I 1962 udgav den amerikanske psykolog H.B. Gelatt en artikel i det anerkendte Journal of Counseling Psychology. Artiklen var et forslag til en rationel beslutningsmodel med afsæt i følgende 4 punkter:

1. definer dit mål
2. analyser oplysningerne
3. forudsig konsekvenserne
4. udvis vedholdenhed.

En lineær beslutningsmodel så dagens lys. En model meget lignende det, som vi vejledere kender så godt og ofte gør brug af [Egan 2002, Lind 1989]. Sådan kunne historien være endt med endnu en lineær beslutningsmodel til vejlederens værktøjskasse, men sådan skulle det (heldigvis) ikke gå.

Gelatt begyndte at rette sin opmærksomhed på modellens utilstrækkelighed, eller det han mente, at den manglede. Omskiftelighed var ved at blive et grundvilkår, og fremtiden blev sværere og sværere at gennemskue og forudsige. Måske var verden ikke helt så lineær indrettet længere? Måske opstod der begivenheder, der ikke kunne forklares eller forudsiges lineært? For Gelatt blev resultatet af dette tankesæt en artikel i selvsamme tidsskrift 25 år senere, hvor han introducerede verden for sine tanker om Sikker Usikkerhed (Positiv Uncertainty) som rammen for beslutningstagen [Gelatt, 1989].



Forlaget var i første omgang meget tilbageholdende med at godkende artiklen [Gelatt 2010]. Det var (og er) ikke særligt velset ligefrem at erkende, at man havde taget fejl. Gelatt var ihærdig og vedholdende, og til sidst blev artiklen udgivet.

Han vedkendte sig åbenlyst, at den rationelle beslutningstagningsmodel ikke længere var tilstrækkelig. Samfundet var under konstant rekonstruktion, hvilket også burde gælde beslutningsmodeller. Samme erkendelse fik også John D. Krumboltz, der ligefrem betegnede sig selv som ”recovering career counselor” [Krumboltz 2004; 21]. Store ord fra en mand, der har beskæftiget sig med karriereteorier i over 50 år!

At være sikker usikker
Sikker usikkerhed benævner Gelatt sin beslutningsstrategi, hvilket lyder både underligt og paradoksalt. Hvordan er det muligt både at være sikker og usikker på samme tid? Hvordan kan det være en strategi for beslutningstageren? Gelatt beskriver det som et skifte, hvor den lineære beslutningsmodel fordrer reaktive beslutningstagere, og den nye strategi fordrer proaktive/kreative beslutningstagere [Gelatt, 2003].

Den reaktive beslutningstager tror, at fremtiden er forudsigelig, så der kan udarbejdes en plan, som leder direkte til målet. Vejledningens formål bliver derfor i denne sammenhæng at eliminere usikkerhed, så den lige vej kan følges. Risikoen ved denne form for beslutningstagen benævner Krumboltz ”karriere-tunnelsyn” [Krumboltz 2004], hvor andre gode karrieremuligheder overses i iveren på at nå et givet mål.

Den proaktive beslutningstager er naturligvis Gelatts ideal, der i stedet for punkterne i den lineære model (der skal gennemløbes for at opnå det bedste beslutningsresultat) arbejder ud fra 4 paradoksale beslutningsprincipper:

1. Vær fokuseret og fleksibel i forhold til, hvad du ønsker dig.
2. Vær på vagt over for det, du allerede ved.
3. Vær realistisk og optimistisk i forhold til det, du tror på.
4. Vær praktisk og fantasifuld i det, du gør.

Når jeg læser Gelatts artikler, (han skriver stadig, og har i dag en blog på nettet) bliver jeg meget grebet af hans ideer. Hvordan hænger det faktuelt sammen med ”normalbiografien” for det uddannelsesvalg, som de unge står overfor?



Uddannelse – Hvordan?
Der er gennem en årrække gennemført en række tiltag, der skal fremskynde, at alle unge tager en uddannelse. Der er i høj grad blevet konstrueret en normalbiografi for uddannelsesvalget, der fortæller de unge at:

1. Den rigtige uddannelse vælges første gang!
2. Den rigtige uddannelse gennemføres første gang (og på normeret tid..)!
3. Alle skal have en uddannelse!

