Bagtæppet

• Vejlederes kernekompetence er at kunne stimulere, understøtte og kvalificere andres kompetenceudvikling.
• Vejledning, der retter sig imod uddannelsesspørgsmål, jobskifte og andre karrierebevægelser, forudsætter, at den vejledte tilegner sig nye kompetencer.
• Positionsskift ift. arbejde eller uddannelse medfører kompetenceudvikling – jo flere og mere gennemgribende positionsskift, desto større behov er der for kompetenceudvikling.
• Vejlederen er en kompetenceudviklingskonsulent, der også selv må have en høj grad af bevidsthed om egen kompetenceudvikling. Når livslang læring og kontinuerlig kompetenceudvikling er mantraet i vejledningsarbejdets selvforståelse, må det også omfatte professionen selv.

Vejlederes kompetenceudvikling

Hvilke muligheder eksisterer for vejledere, og hvilke strategiske overvejelser må indgå i vurderingen af vejlederes kompetenceudvikling? Det foldes ud i 3 dimensioner: vejlederuddannelse, andre uddannelser og kompetenceudvikling i praksis.

Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen går i luften fra 2004 og udgør i sig selv et stort spring fremad. Her brydes afgørende med fortidens meget sektoropdelte kursuspraksis. Der er således skabt formelle rammer til sikring af alle vejlederes basale kompetenceudvikling. Det bliver spændende at følge den nye uddannelses etablering og evne til at bide sig fast som den uddannelse, der udgør det selvfølgelige fundament for alle vejlederes grundlæggende kvalificering.

Uddannelsen er ikke i sig selv obligatorisk, og det afhænger for mig at se meget af de seks CVU-udbydere, om uddannelsen får den placering i kvalificeringsbilledet , som Undervisningsministeriet har lagt op til, og som gang på gang fremhæves som en krumtap i vejledningsreformen.

Udfordringen er stor og vil kræve, at CVU'erne samarbejder om den nye uddannelse for at sikre den tilstrækkelige kvalitet. Jeg vil her fremhæve nogle af de nøgleudfordringer, den nye uddannelse står over for:

Teoretisk baseret
Uddannelsen er i modsætning til de fleste tidligere vejlederuddannelser et studium, som forudsætter teoribasering og inddragelse af relevant forskning. Uddannelsen markerer altså et spring i fagligt niveau og gennemførelsesformer, som nødvendiggør en reformulering af vejlederkvalificeringens didaktik.

For de undervisere på CVU'erne, som fagligt hovedsagelig trækker på erfaringer fra egen praksis og pædagogisk har forankring i kursusprægede og stærkt anvendelsesorienterede modeller, indebærer dette et markant rolleskift og et krav om betragtelig faglig opgradering, som kun kan løses i et samarbejde mellem udbyderne og relevante forskningsmiljøer.

Der skal arbejdes med indholdsudvælgelse og udvikling af studiebaserede arbejdsformer, som matcher det nye uddannelsesniveau , vejledernes behov og forudsætninger og som samtidig spiller kvalificeret sammen med vejledningsreformens hovedmålsætninger.

Modulopbygget
Den moduliserede form rummer en anden fascinerende udfordring for den nye uddannelse. Underviserne vil konfronteres med deltagere, som flexer ud og ind af moduler og således gennemfører uddannelsen ud fra mange forskellige logikker.

For udbyderne er det vigtigt at udvikle hvert moduls særligt afrundede profil og funktion i forhold til vejledningens praksisformer, samtidig med at de tre moduler udgør et sammenhængende hele. Det er ikke nogen let øvelse, men der er på CVU'erne stor erfaring med håndtering af moduliserede uddannelsesforløb på diplomniveau, så der er noget at bygge på.

Fagligt miljø og videnscenter
Ved udbudsplaceringen af den nye uddannelse er der lagt stor vægt på, at der omkring uddannelsen skabes et bæredygtigt og kvalificeret fagligt miljø. Det vil dels kunne bidrage til at realisere de nationale mål om vejledningens professionalisering, dels vil det kunne spille en rolle i den regionale udvikling af vejledningsarbejdet.

Dette indebærer for det første, at udbyderne skal arbejde sammen og finde fælles tolkninger af uddannelsens profil, bl.a. ved hjælp af initiativer, der kan tilknytte forskning og nyttiggøre relevante resultater i den nye uddannelse.

For det andet må udbyderne udvikle videnscenterfunktioner, som kan understøtte og perspektivere de regionale vejledningsinstitutioners praksis ved hjælp af skræddersyede kvalificeringstilbud, rådgivningsvirksomhed, ledersparring, evalueringsbistand m.v.

For det tredje er det vigtigt, at uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen integreres med andre relevante videreuddannelsesaktiviteter på diplomniveau. Vejlederuddannelser har tidligere eksisteret i en uddannelsesmæssig boble adskilt fra andre beslægtede uddannelsesområder. Det kan der nu afgørende brydes med, og det er en fornem opgave for CVU'erne at placere uddannelsen, hvor den hører hjemme, nemlig i en stærkt professionsorienteret og brugerrettet videreuddannelseskontekst.

Virtuel vejledning og undervisning
Virtuelle vejledningsformer indgår centralt i vejledningsreformens bud på en fremadrettet vejledningspraksis. Det må smitte af på vejlederuddannelsen, der skal kvalificere de fremtidige vejledere til bl.a. at kunne vejlede virtuelt.

Det virtuelle er således et spørgsmål om såvel tematisering i uddannelsen som om distributionsform i selve uddannelsen. E-learning må være et must i den fremtidige tilrettelæggelse af uddannelsen – det er nemt at samle tilslutning til et sådant udsagn. Sværere bliver det, når det nærmere skal fastlægges, hvilke uddannelseselementer der med fordel lader sig formidle i virtuelle former.

