Hvis den finansielle krise – eller bare talen om den – altså påvirker os. Mange sorgløse danskere ignorerer nemlig krisen og har slet ingen krisebevidsthed, mener nogle (Sorgløse danskere ignorerer krisen). Omvendt hører vi også, at mange unge frygter ledighed på baggrund af krisen (Studerende frygter arbejdsløsheden). Hver femte ung får ikke en ungdomsuddannelse. Krisen har sat sit præg på arbejdsmarkedet, der skrumper ind, og hvor det i sagens natur er blevet sværere for unge at få job. Kan vi risikere at skabe et nyt proletariat af unge, der hverken har uddannelse eller job? I den offentlige debat tales der om "den tabte generation", "ungebomben" og "motivationskrise blandt unge”. Undersøgelser viser, at behovet for psykologhjælp til unge studerende er eksploderet de sidste fem år. (Generation målrettet? VejlederForum, november 2011). Flere og flere unge bliver hjemløse. Stor stigning i unge hjemløse.
Når det er vilkårene for dem, der bliver vejledt, hvordan påvirker krisen så vejlederen, socialrådgiveren eller coachen mentalt? Hvordan påvirker den hans faglighed? Hvordan vejleder man den unge, der vil ind på en uddannelse med udsigt til ledighed, eller borgeren, der allerede er ledig uden udsigt til job? Hvor kommer forandringen til udtryk i vejledningen – i metoden og værktøjerne eller måske i efterspørgslen på en anden slags vejledning? Bliver vejledning som politisk styringsredskab endnu stærkere i en tid, hvor kun de stærkeste (eller mest nytænkende) overlever? Måske vil vejlederne slet ikke lade sig styre af krisen? Måske styrer de bare med den eller uden om …
Og hvad med verden omkring os? Mon ikke vi alle har hørt om undersøgelsen, der viser, at den danske vækst gennem de seneste tre år er den laveste i 200 år, og kun ganske få lande, som fx Zimbabwe, har oplevet et større fald i BNP end Danmark? Debatten om fattigdom raser.
Det er jo ikke bare i Danmark, der er krisetider. Der er gråvejr i Europa med Grækenland og Italien på fallittens rand, 50 procent ledige i Spanien og et USA, der halter agterud, mens Kina og Indien går frem. Vi befinder os i en periode, hvor centrum flytter sig. Hvordan reagerer vi på det?
Nogle siger, at krisen gør os en tjeneste. Et værdiskifte kan finde sted. Vi rykker måske tættere sammen og fokuserer på solidaritet og fællesskab. De nære relationer får stærkere betydning. Vi siger måske farvel til forbrugerræset og grådigheden. Vi bliver måske tvunget til at tænke nyt og innovativt. Krisen kan bidrage til fornyelse og udvikling. Måske…
I dette nummer af VejlederForum kigger vi både på, hvordan krisen påvirker den enkelte – med eller uden uddannelse eller job, hvordan vejlederen i bred forstand tackler krisen i sit virke og i sin faglighed, og hvordan krisen ser ud fra et mere overordnet samfundsmæssigt perspektiv.
Indhold
Hvis den finansielle krise – eller bare talen om den – altså påvirker os. Mange sorgløse danskere ignorerer nemlig krisen og har slet ingen krisebevidsthed, mener nogle (Sorgløse danskere ignorerer krisen). Omvendt hører vi også, at mange unge frygter ledighed på baggrund af krisen (Studerende frygter arbejdsløsheden). Hver femte ung får ikke en ungdomsuddannelse. Krisen har sat sit præg på arbejdsmarkedet, der skrumper ind, og hvor det i sagens natur er blevet sværere for unge at få job. Kan vi risikere at skabe et nyt proletariat af unge, der hverken har uddannelse eller job? I den offentlige debat tales der om "den tabte generation", "ungebomben" og "motivationskrise blandt unge”. Undersøgelser viser, at behovet for psykologhjælp til unge studerende er eksploderet de sidste fem år. (Generation målrettet? VejlederForum, november 2011). Flere og flere unge bliver hjemløse. Stor stigning i unge hjemløse.
Når det er vilkårene for dem, der bliver vejledt, hvordan påvirker krisen så vejlederen, socialrådgiveren eller coachen mentalt? Hvordan påvirker den hans faglighed? Hvordan vejleder man den unge, der vil ind på en uddannelse med udsigt til ledighed, eller borgeren, der allerede er ledig uden udsigt til job? Hvor kommer forandringen til udtryk i vejledningen – i metoden og værktøjerne eller måske i efterspørgslen på en anden slags vejledning? Bliver vejledning som politisk styringsredskab endnu stærkere i en tid, hvor kun de stærkeste (eller mest nytænkende) overlever? Måske vil vejlederne slet ikke lade sig styre af krisen? Måske styrer de bare med den eller uden om …
Og hvad med verden omkring os? Mon ikke vi alle har hørt om undersøgelsen, der viser, at den danske vækst gennem de seneste tre år er den laveste i 200 år, og kun ganske få lande, som fx Zimbabwe, har oplevet et større fald i BNP end Danmark? Debatten om fattigdom raser.
Det er jo ikke bare i Danmark, der er krisetider. Der er gråvejr i Europa med Grækenland og Italien på fallittens rand, 50 procent ledige i Spanien og et USA, der halter agterud, mens Kina og Indien går frem. Vi befinder os i en periode, hvor centrum flytter sig. Hvordan reagerer vi på det?
Nogle siger, at krisen gør os en tjeneste. Et værdiskifte kan finde sted. Vi rykker måske tættere sammen og fokuserer på solidaritet og fællesskab. De nære relationer får stærkere betydning. Vi siger måske farvel til forbrugerræset og grådigheden. Vi bliver måske tvunget til at tænke nyt og innovativt. Krisen kan bidrage til fornyelse og udvikling. Måske…
I dette nummer af VejlederForum kigger vi både på, hvordan krisen påvirker den enkelte – med eller uden uddannelse eller job, hvordan vejlederen i bred forstand tackler krisen i sit virke og i sin faglighed, og hvordan krisen ser ud fra et mere overordnet samfundsmæssigt perspektiv.
Indhold