Det er jf. Ungepakken 2 blevet forbudt at lave ingenting, og det er næsten også blevet forbudt at tage fejl! Hvem kan i virkeligheden leve op til sådan en uddannelsesbiografi? Personligt falder jeg ved siden af normalbiografien. Jeg ynder i mange sammenhænge (både til kolleger, venner, familie og studerende på vejlederuddannelsen) at stille følgende spørgsmål:

”Er din nuværende arbejdssituation resultatet af grundig og struktureret planlægning?”

Til dato har jeg ikke mødt nogen, der kunne svare klart ja. Det har altid været nogle tilfældige begivenheder, der endte med at få stor betydning. Der ligger som regel nogle rigtig gode ”tilfældigheds-historier” og gemmer sig i ethvert karriereforløb.

Det giver stof til eftertanke, specielt når man ser lidt nærmere på, hvordan normalbiografien for uddannelsesvalget reelt set påvirker de unge i beslutningstagningsprocessen. Der er forsket en del på området, [Hutters 2004, Jensen 2005, Katznelson og Pless 2007, Pless 2009] og billedet skræmmer en del. De unge har i udtalt grad taget normalbiografen for uddannelsesvalget til sig. Det ligger dybt internaliseret i dem alle, så dybt at der ikke kan stilles spørgsmål ved det. Samtidigt oplever de uddannelsesvalget som endegyldigt, presfyldt og yderst risikobetonet. Med individualiseringens indtog er der samtidigt kun én til tage ansvaret for valget, nemlig den enkelte unge.

Uddannelsesvalget bliver meget dystert. På den ene side er jeg glad for ikke selv at være ung og stå i dette presfelt, men samtidigt bliver jeg også enormt provokeret. Det her må vi simpelthen kunne gøre bedre, både som mennesker og som vejledere.

Mit eget spæde indspark i denne sammenhæng endte med at blive masterprojektet ved DPU [Aaskov 2010]. Jeg gav mig selv den selvmodsigende opgave at lave en lineær vejledningsmetodik, der tager udgangspunkt i alt det, som mennesket IKKE kan styre og planlægge. Det skal åbenbart være lineært for at være legitimt!
I grundtanken er det lige så paradoksalt sat op som Gelatts Sikker Usikkerhed og Krumboltz´ Planlagt Tilfældighed (Planned Happenstance).

Tilfældighedsmetodikken i korte træk
At turde inddrage et så flydende begreb som tilfældighed i vejledningen kræver nogle grundforudsætninger. Det er nødvendigt at tro på, at interessebegrebet er en dynamisk størrelse, der kan være genstand for forandring. Et interessefelt kan dannes eller forstærkes gennem ydre og indre påvirkning. Grundlæggende en konstruktivistisk antagelse. Derudover kræver det en tro på, at ikke alt kan planlægges. Fokus bliver ud fra denne forudsætning flyttet til, hvordan individet håndterer mødet med det ikke-planlagte, og hvordan dette møde kan implementeres i en karriereforståelse.

Til den praktiske implementering udviklede jeg en todelt definition af tilfældighedsbegrebet. En retrospektiv del og en prospektiv del.

Tilfældighed - den retrospektive del

”En begivenhed, som er resultatet af en sammensmeltning af omstændigheder,
der ikke umiddelbart har - eller havde naturlig sammenhæng.”

Den retrospektive definition giver basis for en narrativ vejledning [White 2006, Morgan 2005] med udgangspunkt i en oplevelse med tilfældighed. Med udgangspunkt i den unges oplevede erfaringer kan både dårlige og gode oplevelser med tilfældighed inddrages og dissekeres. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der i ”jagten” på den gode tilfældighedsoplevelse er en risiko for, at andre alternative historier overses eller negligeres.

Tilfældighed - den prospektive del

”En given hændelse, der ikke vil kunne forudses,
selvom alle grundbetingelserne eller forudsætningerne kendes.”

Denne del af definitionen kræver naturligvis en tro på, at uforudsete begivenheder vil indtræffe. Dette arbejde ligger før selve begivenheden, og den kan derfor beskrives som en pre-betragtning af de tilfældige begivenheder/muligheder, som den unge vil møde fremadrettet.
Vejledningen vil i dette arbejde tage et læringsteoretisk afsæt (Kolb, Krumboltz og Law) og blive praksisorienteret. Fokuspunkterne bliver derfor: Åbenhed, nysgerrighed og risikovillighed.

Den lineære tanke betyder derfor, at man først arbejder med den retrospektive del af definitionen (fortid) og derefter giver sig i kast med den prospektive del (fremtid). Overgangen mellem de to definitioner bliver nutidens repræsentant.

