VejlederForums næste tema er tabuer og blinde pletter. Det handler om det, man ikke må se eller tale om: tabuerne. Og om det, man ikke kan se og derfor jo heller ikke kan tale om: de blinde pletter.

Da redaktionen spurgte sig omkring for at få eksempler på tabuer og blinde pletter, fik vi bl.a. svar som dette fra en vejleder på en erhvervsskole:
 
"Jeg vil IKKE citeres for ovenstående, da det jo er ”schhhhh-emner” fra hverdagen, jeg kan blive så indebrændt af, men som jeg arbejder under. Jeg ville blive meget upopulær, hvis de vidste, jeg sagde dette højt – og evt. sendt til samtale hos en leder … det ønsker jeg ikke." 

At det står sløjt til med ytringsfriheden er næsten et tabu i sig selv! Det er trist, hvis vejledere på UU-centre, på erhvervsskoler og i jobcentre ikke tør tale om de betingelser, de arbejder under, eller berette om de urimeligheder og uretfærdigheder, som de – og ikke mindst de vejledte – møder i deres hverdag. Så er der langt til forandringer.

Den almindelige forståelse af vejledning bygger på nogle mere eller mindre implicitte forudsætninger, det er tabu at sætte spørgsmålstegn ved. Det gør vi så!

• Formand for UUUC John Vilhelmsen affyrer startskuddet og giver UU-vejledningen et tabueftersyn. I "Tabuer i UU-vejledningen" trækker han en række grundlæggende problematikker frem i lyset og kigger dem efter i sømmene: Er vejledningen uafhængig? Kan vejlederen sige sin mening? Er der noget, der fejes ind under gulvtæppet? Kan UU markere sig i den uddannelsespolitiske debat?
   
• En professionel vejleder kan fordomsfrit vejlede alle. Alligevel siger sagsbehandlerne, at ”hvis bare vi kendte noget til tyrkisk eller somalisk kultur, så ville vi kunne vejlede vores etniske borgere.” Men er det ikke bare en sovepude af tabu og berøringsangst? Seniorkonsulent Mette Fenger og journalist Jakob Rom Johansen fra CABI kaster lys over vores fordomme og kulturelle forforståelse og opfordrer os til at turde udfordre – også dem, der ikke ligner os selv.
   
• Også dr.phil. Lars Henrik Schmidt sætter fingeren på de mere følsomme steder i vejleder og vejledtes forhold til hinanden. Er der, som i så mange relationer, forbudte følelser og ting, vi ikke taler om? Kan vi fx altid lide dem, vi skal vejlede? Hvad hvis vi ikke kan? Kan vejlederens sym- eller antipatiske følelser påvirke et vejledningsforløb? Lars Henrik Schmidt skriver om den professionelles omsorg og empati, der ikke nødvendigvis er sympati.
   
• Alle medarbejdere er enige og har samme holdning til, hvordan vi skal vejlede. Og dog har der været massiv kritik af jobcentrenes metoder blandt andet på netsider som www.dagpengeland.dk og i tv-serier som A-klassen. Er alle medarbejdere virkelig enige om metoderne? Beskæftigelseschef Susanne Vænggaard forholder sig til, om der er hold i kritikken, om det er tabu et sige stop, om der bør være grænser for metodefriheden og til, hvordan man kan etablere en arbejdspladskultur, hvor man kan forholde sig kritisk til sit eget og hinandens arbejde.
   
• Man kan kun få et godt job, hvis man har en uddannelse. Men hvad kan man så, hvis man er ramt af udfordringer som fx manglende danskkundskaber eller lignende? Se og læs fotoreportagen fra Dansk- og chaufføruddannelsen på UCplus: ”De er vores kunder – ikke vores hjælpeløse klienter.”

Vi undersøger også blinde pletter og underforståede forudsætninger bag den aktuelle vejledningspolitik, og vi tager omverdenens fordomme om vejledning og vejlederne under behandling:

• Kan en bulet saxofon bane vejen for en biolog?
  Den korteste vej mellem to punkter er snorlige. Det gælder i matematikken, og det gælder i væddeløb. Det gælder tilsyneladende også, siger Jørgen Carlsen, idéhistoriker, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd, som en uanfægtet formel for en hel del af den vejledning, der praktiseres. Men ”Her er”, skriver han, ”plads til lidt forlegenhed og anfægtelse”. For livet og især ungdomslivet er hverken matematik eller marathon. Livets løbebane er mere kringlet. Mens vejlederne underlægger sig konkurrencestatens pres, ser de ikke, at "Ungdommen vandrer ad snørklede stier".
   
