Flere unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse – det er der bred politisk enighed om. 95-procent-målsætningen skal nås i 2015, og der er ikke så lang tid tilbage. Det er interessant at se på de midler, der tages i brug for at nå det.

Uddannelse er i mange internationale og nationale undersøgelser dokumenteret som måske den sikreste vej til et godt liv både arbejdsmæssigt og personligt. Uddannelse ser ud til på stort set alle parametre at bidrage til, at man klarer sig bedre økonomisk og får en bedre livskvalitet målt på en række sociale og andre ”bløde” parametre. I uddannelses-, vejlednings- og arbejdsmarkedssystemet bliver der arbejdet intenst for at få så mange unge som muligt til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Så vidt så godt.

I de seneste år er vejledningens rolle og den måde hvorpå, vi italesætter vejledningen, forandret. Med uddannelsespligten er et kontant samfundsmæssigt krav indført som led i en uddannelsespolitisk strategi. Vejledningen har, sammen med uddannelsesplanen, fået en rolle at spille i strategien, der kan opfattes som en raffineret styringsteknik, hvor de unges ansvarlighed og beslutningskompetence tages i ed.

Er der i denne proces spørgsmål, som vi har lyst til at stille, men som vi ikke stiller? Er der antagelser eller viden, som forbliver i det skjulte, fordi de ligger langt fra de herskende diskurser?

Et tilbageblik

Med vejledningsreformen 2004 fik vejledningen en tydeligere placering i det uddannelsespolitiske landskab: Et nationalt system med vejledningslov, nationale mål, UU-centre, studievalgscentre, national uddannelsesportal m.v. så dagens lys, og der blev etableret et vejledningskontor i Undervisningsministeriet. Med den såkaldte ungepakke som et integreret element indgik vejledningen 2009 i en bred politisk aftale om at få flere unge i uddannelse og job.
 

Før reformen levede vejledningen vel alt i alt en mere autonom tilværelse og var mindre omtalt og mindre diskuteret i offentligheden og blandt politikere, end det nu er tilfældet. Reformen betød, at vejledningen blev et aktivt redskab til opnåelse af uddannelsespolitiske mål og trådte frem som en aktivitet, der både kunne og skulle bruges aktivt i en samfundsmæssig oguddannelsespolitisk indsats. Med vejledningsreformen mistede vejledningen sin uskyld.

Finanskrisen i 2008 varslede en længerevarende økonomisk nedtur og usikkerhed. Mange års mere eller mindre ubrudt fremgang i økonomien og stabile beskæftigelsesforhold blev med ét afløst af krise og usikkerhed. Troen på fremgang blev afløst af et mere pessimistisk syn på fremtiden, og der skulle nu findes svar på de nye udfordringer eller den trussel, som Danmark var udsat for på det økonomiske område.

En fremherskende sandhed

Dette skift introducerer en anden tænkning, hvor forskellige diskurser sammenkobles til en ny hegemonisk diskurs: Vækst-, beskæftigelses- og uddannelsesdiskurser kobles sammen, som det bl.a. ses i en rapport fra den såkaldte Uddannelseskommission. Her italesættes en samfundsøkonomisk diskurs, hvor samfundets overlevelse som velfærdssamfund ser ud til at være på spil, og hvor vejledningen – i en anden rolle og i en mere styrende form – tænkes ind som en del af problemets løsning:

Danmark står på en brændende platform, hvor fremtidens krav til de unge er, at alle skal have en uddannelse – samtidig med, at færre unge får en ungdomsuddannelse i dag end for 15 år siden.[…] Færre unge gennemfører i dag en ungdomsuddannelse end for bare få år siden. Under 80 procent får i dag en ungdomsuddannelse. Risikoen for ledighed, marginalisering, sygdom og lav demokratisk deltagelse er markant forøget for denne store gruppe (Uddannelseskommissionen 2009:5).

Vejledningen foreslås ændret:

Der er behov for at målrette den personlige vejledning yderligere, så den i endnu højere grad retter sig mod og rammer de udsatte unge […]. Det betyder, at den personlige vejledning skal ændres fra hovedsagelig informativ til i højere grad anbefalende vejledning. Der skal for denne gruppe elever vejledes mindre ”om uddannelser” og mere ”til uddannelser” (Uddannelseskommissionen:16).

