

Billedet vender

I 2011 blev Studievalg flyttet fra Undervisningsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet i forbindelse med en ressortændring. Selvom der var et udmærket samarbejde mellem de to ministerier, blev Vejledningsreformens princip om et sammenhængende vejledningssystem i hele uddannelsessektoren brudt og mulighederne for koordinering besværliggjort.
 

Hvor der hidtil havde været tale om forbedringer af vejledningsindsatsen – og afsættelse af øgede ressourcer hertil – skete der i 2014 som led i aftalen om ”Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser” en indskrænkning af vejledningen. Det medførte besparelser i sektoren, i den forstand at de kommunale bloktilskud blev beskåret begrundet i ændringerne på vejledningsområdet.
 

Det skete som kulminationen på en stigende skepsis blandt mange politikere om vejledningens betydning og dens muligheder for at fremme et ønsket uddannelsesvalg blandt de unge.
 

En væsentlig ændring i aftalen var, at individuel vejledning blev forbeholdt de ikke-uddannelsesparate, og der blev sat fokus på kollektiv vejledning. Grænsefladerne mellem folkeskolens opgaver og UU’s opgaver blev mere uklare. Flere hidtidige UU-opgaver blev lagt tilbage til folkeskolen. Man kan frygte, at dette var begyndelsen på en øget sektorisering af vejledningsindsatsen, som Vejledningsreformen ellers netop var et opgør med.


 

Indførelse af adgangskrav til erhvervsuddannelserne indebar ændringer i uddannelsesparathedsvurderingerne. Det blev fulgt op af ændringer igen i 2016 som følge af adgangskrav til de gymnasiale uddannelser og indførelse af studievalgportfolio.
 

Ændringer på vej

I efteråret 2017 forventer vi et forslag om udvidelse af uddannelsesparathedsbegrebet til ud over personlige, sociale og (bogligt) faglige forudsætninger også at omfatte praktiske forudsætninger.
 

I regeringens udspil om en ny forberedende grunduddannelse ”Tro på dig selv – det gør vi” indgår også nedlæggelse af UU til fordel for en ny samlet kommunal ungeindsats. Herudover forlyder det, at nedlæggelse af Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning også indgår i planerne. Det bliver interessant at se, hvordan koordineringsopgaven så skal løftes.
 

I Vejledningsloven fra 2003 stod, at UU-centrene skulle etableres på et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag. Det betød, at der – oftest i kommunale samarbejder – blev skabt 45 centre landet over. I forbindelse med Kommunalreformen blev bestemmelsen sløjfet, og antallet af UU-centre er siden vokset til 57. Med forslaget i udspillet om en forberedende grunduddannelse vil antallet formodentligt vokse til 98. Integrationen med andre kommunale opgaver vil forhåbentlig betyde, at vejledningsopgaven stadig kan løftes på et kvalitetsmæssigt bæredygtigt grundlag.
 

Hvad mangler?

OECD’s anbefalinger forud for Vejledningsreformen i 2003 omfattede, at man skulle se på voksenvejledningen, dvs. vejledning for voksne i beskæftigelse, hvor jobcentrene tager sig af vejledning af ledige (se faktaboks ”Vejledning i politisk fokus”). I lovforslaget fra 2003 blev en voksenvejledningsreform da også stillet i udsigt. Men på trods af flere forsøg på at få et forslag til en sådan udarbejdet er det gang på gang strandet.
 

Det gør imidlertid ikke behovet mindre, at der for tiden alene er en organiseret indsats for kortuddannelse i VEU-centrene, som selv giver vejledningen, der således ikke er institutionsuafhængig.
 

Hvad virker?

Med det tempo indholdet af og rammerne for vejledningen er blevet ændret siden Vejledningsreformen i 2003, kan det være vanskeligt at forholde sig til effekterne af de forskellige elementer i vejledningsindsatsen. Nogle af dem har kun fået lov til at virke i kort tid, før de blev ændret.
 

Ét af vejledningens mål er, at den skal være til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet. Dette er – både for den enkelte og for samfundet – et meget langsigtet mål. Politikerne vil gerne – og med god grund – have dokumentation for, at vejledningen virker, men så burde de nok lade den virke i en længere periode, end det har været tilfældet siden reformen i 2003.
 

Undervisningsministeriet bad i 2010 Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning på Aarhus Universitet om at undersøge, hvad international forskning siger om effekten af de vejledningsmetoder, der bliver anvendt i uddannelsessystemerne. Der var tale om et metastudie, hvor man så på forskning fra sammenlignelige lande (Norden, England, Canada, USA, Australien, New Zealand og visse andre vesteuropæiske lande). Af resultaterne kan nævnes:

• Individuel vejledning fremhæves som effektfuld, fordi den er personlig og kan tilpasses den enkelte.
   
