Den enkelte er autonom med hensyn til egne oplevelser.
Carl Rogers,
amerikansk psykolog,
grundlægger af den humanistiske psykologi
1902-1987

Louise er jobkonsulent i en kommune. Hun arbejder meget og med stor energi. Faktisk er hun en del stresset, ikke mindst fordi hun har en tendens til at tage arbejdet med sig hjem. Det synes hun ikke er noget problem – det er der vel så mange andre, der gør? Men når Louise tager sine sager meget på sig, skyldes det måske også det forhold, at hun selv havde en opvækst præget af svigt, fattigdom og mistrivsel grundet forældrenes arbejdsløshed i lange perioder af hendes barndom og ungdom. Når det drøftes på teammøderne, afviser hun, at det er et problem. Hun hævder tværtimod, at det er en fordel for hende, at hun ’selv har prøvet det, at hun på den baggrund meget bedre kan indleve sig i klienternes situation’. 

Et fremherskende paradigme
Louise repræsenterer et fremherskende paradigme i vores tids sociale arbejde, nemlig at det altid er en fordel at have prøvet det på sin egen krop for at kunne hjælpe. Fx selv at have oplevet arbejdsløshed, hvis man arbejder med ledige, selv at have været misbruger, når man arbejder med misbrugere, at være tidligere kriminel, når man rådgiver kriminelle. Hertil kommer, at denne opfattelse vinder frem i debatterne i det offentlige rum i vores medier.

Egne helt private erfaringer skal naturligvis ikke være en hindring for at arbejde som vejleder og støtteperson, de kan faktisk være en styrke i socialt og pædagogisk arbejde. På den anden side kan det være problematisk, hvis man fokuserer for entydigt på det som en kvalifikation i sig selv, at ’du selv har været på den’. For derved risikerer man at nedtone det faglige – professionelle aspekt, sådan at ens egne erfaringer bliver styrende for både opfattelsen af den eller de personer, man skal hjælpe og ens handlemønstre. Det professionelle afsæt skulle jo gerne sikre en indsigt i andre holdninger og anden viden end dem, der er baseret udelukkende på egne erfaringer.

At bevæge sig på flere planer
Blandt socialarbejdere, rådgivere og psykologer er det fx god latin at tale om ’de tre p’er’: professionalitet, personlighed og det private, hvor pointen er, at det professionelle og det private så at sige udelukker hinanden. Lige så relevante er ’de tre p’er’ for vejlederen, der skal hjælpe den unge med valg af fremtid og uddannelse, eller jobkonsulenten, der skal guide den voksne ud af arbejdsløsheden. Bruger man egne private oplevelser konkret i en professionel sammenhæng, mister man den distance, der er så vigtig for at hjælpe den eller dem, man vil hjælpe.

På det professionelle plan iagttager man grundigt klientens eller den unges behov, adfærd og udvikling. Man tematiserer og analyserer for at finde frem til, hvad man mener, problemet rent faktisk er. Dette foregår ofte i dialog med andre, der arbejder med det samme. Man trækker her sin faglige viden ind og stiller sig spørgsmålet: Hvad ved man om lignende forhold, hvad siger teorierne og forskningen?

På det personlige plan skal man blandt andet afklare, hvad ens egen rolle er, altså hvad opgaven er, og finde frem til, hvad man selv har at byde på i relationen til den person, man gennem samtale skal søge at hjælpe. Man trækker her også sine erfaringer ind: Ligner det her noget, jeg har oplevet før, hvad gjorde jeg den gang, hvilke råd gav jeg, hvilke spørgsmål stillede jeg? Nøgleord er på disse to planer: faglighed, viden, overblik, analyser, metoder, tværfaglighed med fokus på klientens behov.
 

Endelig er der det private plan, det man har med sig i ’rygsækken’, ens egne oplevelser fx tidligere i livet, holdninger, meninger og følelser.
 

At forholde sig bevidst til det private
Dette plan overser man ofte at forholde sig bevidst til. Men det er vigtigt at være fokuseret på og bevidst om, hvilke følelser man får, når man møder et menneske i nød, og dermed også at forholde sig til, om man blokerer i forhold til den pågældende, eller om man så at sige overidentificerer sig med ham. Det vil sige, at man kommer til at tillægge det menneske, man skal rådgive, nogle oplevelser og motiver, som ligner de oplevelser, man måske selv har haft tidligere i sit privatliv. Man kommer så at sige måske til at lukke øjnene for ’den andens’ oplevelser, fordi man selv er for tæt på en lignende situation. Jo mere ens egne erfaringer ligner klientens, jo større er risikoen for, at vejlederen mister overblik og perspektiv!
 

Det er vigtigt at have normer, værdier og måske egne erfaringer at trække på, men man skal forholde sig bevidst til dem, således at de ikke bliver afgørende for, hvilke råd man giver. Ingen har sagt det meget tydeligere end Søren Kierkegaard i sine velkendte og skarpe betragtninger over dette forhold. Han siger blandt andet:

"Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der ... Enhver, der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog ved først at fremmest at forstå det, han forstår."

 

At være fagligt og professionelt orienteret betyder med andre ord, at det private ikke må spille for meget ind. Sagen sat på spidsen udelukker det fagligt professionelle og det private hinanden. Er man fx ungdomsvejleder, kan man nemt komme til at vurdere en families liv ud fra ens egne og helt private opfattelser af, hvad en ’rigtig familie’ er, og hvilken rolle den unge skal have i sin familie. Måske har man selv oplevet traumatiske relationer til sine egne store børn og kommer gennem samtalerne til at genopleve kriserne i eget liv. Man råder måske ud fra, hvad man selv gjorde i forhold til sine børn; hvilke råd man selv gav dem. På den måde kommer det private nemt til at overtrumfe det faglige og dermed danne grundlaget for de råd og den vejledning, man giver dem, man skal hjælpe og støtte.

Gode spørgsmål at stille sig selv, når man skal rådgive andre:

• Lader jeg mine personlige problemer blive hjemme? 
• Har jeg et positivt billede af mig selv som vejleder?
• Tager jeg for meget udgangspunkt i mine private oplevelser og erfaringer?
• Inddrager jeg den almene faglige viden i mine refleksioner over klientens eller den unges situation?
• Bevarer jeg det faglige overblik?

At tænke dialektisk om det professionelle og det private
Det er et problem, hvis vi opererer med en forenklet anskuelse om, at enten har man mærket svigtet eller problemerne på egen krop, og så ved man alt. Eller også har man al sin viden fra en bog og kalder sig ekspert og aner intet om virkeligheden. Forenklingen er helt unødvendig. Og det er bestemt ikke noget, som højner den faglige kvalitet i det sociale og pædagogiske arbejde. Vi har brug for både private erfaringer og fortællingerne herom, men vi har også brug for den professionelle tilgang. Netop den professionelle tilgang er strengt nødvendig, så vi ikke fortaber os i den enkelte rådgivers private udlægning af fx misbrug, svigt eller kriminalitet. Det er hjælperens – her vejlederens – pligt at fastholde overblikket, de måske voldsomme detaljer i ens egne oplevelser og erfaringer til trods. Derfor har professionalismen naturligvis sin berettigede plads i en social og pædagogisk rådgivning, men bestemt også i det offentlige rum. Og dens tilstedeværelse udelukker selvfølgelig ikke de private betragtninger. Her ligger udfordringen om at tænke dialektisk, at det ikke er et ’enten eller’, men et ’både og’. Der er brug for begge dele, medmindre man altså insisterer på, at der kun er plads til enten sort eller hvidt.