Undervisningsminister Christine Antorini er bekymret over, at kun ca. 20 procent af de unge, som denne sommer forlod folkeskolens 9. eller 10. klasse, valgte at fortsætte på en erhvervsuddannelse. I 2001 var det næsten 32 procent af de unge i folkeskolens afgangsklasser, som gik videre i erhvervsuddannelsessystemet. Til gengæld er tilgangen til de gymnasiale uddannelser i kraftig vækst. Mens ca. 59 procent af 9.- og 10.-klasseeleverne valgte gymnasiet i 2001, påbegyndte 72 procent i 2012 en gymnasial uddannelse lige efter folkeskolen. Specielt drengene synes udsatte i denne transformationsproces. For mens drengene fortsat dominerer i de rekrutteringsmæssigt vigende erhvervsuddannelser, er der flest piger på de hastigt voksende gymnasiale uddannelser.
 

Den lavere tilgang til de faglige uddannelser direkte fra folkeskolen er markant, og ministerens bekymring er fuldt ud forståelig. Men vi, som sætter rammerne og har ansvar for udbuddet af erhvervsuddannelser, ligger på mange måder, som vi har redt!  
 

Uddannelse til alle

Lige siden undervisningsminister Ole Vig Jensen i begyndelsen af 1990’erne lancerede begrebet ”uddannelse til alle”, har det væsentligste politiske krav til ungdomsuddannelserne i almindelighed, og erhvervsuddannelserne i særdeleshed, været, at flere af de unge, som påbegynder en ungdomsuddannelse, også skal gennemføre den.

Senest har den nuværende regering sat trumf på med oprettelsen af det såkaldte ”Ministerudvalg for ungdomsuddannelser”. Med ministerdeltagelse fra syv ministerier skal udvalget inden udgangen af 2012 komme med bud på, hvordan flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse – en tilsyneladende koordineret og topprioriteret regeringsindsats på tværs af ministerierne med undervisningsminister Christine Antorini i spidsen. Vægten lægges på erhvervsuddannelserne, ”hvor der vurderes at være de væsentligste udfordringer”, som det hedder i kommissoriet for ministerudvalget. Resultatet af udvalgets arbejde imødeses med spænding. Herfra skal lyde en opfordring til fx at se nærmere på i hvert fald følgende to blinde pletter i udbuddet af erhvervsuddannelser.
 

Det svære og uigennemskuelige valg
Den første blinde plet opstår i dilemmaet mellem et generelt samfundsmæssigt krav om økonomisk effektivisering og behovet for en mere individualiseret og fleksibel introduktion til erhvervsuddannelserne. I Københavns Kommune skønnes det i analysen Uddannelsesparathed og de unges overgang til ungdomsuddannelse – analyse af det samlede ungdomsuddannelsesområde, Københavns Kommune maj 2011, at ca. 2.000 unge alene her har behov for et længerevarende vejlednings- og afklaringsforløb i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Den statslige lovgivning har imidlertid de seneste år indskrænket omfanget af den obligatoriske introduktions- og brobygningsaktivitet til fx erhvervsuddannelserne for folkeskolens 8.-, 9.- og 10.-klasse. Loven har opstillet krav om uddannelsespligt for de 15-17-årige og pålagt de unge at træffe et klart valg af erhvervsuddannelse, allerede inden de er kommet ind ad porten til erhvervsskolerne.

Disse skærpede krav om en tidlig, rationel og stringent uddannelsesadfærd hos de 15-17-årige stresser utvivlsomt de unge, som generelt ved for lidt om uddannelsesudbud og karriereveje i det vidt forgrenede erhvervsuddannelsessystem. Det bidrager formentlig til usikre valg og tidlige uddannelsesafbrud. En stor del når således aldrig frem til start på den uddannelse, de har tilmeldt sig. Alene på Københavns Tekniske Skole (KTS) udebliver hver fjerde eller hver femte elev, når skolen i august starter nye grundforløb på erhvervsuddannelserne.

