Der er brug for alle unge i vores samfund – og særligt vigtige bliver de fremtidige generationer, når behovet for kvalificeret arbejdskraft stiger. Hver enkelt unge individ er derfor en vigtig ressource, når der skal tænkes både vækst- og samfundsøkonomisk. For slet ikke at nævne det enkelte menneskes livskvalitet. Desværre oplever et stigende antal unge i dag psykiske, sociale og/eller personlige problemer – problemer, der mange gange står som en stor forhindring for igangsættelse eller fastholdelse i ungdomsuddannelserne (De Wit et al, 2005).

Behov for nye metoder
Nogle af disse unge har haft rigtig god gavn af de mange nye foranstaltninger, der de seneste år er tilvejebragt i ungdomsuddannelserne. Fx hjælp til overgang på et andet studieforløb, forlængede grundforløb og mentorordninger. Sagt med andre ord: Et venligt og støttende spark kan få en del unge videre (Hold Fast Slutrapport 2011).

Men et stadigt større antal af de unge, der falder fra, hjælpes ikke tilstrækkeligt, for det er ikke altid nok for de sårbare unge at få mere tid (fx udvidede grundforløb eller flere vejledningssamtaler (fx udvidet vejledning)). Eksempler ses rundt omkring i landet, hvor man med forskellige metoder har forsøgt at nå grupper af særligt sårbare unge (fx Socialfondens projekter under Brugforalleunge.dk). Projekternes resultater peger i retning af behovet for udvikling af andre metoder i selve indholdet af vejledningen til denne gruppe unge. Det er ikke længere nok med en god relation og en hyggelig snak. Der skal ske noget. For hvis der ikke sker en ændring i den unges holdninger, følelser og adfærd i forhold til egen uddannelse – så er vejen til eksamen lang, og for nogle unge desværre en umulighed.

De sårbare unge hjælpes altså ikke nødvendigvis af trusler og konsekvenser, mere tid eller forlængede grundforløb. De bliver derimod nærmest bekræftet i deres negative formodninger om, at de ikke kan klare dét, som en uddannelse kræver. Mange afbrud kan være nederlag på nederlag, og vejlederen sættes derved i den særdeles vanskelige situation, at forsøg på tiltag kan aktivere endnu mere modstand og endnu mere opgivelse fra den unges side. Undersøgelser viser, at et afbrudt studieforløb øger risikoen for endnu flere brud – eller resulterer i slet ingen uddannelse overhovedet (Slutrapport, 2011, Jensen et al, 2010).

De sårbare unge har ofte ikke styrken til at påtage sig ansvaret og formår derfor ikke at tage fat på de ændringer, der giver positiv udvikling i retning af den gennemførte uddannelse. Dette er en erkendelse, som mange vejledere ofte sidder tilbage med. Og hvad så? Hvad er egentlig problemet? Og hvilken indsats skal der til? Vejlederen står i et dilemma: For hvordan balancerer man mellem presset fra de konkrete krav, som en gennemført uddannelse stiller – og samtidig at skulle vise omsorg, støtte og forståelse for et sårbart ungt menneskes genvordigheder?

Behovet for effektive vejledningsmetoder nyder særlig stor opmærksomhed i disse år, og mange mulige bud på anvendelse af mere terapeutisk baserede metoder blomstrer op i forskellige faglige fora. Vejledning baseret på den kognitive metode er ét af de nyere bud på en tilgang, hvor vejlederne kan jonglere med begge bolde. Vejledning (kognitiv eller en hvilken som helst anden tilgang) skal ikke forveksles med terapi – men bør betragtes som en metode, der tilvejebringer muligheden for en passende forandring hos den unge. Og dermed bidrager med konkrete muligheder for at tage de første afgørende skridt i retning af en gennemført uddannelse. I det følgende beskrives en tilgang – kognitiv livsvejledning – baseret på klassiske kognitive metoder tilpasset unge og koblet med Vitaliseringsmodellen for Livsbanevejledning udviklet af den ene af denne artikels forfattere (Tønnesvang, 2010).

Vejledning af sårbare unge
Kognitiv livsvejledning er specielt tilrettelagte metoder til vejledning af den sårbare unge og tager udgangspunkt i klassiske kognitive teorier og terapeutiske teknikker. Teorierne blev oprindeligt udviklet af Aron T. Beck og Albert Ellis i tiden efter 2. Verdenskrig, hvor psykoanalysen ellers var den fremherskende tankegang (Beck, 1976; Ellis, 1970).

Mangelfulde resultater med tidligere metoders behandling af fx depressions- og angstlidelser gav anslag til en kraftig udvikling af terapeutiske teknikker, og efterfølgende er den kognitive metode blevet genstand for påviselige gode effekter inden for en lang række lidelser og problemstillinger. Traditionen er positivistisk – dvs. der lægges særlig vægt på målelige og observerbare kendsgerninger, ikke på eksempelvis fortolkninger af tingenes sammenhæng baseret på universelt gældende teorier. (Den kognitive tradition er da også ofte kritiseret for netop gang på gang at kunne påvise gode resultater – netop fordi der ”altid” kan måles et eller andet. Men det er en anden diskussion).

