Vi rider på digitaliseringsbølge 3, og alle sejl er sat. Kun de analoge, de ikke-parate eller måske aktivitetsparate kan få rigtig menneskekontakt og individuel vejledning. Men det er ikke de agterudsejlede, dette tema skal handle om, men derimod de ca. 80 % (i hvert fald for de unges vedkommende), der nu forventes at tage roret og betjene sig selv.

I Vejlederforum vil vi undersøge de – ofte modstridende – tendenser, der gør sig gældende for den store majoritet, der nu skal selv. Og måske gerne vil selv. Og forhåbentlig også kan selv? Indfaldsvinklen er den digitale selvbetjening, det nye offentlige sort, men vi vil også undersøge selvbetjening i mere overført betydning, som når man tager magten over eget liv, sætter sejl og navigerer mod det mål, man selv har valgt.

Digital effektivitet
I Digitaliseringsstyrelsens digitaliseringsstrategi på beskæftigelsesområdet hedder det bl.a.:

”Mere udbyggede selvbetjeningsløsninger for de ledige, der er tilknyttet jobcentret, vil give den enkelte borger større indsigt i egen sag og dermed et bedre grundlag for dialogen med jobcentret om at komme i job. Øget brug af digitale løsninger skal også effektivisere og lette sagsgange, så medarbejderne i jobcentret skal bruge mindre tid på at udfylde papirblanketter og taste oplysninger ind og mere tid på at hjælpe folk i job.” (1)

Større indsigt og dialog, ja. Men det er næppe de bløde resultater, der tæller mest. Det handler først og fremmest om effektivitet – og økonomi. Når borgerne møder op, er prisen for kommunen tre gange så høj, som når borgerens tastetryk hjemmefra ryger direkte ind i kommunens fagsystem (2). KL skriver, at

”samfundet samlet set kan spare op imod 900 mio. kr. om året, når borgerne betjener sig selv digitalt på de 63 kortlagte opgaveområder. Pengene spares ved, at borgerne kan gøre det selv digitalt, så myndighederne fx ikke længere manuelt skal indtaste oplysninger og ringe tilbage til borgeren. Derudover bidrager kommunernes arbejde med bedre og mere brugervenlige løsninger også til en mere effektiv betjening af borgeren.” (3)



Så hvad er der at betænke sig på?

Styring og ansvar
Ja, for de unges vedkommende er der jo lige det, at staten også gerne vil styre, fx hvilken uddannelse de vælger. Og at de vælger. Og at de vælger i tide. Så hvordan fjernstyrer man så at sige borgerne, her: de unge, til at selvbetjene sig, men alligevel gøre, hvad man gerne vil have dem til? Hvordan giver man borgerne et lille blidt skub, der virker, lidt nudging og nursing, så man får den adfærd, man gerne vil have?

Her kommer forældrene ind i billedet! Nu får de ansvaret for, at de unge (uddannelsesparate) kommer ud af hullerne, og får søgt i tide. Staten støtter så op med lokkemad og snublesten, reformer for eud, fremdrift og meget mere, så de vælger den rigtige uddannelse, ikke skifter, holder næsen i sporet og ser at blive færdige til tiden. De hjælpende hænder er mere eller mindre digitale: ug.dk og eVejledningen, og lægger op til at betjene sig selv – eller forældrene på de unges vegne, når de ikke kan holde ud at se, at de unge vælger forkert eller ikke tager initiativ.

For det kræver noget at sætte sig mål, beslutte og føre ud i livet. Robusthed. Handlekraft. Stamina. Livskompetencer. Karrierekompetencer.
 

Karrierekompetencer
En nordisk arbejdsgruppe har arbejdet med begrebet karrierekompetencer, har udfoldet det og er kommet med en række anbefalinger. Formår grundskolens timeløse fag, Uddannelse og job, at give de nødvendige kompetencer til den store majoritet, der fremover skal klare sig selv? De mange konferencer om sårbare, skrøbelige, diagnosticerede og på anden måde ramte unge kan godt få en til at tvivle på, om selv fagligt stærke elever, der ikke snubler over de nye karakterkrav, kan leve op til deres egne høje idealer om at vælge rigtigt, helt rigtigt, første gang.

Men på den anden side: Er forældrene altid de bedste vejledere? Åbne, uden for store elle små ambitioner på deres børns vegne og med et stort og alsidigt kendskab til uddannelser og arbejdsmarked? Kan de gennemskue, om de unge har brug for hjælp og støtte? Kan de hjælpe, når der er behov, og har de tillid nok til at lade være, når de unge kan selv?

”At lade den man elsker prøve sine vinger” siger et gammelt ord – som samtidig var overskrift på en for længst glemt artikel (4), der handlede om, hvor svært det er lige præcis for forældrene at holde fingrene for sig selv, at lade de unge klare sig selv og selv tage ansvaret for deres eget liv. De forældre hvis rolle igen diskuteres heftigt i medierne. De er for nursende og curlende, deres deltagelse har taget overhånd (5).

Myndiggørelse
På beskæftigelsesområdet har staten i mange år haft bukserne på. Her er de ledige pr. definition inaktive og må derfor aktiveres ved at få et aktiveringstilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. Samtidig har lovgivningen knyttet et uigennemskueligt netværk af bestemmelser, der fanger den ledige og holder fast i, hvad man skal – og hvad man ikke må.