Politisk styret, men markedsreguleret

Den anden blinde plet er, at vi har stadig mere insisterende politiske ambitioner om, at erhvervsuddannelserne skal bidrage afgørende til 95-procent-målsætningen, men lader i øvrigt grundlæggende markedskræfterne afgøre, om det skal lykkes. Her er det naturligvis praktikpladsspørgsmålet, der tænkes på.  P.t. er der ca. 11.000 unge, som mangler praktikplads og ikke kan komme videre med deres erhvervsuddannelse.

Undersøgelser på eksempelvis KTS viser, at unge, som får en praktikplads i løbet af grundforløbets første seks måneder, har tre gange så store chancer for at gennemføre deres erhvervsuddannelse sammenlignet med de unge, som enten først senere eller slet ikke opnår aftale om praktikforløb i en virksomhed. Der er ganske vist hel eller delvis adgang til skolebaserede praktikforløb i en del af erhvervsuddannelserne, men ikke i et omfang, som svarer til behovet. Oven i købet bliver de, som gerne vil benytte sig af det begrænsede tilbud om skolepraktik, tvunget til at vente i to måneder efter afslutningen af deres grundforløb, før de får lov til at starte – angiveligt i et forsøg på at opmuntre/presse de unge over i mere markedsrelevante uddannelser. En del opgiver derfor og forsvinder ud af uddannelsessystemet i denne såkaldte ”karensperiode” og forsøger sig på et stadigt skrumpende ufaglært jobmarked. Manglen på praktikpladser er utvivlsomt den væsentligste årsag til, at kun ca. halvdelen af de unge, som starter på en erhvervsuddannelse, også gennemfører den.

En ny vejlednings- og afklaringsmodel 

Hvad kan vi så stille op med nævnte dilemmaer? Vi kan for det første ikke for alvor forvente, at 15-17-årige en blok er i stand til at træffe reflekterede valg af uddannelse, når vi samtidig indskrænker deres muligheder for at afprøve sig selv fagligt og personligt i forhold til forskellige uddannelsesretninger inden for ungdomsuddannelserne. I så fald bliver det almene gymnasium fortsat og i stigende grad det sikre valg, der udskyder og erstatter et terminalt, skæbnetungt og uigennemskueligt erhvervsuddannelsesvalg, hvor uddannelsesindhold, arbejdsmarkedsrelevans, karriereveje og videreuddannelsesmuligheder ikke er tilstrækkeligt synlige.

Der skal findes en anden model. Unge i folkeskolens afgangsklasser, som i princippet er parate eller næsten parate til at starte på en ungdomsuddannelse, men som stadig tvivler på, hvad de skal vælge, skal have langt bedre betingelser for et reflekteret og kvalificeret valg af ungdomsuddannelse, end vi byder dem i dag.

Et toårigt håndværkerakademi 

En sådan model kan måske etableres i en kombination af 10.-klasse og et variabelt grundforløb på erhvervsuddannelserne. Et op til toårigt håndværkerakademi på erhvervsskolerne, hvor den unge i det første år fysisk, nærværende og sanseligt får lov til at afprøve sig selv i forhold til en række forskellige erhvervs- og eventuelt også erhvervsgymnasiale uddannelser og samtidig opnår kompetence inden for de obligatoriske 10.-klassefag dansk, matematik og engelsk. Her er valgfagsbestemmelserne i 10.-klasseregelsættet et fleksibelt redskab.

Efter det første år træffer eleven et forhåbentligt kvalificeret valg af ungdomsuddannelse – fx med start på en af de erhvervsuddannelser, som han/hun er blevet introduceret til i løbet af det første år. Men principielt kan eleven med sin 10. klasseeksamen i hus også vælge en hvilken som helst anden ungdomsuddannelse. Fidusen er, at der ikke er tale om et endeligt valg af hverken ungdomsuddannelse eller institution, men netop god tid til at afprøve sig selv i forhold til en række forskellige muligheder inden for ungdomsuddannelserne.
 