Kognitiv terapi baseres kort fortalt på den antagelse, at hvert enkelt menneske er unikt. Et menneskes følelser og adfærd er i høj grad bestemt af, hvordan vi strukturerer verden ved hjælp af tænkning, antagelser og evalueringer. Hvis man derfor kan identificere destruktive tanke- og handlingsmønstre, kan man ved hjælp af udforskning af fx tankerne erstatte disse med mere realistiske og selvunderstøttende betragtninger (Mørch & Rosenberg, 2005, Tingleff, 2008).

Centrale begreber i den kognitive tradition
Kigger man lidt nærmere på antagelsen om tænkning som centralt begreb i den kognitive tradition beskrives tre niveauer. De dybeste kaldes skemata eller kerneantagelser og kan lettest beskrives som faste overbevisninger (”naturlove”) om, hvordan verden fungerer. Ofte er disse overbevisninger ikke noget, man tænker nærmere over – de er en inkarneret del af vores væren i verden.

Ovenover ligger levereglerne. Dette er et sæt regler, man følger i givne situationer – næsten som en slags indre ordsprog eller holdninger.

Når skemata og leveregler udfordres af konkrete situationer i hverdagen, sættes gang i det øverste lag i tænkningen: Automatiserede tanker. Disse tanker skal ses som vores forsøg på at effektivisere tænkningen. Hvis vi, hver gang vi stod i en konkret situation, skulle bruge kognitiv energi på at vurdere alle aspekter af situationen, ville vi aldrig blive færdige. Så automatiske tanker kan ses som redskabet til effektivt og hurtigt at kunne forholde sig til livets udfordringer. Problemerne opstår, når de automatiske tanker er negative. Grunden til dette er, at tanker ikke står alene. Den kognitive diamant viser, hvordan tanker, følelser, adfærd og kropslige fornemmelser hænger uløseligt sammen.

En udforskning af de automatiske negative tanker er første skridt til en ændring af ødelæggende og demotiverende tanker og adfærdsmønstre hos den unge. Den Kognitive Livsvejledning er struktureret, og der anvendes skriftlige hjælpemidler så som tavle, skemaer eller dagbog. Hver samtale har en fast dagsorden og fokusområderne tydeliggøres fx i form af hjemmearbejde. Centralt i vejledningen er princippet om ”samarbejdende empirisme” – dvs. at vejlederen og den unge sammen udforsker og afprøver den unges tænkning i konkrete situationer. Den unge er ekspert i eget liv – også de sårbare, vanskelige og udsatte unge. Ved hjælp af sokratiske spørgsmål og motiverende samtale kan den unge hjælpes til at bruge denne ekspertviden på bedst mulig vis (Miller & Rollnick, 2002).

Vitaliseringsmodellen for livsbanevejledning
Først udarbejdes en casebeskrivelse: Dvs. en kort oversigt over den unges grundlæggende skemata og leveregler og de adfærdsstrategier, den unge har udviklet. Casebeskrivelsen tager afsæt i de fire motivationsmodaliteter i Vitaliseringsmodellen (Tønnesvang, 2009; 2010) .

De handler om at skabe forståelse for måderne, hvorpå den unge manifesterer sig og bliver mødt på sit motivationelle engagement i sin individualitet, socialitet, meningssøgen og kompetenceudvikling (se figur).

Se figuren Livsbanevejledning i stor udgave.

Vitaliseringsmodellen kan på den måde give et billede af den unges retningsopfattelse, socialitet og selvforståelse i uddannelsesforløbet og dermed de sårbarheder, der skal arbejdes med i vejledningsarbejdet. Principperne om forståelse af leveregler inddrages allerede på et tidligt tidspunkt, så både den unge og vejlederen får indsigt i de belastende tanker og strategier, der ligger til grund for problemerne i den unges liv her og nu. Når casebeskrivelsen er udarbejdet, laves en liste med identificerede problemområder, den unge vil arbejde med, og hele vejen igennem er den unge en aktiv deltager i samarbejdet omkring at få overvundet vanskelighederne.

Kognitiv livsvejledning rummer, som mange andre metoder, hensyntagen til de aktuelle, belastende tanker og uhensigtsmæssige adfærd, den sårbare unge kæmper med. Men har den særlige styrke netop i erkendelsen af: At alle menneskers drivkraft betinges af, hvordan man opfatter sig selv, andre, tidligere oplevelser, trangen til tryghed, passende udfordringer og følelsen af kompetence og samhørighed. At vores frygt for ikke at nå målet kan ”dækkes” af rigtig mange uheldige adfærdsstrategier og rigtig mange selvødelæggende tankemønstre. Det er let nok at identificere de sårbare unges vanskeligheder, altså det, der bremser deres fastholdelse i ungdomsuddannelsen. Men det er straks en noget sværere opgave at vejlede, hvor der både sker den ønskede ændring/udvikling hér og nu,og hvor der samtidig sikres en gennemgribende ændring af den unges tænkning og adfærd på sigt. Og stadig uden det bliver en egentlig terapeutisk indsats, der skal til fra vejlederens side.