I september samme år udgiver Beskæftigelsesministeriet rapporten ”Unges uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet”.  Afsættet er den stigende ledighed, som kan konstateres, især for unge under 30 år. Rapportens opdrag er at kunne dokumentere, at en erhvervskompetencegivende uddannelse gør en positiv forskel:

Hvis flere får en uddannelse, kan det være med til at begrænse antallet af unge uden arbejde og på offentlig forsørgelse, når de bliver over 18 år [...]. En realisering af målsætningen vil være med til at sikre Danmarks konkurrencekraft (Beskæftigelsesministeriet, 2009:3).

En politisk aftale – ungepakkerne

Rapporterne italesætter tydeligt en diskurs, der kalder på en mere drastisk indgriben for at undgå at komme i den situation, som ellers ser ud til at være inden for en kort tidshorisont. Jorden er gødet til politisk handling. I november 2009 indgås aftalen mellem den daværende regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om flere unge i uddannelse og job (5. november 2009, Ministeriet for Børn og Undervisning). Målet er at imødegå følgevirkningerne af krisen og sikre flere unge uddannelse og job. Af aftalen fremgår

 [...] at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015. Alle unge skal have et liv med uddannelse og job. [...] På den baggrund er aftaleparterne enige om en række initiativer, der skal styrke indsatsen, så flere unge kommer i job og uddannelse, og på længere sigt resulterer i en bedre uddannet arbejdsstyrke.

De centrale initiativer er som bekendt indførelse af uddannelsespligten for de 15-17-årige og uddannelsesparathedsvurderingen.

Uddannelsesdiskursen

Den anvendte retorik og italesættelse af krisens konsekvenser og påpegning af, at noget må gøres, har uden tvivl haft en effekt på mange. Mange er bekymrede for fremtiden og tænker i den forbindelse på, hvad der er bedst at gøre. Uddannelse er her et af de svar, der ligger lige for. At der er så meget fokus på 15-17-årige er ingen tilfældighed, da der netop i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse, især erhvervsuddannelserne, er et stort frafald. Det er både dyrt og uhensigtsmæssigt samfundsmæssigt, og mange unge får personlige nederlag.

Forfattere som Zygmunt Baumann og Ove Kaj Pedersen er i deres analyser med til at sætte rammerne for, hvordan uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken, hvorunder vejledningsindsatsen hører, italesættes og diskuteres.

Zygmunt Baumann (Baumann 1998) har i sine analyser tegnet ”det store billede” af vores tid, hvori han opererer med kategorierne ”turister og vagabonder” som synonymer for befolkningsgrupper, der for turisternes vedkommende klarer sig fint og udfolder sig, og for vagabondernes vedkommende bukker under eller har store problemer i globaliseringens tidsalder. Ove Kaj Pedersens (Professor på CBS, har bl.a. skrevet bogen ”Konkurrencestaten” (2011) og er tidligere formand for Voksenvejledningsrådet). analyse af statens udvikling fra velfærdsstat til konkurrencestat (Pedersen 2011) rammesætter heroverfor uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. I Pedersens forståelse må staten sørge for at optimere og mobilisere alle ressourcer, herunder ikke mindst de menneskelige. Vejledningens opgave bliver i denne optik at understøtte og operationalisere vækstparadigmet og at mobilisere de ressourcer, der ligger latent og ikke efterlade de unge ”på slæbesporet”.

Begge forfattere er med til at sætte rammerne for tiden og tidens udfordringer for såvel individ som samfund.

Sandhedsregimer

Den australske forsker Carol Bacchi har i sine analyser fokus på, hvordan problemer italesættes og præsenteres, især den måde, samfundsmæssige problemer fremstilles på og konstitueres. Bacchi anvender diskursanalyse og er stærkt inspireret af den franske sociolog Michel Foucault.

[...]the way the “problem” is represented carries all sorts of implications for how the issue is thought about and for how the people involved are treated, and are evoked to think about themselves (Bacchi 2009:1).

