Først og fremmest en stor tak til VejlederForum for invitationen til at skrive om tabuer i UU-regi! Og tak for det svære spørgsmål – selvkritik er jo aldrig nemt, og spørgsmålet har afledt en gunstig tankeproces. Det er et interessant spørgsmål: om det værdigrundlag og de praktiske rammer, vejledningsindsatsen baseres på, kunne trænge til et eftersyn – og om der er problematikker, som er tabu at udfordre.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man i vejledningsregi altid er i stand til at stille sig grundlæggende spørgsmål som: er vejledningen altid til den enkelte unges bedste, eller bliver de unges vejledning påvirket af politiske og økonomiske overvejelser? Er det givet, at de fleste unge nødvendigvis skal vejledes til uddannelse og ikke til arbejde? Er vejlederne præget af egne forståelser og holdninger, og glemmer de måske at vejlede lige til alle uddannelser – og er vejlederne overhovedet enige om, hvordan man vejleder? Jeg skal forsøge at svare på disse spørgsmål.

Vilje til debat
Blandt UU-vejlederne landet over er der stor velvilje til at debattere, videndele og diskutere. Hvis der alligevel af og til er problematikker, der set udefra lader til at kræve mere åbenhed og debat, skyldes det ofte, at den faglige udvikling af vejledningsindsatsen i høj grad foretages løbende inden for egne rækker. Det spiller også ind, at der i vejledernes travle hverdag sjældent er tid og ressourcer afsat til at prioritere kommunikationsarbejdet.



Hertil kommer, at problematikkerne i forbindelse med vejledningsarbejdet er mangeartede og ofte lokalt betingede, hvilket gør, at det sjældent er nemt at komme med simple, sammenfattede løsningsmodeller, der hurtigt lader sig forklare og synliggøre i debatten. Mange løsninger handler netop om at skabe godt lokalt samarbejde og gode tilbud til de unge gennem grundigt fodarbejde over tid, og de mange praktiske tiltag, kreative projekter og den brede faglige udvikling og debat, der foregår løbende i og imellem landets UU-centre, ender derfor ofte med at være meget lidt synlige i pressen. Det betyder desværre, at den faglige udvikling og samarbejdet med de andre aktører på området alt for ofte i den nationale debat forveksles med stilhed og stilstand.

Interesseuafhængig vejledning
I UU-regi har man kun én overodnet målsætning og kravspecifikation, der samler alle UU-vejlederne – nemlig at få så mange unge som muligt godt gennem uddannelsessystemet. Der hersker derfor en interesseuafhængig og fagligt funderet debatkultur i UU-miljøet og derfor også et meget lille behov for at skjule problematikker og dagsordner.

De stærke unge glemt?
I medierne er der ikke desto mindre flere gange blevet peget på problemfelter og tabubelagte områder i vejledningsarbejdet. Det har eksempelvis været nævnt, at UU-vejlederne generelt er for dygtige til at vejlede de svageste unge og ”glemmer” at udfordre og kvalificere de stærkere unge i deres uddannelsesvalg – og at man undlader at forholde sig til problematikken.

Kritikken er et godt eksempel på, hvordan realistisk professionalitet kan forveksles med tabuer. Sandheden er nemlig, at UU-centrene, ligesom alle andre aktører på området, lever i en virkelighed af økonomiske, politiske og praktiske rammer, hvor det ikke er praktisk muligt at levere en lige vejledningsindsats over for alle unge, hvis man samtidig ønsker at opfylde 95-procent-målsætningen. Og UU-centrene har pligt til at yde en differentieret vejledning og prioritere dem, der har sværere ved at se deres vej gennem uddannelsessystemet. I UU anerkender vi selvfølgelig problematikken og forsøger at give god vejledning til alle elever i den grad, det er muligt, og vi ser derfor helst, at der føres en fælles diskussion med alle involverede parter om, hvad der i praksis kan gøres.

