J.F. Cooper bliver betragtet som den nye verdens første store forfatter. Hans romanhelt er en hvid spejder, der er dygtig til at finde vej, til at navigere i de store skove omkring De Store Søer og lede selskaber frem af uvejsomme stier i den urolige tid i anden halvdel af 1700-tallet.

Selv levede Cooper nu i den gamle verden, og han endte også der, nærmere betegnet i Schweiz. Men hans helt havde fået mange sigende nye navne som Læderstrømpe, Hjortedræber og Falkeøje. Navnene – tildelt af andre – karakteriserede hans konkrete gøren; det var så som så med hans viden, men han mestrede den der evne til at komme fra et sted til et andet, thi han kunne læse et vildnis og et spor.

Han følte ikke noget specielt for de mennesker, han påtog sig at lede. Hans opgave var at føre folk frem, at bistå dem i deres hjælpeløse selvfremføring. Han var stifinder af metier.



Coopers forfatterskab er befolket med banditter og pirater, som har en metier, men ikke en profession. Nathaniel ”Natty” Bumpoo er helten i Læderstrømpefortællingerne (Cooper, J.F.: The Pioneers, The Last of the Mohicans, The Prairie, The Pathfinder, The Deerslayer, 1823-1841). Hans navn betyder ikke synderligt, før det afløses af tilnavnene i de senere variationer over romanfiguren. Den første variation har dog en profession. Han er lods på eventyr ved Englands kyst (The Pilot: A Tale of the Sea, 1824). I kraft af sit kendskab kan han overtage styringen og navigere fartøjer uden om forhindringer, skær og banker, der ikke kan ses af det overfladiske blik. Bunden ændrer sig, men det er ligesom prøvet før, og frem for alt kan de eksemplariske erfaringer overføres fra en situation til den næste. Vi står her med en uudgrundelig personlighed, en betydningsfuld metier og så en sanktioneret profession. Man kan hævde, at denne mytiske stifinder er rådgiver, vejleder og konsulent. Vejlederen er lidt klemt mellem rådgiveren og konsulenten. Rådgivningen er konkret og baseret på et personligt kendskab til situationen; konsulenttjenesten er abstrakt og baseret på et kompenserende videnniveau.

Professionaliseringen. Forstillelsen af rådet
Det ovenfor beskrevne forhold er historisk. I vore dage er læringssyndromet slået igennem, hvorfor stifinderen nu befinder sig i et dilemma. Doxa er nu om stunder, at man ikke kan lære nogen noget, men kun foranledige at de lærer det af sig selv. Over den brede bank er det smalle farvand mellem Skylla og Carybdis sandet til, thi pædagogen bliver didaktiker, læreren til superviser, rådgiveren til konsulent, træneren til guru, journalisten til spindoktor. Udgangspunktet er, at rådet – selv det advokatoriske forsvar – efterhånden bliver anset for at være et overgreb, som fratager kunden ansvaret, og giver man endelig kunden ansvaret, er det en ansvarsforflygtigelse.

Den praktiske metier har tabt prestige. Dilemmaet er, at tabet skal godtgøres gennem at professionalisere formidlingen og stifinderiet til en ekspertviden i sig selv. Formidlingen af vejen bliver til ledelse for at vinde autoritet, og samtidig må den ikke udøve sin autoritet i kraft af sit førerskab, men må blive vejledning for ikke at støde kundens selvledelse. Altså må man forstille sine råd som mulige veje, kunden kan vælge. Og således kom lederskabets prestige til verden, nemlig som ekspertviden. Lederskab fordrer legitimitet, men da de færreste har talent for og dermed autoritet til at lede, må man kompensere gennem ekspertviden, kort sagt ved at gøre det til en profession.

Vejledningsforholdet
Når nogen opfordres til at gøre noget ved andres adfærd, bruger de en praktisk viden. Det praktiske moment tilsiger, at der kunne være gjort noget andet. Til forskel fra det praktiske forhold er det teoretiske forhold et foretagende, som ikke kan være anderledes. Forskellen mellem det praktiske og det teoretiske skriver sig tilbage til Aristoteles og refleksionerne over forholdet mellem frihed og nødvendighed. Men sagen kompliceres af, at det nødvendigvis må være sådan, at det kunne være anderledes.

Henviser vi nu til det sociale forholds elementære ABC, kan vejledningsforholdets pointe illustreres således: I mit (A) forhold til den anden (B) forholder jeg mig også til, hvordan en tredje position (C) forholder sig denne anden i situationen. A-C er et såvel-som. A forholder sig såvel til B som til C´s forholden sig til B. Det elementære gøres gældende i et videnforhold.

