Af Anne Mette Ehlers
 

Beskæftigelsesområdet er – igen – under beskydning. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen meldte i starten af august ud, at regeringen afskaffer ”meningsløs aktivering”. Fremadrettet får arbejdsløse kun pligt til at gennemføre ét jobsøgningskursus, hvis de vil bevare dagpengeretten. Så slut med spaghettitårne, skumfiduser, at finde sin indre pipfugl og andre – med Line Barfods ord – ”vanvittige” aktiveringskurser.
 

Forud for Mette Frederiksens udmelding har der været massiv mediekritik af kurserne. Og dagpengemodtagernes verden er blevet grundigt udleveret og karikeret i bloggen dagpengeland.dk og i DR2´s serie, A-klassen.
 

Er det tabu at være selvkritisk i jobcentrene, siden det kan gå så galt? Er alle medarbejderne virkelig enige om metoder og lovgivning – og hvorfor har ingen sagt stop? Eller er kritikken ikke berettiget? Vejlederforum spørger beskæftigelseschef i Rudersdal Kommune Susanne Vænggaard om tabuer og blinde pletter i jobcentrene. Hun har ansvar for Rudersdals jobcenter og de 35 medarbejdere – og i øvrigt har hun 20 års erfaring som vejleder i både AF- og kommuneregi.
 

Hetz og steppebrand

”Spaghettitårne, skumfiduser og at finde sin indre fugl er tre kurser ud af en lang række, som så bliver ganget op til at gælde for hele Danmark. I virkeligheden har ingen undersøgt, om kurserne virkede. Kritikken kører som en steppebrand og en hetz uden pædagogiske overvejelser. Det kan sagtens være, at kurserne har flyttet mennesker.”

 

Susanne Vænggaard fortæller, at hun under spaghetti-sagen ringede rundt for at sikre, at ingen af aktørerne i Rudersdal Kommune arbejdede med spaghettitårne, netop fordi kritikken bliver så unuanceret, når man ryger i mediernes vridemaskine. Det var der ikke. I Rudersdal kontrolleres alle kurser med jævne mellemrum, ligesom kritik fra medarbejdere og kursusdeltagere tages meget alvorligt. Om metoder skal være frie, siger hun:
 

”Vi har en god blanding af medarbejdertyper ansat, fra socialrådgivere til cand.mag.-er, og derfor kommer der en byge af metoder ind. De skal ikke være frie. Vi skal arbejde professionelt med det, som vi véd virker. Vi har en høj faglighed og reviderer jævnligt vores arbejdsgange. Med hensyn til selv- og efterkritik har vi teammøder, hvor vi diskuterer, hvordan vi tilrettelægger og udfører arbejdet, og hvilke problemer, vi støder på. Vi benytter arbejdsevnemetoden, som er serveret fra staten og følger Arbejdsmarkedsstyrelsens forsøg og bruger deres resultater. Men i virkeligheden er forskningen meget tynd. Derfor får troen nogle gange gode vilkår i vores verden, og derfor har der været sager i medierne, hvor det har råbt til himlen, selv om jeg ikke mener, at det gælder for Rudersdal Kommune.”
 

Politik er tabu

- Er der ingen tabuer?

”Det ville være mærkeligt, hvis der ikke er tabuer, som findes overalt, hvor der er mennesker. Og som chef får jeg ikke alt at høre. Men jeg har indtryk af, at medarbejderne siger, hvad de mener. Vi holder samarbejdsudvalgs- og månedlige fællesmøder, som hedder ”Spørg Bare”, hvor alle kan spørge om alt, og vi for eksempel taler om utryghed eller besvær med at indføre nye arbejdsgange i forbindelse med digitalisering. Jeg plejer at prale med, at medarbejdere, som kommer ind ad døren her, kan sige, at det er en tåbelig lov. Men de er nødt til at annektere den. De skal kunne forklare borgerne loven på en positiv måde. Det ikke o.k. at politisere arbejdet. Det må de gøre i frokostpausen, i fritiden eller gå til fagforeningen, og det gør medarbejderne også, så der er et overløbskar.”
 

- Så der er et tabu?

”Om det er et tabu, ved jeg ikke. Men ledige har ingen glæde af, at vores jobkonsulenter stiller sig negativt over for den lov, de skal udmønte. Så kan de ikke være her hos os. I vores værdisæt står, at du ikke må ytre dig politisk over for borgeren, og her skal vi være professionelle. Ytringsfriheden er ikke en skraldespand. Grundlæggende må man gøre op med sig selv, om man kan lide sit arbejde og kan udmønte lovgivningen. Borgerne skal ikke tages som gidsler for vores politiske holdninger. Målet er, at vi skal løfte det enkelte menneske så højt som muligt inden for de udstukne rammer og den lovgivning, der er. Valget træffer borgeren selv.”
 

Beskydning fra alle sider

Skal Susanne Vænggaard pege på en blind plet, er det ikke noget internt, men mere de skrappe vilkår, medarbejderne arbejder under, som ofte bliver overset i den offentlige debat.
 

”Du er nødt til at være psykisk robust for at arbejde i et jobcenter. Medarbejderne står model til et voldsomt pres fra borgerne, som ikke skåner, men kan svine offentligt ansatte til. Dér skal jeg beskytte mine medarbejdere. Derudover er der presset fra politisk side. Beskæftigelsesområdet er profileringsegnet, for eksempel for politikere under en valgkamp, eller når store organisationer vælger at kritisere sine egne medlemmer. Kritikken handler om kampen om arbejdspladser og politiske markeringer, men rammer mine medarbejdere. Der tager man ikke smålige hensyn. Det kan lyde, som om vi klynker, men det sociale område er under pres fra alle sider. Oven i købet er systemet begunstiget med et stort bureaukratiapparat, statsstyring og hyppige forandringer. Medarbejderne skal være enormt forandringsparate. Det er måske den blinde plet i vores felt. At medarbejderne arbejder under det pres – og klarer det. Det, der bærer medarbejderne igennem, er, at de har en god arbejdsplads, gode kollegaer og en ledelse, som kan rede trådene ud for dem. Og så især det faktum, at de hjælper nogen videre.”