Eksempelvis har man fra UUs side argumenteret for, at UEA implementeres mere effektivt og standardiseret, så også de stærkere unge ad den vej kan blive klædt bedre på. UEA-orientering og praktikforløb styrker både viden og interesse hos alle segmenter af unge, specielt hvis det knyttes tættere til den almindelige skoleundervisning. Også E-vejledningen kan måske justeres, da den på mange måder er god i forhold til de stærkere unge, men samtidig ikke i praksis aflaster UU-vejledningen og giver vejlederne bedre tid til at prioritere differentieret. Så problematikken er bestemt ikke tabubelagt snarere tværtimod.

Vejledning altid til den unges bedste
Man kan også spørge, hvorvidt det er en fastgroet forståelse, at langt de fleste unge bør vejledes til uddannelse og ikke direkte i arbejde, hvis det måske oven i købet forekommer den unge selv at være den bedste løsning?

Vejledningsarbejdet er, som tidligere nævnt, neutralt for interesser andre end den at ville den unges bedste, og det er svært at forestille sig, at det generelt ikke er positivt at udfordre, informere og støtte de unge i deres proces fremad. Og uddannelse frem for ungdomsarbejde er den rigtige vej for at sikre så mange som muligt et godt arbejdsliv.

Det er en statistisk kendsgerning, at de unge, der går fra grundskole og direkte i arbejde og sidenhen mister jobbet, har langt sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet – og det medfører ærgerlige menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. På arbejdsmarkedet ses også et stigende behov for uddannelse på alle niveauer i virksomhederne, hvorfor der fremover vil være flere job til uddannede unge, der kan arbejde fleksibelt og er gode til at lære og videregive viden.

Professionelle vejledere
Er vejlederne påvirket af politiske eller praktiske formodninger eller kvalitetsopfattelser af uddannelsesinstitutionerne? Dertil er det væsentligt at påpege, at vejledning ikke handler om at kvalitetsvurdere uddannelsesstederne i sammenligning med hinanden. Vejledning handler om, i samarbejde med den unge, at finde netop den uddannelsesinstitution eller det tilbud, der passer til netop den specifikke unge. Den generelle kvalitetsevaluering og -optimering af uddannelserne må foretages fra politisk side – og her stiller UU sig til rådighed med al den praktiske erfaring og viden, vi besidder.

Om vejlederne så er fordomsfri mennesker og fagligt enige om, hvordan man vejleder, er selvfølgelig et relevant spørgsmål. Alle UU-vejledere er mennesker og har selvfølgelig egne erfaringer, synspunkter og tilgange til vejledningsprocessen, ikke mindst fordi de skal tilpasse sig de lokale forhold. Men vejlederne er også uddannede, professionelle aktører, der til stadighed udveksler erfaringer, deltager i konferencer, udvikler sig og gør en aktiv indsats for at lære at håndtere nye værktøjer, der lanceres fra politisk hånd. Og vejledernes unikke neutrale rolle sikrer en gennemgående faglig interesseuafhængighed. Samtidig sikrer den også de langsigtede, interessefri og tillidsfulde vejledningsprocesser med de unge, som fint suppleres af jobcentrenes mere kontante krav til de unge. Disse roller supplerer hinanden godt og er væsentlige at holde fast i og tydeliggøre over for de unge.

Faglig synlighed og udvikling
Det er dog klart, at de specifikke sager i vejledningsarbejdet er mangeartede og ofte involverer flere forskellige parter og forhold. Vejlederne har altid pligt til at yde de unge den gode service, de som borgere har krav på, og det er ikke altid et nemt arbejde. Vejledning af mennesker lader sig som fag ikke enkelt samle i et simpelt opslagsværk, og der hviler derfor et stort ansvar på vejlederens faglige professionalitet og vurderingsevne.

Men det forhold skal heller ikke gemmes bort – tvært om. Det er centralt for alle UU-vejledere, at den løbende debat og udvikling af professionaliteten og fagligheden er det stærkeste redskab mod individuelle fordomme og forforståelser. Forudsætningen for at kvalificere og øge fagligheden på vejledningsområdet er, at der til stadighed udvikles og afprøves nye tiltag og metoder i vejledningsarbejdet. Det er afgørende, at alle erfaringer løbende diskuteres og udveksles mellem UU-centrene og synliggøres i den offentlige debat. Det er ud fra en sådan solid faglig baggrund, at en professionel indsats over for de unges uddannelsesforløb skal skabes.