Vejleder A forholder sig såvel til kunde B som person som til B som klient. Han forholder sig altså også til B som professionel. Jeg sidder over for et menneske som menneske til menneske, men vores møde er også et professionelt forhold, hvor min viden, mit kendskab til teorier, love og paragraffer, kollegaers reaktioner etc. spiller med. Jeg står altså ikke alene i et umiddelbart rådgivningsforhold til den anden, men også i et professionelt videnforhold. Og jeg legitimerer min metier, som var det en profession (Se også: Schmidt, Lars-Henrik (1992 og 2000). Det socialanalytiske perspektiv, Aarhus Universitetsforlag samt: Schmidt , Lars-Henrik (2005). Om respekten, Aarhus Universitetsforlag).

Forførelseskunst
Det prekære er nu, at den samme historie kan fortælles ved at spalte B. I sit komplicerede forhold forholder A sig til B, men A forholder sig også til, hvordan B forholder sig til sig selv. I dette tilfælde er det B’, der indtager C-positionen, den tredje position. Da B kan forholde sig til sig selv, ved vi tilmed, at der er tale om en person, og at porten til vedkommende er selvsamme selvforhold. Igen er det umiddelbare forhold fortabt, thi under moderne omstændigheder er forudsætningen for at ændre en andens adfærd, at den andens forhold til sig selv ændres: ikke mit kald, men ”your call”! Jeg kan sige til dig, hvad du kan gøre, men hvad du skal gøre, er op til dig. Din villen kan stække min villen, og derfor er den kunst, hvormed jeg skal bruge min viden til at ændre din villen, en forførelseskunst, som benytter sig af eksemplets magt og retorikkens poiesis. Hvis jeg vil noget, skal jeg få dig til at ville det, jeg vil – af (din) egen vilje vel at mærke. Det bliver ikke mit råd – men det bliver heller ikke mit ansvar. Når jeg således foranlediger og ikke rådgiver, vejleder jeg som professionel konsulent. Beslutningen giver sig selv lig en dom, der falder, en teoretisk sandhed, der ikke kan være anderledes. Jeg tror sågar, at jeg kan tale til mange, bruge de samme slides, skrive en bog …

Professionens tekniske drøm og virkelighedens patos
Drømmen er at gøre professionen mere teknisk og videnbaseret og dermed undgå rådslagning. Det er videnskabens objektivitetsideal, der gør sig gældende her, men idealet skjuler sig som teknik. Hvis vi anvender Det sociales ABC som kort over situationen, kan vi sige, at objektivitetsidealet består i, at forholdet AB skal være lig forholdet CB. Det ville være det sande forhold gældende for enhver.

Mindre kan gøre det, og objektiviteten kan være en rigtig intersubjektivitet, som så gælder for samtlige i en forsamling i tilsvarende situation, hvor der ikke kendes forskel på neutraliserede, udskiftelige folk. Når man insisterer på, at det ikke kan lade sig gøre at få den elementære trekant til at falde sammen i de praktiske videnformer, vil man på sin side dog acceptere og tilstræbe en troværdighed, der gælder for alle, også selv om alle ikke er enhver eller samtlige. Videnidealet er praktisk-poietisk, fordi det ikke lukker trekanten og er henvist til det sociale vilkår, at forholdet også er patetisk (følsomt, lidenskabeligt). Det er selve dets sociale karakter.

Vejledning er et socialt træf. Patos er ikke noget, mennesker har, men er deres ophav. Den menneskelige væren er patetisk, og selv som tilblevne subjekter forbliver deres forbundenhed patetisk.

Saglighedens tilstræbte indifference
Imidlertid er der forskel på, hvori dette elementære træk viser sig. I den moderne tid er det i følelseslivet (Spinoza) og senere i driftslivet (Freud). På det seneste er det lysten, der må stå for, men tidens tilbøjelighed til sundhedsdiskursen med dens æstetik og patologi (behaget i det skønne og det sunde) betyder, at de græske toner igen kan lyde. Patos er behaget mellem ubehag og velbehag. Den balancerende differens mellem antipati og sympati. Den tilstræbte indifference anses for saglighed, men fagligheden er berørt af saglighedens fallit. Således også i vejledningens professionelle indstilling.