Forløbet kan oven i købet gennemføres uden yderligere belastning af den trængte statskasse! Det første år i håndværkerakademiet vil som hidtil skulle finansieres af kommunerne, som i forvejen har udgiften til drift af 10.-klasse og andre og dyrere alternativer for unge, som ubeslutsomt kommer ud af folkeskolen.

Hvis, og når, den unge vælger at fortsætte på en erhvervsuddannelse, kan længden af grundforløbet i håndværkerakademiets andet år varieres i relation til bestemmelserne i erhvervsuddannelserne om det fleksible grundforløb – ganske som hidtil, men med formentlig mere kvalificeret vejledning af eleven. Vejlederen på erhvervsskolen og eleven har jo haft et helt år til at opbygge en relation. En sådan kyndig vejledning kan også meningsfyldt føre til visitation til eksempelvis erhvervsgrunduddannelse (EGU), som et reelt læringsalternativ for de skønsmæssigt 15-18 procent unge, der p.t. årligt vejledes til erhvervsuddannelserne, men som selv undervisningsministeren vurderer ikke har en kinamands chance for at gennemføre på grund af for ringe folkeskolekundskaber.      

Partnerskaber og sociale klausuler

Det andet store dilemma i erhvervsuddannelsessystemet – en klar politisk målsætning, men en utilstrækkelig vilje til at skabe de nødvendige rammebetingelser for gennemførelse – skal på samme vis løses med nytænkning. Allerede nu ses forskellige kommunale initiativer i fx København og Aarhus omkring at indføre krav om lærepladser i forbindelse med private entreprenørers tilbudsgivning ved offentlige licitationer. I andre kommuner som fx Herlev, Gladsaxe og Gentofte indledes frivillige partnerskaber mellem kommuner, vejledningscentre, erhvervsskoler og primært Dansk Byggeri med sigte på at skaffe praktikpladser til de unge.

Disse initiativer kan formentlig fortsat udvikles, men bør suppleres af et bortfald af karensbestemmelsen og en udvidet adgang til skolepraktik. Således vil den unge reelt opleve en uddannelsesgaranti i erhvervsuddannelsessystemet – helt på linje med kammeraterne i gymnasiet.

Timeshare i praktiktiden på erhvervsuddannelserne

En alternativ løsning kan være en større fordeling af den praktiktid, som stilles til rådighed af de knap 10 procent af de danske virksomheder, der reelt påtager sig et uddannelsesansvar og opretter praktikpladser. Man kunne tænke i en slags timeshareordning, hvor flere forskellige elever kommer ud i kortere forløb i en bestemt virksomhed, som så til gengæld smidigt kan rekruttere lærlinge, når virksomheden har gang i produktionen. For virksomheden vil det betyde en slags ”just in time-service”, som formenlig også vil bidrage til, at flere virksomheder vil tilbyde praktikpladser. Set fra et elevsynspunkt vil det være en mulighed for læring netop det sted, hvor der er mest gang i produktionen og med den nyeste teknologi og de mest avancerede materialer. Hertil kommer et sikkert både nyttigt og beskæftigelsesfremmende netværk, som eleverne naturligt opbygger ved kontakt med flere forskellige virksomheder undervejs i uddannelsesforløbet. 

Ovenstående er bud på ny og ændret adfærd blandt lovgivere, udbydere, virksomheder og lærlinge. De kan naturligvis ikke stå alene, hvis man vil skabe fornyet interesse for erhvervsuddannelserne hos folkeskoleeleverne, men de er et godt sted at starte. Yderligere initiativer kan fx omfatte mere fleksible og differentierede læringstilbud i erhvervsuddannelserne, efteruddannelse af folkeskolelærere og vejledere på erhvervsskolerne samt synlige og tydelige karriereveje med afsæt ierhvervsuddannelserne.