Et godt eksempel på den løbende faglige udvikling ses i implementeringen af Ungepakkerne gennem de seneste år, hvor en række nye redskaber er tilgået vejledningsarbejdet. Disse nye redskaber har skullet finde deres leje og praktiske anvendelse, og det har krævet en løbende faglig udveksling mellem vejledere landet over. Eksempelvis i forhold til uddannelsesparathedsvurderingen har UU-vejledere mødtes og debatteret forskellige problematikker i implementeringen og anvendelsen af UPV.

Det er bydende nødvendigt, at de samlede erfaringer, der er kommet ud af dette, bliver medtaget i de videre politiske evalueringer og beslutningsprocesser på området, og i UU stiller vi gerne op til videre diskussion af dette og alle andre værktøjer på området.

Tabuer i det eksterne samarbejde
UU vejledere indgår alle steder i et net af utallige samarbejdspartnere, der også er involveret i de unges liv og uddannelse. Det eksterne samarbejde foregår på tværs af interesser og begrænsninger, og vi må erkende, at det af og til for den enkelte medarbejder kan være kompliceret åbent at ytre kritiske synspunkter over for nære samarbejdspartnere.

Det er derfor en central udfordring for UU-vejledningen at styrke og diskutere centrale problematikker med de andre aktører på området med en tydelig og anerkendende attitude og fælles målsætning om at ville det bedste for de unge og for samfundet som helhed. Så vil de faglige retningslinjer forhåbentlig blive klarere i det daglige samarbejde rundt om i landet, og alle parter vil mere naturligt kunne krydse klinger med samme faglige og anerkendende udgangspunkt og opretholde en sund og informeret debatkultur i græsrødderne.

For få ”ikke parate”
Det har også været diskuteret i medierne, hvorvidt vejlederne er for gavmilde med parathedsvurderingerne og erklærer for få ”ikke parate”. Det er hverken rigtigt eller et tabu i UU. Landet over arbejder vejlederne målrettet på at få den enkelte unge skubbet i lige præcis den retning, der er rigtig for vedkommende. Det er en proces, der starter allerede fra 8. klasse og inddrager både den unge, den unges familie og de mange professionelle voksne, den unge dagligt er i kontakt med. For stadig flere unge skaber processen bevidsthed om de nødvendige sociale, faglige eller personlige kompetencer, vedkommende mangler for at blive uddannelsesparat – og for mange lykkes det at opnå disse kompetencer og paratgøre sig.

For andre unge betyder processen, at en omvej til den ønskede uddannelse er nødvendig for at paratgøre sig. Disse unge registreres ikke som ”ikke uddannelsesparat”, men under ”andre aktiviteter” og derfor snyder tallene. Hertil kommer, at mange af de ”ikke parate” får omstødt deres vurderinger af uddannelsesinstitutionerne, hvilken vender problematikken helt på hovedet. Eksemplet viser mest af alt, at den intensive, nationale vejledningsproces, med streg under proces, er ved at gøre en forskel, og at det, man faktisk kan læse ud af statistikerne, er, at flere unge nu opnår at gøre sig ”parate”.

Manglende tilbud kalder på samarbejde
Det er en stor udfordring i UU-vejledningen, at mange unge enten ikke kan få praktikpladser, eller at kommunerne ikke tilbyder tilstrækkelig gode tilbud til unge, der skal i forløb for at blive uddannelsesparate. Realiteten er, at det på sigt vil koste mange penge for kommunerne og staten, hvis de unge ikke gøres parate og kan komme i praktik. Det er UU- vejledningens ansvar at vise den unge de rigtige muligheder, så han eller hun får mulighed for at kunne tage sig selv og skolen alvorligt og gøre sig den positive oplevelse, at uddannelse ikke er noget, man indtager passivt, men noget man aktivt tager, og som udvikler en fagligt og personligt.