Den Kognitive Livsvejledning baseres på dels en undersøgelse af den unges tanker og livsholdninger – men også på en udfordring af disse tanker. Vejlederen sikrer, at det er den unge selv, der udvikler løsningsforslag på egne problemer. At den unge oplever en indsigt og forståelse for de aktuelle sammenhænge, der er, og ikke mindst styrkes i mulighederne for at tage de første afgørende skridt i den rigtige fremtidige retning. (Tønnesvang 2010) Metoden er derfor anvendelig i samspil med rigtig mange andre tilgange til vejledning. Det være sig fx systemiske, narrative eller træk-faktor-modeller. De teknikker, der anvendes i kognitiv livsvejledning, er let tilgængelige på mange niveauer og kan tilpasses de sårbare unges niveauer i både tænkning, følelsesliv og adfærd (Bandura, 1986. Kohlberg, 1976).

Fremtid som livsrum for vækst
Problemet i den klassisk kognitive tilgang er den måde, hvorpå den arbejder med fremtidsaspektet. Typisk gøres dette i form af en funktionel fremtid, dvs. som en måde at finde tankemæssige strategier til at håndtere problemsituationer i fremtiden. Der mangler en mere præcis forståelse af fremtid som et livsrum for vækst og intentionalitet, dvs. som et mulighedsrum for engagement, mening og livsfylde. Dette aspekt er imidlertid lige præcis noget af det, som indfanges med vitaliseringsmodellen, hvorfor de to tilgange kan ses i en meget meningsfuld forbindelse med hinanden i forbindelse med ungevejledning.

Vejlederen skal rustes til fremtidens opgave, både teoretisk, praktisk og menneskeligt. Og tilegne sig både metodisk og teoretisk viden, der også har et øje på netop de særlige vanskeligheder, ungdomslivet anno 2011 byder på. Den Kognitive Livsvejledning er ét bud på nye metoder.

Tiden vil vise, hvordan vejledningen tilrettelægges, så flest muligt unge klædes på til at løfte fremtidens behov for uddannet arbejdskraft. (Der planlægges et pilotprojekt for frafaldstruede unge med anvendelse af den Kognitive Livsvejledning i foråret 2011. Projektet er et samarbejde mellem UngLiv.dk og professor Jan Tønnesvang fra Aarhus Universitet. Læs mere på www.ungliv.dk).

Litteraturliste:

• Alford, Brad A, Aaron T. Beck. (1997) The Integrative power of Cognitive Therapy. The Guilford press.
• Bandura, A. (1986). Social Foundations of Thought and Action. A Social Cognitive Theory. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hal
• Beck, A.T. (1976) Cognitive therapy and the emotional disorders. New York: New American Library
• Beck, A.T., Rush, A.J., Shaw, B.F., & Emery, G. (1979). Cognitive Therapy of Depression. NY: Guilford Press.
• Jensen, K.B., Kolodzieiczyk, C, Pilegaard Jensen, T. Working Paper, Oktober 2010(3), AKF, Kbh.
• Kohlberg, Lawrence; T. Lickona, ed. (1976). "Moral stages and moralization: The cognitive-developmental approach". Moral Development and Behavior: Theory, Research and Social Issues. Holt, NY: Rinehart and Winston.
• Kølsen de Wit, C og Wegener, C (red.). Dokumentation af årsager til unges frafald fra ungdomsuddannelserne. Amtscentret for Undervisning, Metode- og Dokumentationscentret, 2005. - 58 sider. - (MDC udgivelse ; nr. 024).
• Miller, W.R. & Rollnick,S. (2002) Motivational interviewing. Preparing people to change addictive behavior. (2. Udg.) New York. The Guilford Press. Dansk udgave: Motivationssamtalen. Reitzels Forlag, 2004
• Projekt HOLD FAST. Videnscenter om fastholdelse og frafald. Slutrapport over 19 fastholdelsesprojekter på gymnasiale uddannelser. Januar 2011.
• Tingleff, H. Kognitiv Terapi – metoder i hverdagen 1-2 ( 2008) Kognitivt forlag. Kbh.
• Tønnesvang, J, (2009). Skolen som vitaliseringsmiljø. Klim.
• Tønnesvang, J. (under forberedelse). Grundlag for en pædagogisk dannelsestænkning: Kvadrantlogik, vitaliseringsmiljø og kvalificeret selvbestemmelse. I: J. Tønnesvang & M. Ovesen (red). Psykologisk ilt i pædagogisk og organisatorisk arbejde. (Bogprojekt).