Syssers generalieblad er langt som en roman, men det er først omkring de 36 år, at hun rammer muren og kommer ud i en personlig krise. På halvandet år dør både faderen og moderen, ubehagelige minder fra barndommen bryder frem, og hun gennemgår en skilsmisse.

Alligevel kommer krisen som en overraskelse for hende selv. Inden har hun arbejdet 18 år på kontor i Udenrigsministeriet, hvoraf en del af tiden som en stærk tillidsrepræsentant, hvor hun var verbalt stærk og vant til at råbe op. Hun troede faktisk, at hun var hårdere i filten.

Sysser tager orlov, prøver igen kræfter med arbejdsmarkedet, men er uheldig med en psykopatisk chef i det nye job. Herefter følger et forsøg på at udbyde kurser i personlig udvikling, og dernæst er hun først elev og siden hen underviser på højskole i smukke omgivelser på Fyn.

Sysser: ”Jeg har haft min ration af ineffektive sagsbehandlere og er blevet mødt både med mistro og nemme forslag: Hvorfor taber du dig ikke bare? Men jeg har sikkert selv af og til virket rigid - som en reaktion på det."

I dag er hun 48, har tabt 40 kg (har altid kæmpet med vægten), går i et godt fitnesscenter og til psykolog. Selvom begge dele er dyrt, mener hun, at det er nødvendigt, at hun arbejder med sig selv både fysisk og psykisk for at være et helt menneske.

”En ven fra gamle dage har hjulpet mig gennem hele forløbet. Både med gode råd, et sted at bo og ikke mindst et atelier på loftet af det her idylliske hus.”

"Det var hårdt at gå til kommunen og få anvist en lille lejlighed. Jeg har levet på et minimumsbeløb i mange år. Men jeg har indrettet mig til nøjsomhed. Det værste er ikke at have en buffer, hvis der pludselig kommer en stor varmeregning - og tandlægen har der ikke været råd til i mange år.."

”Det er ikke altid, jeg ved, hvad jeg skal male, når jeg giver mig i kast med det kreative. Jeg arbejder altid intuitivt og bliver selv overrasket over resultatet. Jeg skeler ikke til markedets efterspørgsel. Kunsten er et ordløst univers og en form for terapi for mig. Den udtrykker det, der gemmer sig i min underbevidsthed.”

"Jeg arbejder 15 timer i en fritidsordning som pædagogmedhjælper. Fritidshjemmet er blevet stærkt udvidet til 200 børn i alderen 6-10 år, så jeg er nødt til at trække mig tilbage fra støjen efter et stykke tid, da det aktiverer min stress. Og lige nu, hvor der også er håndværkere herhjemme, der larmer tidligt om morgenen, føler jeg mig som jaget vildt."

”Jeg er nødt til at have struktur på jobbet. Børnene trækker selvfølgelig i flere retninger på én gang, men hvis kollegaerne også pludselig har lagt nye planer, kan det godt være hårdt.”

”Jeg har gode kollegaer. Der er omsorg og rummelighed. Og hvis jeg skulle give et godt råd til andre fleksjobbere? Det er nok noget med ærlighed og åbenhed. Fortælle chefer og kollegaerne om sine styrker, men også om svaghederne.”

”Jeg tegner og maler med de kreative unger og laver udstillinger. Det er skønt at mærke deres glæde, når de er kreative. ”

”Seks-ti år er en skøn alder. Børnene er umiddelbare. Der er ingen skjult dagsorden. Jeg er egentlig godt tilfreds: Ud over glæden i mødet med børnene kan jeg udtrykke mig kreativt. Jeg har fået et helt liv. Og jeg ved godt, at 15 timer ikke er meget, men det er meget vigtigt, at jeg kan trække mig, så der er energi til både motion og terapi.”