Overskriften var Hope Filled Engagement, der også er titlen på Gray Poehnells og Norman E. Amundsons nyeste bog. Den udkommer på dansk i Schultz’ vejledningsbibliotek med titlen Håb og engagement til foråret 2012.

Missionen for Poehnell er – i kraft af vejledningen – at skabe grobund for håb blandt mennesker, som føler sig dømt til håbløshed. Dét giver han os indblik i denne eftermiddag. Udgangspunktet tager han i sine praksiserfaringer fra vejledning af immigranter og oprindelige folk i Canada, hvis socialt belastede og marginaliserede situation er tynget af håbløshed og af ”tradition” for håbløshed. Det er erfaringer, der er udmundet i udviklingen af en holistisk tilgang til vejledning og i vejledningsværktøjer og -processer. Udgangspunktet er det enkelte menneskes faktiske situation og livsbetingelser, uanset hvor håbløse de måtte føles, og målet er at få håbet til at spire.

Håbet som drivkraft for forandring
For at komme frem må man nogle gange gå et par skridt tilbage, siger Poehnell. Man forstår, hvad han mener, når han taler om en uoverensstemmelse mellem karrierevejledningens metode og den vejledtes faktiske virkelighed: For hvordan får man i et snuptag lavet karriereplaner for mennesker, hvis liv består af dysfunktionelle familierelationer, vold, fattigdom, manglende uddannelse, kronisk arbejdsløshed, alkoholproblemer, narkomani og kriminalitet, med typiske karrierevejledningsspørgsmål som: ”Hvad er din femårsplan? Hvad er din uddannelsesbaggrund? Arbejdserfaring? Hvad er du god til?”

Netop dén type spørgsmål stillet til disse mennesker afføder håbløshed, fortæller Poehnell med både den personlige og den faglige erfarings engagement i stemmen. De giver ikke mening for den vejledte, men cementerer tværtimod følelsen af umuligt at kunne leve op til kravene. Karrierevejledning opleves som noget, der er for andre, ikke for én selv. En vejledning, der uden videre forventer en evne til positiv refleksion over muligheder, planer og fremtid, duer ikke for mennesker, som i forvejen lever på kanten af håbløsheden, men medvirker tværtimod til at øge den.

Vejlederens job, siger Poehnell, må være at bringe håb ind i den situation, som den vejledte faktisk befinder sig i: ”Vi kan ikke vente, til situationen bliver bedre, til at de fx forlader deres miljø, deres familie eller dropper alkoholen.”

Håbet er drivkraften for forandringen, og vejlederen må skabe omgivelser, som håbet kan trives i. Det betyder, at vejlederens spørgsmål må udspringe af den enkeltes liv og samtidig på kreativ måde skabe uventede åbninger og perspektiver. De traditionelle karrierespørgsmål kalder blot på håbløshedens automatsvar: ”Det nytter ikke”, ”det kan jeg ikke”. Måske, siger Poehnell, er det i stedet spørgsmålet, der er problemet.

Analfabeten
Det uventede perspektiv skaber Poehnell selv for tilhørerne med en række sort-hvide familiefotos på lærredet. Billederne viser en del af historien og baggrunden for Poehnells fortælling om sin egen socialt belastede og marginaliserede opvækst og personlige erfaring med håbløsheden. I fjerde klasse kunne Gray Poehnell ikke skrive sit eget navn og levede med skamfuldheden og oplevelsen af sig selv som dum, hæmmet af stærk indadvendthed. Da han mod alle odds alligevel begyndte at læse matematik på University of British Colombia, var han funktionel analfabet. Selvom han på sin vis opfyldte familiedrømmen om uddannelse, hæmmede skamfuldheden og indadvendtheden stadig hans tro på fremtiden:

”Indeni var jeg stadig den lille dreng, som skammede sig. Indeni følte jeg mig stadig håbløs.”

Vendepunktet kom, da han ændrede sit syn på håbet og begyndte at opfatte håb som en måde at tænke på, fremfor som en følelse. Han kunne ikke vente på, at en følelse af håb skulle indfinde sig af sig selv:

”Jeg ønskede ikke at leve på den måde længere. Jeg besluttede at begynde forfra. Jeg besluttede at finde en udvej for at lære engelsk”.

Håbløshedens nulpunkt blev den første byggesten i skabelsen af håb, en erfaring Poehnell siden integrerede i sin vejledningsfilosofi. De personlige erfaringer blev byggesten og redskaber i hans professionelle liv.

Karriere som kunsthåndværk
Men hvilke begreber, redskaber og processer skal vejledningen have fat i for at stille spørgsmål, der vækker håb frem for at cementere håbløsheden?

Poehnell tager en lang sølvkæde frem, lader den løbe mellem fingrene, mens han taler, hvorefter han sender den rundt blandt tilhørerne. Det er et lille stykke sølvsmedearbejde, han selv har fremstillet. Det begreb, han vil introducere, er ”career craft”, en måde at tænke karrierevejledning på, der låner værdier fra arbejdet med kunsthåndværk. At tale om karriere ud fra dette perspektiv – som karierehåndværk snarere end karrierestyring – er for Poehnell en holistisk og personorienteret tilgang til vejledning. Det centrale er at være i en fortsat proces, hvor noget skabes ud fra det, man har, de ressourcer og redskaber, man har til rådighed, og at opdage sig selv og udnytte denne opdagelse til et formål. ”Career craft” udtrykker behovet for kreativitet i arbejdet med karriere, behovet for at kunne se muligheder, få øje på nye perspektiver, føle lidenskab, takle usikkerhed.

For Poehnell er ”career craft” et alternativ til den afgrund af håbløshed, der åbner sig mellem det håbløse menneske og spørgsmålet ”hvad er din femårsplan?”. Håndværket for vejlederen består i at bruge sine værktøjer til at bringe engagement og håb ind i situationen.

Karrierekunsten begynder i de personlige og konkrete handlinger, som er meningsfulde for den enkelte, og folder dem ud til redskaber, ressourcer, færdigheder og evner, der også giver mening og skaber håb i et karriereperspektiv.

Af Vibe Møller-Jensen, Schultz