• Vejlederne vejleder kun til stx – ikke til EUD, bliver der sagt. Men er det vejlederne, de unge eller erhvervsuddannelserne, den er gal med? Når de fleste unge vælger gymnasiet frem for EUD – er det så egentlig med god grund? "Vi tror", siger Tøger Kyvsgaard, produktudviklingschef på Københavns Tekniske Skole, "at unge (...) gennemfører deres erhvervsuddannelse, uagtet vi giver dem stadig ringere betingelser for at vælge". Ligger vi, som vi har redt og kan ikke få øje på alternativerne? Læs om dem i "Blinde pletter i erhvervsuddannelserne".
   
• Vejledningen er begrænset af det, vejlederne kender fra sig selv, og man vejleder bedst dem, man ligner. Rådgivere, guider og hjælpere synes at få øget troværdighed i befolkningen, når de har prøvet noget selv – på egen krop. Sætter man spørgsmålstegn ved det personlige – eller private? – engagement, kan man få ørene i maskinen. Psykolog John Halse vover pelsen og undersøger blindgyder og faldgruber i grænselandet mellem det private og det professionelle.
   
• Flere i uddannelse er et nødvendigt middel, og myndighedsforpligtelser påvirker ikke vejledningen. Eller er vejledningen netop blevet påvirket i sin grundvold? Jørgen Brock, pædagogisk konsulent i Ministeriet for Børn og Undervisning samt master i vejledning, eftersporer vejledningens vej fra frivillighed til pligt og vejlederens vej fra "hjælper" til "forvalter". Han undersøger præmisserne for pligtdiskursen og skredet i den måde, vi taler om og kan tale om vejledningen på.  "I den herskende diskurs," skriver han i sit masterspeciale, bliver det "(…) vanskeligt at argumentere for andre muligheder end uddannelse, hvis man har et ønske om at klare sig godt. Det bliver nærmest umuligt at sige, at uddannelse ikke er løsningen, eller at pligt til uddannelse ikke er til gavn." Jørgen Brock sætter spot på det, der gemmer sig i tavshed, det, der ikke siges, ses eller spørges om i denne diskurs.

Schhhhhh … sig det ikke til nogen. Men læs det i VejlederForum!

VejlederForums næste tema er tabuer og blinde pletter. Det handler om det, man ikke må se eller tale om: tabuerne. Og om det, man ikke kan se og derfor jo heller ikke kan tale om: de blinde pletter.

Da redaktionen spurgte sig omkring for at få eksempler på tabuer og blinde pletter, fik vi bl.a. svar som dette fra en vejleder på en erhvervsskole:
 
"Jeg vil IKKE citeres for ovenstående, da det jo er ”schhhhh-emner” fra hverdagen, jeg kan blive så indebrændt af, men som jeg arbejder under. Jeg ville blive meget upopulær, hvis de vidste, jeg sagde dette højt – og evt. sendt til samtale hos en leder … det ønsker jeg ikke." 

At det står sløjt til med ytringsfriheden er næsten et tabu i sig selv! Det er trist, hvis vejledere på UU-centre, på erhvervsskoler og i jobcentre ikke tør tale om de betingelser, de arbejder under, eller berette om de urimeligheder og uretfærdigheder, som de – og ikke mindst de vejledte – møder i deres hverdag. Så er der langt til forandringer.

Den almindelige forståelse af vejledning bygger på nogle mere eller mindre implicitte forudsætninger, det er tabu at sætte spørgsmålstegn ved. Det gør vi så!

• Formand for UUUC John Vilhelmsen affyrer startskuddet og giver UU-vejledningen et tabueftersyn. I "Tabuer i UU-vejledningen" trækker han en række grundlæggende problematikker frem i lyset og kigger dem efter i sømmene: Er vejledningen uafhængig? Kan vejlederen sige sin mening? Er der noget, der fejes ind under gulvtæppet? Kan UU markere sig i den uddannelsespolitiske debat?
   
• En professionel vejleder kan fordomsfrit vejlede alle. Alligevel siger sagsbehandlerne, at ”hvis bare vi kendte noget til tyrkisk eller somalisk kultur, så ville vi kunne vejlede vores etniske borgere.” Men er det ikke bare en sovepude af tabu og berøringsangst? Seniorkonsulent Mette Fenger og journalist Jakob Rom Johansen fra CABI kaster lys over vores fordomme og kulturelle forforståelse og opfordrer os til at turde udfordre – også dem, der ikke ligner os selv.
   