Bacchi flytter med andre ord fokus fra selve problemet og dets kerne til den måde, som det præsenteres på. I præsentationen af problemet ligger nogle grundlæggende præmisser og forforståelser, som kan vise sig afgørende for de løsninger, der efterfølgende bliver taget i anvendelse.

Bacchi fremhæver, at der i alle samfund er sandhedsregimer, som definerer, hvad der så at sige er inden for eller uden for en given diskurs, og hvad der er ”sandt”. Hun anvender her Foucault:

Each society has it’s regime of truth, its “general politics” of truth. That is, types of discourse which it accepts and makes function as true; the mechanisms and instances which enable one to distinguish true and false statements, the means by which each is sanctioned; the techniques and procedures accorded value in the acquisition of truth; the status of those who are charged with saying what counts as true (Foucault, her i Bacchi 2009:6).

Vigtige temaer italesættes med andre ord på en måde, så de fremstår som ”sandheder”, hvilket gør det vanskeligt overhovedet at tale uden for rammerne af denne italesættelse. Temaerne bliver til diskursive “sandheder”. Bacchi skriver fx:

[...] the ways in which globalization, human capital and lifelong learning are “spoken” about creates them as forms of social knowledge, that makes it difficult to speak outside of the terms of reference they establish of thinkingabout people and social relations. The point to remember is that these “knowledges” do not exist apart from the statements that constitute them (Bacchi 2009:35).

Bacchis udgangspunkt er, at politik af naturen er handlingsorienteret problemløsning, men at de forudgående præmisser for problemets opståen ikke altid analyseres tilstrækkeligt. Derfor gribes ofte til ”forkerte” løsninger af et problem.

Centrale spørgsmål

Diskurs i Bacchis optik er socialt producerede videnformer, som sætter grænser for, hvordan det er muligt at tænke, skrive eller tale om en given social praksis. Stærkt inspireret af Foucaults tilgang ser Bacchi muligheden for – via nogle centrale spørgsmål - at bryde grænserne og komme bag om gældende diskurser. Vi kan anvende de centrale spørgsmål til at søge bag om den aktuelle uddannelsesdiskurs, hvor uddannelsespligt og vurdering af unges uddannelsesparathed er blevet vigtige redskaber:

What’s the problem represented to be in a specific policy?

Når vi taler ungepakken, så er problemet, at for få unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

What presuppositions or assumptions underlie this representation of the “problem”?

Her må analysen grave konceptuelle logikker og politiske rationaler frem og sætte fokus på de underliggende antagelser og fremstillinger af ”problemet”. Hvilke antagelser om unge baserer vi uddannelsespolitik på? Kunne der tænkes andre forståelser af mekanismer end de nuværende omkring unge, og hvad betinger deres lyst og motivation til uddannelse?

How has this representation of the “problem” come about?

Der sættes fokus på praksis og processer, som har ført frem til den aktuelle fremstilling af ”problemet”. Spørgsmålene, vi må stille, er: Hvorfor har vi indført pligt til uddannelse (eller beskæftigelse eller anden aktivitet)? Mangler der tilbud og alternative muligheder? Kan der tænkes andre veje for de unge?

What is left unproblematic in the problem representation? Where are the silences? Can the “problem” be thought about differently?

Er der spørgsmål, som vi har lyst til at stille, men som vi ikke stiller? Er der antagelser eller viden, som forbliver i det skjulte, fordi de ligger langt fra de herskende diskurser?  

What effects are produced by this representation of the “problem”?

Hvilke konsekvenser har det, at ’problemet’ fremstilles netop på den aktuelle måde? At nå frem imod 95-procent-målsætningen vil i en vækst- og samfundsoptik være til gavn for både samfundet og for de unge. Måden hvorpå det italesættes kan være med til at stigmatisere nogle unge, typisk de unge, som har vanskeligheder og ikke magter uddannelse. Er der vindere og tabere ved den måde, ”problemet” fremstilles på?

How/where has this representation of the “problem” been produced, disseminated and defended? How could it be questioned, disrupted and replaced?

Her må analysen åbne for alternative tilgange, forståelser og forforståelser. Hvordan kan ungdomsuddannelse italesættes og fremstå anderledes, så uddannelse bliver en fælles udfordring og et positivt projekt for alle unge? Påtager politikere, myndigheder, medier eller andre meningsdannere sig et særligt ansvar for, hvordan problemerne italesættes?

