– Ved siden af daginstitutioner og skoler fylder vejledningen ikke ret meget i en kommunal administration, så man må hele tiden formulere sig om den, for at den ikke skal forsvinde helt i det store billede, forklarede en UU-medarbejder over frokosten på toppen af DGI-byens konferencecenter. Og levere tal, der viser, at vejledningen virker, supplerede hans kollega. Så, jo, effekt fylder en hel del i vores arbejde, vurderede de samstemmende.

Praksis, forskning og policy making
At skaffe vejledningen plads i den politiske prioritering blev ét af temaerne på Det Nationale Dialogforums konference om effekter af uddannelses- og erhvervsvejledning. Konferencen satte for alvor fokus på, at ved siden af mødet mellem vejleder og vejledt så spiller policy making en stadig mere synlig rolle for vejledningen, enten som en bibeskæftigelse hos den menige vejleder eller som en egentlig funktion i administrationen.

Dialogforummets formand, Annette Ernst Lauridsen, bød konferencens op mod 250 deltagere velkommen med at konstatere, at der vel ikke længere er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved at måle effekt af vejledningen. Vejledningen er tildelt en central rolle for opfyldelse af 95-procent-målsætningen, så vi har brug for at dokumentere, om den gør en forskel.

Det er naturligt, fortsatte hun, at spørge, om vi bruger pengene rigtigt? Om vi mindsker frafald? Om vi får flest i gang? Men så må man også spørge, hvordan man måler, om vi er blevet klogere. Især om de unge er blevet klogere, og om det var den rigtige uddannelse, de fik startet på. Konferencen blev præsenteret som et initiativ til at få sat flere facetter på alle disse spørgsmål – i en dialog mellem parterne i en treenighed af praktikere, forskere og policy makere.

Vejledning virker
Vejledningen har en effekt. Det viser den forskningsrapport, som Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning har udarbejdet for Undervisningsministeriet.

Rapporten Forskning om effekt af uddannelses- og erhvervsvejledning er et såkaldt systematisk review, hvor eksisterende forskning kortlægges og syntetiseres med henblik på at belyse et review-problem, i dette tilfælde effekten af overgangsvejledning.

Det er der megen forskningsmetodik i, og Michael Søgaard Larsen startede dagens første indlæg fra Dansk Clearinghouse med at give forsamlingen et fugleperspektiv på, hvordan sådan en proces køres i mål.

Geografisk er undersøgelsen afgrænset til forskning fra de lande, vi normalt sammenligner os med, når det handler om vejledning, nemlig de nordiske lande, de angelsaksiske lande (England, USA, Canada, Australien og New Zealand) og Vesteuropa (men ikke Sydeuropa). Tidsmæssigt til forskning udgivet fra 2000 og frem.

Michael Søgaard Larsens slides kortlagde klart, hvordan et forskningsreview systematisk indsamler, sorterer, analyserer, vurderer, syntetiserer og distribuerer primærforskning for at belyse et problem.

Kun få studier handler om effekt
Sammenfattende blev der til dette review søgt i 17 internationale og nationale databaser for at finde forskning om vejledning. Dernæst blev de 8.355 referencer screenet for relevans i forhold til effekt. Alene 71 undersøgelser blev fundet relevante til at blive kvalitetsvurderet, hvilket bragte undersøgelsen frem til 39 studier, der på pålidelig vis kunne bidrage til at besvare spørgsmål om effekt af uddannelses- og erhvervsvejledning.

Blandt de 39 studier er ét dansk, men bemærkelsesværdigt fx ingen fra Storbritannien, som vi ellers ofte orienterer os mod, når vi taler vejledning. Der kan man se!

Besætningen på hele denne rumrejse af en nedtælling har – foruden Dansk Clearinghouses forskere – omfattet vejledningseksperter fra Danmark, Norge, Island og Tyskland.

Validitet har været et kriterium, men når så få studier har fået lov at passere nåleøjet, er det ikke mindst, fordi meget lidt forskning faktisk har vist sig at handle om effekt af vejledningen, pointerede Michael Søgaard Larsen.

Kombination har størst effekt
Med begrebet effekt forstås i denne sammenhæng, at den unge 1) føler sig afklaret, 2) har fået handlings- og beslutningskompetence, 3) er kommet godt i gang med en uddannelse eller 4) har gennemført en uddannelse.

Gerd Christensen fortsatte Clearinghouses indlæg med at redegøre for sammenhængen mellem vejledning og effekt.

Mest iøjnefaldende er det, at et miks af vejledningsformer i en sammenhængende helhed har den største effekt. Særlig effektfuld er den individuelle vejledning, der indebærer personlig kontakt mellem vejleder og vejledningssøgende, også fx i form af rollemodeller.

