Som antydet i dette temanummers indledning, skorter det ikke på ambitioner på erhvervsskolernes vegne. Flere unge skal have en uddannelse hurtigere for at modsvare kommende krav på arbejdsmarkedet, hvor det forventes, at efterspørgslen på faglært arbejdskraft vil øges. 

Erhvervsuddannelsessystemet er udpeget som den aktør, der måske spiller den største rolle i ambitionen om at realisere disse bestræbelser. Der er i den anledning igangsat en række frafaldsinitiativer på erhvervsuddannelserne, der rækker lige fra mentorer og morgenmad til særligt tilrettelagte grundforløb. Men problemerne synes ikke løst. Fra centralt hold er det blevet påpeget, at man ikke synes at vide nok om effekten af frafaldsinitiativerne, der mangler stadig praktikpladser (avisen.dk; Udenrigsministeriet), og erhvervsuddannelserne synes at miste status al den stund, at de unge vælger skolerne fra til fordel for gymnasieskolen. Ambitionerne på systemets vegne synes overvældende, mens tilliden til, at erhvervsskolerne kan levere varen, måske aldrig har været lavere.

Et forskningsprojekt om frafald

Det er i lyset af ovenstående kontekst, at jeg i de forløbne knap fire år har været involveret i et større forskningsprojekt om frafald og fastholdelse på erhvervsuddannelserne. I 2009 bevilgede Det Strategiske Forskningsråd en stor pose penge til at knække koden omkring ”Frafald og fastholdelse af elever i erhvervsuddannelserne”. Vi var en gruppe forskere, der gik sammen om et nytænkende projektdesign, der kobler metode, viden og erfaringer fra flere fagområder i en dybdegående undersøgelse af den i forvejenvelkendte og påtrængende problemstilling. 

Vi valgte at fokusere på skolernes betydning for elevernes frafaldsproces og herunder koncentrere os om at undersøge de påvirkelige forhold på skoleniveau, nærmere bestemt på skolernes grundforløb, der er med til at afgøre frafald. Dette valg betød, at vi ikke har koncentreret os specifikt om relationen mellem skole og praktik, velvidende at netop praktikpladsproblemet er afgørende for frafald. Vi ønskede at fokusere på skolerne, idet en række forskningsresultater i international sammenhæng har konkluderet, at skolekultur og læringsmiljø, herunder lærer-elev ratio, lærernes uddannelsesniveau, ekstra curriculære aktiviteter eller mangel på samme har betydning for frafald (Pittman, 1991; Smyth og Hattam, 2002; Heck og Mahoe, 2006; Lee og Breen, 2007; Brown og Rodriguez, 2009; Rodriguez, 2010). Disse forholds betydning kunne altså undersøges i dansk sammenhæng. 

Undersøgelsen

I denne artikel vil jeg koncentrere mig om den interviewundersøgelse, som vi har foretaget på erhvervsskolerne. Vi har interviewet 106 elever på i alt otte skoler om deres oplevelser og perspektiver på frafald. De otte skoler blev udvalgt på basis af en benchmarking (se fodnote) af erhvervsskolerne, hvor forskellen mellem forventet og realiseret elevfrafald blev undersøgt. Vi udvalgte på den baggrund fire skoler, der klarede sig bedre end forventet i relation til frafald, og fire skoler, der klarede sig mindre godt end forventet i relation til frafaldsprocenter.

Vi interviewede elever fra de otte skoler i efteråret 2009 og håbede på, at interviewene kunne være med til at afdække de forskelle mellem skolerne, der var konstateret i den indledende benchmarking. Omtrent halvdelen af samtlige interviewede elever blev geninterviewet halvandet år efter (se mere om undersøgelsen i faktaboks).

To meget væsentlige tendenser kom til udtryk i interviewene. Dels synliggøres en dominerende individualisme blandt de unge. Den udmønter sig bl.a. i en ”ansvar for eget frafald-diskurs” hos de unge. Dels viser interviewene, at der på skolerne opstår en slags junglelov, når de unge skal søge en praktikplads. 

Individualisme og junglelov

”Frafald ligger og venter på sin portion af eleverne.” Når vi i interviewene spurgte eleverne om begrundelser for og årsager til frafald, fortalte mange af dem, at frafald nærmest er en position, der ligger og venter på sin portion af eleverne. Dette forhold er på erhvervsskolerne især relateret til mangel på praktikpladser. I løbet af de første uger på grundforløbet bliver det tydeligt for eleverne, at der ikke er praktikpladser til alle, og det påvirker deres motivation og engagement betydeligt.

Det er altså meget hurtigt, at elevernes motivation og tillid til systemet daler. Som Søren forklarer det i det følgende, så ”er der ikke noget galt med grundforløbet i sig selv, men der er ingen praktikpladser”. 

Hovedparten af de elever, som hurtigt lykkes med at få praktikpladser, er ifølge eleverne selv dem, der har netværket i orden, eller hvis familie har egen virksomhed. Mens man på mere akademiske uddannelser kan tale om en social uddannelsesarv gående på vantheden med et akademisk sprog, så gælder den sociale arv også på erhvervsuddannelserne, hvor den altså snarere består i kendskabet til fagligheden, mulighed for at øve sig hjemme på værkstedet og adgang til virksomhedsnetværk.

Der er også en tendens til, at lærerne videreformidler praktikpladser til de dygtigste elever, sandsynligvis fordi skolerne er afhængige af at have et godt ry hos lokalsamfundets virksomheder, men også fordi lærerne selv som faglærere er bærere af en faglig stolthed. Det betyder, at de ikke sender hvem som helst ud til virksomhederne. Lærerne ønsker naturligvis ikke at nedbryde fagligheden indefra ved at sende elever i praktik, der mangler basal kunnen eller blot trænger til en mere personlig modning og træning, inden en praktikplads vil kunne udfyldes.

