”På chatten ønsker de unge hurtige svar og trækker på vejlederens paratviden. Der er ikke noget med, at vi vender tilbage senere. Betyder det, at vejlederen skal være en opslagsbog igen?”, spørger UU-vejleder i UU-Nord, Julie Kragh Christiansen.
Længe før den nye nationale e-vejledning fik sit første klik, høstede 11 UU-centre i Region Hovedstaden spændende erfaringer med chat, email og telefonvejledning for unge under 25 og deres forældre. For i august 2010 åbnede centrene i fællesskab portalen Genvej.nu med en af landets første regionale e-vejledninger. Formålet var at sætte unge bedre i stand til at vælge ungdomsuddannelse og bane vejen for regeringens mål om, at 95 procent af en årgang gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015.
Bløde ord eller hårde facts
”Målet var at motivere de unge til at søge videre i uddannelsessystemet. At give dem valgkompetencer med ’bløde ord og relationer’ og skabe et sted, hvor de følte sig velkomne og taget alvorligt - bare på nettet”, forklarer Julie Kragh Christiansen, som var med i udviklingsgruppen bag portalens e-vejledningsdel og var en af de cirka 46 UU-vejledere, som på skift vejledte på det regionale site. Dialogen på Genvej.nu viste sig at blive anderledes end forventet.
”Det overraskede mig, hvor vigtigt det var for de unge at få svar på deres konkrete bekymring her og nu, og hvordan det påvirkede vejledningen. Chatten, som var det mest populære sted, handlede meget om facts, tal og prognoser. Jeg ser derfor et stort behov for at udvikle metoder til at styrke relationen mellem den unge og vejlederen på nettet. Der bør også tænkes i, hvordan vejlederen henter viden og vender tilbage til den unge, som vi er vant til fra virkelighedens verden”, siger Julie Kragh Christiansen.
Når chatten cuttes
Skal Julie Kragh Christiansen pege på en anden markant e-udfordring, er det, at de unge cutter chatten.
”Midt i en samtale kan de lige pludselig afbryde. Du har ingen mulighed for at vende tilbage. Derfor skal du som vejleder være meget opmærksom på, hvad du skriver først. Du skal tænke over, hvordan du kommunikerer ud og overveje konsekvenserne, hvis den unge ikke får hele vejledningen med”, forklarer Julie Kragh Christiansen.
Genvej.nu-hjemmesiden gav de unge et længe ønsket overblik over mulighederne efter folkeskolen, uanset hvor de var i deres beslutningsproces. Chatten gav dem en mulighed for hurtige svar, når det passede dem.
”Men den vigtigste konklusion er, at det kræver en større refleksionsproces at udvikle grundlæggende metoder til den nye form for vejledning, nu hvor vi har de første erfaringer”, slutter Julie Kragh Christiansen.
10 erfaringer fra Genvej.nu
VejlederForum bad Julie Kragh Christiansen opridse 10 erfaringer fra Genvej.nu:
Om Genvej.nu Projektet er et samarbejde mellem UU-Centrene og forskellige ungdomsuddannelser i Region Hovedstaden. Formålet er at skabe en brugervenlig portal til unge, hvor de får hjælp til at vælge ungdomsuddannelse parallelt med de andre vejledningstilbud i UU. E-vejlednings-delen var et forsøgsprojekt, der som planlagt lukkede den 30. januar 2011. Så e-vejledningen kommer ikke til at konkurrere med den nationale e-vejledning. Sitets udformning og vejledningens form er baseret på konklusionerne i specialet ”Genvej.nu – fra bruger til koncept” af Camille Ingedal Andersen, Jens Aagaard Placing, og Sigurd Trolle Grunnemann, IT-universitet i København, 2009. |