UCplus hed tidligere HT-skolen og har i dag afdelinger i København, ved Aarhus og i Himmerland. Skolen er bl.a. udsprunget af, at kursisterne ikke altid var gode nok til dansk, når de startede på chaufføruddannelsen.

Dansk- og chaufføruddannelsen blev herefter samlet ét sted, og Marianne Weischer og Lis Dalgaard, der arbejder på danskuddannelsen som hhv. afdelingsleder og uddannelseschef, fortæller, hvordan skolen adskiller sig i forhold til lignende steder.

Marianne: ”Det er rigtig godt, at de to uddannelser arbejder dør om dør. Kursisterne taler sammen, og det, at der hele tiden er chaufførstuderende, der er tæt på et job, er med til at motivere de andre: Hvis de kan, så kan jeg også!”  

”De skal ikke bøje verber i tre år, før de får lov til at røre bussen! De kan sagtens være brandgode til at køre bus, så dér oplever nogle af dem også succeser undervejs. De føler, de er tæt på målet, selv om de har et længere forløb forude,” fortsætter hun.  

Lis: ”Vi møder kursisterne i øjenhøjde, dvs. at vi respekterer dem som voksne. De er jo ikke blevet til børn, bare fordi de er dårlige til dansk. Det handler om at stille krav begge veje, men også bare om enkle ting som tonefald og et solidt håndtryk.” 

”De er vores kunder – ikke vores hjælpeløse klienter. Der er stor forskel! Vi beder dem fx ikke om at slukke mobiltelefonen i timen, og hvis den ringer, går de afsides et øjeblik,” siger hun alvorligt.

Visse hold kan nogle dage være ret små. Det kan hænge sammen med, at nogle kursister er selvforsørgende og fx har nat- eller morgenarbejde. Det vigtigste for dem er at skaffe til huslejen – og mad på bordet.

For ca. fem år siden var efterspørgslen efter buschauffører særlig stor: Her fik kursisterne fuld chaufførløn i to måneder under uddannelsen.

Sproget, sproget, sproget

Marianne: ”Man kan have mange grunde til, at man ikke kan bestride et job, fysiske som psykiske, men vores kursister, deres største – og stort set eneste barriere – er sproget.”

”I de sidste fem år har jeg kun kendt en enkelt, som måtte droppe jobbet igen som buschauffør, og grunden var, at han havde været torturoffer. Når kursisterne så er kommet i job, er der også enkelte, der på et tidspunkt stopper i jobbet igen. Ikke pga. sure kunder og myldretid, men fordi de har undervurderet de skiftende arbejdstider, fx i forhold til et familieliv.”

En hånd på eget rat

Lis: ” Vi tror på, at de motiveres mere, hvis de fra starten har et overblik. Altså over hvornår modulet slutter med en test, eller hvornår vi forventer, at de er klar til chaufføruddannelsen. Det gælder også til daglig: Hvordan skal det laves, og hvornår er det godt nok?”

”Det handler også om, at modulerne er overkommelige. Og at der ikke er huller i forløbet, så man ikke glemmer det, man har lært. Det er rigtigt dårligt at holde pause med sprog,” fortsætter hun. 

”Først og fremmest er det selvfølgelig motiverende, at kursisterne, når de lærer dansk, arbejder med ord, som de ved er relevante i deres kommende job. Og som interesserer dem. Altså at de kender ord som fx bremser, bremselængde og hældning, inden de starter på chaufføruddannelsen.”
 

Marianne: ”Vi har haft meget kvikke studerende, bl.a. fra Polen, som bliver klar til chaufføruddannelsen på kun et år. Typisk vil det tage to år. Næsten alle består sprogdelen, men der kan være private forhold, der gør, at de ændrer planer, fx flytter til et andet land.”

Lis: ”Det allerbedste i det her job er en kursist, der kommer tilbage på efteruddannelse med uniformen på og siger tak. Eller når man møder dem i trafikken. Da jeg var på en sprogskole, så jeg sjældent, hvad det endte med. De fleste hos os har jo en jobgaranti. Det er en stor glæde.”

Marianne: ”Jeg tror ikke, der er mange uddannelser, hvor man får så mange kys og så meget varme som her. Og de fleste er vildt autoritetstro og meget taknemmelige. Selvfølgelig er der nogle, som er klemte, og som man kan have i tankerne, når man ruller hjem, men generelt er det et dejligt område at være i.”

Marianne slutter med et smil: ”Jeg var ude at spise den anden dag, og så siger en af de andre: ´Den bus dér dytter, og jeg tror, det er dig, den dytter af ...´ Og så var det en af vores tidligere kursister – med verdens største smil. Det er det bedste. Altså når den sidste brik er faldet på plads, og man er blevet selvforsørgende og herre i eget hus. Så kører det!”