Moderne styring

Foucault bruger begreberne ”videnregime” og ”praksisregime” til at se sammenhænge og udviklingsforløb inden for et givet problemfelt eller praksisfelt.  Foucaults begreb om ”governmentality" (Begrebet ”governmentality” er ikke oversat, dog kan begrebet ”government” oversættes til ”styring” eller ”moderne styring” (Dean 2006:27)), betegner samtidig en særlig tilgangtil magtanalyser, som det kan ses hos Dean (Dean 2006) og Rose (Rose 1999).

I en ”governmentality”-optik ses de forskellige aktører, deres udsagn og ageren som led i en styring og magtudøvelse inden for et givet område. Magt er i Foucaults optik grundlæggende produktivt og konstruktivt. Moderne styring handler om magt og viden og om den styring, som finder sted i den moderne velfærdsstat. Staten er så at sige i Foucaults optik blevet ”governmentaliseret”, og magtudøvelsen finder sted decentralt ude i samfundet, i institutioner og organisationer.

Magten udgår ikke fra et center; magt udøves i decentrale relationer; magt er produktiv snarere end repressiv; magt udøves på frie individer med henblik på at forme eller ”sikre” deres handlingsudfoldelse, og, ikke mindst, sandhedsproduktionen og magtudøvelsen er gensidigt betingede (Dean 2006:11).

Når Foucault derfor taler om begrebet ”government” ved hjælp af udtrykket ”conduct of conduct”

(…) Betyder det at føre, dirigere eller guide og kan betegne en eller anden form for kalkulation af, hvordan det skal foregå (Dean 2006:43).

Dean uddyber endvidere:

Styring kan være en hvilken som helst form for kalkuleret og rationel aktivitet. Den udføres af en mangfoldighed af autoriteter og organer, benytter sig af en mangfoldighed af teknikker og videnformer og søger at forme vores adfærd ved at operere gennem vores ønsker, interesser og overbevisninger. Styring udøves med henblik på specifikke, men skiftende mål og har relativt uforudsigelige konsekvenser, effekter og resultater (Dean 2006:44).

Overføres dette til ungeindsatsen, kan man sige, at de mange aktører – statslige og kommunale myndigheder, uddannelsesinstitutioner og vejledningsenheder – arbejder i fællesskab på at indfri uddannelsesmålsætninger, som alle finder indlysende fornuftige. Om det lykkes, må foreløbig stå hen i det uvisse, her hersker en vis usikkerhed, og der er mange uforudsigelige parametre i spil. Der er samtidig indbygget nogle dilemmaer, som man som vejleder må forholde sig til som en del af en kompetent professionsudøvelse.

Den internationale vinkel

Processen i Danmark er i høj grad koblet til en europæisk udvikling inden for uddannelses- og arbejdsmarkedsområderne: Den hegemoniske diskurs, de uimodsagte sandheder, kommer til udtryk fx i EU-formandskabets omtale af, hvad der er EU's nye strategiske mål og i fremhævningen af uddannelse og vejledning som en vigtig faktor for at opnå målet.

EU har i dag sat sig et nyt strategisk mål for det næste tiår: at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed (EU-formandskabet, 2000).

Human ressource-tænkningen, at udvikle menneskelige ressourcer, herunder at optimere den uddannelsesmæssige og vejledningsmæssige indsats, er blevet en vigtig faktor. Koblet til EU-strategien om livslang læring, som blandt andet udtrykkes i Memorandum for livslang læring (EU:2001, Se på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside en oversigt over EU-vejledning), er der stor opmærksomhed på vejledning som ressource. I de to resolutioner fra hhv. 2004 og 2008 om livslang vejledning fremhæves vejledningens betydning for økonomisk vækst i EU også (EU og vejledning).  I EU’s 2020-mål indgår vejledningen også som et af flere redskaber til at hindre ”early school leaving”.