• Også dr.phil. Lars Henrik Schmidt sætter fingeren på de mere følsomme steder i vejleder og vejledtes forhold til hinanden. Er der, som i så mange relationer, forbudte følelser og ting, vi ikke taler om? Kan vi fx altid lide dem, vi skal vejlede? Hvad hvis vi ikke kan? Kan vejlederens sym- eller antipatiske følelser påvirke et vejledningsforløb? Lars Henrik Schmidt skriver om den professionelles omsorg og empati, der ikke nødvendigvis er sympati.
   
• Alle medarbejdere er enige og har samme holdning til, hvordan vi skal vejlede. Og dog har der været massiv kritik af jobcentrenes metoder blandt andet på netsider som www.dagpengeland.dk og i tv-serier som A-klassen. Er alle medarbejdere virkelig enige om metoderne? Beskæftigelseschef Susanne Vænggaard forholder sig til, om der er hold i kritikken, om det er tabu et sige stop, om der bør være grænser for metodefriheden og til, hvordan man kan etablere en arbejdspladskultur, hvor man kan forholde sig kritisk til sit eget og hinandens arbejde.
   
• Man kan kun få et godt job, hvis man har en uddannelse. Men hvad kan man så, hvis man er ramt af udfordringer som fx manglende danskkundskaber eller lignende? Se og læs fotoreportagen fra Dansk- og chaufføruddannelsen på UCplus: ”De er vores kunder – ikke vores hjælpeløse klienter.”

Vi undersøger også blinde pletter og underforståede forudsætninger bag den aktuelle vejledningspolitik, og vi tager omverdenens fordomme om vejledning og vejlederne under behandling:

• Kan en bulet saxofon bane vejen for en biolog?
  Den korteste vej mellem to punkter er snorlige. Det gælder i matematikken, og det gælder i væddeløb. Det gælder tilsyneladende også, siger Jørgen Carlsen, idéhistoriker, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd, som en uanfægtet formel for en hel del af den vejledning, der praktiseres. Men ”Her er”, skriver han, ”plads til lidt forlegenhed og anfægtelse”. For livet og især ungdomslivet er hverken matematik eller marathon. Livets løbebane er mere kringlet. Mens vejlederne underlægger sig konkurrencestatens pres, ser de ikke, at "Ungdommen vandrer ad snørklede stier".
   
• Vejlederne vejleder kun til stx – ikke til EUD, bliver der sagt. Men er det vejlederne, de unge eller erhvervsuddannelserne, den er gal med? Når de fleste unge vælger gymnasiet frem for EUD – er det så egentlig med god grund? "Vi tror", siger Tøger Kyvsgaard, produktudviklingschef på Københavns Tekniske Skole, "at unge (...) gennemfører deres erhvervsuddannelse, uagtet vi giver dem stadig ringere betingelser for at vælge". Ligger vi, som vi har redt og kan ikke få øje på alternativerne? Læs om dem i "Blinde pletter i erhvervsuddannelserne".
   
• Vejledningen er begrænset af det, vejlederne kender fra sig selv, og man vejleder bedst dem, man ligner. Rådgivere, guider og hjælpere synes at få øget troværdighed i befolkningen, når de har prøvet noget selv – på egen krop. Sætter man spørgsmålstegn ved det personlige – eller private? – engagement, kan man få ørene i maskinen. Psykolog John Halse vover pelsen og undersøger blindgyder og faldgruber i grænselandet mellem det private og det professionelle.
   
• Flere i uddannelse er et nødvendigt middel, og myndighedsforpligtelser påvirker ikke vejledningen. Eller er vejledningen netop blevet påvirket i sin grundvold? Jørgen Brock, pædagogisk konsulent i Ministeriet for Børn og Undervisning samt master i vejledning, eftersporer vejledningens vej fra frivillighed til pligt og vejlederens vej fra "hjælper" til "forvalter". Han undersøger præmisserne for pligtdiskursen og skredet i den måde, vi taler om og kan tale om vejledningen på.  "I den herskende diskurs," skriver han i sit masterspeciale, bliver det "(…) vanskeligt at argumentere for andre muligheder end uddannelse, hvis man har et ønske om at klare sig godt. Det bliver nærmest umuligt at sige, at uddannelse ikke er løsningen, eller at pligt til uddannelse ikke er til gavn." Jørgen Brock sætter spot på det, der gemmer sig i tavshed, det, der ikke siges, ses eller spørges om i denne diskurs.

Schhhhhh … sig det ikke til nogen. Men læs det i VejlederForum!