• Gruppevejledning har effekt, når den indgår som fællesvejledning (informationer, oplæg m.m.) og vejledning, hvor klassen deles op til gruppediskussioner.
   
• Vejledningsredskaber som fx programmer og hjemmesider er et nyttigt supplement, men skal kombineres med andre tiltag for at have effekt.
   
• Praktik og besøgsdage er væsentlige for beslutningskompetence og følelse af afklaring, men bør planlægges grundigt og følges op.
   
• Det væsentligste synes dog at være, at flere interventionsformer (vejledningstiltag) indgår i vejledningen i en sammenhængende helhed.
   
• Vejledning kan med fordel integreres i curriculum (læseplanen). På den måde kan vejledning indgå i mere helhedsmæssige forløb.

Det er tankevækkende, at netop den vejledningsindsats, der fremhæves som én af de mest virkningsfulde, nemlig individuel vejledning, blev fjernet for de uddannelsesparate med ændringerne i 2014. Det danske vejledningssystem lever stort set op til de øvrige fremhævede områder.
 

De årlige spørgeskemaundersøgelser blandt alle afgangselever i grundskolen, som ministeriet gennemfører, viser, at en vejledningsindsats, der har stor betydning for eleverne, er introduktionskurser, brobygning og tilsvarende forløb, hvor de unge får ”jord under neglene”.
 

På et symposium i Seoul i 2017 (afholdt af International Center for Career Development and Public Policy) kom det frem, at et stigende antal lande i disse år indfører virksomhedspraktik i forskellige former som led i deres vejledningsindsatser. Flere og flere lande indfører sektoruafhængig og tværgående vejledning og forskellige samarbejds- og koordineringsfora mellem de involverede parter, herunder ikke mindst erhvervslivet.
 

På den hjemlige scene har mange vejledere peget på, at uddannelsesparathedsvurderingerne – rigtigt anvendt – er et vigtigt og motiverende redskab i vejledningen.
 

Behov for viden og data

Hvis vi for alvor skal kunne pege på, hvilke vejledningsindsatser der virker, og hvis vi skal kunne overbevise politikerne – og ikke mindst økonomerne - om, at vejledning har en betydning, har vi behov for mere præcise data om indsatserne og deres effekter.
 

Det er ikke nogen enkel opgave at måle vejledningens effekt – og vi skal bestemt ikke have et registreringshelvede. Men nogle enkle data om, hvad der kommer ud af vejledningsindsatserne, og hvordan vejledningen gavner både den enkelte og samfundet, kan have afgørende betydning for, hvordan vejledningen bliver udviklet i fremtiden.
 

I det kvalitetssystem, der er indeholdt i vejledningsloven, er der godt nok indbygget nogle indikatorer i form af overgangs- og frafaldsfrekvenser, men der er jo mange andre faktorer end vejledning, der har betydning for disse.
 

I European Lifelong Guidance Policy Network har vi arbejdet med dette spørgsmål i hele netværkets levetid og udarbejdet forslag til indikatorer inden for fem områder:

• Vejledernes kompetencer: uddannelsesniveau, antal uddannede vejledere, vejledernes efteruddannelse
   
• Brugerinvolvering: antal brugere fx fordelt på socioøkonomisk baggrund, bruger/vejleder-kvotient, omkostninger pr. vejledningsindsats, brugerudbytte/-tilfredshed
   
• Indsatser: vejledernes viden om uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, kvalitetssystemer, investering i it og i arbejdsmarkedsinformation
   
• Samfundets udbytte: overgangsfrekvenser, overgangstid, beskæftigelsesfrekvens
   
• Den enkeltes udbytte: indkomst

I hele perioden har det internationale vejledningssamarbejde spillet en central rolle i ministeriets arbejde. De danske bidrag til arbejdet har præget dette ganske meget, især fordi vi i årene efter reformen i 2003 blev berømmet for at have ét af verdens bedste vejledningssystemer, bl.a. fordi vi havde indført sektoruafhængig vejledning og organiseret brobygning.
 

Et fortsat omfattende internationalt samarbejde vil være et godt afsæt for udviklingen af vejledningen i fremtiden.

Hvis vi vil bevare en sektoruafhængig og professionel vejledning – og det håber jeg, vi kan – må vejledningens kvalitet og effekter dokumenteres, og indsatserne justeres efter, hvad der virker. Kun på den måde kan vi sikre den nødvendige politiske opbakning.
 

Noter

[i] Øget brug af it – ”fra papir til net”, ny vejlederuddannelse, Nationalt Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning og uafhængig vejledning på tre niveauer:

• Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) med 45 kommunalt forankrede centre
• Studievalg med 7 regionale centre
•  Web-portalen UddannelsesGuiden med information om uddannelse og beskæftigelse, vejledningsværktøjer og videnscenter

[ii] Om karrierekompetencer (career management skills), om brug af it i vejledningen, om kvalitetssikring og indikatorer og om vejledningsfora