Kompensatorisk vejledning?
Man kunne godt stille dette spørgsmål, for er det reelt ikke det, som jeg opfordrer til? Jeg forsøger grundlæggende ikke at kompensere for den rationelle vejledningsmetodik, som eksempelvis Uddannelsesplanen repræsenterer. Jeg forsøger at supplere den med yderligere en dimension. Der er ikke tale om et opgør mod god planlægning, men et opgør med den deterministiske illusion om, at uddannelsesvalget er definitivt. Som Gelatt meget præcist udtrykker det:

”Be rational, unless there is a good reason not to be” [Gelatt 1989; s 255]

Vi skal ruste de unge til at kunne agere i en globaliseret og omskiftelig verden, hvor begivenheder meget sjældent følger en lige linje. De skal turde tage beslutninger og samtidig have sig selv med. Både Gelatt og Krumboltz holder stædigt fast i deres kovendinger og mener begge, at behovet for dette syn på vejledningen er mere nødvendigt end nogensinde [Gelatt 2010, Krumboltz 2009]

På mit vejlederkontor hænger der et skilt, hvor der står: ”Hvordan spilder man tiden?” Nogle unge ser ikke skiltet, mens andre bliver provokeret af det. De fleste spørger dog undrende ind til, hvad jeg mener med det? Det giver anledning til mange spændende og konstruktive samtaler, som ofte flytter fokus lidt væk fra ”det frygtede uddannelsesvalg”. På den måde bliver der snakket en del om, hvad der er vigtigt, og ikke så meget om, hvad der er rigtigt (det ved de nemlig godt!). Vejledningen bliver på denne måde også et ”åndehul” i valgprocessen, hvor der bliver tid til refleksion og eftertanke.

Vejlederens værktøjskasse SKAL være stor og metodikkerne mangfoldige. Anders Lovén bruger begrebet ”multi-instrumentalist”[Lovén 1995], hvilket i grunden beskriver vejlederens metodebehov. De vejledte har forskellige behov for vejledning, og forskellig vejledning kræver forskellige metoder. Som en forhenværende skoleleder engang sagde til mig:

”For at kunne behandle dem ens, er vi nødt til behandle dem forskelligt”

Kloge ord fra en mand, der i mange år arbejdede for - og med de unge.


Referencer
Egan, G. (2002). Den kompetente vejleder. En model til problemløsning. KBH: RUE

Gelatt, H.B (1962). Decision-making: A Conceptual Frame of Reference of Counselling. Journal of Counseling Psychology, 1962, Vol 9, no. 3, 240-245

Gelatt, H.B. (1989). Positive Uncertainty: A New Decision-Making Framework for Counseling. I: Journal of Counseling Psychology, 1989, Vol 36, no. 2, 252-256

Gelatt, H.B; Gelatt, Carol (2003). Chapter 13: The Power of Positiv Uncertaity: Making Creative Career Decisions. Melno Park: Crisp Learning

Gelatt, H.B. (2010). Coping With the Unknown.

Hutters, Camilla (2004): ”Mellem lyst og nødvendighed”, ph.d.-afhandling, Institut for uddannelsesforskning, RUC.

Illeris, Knud (2006): Læring. Roskilde Universitets Forlag. 2 udgave

Jensen, Ulla Højmark, m.fl.(2005): ”Unge uden uddannelse”, Social Forsknings Instituttet

Krumboltz, J. D. og Levin, A.S. (2004): Luck is no accident: Making the most of Happenstance in your life and Career. Impact Publishers

Krumboltz J.D. (2009):The Happenstance Learning Theory. Journal of Career Assessment, Volume 17, Number (pp.135-154). SAGE Publications.

Lindh, G. (1989). Femmeren. En vejledningsmetodik. Fredensborg: Schultz Information

Lovén, A. (1995). Vejledning i nærbillede. En analyse af den individuelle vejlednings forudsætninger, vilkår og indhold. KBH: RUE

Morgan, Alice(2005): Narrative samtaler. Hans Reitzel Forlag. 1 udgave, 3 oplag. København

Pless, Mette og Katznelson, Neomi (2007): ”Unges vej mod ungdomsuddannelserne” Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, DPU.

Pless, Mette (2009): Udsatte unge på vej i uddannelsessystemet, Ph.d.-afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet

White, Michael (2006): Narrativ teori. Hans Reitzel Forlag. 1 udgave, 1 oplag. København

Aaskov, J. (2010). Tilfældighed – En dynamisk vejledningsmetodik. Masteropgave. KBH: DPU.