Trykte materialer eller hjemmesider er et nyttigt supplement, men kan ikke stå alene. Desuden peger undersøgelsen på, at praktik og besøgsdage er nyttige aktiviteter for de bogligt svageste elever.

Det giver positivt udslag på effektbarometeret, når vejlederen er velinformeret og uddannet. Det samme gør sig gældende, hvis vejledningen indgår i undervisningen og inddrager et akademisk eller fagligt element.

Sammenhæng er i det hele taget et kodeord. Fx også i form af netværk til praktik- og besøgspladser og samarbejde mellem institutioner. Forældre og kammerater som en del af de unges netværk har også betydning.

Undersøgelsen viser også, at vejledning har størst betydning for elever fra uddannelsesfremmede miljøer, mens etnicitet ikke ser ud til at være en betydningsfuld faktor i sig selv, kun i samspil med fx miljø. Nogle forhold har undersøgelsen ikke fundet materiale nok til at belyse. Fx spørgsmål om, hvornår man skal sætte ind med vejledningen, hvor længe den skal vare, og hvad effekterne er på lang sigt.

Perspektiv
Processen i en forskningssyntese er, at man hele tiden træder et skridt tilbage og vurderer kvaliteten af det arbejde, man udfører, forklarede Gerd Christensen. Og selv om resultaterne her og der blev krydret med konkrete detaljer – som når hun med et smil kunne tilføje, at der er risiko for at opleve den individuelle vejledning som intimiderende, hvis man er en meget ung kvinde, eller irriterende, hvis man er en ung mand, ja så er abstraktionsniveauet for sådan en undersøgelse i sagens natur højt og satte også en høj overligger for, hvor tillidsfuldt konferencens deltagere efterfølgende kastede sig ud i debatten.

Fra salen blev der spurgt ind til, hvad effekt er for en størrelse. Nogle pegede på, at selv om undersøgelsen handler om effekt, konkluderer den ikke på, hvor mange unge der kommer i uddannelse. Og hvordan måler man resultaterne af, at vejledningsreformen har fordelt ressourcerne anderledes? Altså hvad kan og skal sådan en undersøgelse?

Som man spørger, får man svar
Inkluderer man den mere uformelle debat, der fulgte i kaffepauserne og over frokosten, træder flere synspunkter i karakter. Det gode budskab er, at der ér etableret en fælles platform at argumentere fra – så smal, den nu har vist sig at være. Vi kan alle ranke ryggen og hævde, at vejledning virker. Vi kan også med godt belæg hævde, at en mangfoldighed af metoder er en fordel frem for at satse entydigt på ét, måske billigere, kort i bunken.

Bekymringen er vel så, om den varme strøm af opmærksomhed – og midler – alene vil søge derhen, hvor effekten med sikkerhed kan påvises. Dén debat var svær at få på vingerne i DGI-byen.

De garvede praktikeres skepsis lurer fortsat lige under overfladen: Hvordan kan vi med sikkerhed vide, hvor og hvornår i den vejledtes livsforløb kimen bliver lagt til forandring og effekt?

Og de skeptiske forskeres kritik lyder – måske lidt højere, fordi det her jo trods alt er deres slagmark: Effektforskning er i sin natur en bestemt (og hvilken!) form for forskning. Den fokuserer på knapper, der kan skrues på, ikke landskaber, der kan udforskes. Den splitter i atomer frem for at samle i helheder. Og den bringer ikke den innovative udvikling af vejledningen på banen, fordi den problemstilling ikke bliver belyst.

Den indvending vil givetvis være der – og også netop den, at undersøgelsen jo konservativt kaster et blik bagud og siger noget om, hvad der kan dokumenteres at have virket gennem de sidste ti år, men måske ikke så meget om de spørgsmål, der brænder mest lige nu.

Men det var også Michael Søgaard Larsens og Gerd Christensens pointe: At man alene får svar på de spørgsmål, man stiller. Underforstået: Man skal ikke skyde budbringeren. Og man skal ikke holde op med at stille spørgsmål om vejledningen, bare fordi noget viden nu er dokumenteret i en rapport. Det bliver så bare en anden historie.

Se den korte udgave af reviewet fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning: Viden om vejledning.

Se også Michael Søgaard Larsen og Gerd Christensens artikel i VejlederForum: Hvad ved vi om overgangsvejledning? samt debatten om reviewet: Effekt? 

Your work matters! Your voice counts!
Deirdre Hughes, Founding Director of the International Centre for Guidance Studies, overtog podiet som en overbevisende rollemodel for, hvordan tørre forskningsresultater kan formidles til beslutningstagere.

