I de seneste mange år har vejledning været en omsiggribende trend for snart sagt alle områder af vores liv. Som små borgere mødes vi med den første vejledning om vores opvækst, senere vejledes vi om kost og sundhed, om uddannelse, om karriere, og vi får endnu mere vejledning i, hvordan vi kan udvikle vores karriere. Vejledning er blevet en livslang aktivitet, der har forskellige former afhængig af den vejledningssøgendes aktuelle livssituation.

Der er en lang tradition for at vejlede om uddannelse og arbejde, men vejledningen har i de seneste årtier bredt sig til at omhandle alle dele af livet. Den vejledtes personlige forhold er i stigende grad blevet relevant for den praksis, der forstås som vejledning eller lign. Adskillelsen mellem forskellige typer praksis, fx mentoring, coaching, rådgivning, terapi eller vejledning er flydende. Forholdet mellem privat og offentlig, personlig og privat er blevet mere uklar, hvilket har ændret vores syn på, hvad det er, som gør os relevante på det moderne arbejdsmarked.

Fra kvalifikationer til kompetencer
I starten af 1990’erne blev kompetencebegrebet lanceret i eksempelvis uddannelser og arbejdsliv. I virksomheder og i offentlige organisationer begyndte man i stigende grad at interessere sig for faktorer, der skaber innovation, fleksibilitet, ansvarlighed og samarbejdsevne (Hermann 2003). Kompetenceudvikling handler om mobilisering af de menneskelige kvaliteter, som ’det hele menneske’ indeholder, både faglige og personlige.

Denne udvikling gjorde inden for uddannelsessektoren, at forståelsen af kvalifikationer blev ændret i retning af at tænke dem mere bredt og også inddrage andre kvaliteter hos medarbejderen end de strengt faglige som væsentlige for en persons kvalifikationer og præstationer i forhold til arbejdet. På den baggrund har også personligheden fået en central plads i forståelse af en persons kompetencer, hvilket ses i uddannelse, i arbejdet, i aktivering og også i vejledning.

Jeg vil argumentere for kompetencebegrebet som et udtryk for en ny tidsorientering, som er en fremtidsorientering, der kendetegner de moderne samfund. Det har givet nye horisonter for forståelse af vejledning, som bliver en del af det moderne menneskes skabelse af sin karriere. I den nye vejledning ses karriere som bevægelse og udvikling og som en fordring til den enkelte om at være i en vedvarende proces for at være relevant for arbejdspladsen, der skal tilpasse sig ydre forandringer (Bovbjerg og Krause-Jensen, 2011).

Beredt på fremtiden
Fremtidsorienteringen giver det pædagogiske arbejde en særlig form, som kan sættes i kontrast til en orientering mod fortiden og vedligeholdelse af traditionen. I samfund, der er orienteret mod fremtiden, får barnet eller eleven en særlig plads (Gauchet 1997). Barnet bliver objekt for en række investeringer af følelsesmæssig art, som handler om, hvordan man giver den rette omsorg og nærer barnets udvikling. Der udvikles en række videnskaber om barnet, hvilket hele det pædagogiske og udviklingspsykologiske område er et udtryk for.

Læringsbegrebet og tillige vejledning synes at knytte sig til samfund, hvor man har en forventning om, at udviklingen går hurtigere og hurtigere. Argumentet er ofte, at på grund af den konstante udvikling er det ikke nok at berede barnet på forandring, men det er en pædagogisk proces, der må omfatte hele livet. Derfor bliver livslang personlig udvikling, vejledning og læring ikke blot en mulighed, men et ideal, da alle må være i beredskab, når forandringen bliver en aktualitet. Den dominerende politiske og ledelsesmæssige praksis baserer sig på en fremtidsorientering og i et ideal om at være forandringsberedt (Bovbjerg, 2003).

Hvad sker der, når karrierevejledning også blander sig i dit liv?
Netop personlig udvikling har til formål at give en person erkendelse om egne evner og kompetencer – ikke bare de kompetencer, man aktuelt har, men også de kompetencer og eventuelle potentialer, der kan udvikles. Det er en forestilling, som er knyttet til en idé om vækst og er da også kendt som ’personlig vækst-orienteringen’ i arbejdspsykologien (Bovbjerg, 2001).

Med eksempelvis den amerikanske psykolog Abraham Maslows tanker om det selvaktualiserende menneske er arbejdet med personlig vækst af personale blevet set som en vej til ikke bare en mere effektiv virksomhed, men også mere effektive og selvledende ansatte, der havde personlig udvikling som en del af deres arbejdes mål (Bovbjerg, 2001).