Der er heldigvis en del at bygge på i denne udviklingsproces. CVU'erne har inden for andre områder gjort mange erfaringer med virtualiserede uddannelsesforløb, og i udlandet er der gjort gedigne erfaringer med design af vejlederuddannelser i virtuelle former. Disse erfaringer skal samles, bearbejdes og integreres i den nye vejlederuddannelse.

Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen er primært tiltænkt nye generationer af vejledere. Hvor store grupper af nyudpegede vejledere, der vil befolke de nyetablerede vejledningsenheder og -centre, er endnu et åbent spørgsmål.

Vejledningsreformen vil antageligt reducere antallet af praktiserende vejledere, således at færre vejledere skal løse de fremtidige opgaver – til gengæld vil mere af deres arbejdstid være rettet mod vejledningsaktiviteter: fuldtidsvejledere. Men vejledningsarbejdet vil i en rum tid fremover skulle drives af medarbejdere, der har erhvervet sig den basale vejlederkvalificering i de gamle strukturer.

Der er derfor stort behov for at tænke i videreuddannelsesbaner i bredere forstand ved at se på de uddannelsesmuligheder på diplom- og masterniveau, som uddannelsessystemet i øvrigt rummer. Sådanne muligheder er ved blive etableret i form af Master i Vejledning på DPU, hvor man allerede nu kan specialisere sig i Vejledningspædagogik på cand.pæd.-uddannelsen.

Der er imidlertid en række andre muligheder, der fortjener at blive belyst under synsvinklen: Hvor kan vejledere hente relevante kompetencer ud over det, uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen kan bidrage med? Vejledningens faglighed trækker på mange kundskabsområder og discipliner, og det er vigtigt at vurdere relevante uddannelsesmuligheder for vejledning ud fra de kundskabsområder, der tilsammen konstituerer vejledningsprofessionen:

Pædagogik, læringsteori og uddannelsesforskning er centrale elementer i vejledningens faglige profil. En stor del af vejlederne vejleder i og om uddannelsessystemet og håndterer ofte vejledningsfaglige spørgsmål om uddannelsessøgendes bevægelser og erfaringer på vej igennem uddannelsessystemet.

På diplomniveau findes et større antal vejledningsrelevante uddannelser, som med fordel kan kombineres med den nye vejlederuddannelse. Man kan fx bygge moduler fra uddannelsen i voksenpædagogik og uddannelsesplanlægning eller ungdomspædagogik ind i et samlet forløb, der således giver et stærkt fagligt beredskab til vejledningsopgaver i hhv. voksenuddannelsessektoren eller i ungdomsuddannelserne.

På masteruddannelser er der også gode muligheder for dygtiggørelse inden for pædagogik, læringsteori og uddannelsesforskning. Der findes masteruddannelser i læreprocesser og i IKT og læring på Aalborg Universitet. Såvel RUC som DPU udbyder masteruddannelser inden for det voksenpædagogiske område, og på SDU findes masteruddannelsen i gymnasiepædagogik. Som enkeltmoduler eller hele uddannelsesforløb udgør disse tilbud særdeles relevante fordybelsesmuligheder for vejledere, der ønsker at supplere den grundlæggende vejlederuddannelse.

Psykologi, kommunikation, konsultation og supervision indgår generelt i vejlederes virkefelt – dels i forhold til arbejdet med de vejledte direkte, dels i vejlederens arbejde over for egen eller andres organisation. Inden for disse områder findes der også en række relevante diplomuddannelser, som spiller godt sammen med uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen, f.eks. i psykologi, vejledning og supervision samt projektledelse og organisationsudvikling.

På masterniveau er dette fagfelt mere begrænset, men der findes eksempler af særlig relevans for vejledere, bl.a. masteruddannelsen i organisationspsykologi på RUC.

Herudover findes der på markedet et hav af konsulentuddannelser i privatregi: de rækker fra uddannelsesforløb af høj kvalitet til den rene discount. De bedste uddannelser af den kategori giver mange muligheder for relevant kompetenceopbygning, men man må sige, at det er vigtigt at søge professionel vejledning, hvis der skal vælges blandt disse uddannelser.

Arbejdsmarkedsforhold, erhvervsudvikling og personalepolitik udgør også centrale faglige felter i vejledningsarbejdet. Vejledningsreformen lægger meget vægt på, at vejledningen af unge og voksne får et eksplicit erhvervsmæssigt fokus. Det er i forlængelse heraf vigtigt at kunne identificere kvalificeringsveje inden for disse områder. De pædagogiske institutioner, som leverer vejledernes basale kvalificering, har ikke meget at byde på inden for disse områder.

Det har derimod landets handelshøjskoler for så vidt angår erhvervsudvikling, organisationsudvikling, arbejdssociologi og Human Ressource Management. Aalborg Universitet, RUC og Københavns Universitet har stærke forskningsmiljøer, som beskæftiger sig med arbejdsmarkedsorganisationer, arbejdsmarkedspolitik og samspillet mellem offentlig sektor, det politiske system og erhvervslivet. Alt sammen højrelevante områder for vejledere, som ofte agerer i et grænseland imellem arbejdsmarkedspolitik, offentlig forvaltning og virksomhedsinteresser.

Der er således masser af relevante videreuddannelsesmuligheder for vejledere. Det primære formål med denne summariske kortlægning af området er at pege på, at vejlederuddannelse kun er et blandt flere elementer og at fremtidig vejlederkvalificering må trække på mange forskellige muligheder.