Med varme og entusiasme viste hun forsamlingen, at man kan bruge sit eget engagement til at involvere, inspirere og tænde andre for sin sag.

– Det er et spændende tidspunkt at være i Danmark på, indledte hun. I har en ny regering, som skal fodres med fakta om, hvordan vejledning passer ind i den politiske agenda. Og hun forsikrede salen om, at hun allerede har brugt det danske review til at dokumentere betydningen af den individuelle vejledning over for britiske politikere.

Hughes’ hovedbudskab var, at vejledere ikke skal være bange for at bruge viden om effekt som et argument for deres metier. Dernæst, at den evidens eller viden, forskningen afdækker, skal formidles til beslutningstagere. Den er muligvis – nå ja – evident, men selv det åbenlyse er genstand for fortolkning, fx gennem det sprog, man fra sin egen synsvinkel bruger til at beskrive situationer og sammenhænge.

Et billede af en skovvej blev brugt til at illustrere, hvor meget perceptionen afhænger af iagttagerens mindset. Udsynet kan være begrænset af indgroede forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Eller man kan lade sig besnære af politiske argumenter til at se noget, andre ikke kan få øje på.

– Ser det lidt diset ud dér, hvor vejen drejer? Lysner det alligevel bag tågen i horisonten? Eller ligger der måske farlige uhyrer på lur bag buskene? lød Hughes’ udfordring til, at man gav sit eget mindset og sin sprogbrug et kritisk review.

Hvorfor investere i vejledning?
Bag Deirdre Hughes´ opfordring til at argumentere for vejledningens berettigelse ligger den barske realitet, at arbejdsløsheden blandt unge briter mellem 16 og 24 er den højeste siden 1994. Nok unge til at fylde alle Premier League-stadioner, pointerede hun. Og at det seneste års omlægning af den britiske vejledning angiveligt har medført en reduktion af vejledningsbudgettet fra 230 til 3 mio. pund.

Et af Hughes’ fokuspunkter netop nu er arbejdet med Europa-Kommissionens ”Europe 2020 Post Lisbon Strategy”. Hun henviste bl.a. til, at unge mennesker i dag lever ’ned’, ikke ’op’ til deres forventninger. Dvs. unge nøjes og har ikke store forventninger til job- og fremtidsmuligheder. Et tankevækkende perspektiv for Europas placering i det globale kapløb. – Hvordan kan unge mennesker blive inspireret og motiveret? Og hvad er vores rolle i processen, spurgte Hughes.

I en presset økonomi er der kamp om midlerne. – Hvorfor investere i vejledning, når man kan få den fra familie og venner? citerede Hughes en britisk politiker for at spørge. Hendes kommentar var, at vejlederne skal tage deres profession alvorligt. Be bold! Be confident in using evidence! – lød opfordringen.

Find Deirdre Hughes’ oplæg her.

Selv om Deirdre Hughes omtalte sig selv som ”the new kid on the block” i europæisk vejledningspolitik, er det ikke nyt for hende at beskæftige sig med evidensbaseret vejledning. Hendes artikel Hvorfor evaluere vejledning? blev bragt i Videnscenter for Vejledning i 2006. 

Invitation til dialog
Herefter bød ikke mindre end otte workshopper på mulighed for dialog med medlemmer af Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning:

• Formand Annette Lauridsen stillede skarpt på mulige forklaringer på det ændrede søgemønster til ungdomsuddannelserne.
• Anna Marie Illum fra Horsens Kommune interesserede sig for vejledningen som grundlag for især de udsatte og usikre unges valg.
• Lotte Kraeutler fra Studievalg Sjælland satte fokus på fremtidssikring af vejlederkompetencer.
• Jan Bauditz fra KL beskæftigede sig med sammenhængende overgange for de unge og med samspil mellem alle de mange interessenter, der i større eller mindre omfang er involveret i vejledningen.
• Peter Plant tog afsæt i brugerne som omdrejningspunkt for vejledningsindsatsen.
• Mette With Hagensen fra Forældre & Samfund efterlyste input til, hvordan vejledningen kan klæde forældrene på til at støtte op om elevernes uddannelsesvalg.
• Lars Prestien fra GL ønskede en debat om afskaffelsen af gennemførelsesvejledningen og organiseringen af fastholdelsesvejledningen på skolerne.
• Endelig efterlyste Jesper Juul Sørensen fra Dansk Byggeri input til, hvordan vejlederne kan bidrage til at give den unge et realistisk billede af de daglige arbejdsvilkår i den enkelte branche.