Men det kræver, at tilbuddene til de unge er der – og det skal alle aktører på området arbejde i fællesskab omkring. Fra UUs side er det åbenlyst, at det ikke tjener noget formål at feje sådanne problematikker ind under gulvtæppet og vejlede de unge ud i halvdårlige løsninger. Vi vil samarbejde og sidde med til bords, når der skal tales om fleksuddannelse, praktikpladser, frafald, STU og alle andre løsninger på området – og vi har en unik praktisk viden og institutionsuafhængig position, som kun kan kvalificere beslutningsprocesserne. Den viden skal fremover både vises og ses endnu mere.

Frafald stoppes med faglige tiltag
UU-centrene har lokalt godt fat i dialogen med ungdomsuddannelserne og erhvervslivet om især frafaldsproblematikken og hvilke initiativer, der kan afhjælpe problemerne med frafald på især erhvervsskolerne. Erhvervsuddannelserne kæmper hårdt i disse år for at få større anerkendelse for deres uddannelser og få flere fagligt dygtige unge ind på deres uddannelser. Det er også med i dagsordenen i UU, og det kræver en konstant dialog med de forskellige interessenter om, hvordan man bedst løser den opgave at få uddannet flere faglærte.

UU kan pege på flere områder, som med fordel kan diskuteres i bestræbelserne på at mindske frafaldet, herunder blandt andet mere plads til UEA-undervisningen i grundskolerne, styrkelse af den praktiske og innovative tilgang til de boglige fag i grundskolen, flere ressourcer til at styrke grundforløbene på erhvervsskolerne, praktikcentre på skolerne og et konstruktivt samarbejde omkring etableringen af en fleksuddannelse.

Samlet vejledning på alle trin
Det er svært nok at være ung på vej gennem uddannelsessystemet, og det er også rigeligt svært for de professionelle omkring de unge at opnå at kende de unges livssituationer i tilstrækkelig grad. På vejledningsområdet bør den samlede vejledning derfor styrkes som en samlet helhed gennem hele uddannelsesforløbet, så eleverne kun har ét sted og én eller få kontaktpersoner og vejledere, de kender, som de tillidsfuldt kan tale med. Et enstrenget samlet vejledningssystem vil også give vejlederne mulighed for optimalt at bruge deres indgående kendskab til den enkelte unge gennem hele uddannelsesforløbet. Det ville uden tvivl bidrage til kvalificering af de unges uddannelsesvalg til både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, mindske frafaldet og bidrage til en øget andel af unge på både de videregående og de lange videregående uddannelser.

Samarbejde, samarbejde, samarbejde
Kun effektiv dialog, debat og samarbejde mellem alle aktører på ungdomsuddannelsesområdet sikrer det gennemgående og nødvendige fokus, der sender flest mulige unge i de rigtige uddannelser og fastholder dem i arbejdsparatgørende afsluttet uddannelse.



Fra UUs side er viljen til dialog og udvikling på plads, og den unikke position og viden, UU besidder, kvalificerer os til at sidde med der, hvor de unges fremtid sikres. Det fælles sekretariat og udviklingscenter, UUUC, bistår med faglig vidensdeling internt mellem landets UU-vejledere og sikrer, at vores faglige ”hands on”-viden, registreres og formidles i debatten. Og med en stigende synlighed over for pressen og alle andre aktører på politisk plan vil det med tiden lykkes at få bugt med de fleste tabuer og skabe en saglig og anerkendende debat på ungdomsuddannelsesområdet, der har det ene formål at forbedre de unges uddannelsesvilkår.

Der er ingen nemme løsninger i vejledningsarbejdet. Alting handler om grundig, langsigtet faglig udvikling og engageret samarbejde mellem alle involverede parter på området. Ledelsen af de enkelte UU-centre er garanter for, at vejledningen lever op til de politiske krav, som stilles. Den store praktiske og faglige viden, som UU-vejledningen opnår gennem det daglige arbejde med de unge og de andre professionelle aktører på området, er unik og bør medvirke til at kvalificere den overordnede nationale debat og faglige udvikling på ungdomsuddannelsesområdet.
 

Derfor er det ekstra afgørende, at UU-centrenes meninger og erfaringer bliver hørt på politisk plan – og der er ingen i UU-regi, der kan have gavn af at gemme på erfaringerne og argumenterne, for de gavner os alle i det lange løb.