Uanset teoretisk udgangspunkt baserer ideer om personlig udvikling, coaching, mentoring og også i en vis udstrækning vejledning på en forestilling om den enkeltes muligheder for at opleve nye og ukendte sider af sig selv, og at de vil åbenbare nye muligheder såvel karrieremæssigt som personligt. Det er i det ubevidste eller ved arbejdet med det ubevidste, at individet selv skal konstruere sin identitet, men også lære sig selv og nye sider af sig selv at kende (Gauchet, 1997). Det indebærer for det moderne menneske, at hun skal afsøge sit indre for at finde sine private og arbejdsmæssige mål i livet og herved sit engagement i arbejdet.

Udvid verdens potentialer
Med fremtidsorienteringen opstår en særlig type af refleksion over, hvordan man tilvejebringer og sikrer udviklingen af barnet/elevens/den studerendes/den voksnes fulde potentiale. ”Maximixing the world’s potential through guidance” er slagordet for Newsletter for den internationale forening for vejleding, IAEVG (The International Association for Educational and Vocational Guidance). Herved indskriver vejledning sig i den samfundsmæssige bestræbelse på vækst og konkurrence, som også bliver italesat på politisk niveau.

Netop udvikling ses som en vej til at ruste os til fremtiden og det betragtes som en god investering både samfundsmæssigt og personligt. Det skal lære hver enkelt af os at handle optimalt, men det er praksis, som indeholder nogle bestemte værdier for, hvordan vi skal forholde os til vores uddannelse og senere vores arbejde. Et følelsesmæssigt engagement er ideelt set uløseligt fra et professionelt engagement.

Den enkeltes udvikling, uanset om det handler om vejledning eller personlig udvikling, præsenteres ofte som en chance og et tilbud, det er meget svært at sige nej til – hvem vil ikke gerne være i forandring, hvem vil ikke gerne bruge flere af sine ressourcer? Det bliver ofte beskrevet som en ”win-win-relation”, som både enkelte og evt. en virksomhed drager fordel af, som det ses af ovenstående citat. Herved bliver det en fordring, som ikke levner meget rum til diskussion af udviklingens grænser eller ønskelige retning.

Denne antagelse om ”win-win” kan man med en vis ret sige bliver udfordret af den tiltagende oplevelse af stress, som bliver beskrevet i relation til en række nye patologier som eksempelvis stress og depression (Ehrenberg, 2010, Bovbjerg, 2011). Det er ikke alle, der oplever en mulighed for udvidelse af potentialer som en vej til at klare hverdagen. Nyere undersøgelser viser, at flere og flere oplever det som et pres.

Uddannelsespolitik og personalepolitik bliver til livspolitik, hvor det private liv, både som socialt liv og indre selvforhold, bliver arbejdspladsrelevant, den enkeltes basale kompetence bliver at forholde sig til sig selv som kompetence og ikke mindst afdække ens inkompetence (Andersen og Born, 2001). Herved skal vi hele tiden have et vågent øje på vores egne potentialer, som ideelt set skal være i vækst til nytte for det samfundsmæssige ideal om vækst.

Ved at betragte vejledning som en proces, der samtidig øger den enkeltes potentialer, bliver vejledning en praksis, der flugter vækstdiskurs, som vi har set inden for den økonomiske tænkning, og som i høj grad er blevet understøttet af store internationale organisationer som EU og Uniesco gennem ideer om livslang læring (Hermann, 2003). Herved understøtter vejledning og tilsvarende praktikker, som baserer sig på forestillinger om uudnyttede potentialer hos mennesker, tanken om, at der ikke er en overligger på den individuelle performance, og herigennem understøtter den moderne vejledning den politiske ambition om uendelig økonomisk vækst.

Referencer

• Andersen, N.Å. og A.W. Born (2001): Kærlighed og omstilling. Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Frederiksberg
• Bovbjerg, K. M. (2001): Følsomhedens etik. Hovedland, Højbjerg
• Bovbjerg, K.M. (2003): Det evigt lærende menneske – et religiøst projekt. I Bryderup, I. (red), 2003: Pædagogisk Sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, s. 395-410
• Bovbjerg, K.M. og J. Krause-Jensen (2011): Manøvrerum i det nye arbejdsliv. I Bovbjerg, K.M. (red.), 2011: Motivation og mismod. Effektivisering og stress på offentlige arbejdspladser. Aarhus Universitetsforlag
• Ehrenberg, A. (2010): Det udmattede selv. Depression og samfund. Informations Forlag
• Gauchet, M. (1997): The Disenchantement of the World. A Political History of Religion. New French Thought, Princeton University Press, Princeton New Jersey
• Hermann, S. 2003: Fra styring til ledelse – om kompetencebegrebets udvikling. I Uddannelse 01/2003, Undervisningsministeriet