Ungepakken – ret og pligt-diskursens indmarch

Lovforslaget til ændring af vejledningsloven (2009) er en logisk konsekvens af analyser og samtidig udtryk for et stærkt politisk ønske om handling. Som angivet i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at det overordnet set er

[...] forældrene og den unge selv, der bærer ansvaret for, at den unge kommer videre efter grundskolen,

så konstateres det, at

[...]i dag har unge ikke pligt til at være i uddannelse eller beskæftigelse, efter at de har opfyldt undervisningspligten, og kommunen har ingen pligt til at stille relevante tilbud til rådighed for unge.

Dette – fraværet af pligt til uddannelse (beskæftigelse eller anden aktivitet) – anses som et problem, der må tages fat om. På den ene side er det frivilligt for unge at fortsætte i uddannelse ud over de ni års undervisningspligt. På den anden side er der et stærkt politisk ønske om, at alle unge fortsætter i ungdomsuddannelse.

Med ungepakken stilles krav i vejledningsloven om, at ”de 15-17-årige har pligt til at være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet i overensstemmelse med deres uddannelsesplan […]”. Der er tale om en pligt for den unge til at følge sin uddannelsesplan og en pligt for kommunen til at sikre, at det faktisk sker.

Uddannelsesplanen som styringsteknologi

Uddannelsesplanen bliver hermed en del af en styringsteknologi, hvor unges ansvarlighed aktiveres som en samfundsmæssig ressource. Unge skal udvise ansvarlighed og beslutningskompetence og være i stand til at træffe valg i et livsperspektiv, hvor første trin er valg af ungdomsuddannelse. Der anvendes her kontante styringsmidler, som pligten er udtryk for, og mere bløde metoder, som uddannelsesplanen sammen med vejledning er udtryk for. Uddannelsesplanen kan derfor ses som et raffineret styringsredskab, som indeholder den unges refleksioner og overvejelser om uddannelse og karriere, og som sådan er et procesværktøj for den unge, samtidig med at samme uddannelsesplan og pligten til at overholde den er udtryk for et kontant samfundsmæssigt krav og led i en uddannelsespolitisk strategi.

Pligtdiskursen er helt i tråd med analyser og anbefalinger i de to omtalte rapporter fra Beskæftigelsesministeriets og den socialdemokratiske Uddannelseskommission. Vejledningsloven er gennemsyret af en ret- og pligt-diskurs, som traditionelt hører hjemme i beskæftigelsesområdet, hvor pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og retten til dagpenge eller kontanthjælp betinger hinanden.

Vejledning på den politiske scene

Vejledningen har måske mistet sin ”uskyld” med vedtagelsen af vejledningsloven og er trådt ind på den politiske scene, og processen kan siges at have været uundgåelig, da der har været et stærkt politisk ønske om, at vejledningen skal spille en aktiv rolle for at få flere unge i uddannelse og job. Det stiller krav til såvel myndigheder som vejledere om at balancere i denne situation, ikke mindst hvis det skal lykkes at få de unge med på projektet og at få dem til at have ejerskab til målsætningen.

What’s the problem represented to be in a specific policy?

Kan der tænkes andre løsninger end de foreslåede med indførelse af uddannelsespligt? Er unge ikke selv klar over, at de skal uddanne sig? Selv om de ikke lige er klar til det, så er uddannelsesdiskursen så italesat, at man skal være meget tonedøv for ikke at vide det. Hvad sker der, hvis de unge, som nu begynder en uddannelse, fordi der er indført pligt, alligevel ikke gennemfører? Hvad stiller vi så op, og hvordan kan vejledningen understøtte og hjælpe unge, der ikke magter uddannelse lige nu?

Referencer:

• Bacchi, Caroll (2009): What’s the problem represented to be. Pearson Australia
• Baumann, Zygmund (1998): Globalization. Cambridge. Polity Press
• Dean, Mitchell (2006): Governmentality – magt og styring i det moderne samfund. Forlaget Sociologi
• Rose, N.S. (1999): Governing the soul. London Free Associaltion Books
• Pedersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten. København. Hans Reitzels Forlag. Fredensborg
• Socialdemokraternes uddannelseskommission (2009): 13 års uddannelse til alle. København. Socialdemokraterne
• Beskæftigelsesministeriet (2009): Unges uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, analyserapport. København