Men måske er rebene ved at blive løsnet lidt? I hvert fald giver en bekendtgørelse (6)  mulighed for forsøg med ’empowerment’ i udvalgte kommuner. Dette gode danske ord (som kunne have heddet myndiggørelse) er ikke nyt, men langt fra gået af mode. Bekendtgørelsen indeholder sjovt nok udelukkende regler om, at jobcentret kan undlade sanktioner, hvis borgeren fx nægter, ikke medvirker, udebliver, afviser osv. Altså selv er så aktiv, at han ikke vil lade sig aktivere.

Men det er altså stadig myndigheden, der bestemmer, om borgeren skal myndiggøres ved at blive tilbudt empowerment...

I følge sociologen Richard Lee Stevens er empowerment ikke en metode, men et menneskesyn, der kan gennemsyre det sociale arbejde og styrke borgerens ressourcer (7). Man skal ikke løse borgerens problemer, men lære borgeren selv at løse sine problemer. Det kræver respekt og empati, men også at sagsbehandleren selv er ’empowered’.

Bettina Post siger til politiko.dk, at

” (...) vi (skal) interessere os for hovedpersonerne, nemlig de arbejdsløse. Mange steder er det i dag en pølsefabrik, hvor man samler og vejleder folk i bundter, folk føler sig overhovedet ikke hjulpet, og vi opdager ikke, hvis en af dem har brug for mere end bundt-vejledning. Det duer ikke. De, der kan selv, synes, at det er intimiderende at komme til sådan noget vejledning, og de, der har problemer, får vi i dag ikke øje på og hjulpet, så de ikke havner i langvarig arbejdsløshed.”(8)

Så hvordan skelner vi mellem dem, der vil og kan betjene sig selv, og dem, der har brug for hjælp og støtte?

Spørgsmålene er utallige. Heldigvis er der mange, der både kan og vil tage ansvar for at nurse os med deres bud på, hvad der er på spil. Betjen dig selv nedenfor:

• Jan Sonnergaard, forfatter
  Tvang og umyndiggørelse finder sted på mange områder. Fx over for de studerende, som med vold og magt skal følge pensum og undervisning og tidsplaner og latterlige pointsystemer – i modsætning til selvstændigt at studere og reflektere som i gamle dage. Det kommer der kun fagidioter og ignoranter ud af, mener Jan Sonnergaard - og i hvert fald ikke ansvar, stamina og selvforvaltning.
   
• Per Schultz Jørgensen, professor i socialpsykologi ved DPU, Aarhus Universitet
  I dag skal unge være sociale og selvstændige og kunne tage et ansvar. Det er helt centrale egenskaber for at klare sig i en individualiseret verden. Alt for mange unge magter det ikke. De giver op og melder sig ud. Spørgsmålet er, hvordan vi - via opdragelsen og i skolen - ruster de unge til at klare sig bedre?
   
  Et svar peger klart i retning af at styrke de unges karakter. Karakterdannelse drejer sig om at give de unge en indre målestok, som omfatter en positiv selvopfattelse, moral og ansvarlighed. Og selvstændighed. Men kan de unge lære ansvar? Kan de lære vedholdenhed? Hvad gør vi som forældre og som professionelle?
   
• Søren Skaarup, PhD, SDU
  Digitaliseringens ulidelige lethed– fra brugervenlighed til borgervenlighed. Hvad er problemet? Borgerne mangler digitale kompetencer! Det er de ældre! Borgerne er dovne! Borgerne er dumme! Borgerne er snusfornuftige! ✓Nogle bliver umyndiggjort i digitaliseringsprocessen, flere bliver frigjort, og hvem skal staten tage mest hensyn til?
   
• Maja Lundemark Andersen, lektor, Aarhus Universitet
  I følge sociologen Richard Lee Stevens er empowerment ikke en metode, men et menneskesyn, der kan gennemsyre det sociale arbejde og styrke borgerens ressourcer. Man skal ikke løse borgerens problemer, men lære borgeren selv at løse sine problemer. Det kræver respekt og empati, men også at sagsbehandleren selv er ’empowered’.
   
• Bo Klindt Poulsen, VIA University College
  En nordisk arbejdsgruppe har arbejdet med begrebet karrierekompetencer, har udfoldet det og er kommet med en række anbefalinger. Formår grundskolens timeløse fag, Uddannelse og job, at give de nødvendige kompetencer til den store majoritet, der fremover skal klare sig selv?
   
• Anna Fjeldsted, psykolog
  En central antagelse i den narrative psykologi er, at vores identitet skabes i de fortællinger, vi – sammen med andre – fortæller om os selv. For unge, der er plaget af forskellige former for vanskeligheder, kan negative identitetsfortællinger blive dominerende for deres tanker om, hvem de er, og hvad de kan.
  
  Narrative samtaler handler om at skabe udsyn til flere fortællinger og dermed flere handlemuligheder og nye perspektiver på livet. Artiklen er et led i at inspirere, videreudvikle og kvalificere indsatsen med at vejlede og fastholde unge i uddannelse og arbejde og herigennem blive væsentlige medfortællere af de unges identitet og liv. 
   

Noter
1) Digitale veje til fremtidens velfærd (pdf)
2) Devoteam Consulting har for KL undersøgt, hvad borgerhenvendelser via forskellige kanaler – internet, telefon og personlig henvendelse – koster
3) kl.dk/Administration-og-digitalisering/Det-offentlige-bliver-endnu-mere-digitalt-id114091
4) Artikel i bladet Studievejlederen af Merete Markvad, tidligere souschef for studievejledningen på Københavns Universitet
5) Artikel i Berlingske Tidende, 20. december 2014, Forældreskabet har sejret ad h…… til.
6) Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 1566 af 23/12-14 om forsøg på beskæftigelsesområdet.
7) Empowerment i socialt arbejde
8) Bettina Post i politiko.dk, 30. januar 2015