Ja, vi kan hjælpe unge med at vælge
Skal man måle, om noget virker, er det en fordel at kunne sammenligne. Det kan være vanskeligt, når det gælder komplekse processer som vejledning. Vejledning lader sig sjældent sidestille med medicinsk behandling, hvor en kontrolgruppe kan belyse, om en ny kur har den forventede effekt.

Men Dr. Gudbjörg Vilhjálmsdóttir fra Islands Universitet har i sit studie af forskellige vejledningsmetoders effekt netop kunnet sammenligne. I tidsrummet, hvor undersøgelsen stod på, havde nogle islandske grundskoler vejledning på skoleskemaet, andre havde ikke. Skolerne med vejledning på skemaet anvendte også forskellige metoder og undervisningsmaterialer, så Vilhjálmsdóttir kunne undersøge, om vejledning virker, og sammenligne resultater af forskellige metoder.

Det viste sig, at de elever, der havde modtaget vejledning, var dobbelt så sikre på, hvilken uddannelse de ville vælge efter grundskolen. Vejledning gav bl.a. øget beslutningskompetence og bevidsthed om uddannelses- og karrieremuligheder.

Mens undervisning efter kognitive metoder sporede eleverne ind på refleksioner over fremtidig beskæftigelse og gjorde eleverne gode til at søge information om job og uddannelse, gav erfaringsbaserede metoder som besøg på en arbejdsplads eleverne kendskab til arbejdsforhold, og ikke mindst gav virksomhedsbesøg uden for undervisningsmiljøet eleverne større oplevelse af at have fået vejledning end de elever, der alene havde fået vejledning i form af undervisning.

Læs om dette studie og yderligere ét, som Gudbjörg Vilhjálmsdóttir har gennemført om frafald, her. 

Forskning med den vejledte i centrum
Rie Thomsen, DPU, præsenterede sit forskningsprojekt om vejledning i fællesskaber som forskning, der går ud på at udvikle vejledningen, så den rent faktisk bliver mere effektfuld. Det handler altså fortsat om resultater, men ikke om effekt, der ses i bakspejlet.

For Rie Thomsen er forskning især afsæt for udvikling. Metaforskningens kortlægning af eksisterende viden er nødvendig og har sin berettigelse, men giver i sig selv kun begrænset indsigt, ikke nødvendigvis udvikling af nye hypoteser, var hendes vurdering.

I den såkaldt eksplorative forskning er der mere på spil for forskeren og for de vejledere, der medvirker. De må have mod til at afgive kontrol og have tillid til deres faglige gehør, som projektet skrider frem. Til gengæld venter der nye erkendelser for enden af regnbuen. Nye metoder og nye roller for vejledningen og vejlederen.

Selv om den eksplorative forskning ikke har kortlægning af effekt som et mål i sig selv, kan metoderne, som indgår, godt dokumenteres og måles senere. Der kan også sættes mål for den vejledning, der indgår i projekterne. De forskellige typer af forskning kan altså supplere hinanden.

Projektet har undertitlen ”karrierevejledning fra et deltagerperspektiv”, og i Rie Thomsens optik ses effekt netop ud fra en brugersynsvinkel. Vejledningen virker, hvis den har betydning for deltagernes liv.

I det konkrete projekt ændres muligheden for at tage del i vejledningen, efterhånden som vejledningspraksis udvikles i samspil med deltagerne on the fly så at sige. Så selv om det er forskning, er der masser af live action, ikke mindst i Rie Thomsen spændende oplæg til konferencen.

Rie Thomsen rundede dagens sidste indlæg af med at opfordre til et samarbejde mellem vejledere, forskere og politikere og sluttede hermed ringen fra Annette Lauridsens indgangsreplik.

Fra forskning til handling
En af de problemstillinger, konferencens lidt famlende debat tydeliggjorde, var spørgsmålet om, hvordan man klæder de professionelle vejledere på til at anvende evidens hensigtsmæssigt i det daglige arbejde. Der ligger en udfordring i at få forskning – måske især metaforskning – og praksis til at mødes i det samme luftlag med en fælles forståelse og et fælles sprog, som kan tale til politikerne.

Kommentarer fra salen vidnede dog om, at deltagerne tog en hel del med hjem. Ikke mindst havde mange i dagens løb fået øjnene op for den opmærksomhed, som god – og navnlig godt formidlet – forskning kan give vejledningen.

Deirdre Hughes mindede også om, at jagten på ”The Holy Grail”, som evidens og effekt er for en policy maker, ikke må overskygge, at det kun er ”part of the parcel”. Hun understregede også, at andre lande kan lære meget om vejledning af de skandinaviske lande. Lad os håbe, hun fortsat har grund til at mene det næste gang, hun besøger Danmark. 

Af Dorit Priisholm Andersen, redaktør
Foto: Birgit Heie, redaktør