Intimiseringen af forholdet
En indstilling kan styre en foranledning og professionalisere kærlighed til omsorg i det educative rum. Når undervisning bliver til læring, når pleje bliver til omsorg, sker der en radikal tilpasning til individuelle forudsætninger og behov, og det vil sige individualisering og intimisering af det sociale forhold.
Fænomenet kan være ønsket, utilsigtet eller uønsket, men det er et vilkår i samme omfang, som settingen forholder selvforhold til selvforhold. Og det er tilfældet i vejledningen. Når så tilpas mange studerende og elever i det hele taget foretrækker vejledning fremfor undervisning, når folk sværger til terapi og bestemte sportsgrene, er det den samme selvoptagethed, der kommer til udtryk, nemlig hangen til en setting, hvor de selv er i centrum, kan forlange opmærksomhed med sindsro og ligefrem føle sig inviteret til at føre sig frem. Selv den negative selvfremføring er opbyggelig i og med, at den reducerer omverdenen til vidner.

Den engagerede vejledning
Som vejleder er man ikke indifferent i sin gøren. Som vidne er det af stor betydning, hvordan man har det med den indkaldtes selvforhold, for man er involveret. Neutraliteten er per definition udelukket under de aktuelle respektforhold, og engagementet er en fordring.

Der er markant forskel på at træffe et medmenneske, hvis gøren og laden man sympatiserer med, og så de træfninger, hvor sympatien skal drives frem, thi hvad patos angår, kan settingens videnteknologi ikke kompensere, videnskab ikke erstatte lidenskab. Det sociale forhold bliver dermed af etisk karakter, i og med man spørger, hvad man kan gøre for en anden for at gøre det godt for sig selv. Eller hvor lidt jeg kan gøre for dig og stadig have det godt med mig selv, så godt at jeg ville gøre det igen.



Vejledning i selvsving
Vejledningens opgave er at få andre til at gøre noget andet end en selv, at lære noget andet end det, man selv kan. Men for at gennemføre denne opgave må man jo kunne noget andet. Hvor man tidligere kunne forlade sig på en dybere erkendelse, en højere uddannelse eller anden forskel i erfaringsniveau, så melder problemet sig nu, at vejledning risikerer at gå i selvsving. Jeg kan vejlede, fordi jeg har fået vejledning; jeg kan være ”doktorfar”, fordi jeg selv har haft en!

Her er pointen ikke sagligheden, eller fagligheden – altså videnteknologien – men derimod praktiske eksklusivitetsmanøvrer, og det handler ikke stort om indsigt i eget selvforhold. I og med supervisionens erstatning for niveau, er der blot nogen, som lover at sige god for, at jeg har et – altså niveau. Superviseren er min overordnede. Legitimationen er ikke længere teoretisk-teknisk, men praktisk-teknisk, og det er tilfældet i en række professioner. Men det binder blot sagsforholdet endnu mere fast til patos.

Bundet til patos
Hvis man føler antipati over for den underordnede, er ens ønske om, at det skal gå vedkommende godt, mindre entusiastisk, end hvis man føler sympati. Ikke mindst i kraft af supervisionen skal man gerne have tilegnet sig en passende indsigt i og kontrol over overføringer og modoverføringer, som jo i grunden er gentagelser. Men da det umiddelbare forhold – det neutrale og teknisk udskiftelige forhold, den patetiske balance (AB lig CB) – ikke kan eksistere, viser den refleksive sensibilitet sig, altså de følelser, den anden vækker i dig, og kan blive udslagsgivende.

Jeg hører, hvad du siger
Uden sensibilitet er der intet engagement; og uden entusiasme er vejlederen brochure- domptør. Engagementet er på den ene side vanskeligt at veje op mod sympatien, hvis det ikke skal være forstillet eller advokatorisk. På den anden side virker den tilstræbte neutralitet modvillig og opleves som antipati, hvilket af toneangivende læringsteorier anses for at være mod hensigten.

En såkaldt anerkendende attitude må erstattes med en bevidnende respekt. Man forstår ikke den anden; man hører, hvad den anden siger. Det er respekten for forskellen til den anden. Vejledningens indstilling er bevidnende, fordi den anden er en konkret anden. Styrkelsen af livsduelighed er overvindelse af knaphed (på viden, på chancer, på mulighed). Men just det sensible forhold truer med at imitere den terapeutiske situation, hvor formålet er at få patienten til at fremstille lidelsen leveligt; vejledningen har imidlertid til formål at transformere underskud til duelighed.

Hvis vejledningen skal holde balancen mellem rådgivning og professionalisme, er det ikke just nogen skade til, at der er sympatetiske forhold i spil. Men det er for meget at forlange af en vejleder, at vedkommende skal synes om én. Dilemmaet er det banale, at der er grænser for udskifteligheden på begge sider af bordet. Det anstrengte er, at man ikke kan klare sagsforholdet med kategorien empati, for man kan ikke føle, hvad den anden føler, og prøver man at sætte sig i den andens sted, har den anden ikke noget sted at være. Men vi lever i og med det tragiske vilkår, at empatien er fraværende.