Lige såvel som lærerne i gymnasieskolen eller på universiteterne regulerer en faglighed, gør lærerne på erhvervsuddannelserne det naturligvis også. For de elever, der ikke har netværk og faglighed helt i top, bliver det hurtigt: ”som en junglelov, hvor de stærkeste vinder.”

Jungleloven betyder, at nogle af de fagligt stærke elever går i grupper med hinanden for at blive hurtigt færdige og få faglige udfordringer, eller den opstår i situationer, hvor der er for få lærerhænder til mange elever. Ligesom den altså findes i de situationer, hvor elever med et allerede eksisterende netværk får praktikpladser, mens andre må vente eller gå forgæves. 

Nogle af eleverne fremhæver, at skolerne kunne informere langt mere systematisk om praktikpladser, at officielle hjemmesider, hvor man kan søge viden om praktikpladser, kunne være bedre opdaterede osv., men først og fremmest identificerer de meget tydeligt de uformelle distributionskanaler (onkler, der kender onkler, lærere, der kender praktiksteder, og som på basis af deres kendskab til eleverne matcher dem med virksomhedernes profil), ad hvilke fordelingen af praktikpladser i realiteten sker. 

For få lærere til mange elever og selektionsprocesser

Et andet væsentligt element af junglelovstendenserne er, at der nogle gange er meget få lærere til mange elever på grundforløbene. En elev siger: ”Det er meget ustruktureret på grundforløbet. Lærerne er dygtige, men der er for få af dem, og så kan de ikke overskue alle eleverne.”

En række elever må altså indtage en slags venteposition, og nogle af de interviewede elever fortæller, at eleverne på de hurtige (elite)grundforløb får mest hjælp, fordi de skal hurtigt videre fra grundforløbet og ud i praktik. Det er interessant, at eleverne i vores interviewmateriale udtrykker stor forståelse for dette. De ved, at der skal læres noget inden et praktikophold, så de accepterer, at de i forvejen stærke får mere hjælp i en periode. I en sådan kontekst skal man være meget aggressiv og udfarende for at få den hjælp, der er brug for. 

Andre elever kan opleve, at de ikke får udfordringer nok, når de er i venteposition. Eleverne synes således i den grad at have fanget, at frafald sker betinget af mindst to centrale forhold: 1) manglen på praktikpladser og 2) som led i selektionen af de bedst egnede elever. 

Omvendt, og dette peger på et grundlæggende modsætningsforhold i elevernes udsagn, udtrykker mange elever, at frafald må handle om, at man ”bare skal tage sig sammen” eller ”blive mere moden”, som nogle af dem udtrykker det. Selvom eleverne påpeger de strukturelle vanskeligheder i systemet, synes de også, at hver enkelt elev selv bærer et ansvar. Man skal kunne tage sig sammen, vise initiativ og gøre en indsats. På en måde genlyder politikernes lidt forsimplede retorik indimellem i elevernes udsagn. Der er således ikke bare junglelov, men også en massiv individualisme på spil. Sidstnævnte understøttes også af det forhold, at lærerne ofte påpeger over for eleverne, at de skal kunne tage ansvar for egen læring. 

Samtidig retter mange frafaldsforebyggelsesinitiativer sig mod elevernes personlige (indre) verden. Det sker fx, når systemet forsøger at reparere på eleverne ved at tilbyde dem overvejende individualiserede forebyggelsesindsatser som mentorer, coaches og psykologhjælp. Uagtet de gode begrundelser for dette og herunder det forhold, at nogle af eleverne peger på personlige problemer som baggrund for frafald, rummer det den risiko, at eleverne vender problematikken indad. Det er med andre ord ikke utænkeligt, at nogle af de frafaldne måske konkluderer, at de ville have haft en uddannelseschance, hvis de blot havde anmodet om en personlig samtale hos en elevcoach. 

Lidt forenklet bliver logikken sandsynligvis hurtigt: Hvis det er mig, der er problemet, så har jeg også selv ansvaret for at løse det. Naturligvis vil enhver professionel coach eller psykolog forsøge at undgå et sådant ræsonnement, men selve frafaldsindsatsen rummer uden tvivl en vis form for indadvendthed.

Konklusion

Hvad kan vi konkludere på basis af denne skitseagtige introduktion til dele af dette forskningsprojekts resultater? Mindst to ting. 1) Vi kan blive temmelig kloge på frafaldsprocesser ved at spørge eleverne selv. De er fremragende til at identificere de afgørende problematikker: mangel på praktikpladser, junglelov, selektionsprocesser i relation til faglig stolthed (når lærerne eksempelvis vil være sikre på, at eleverne kan noget, inden de sendes i praktik) og manglende personligt ansvar (hos eleverne, fx i form af mødedisciplin, uddannelsesengagement og villighed til at strække sig langt for at få en uddannelse). 

Omvendt viser interviewene også, at 2) eleverne ikke i nævneværdig grad synes at protestere over forholdene på skolerne. Måske fordi de er glade for skolerne og for deres lærere, måske fordi de ikke har tradition for at protestere? Ville gymnasielever (og deres forældre) acceptere tre lærere til 100 elever og risiko for afbrud af uddannelse allerede efter få uger, fordi det reelt er en illusion at gennemføre, hvis der ikke er praktikpladser? Her kunne man måske hævde, at den sociale uddannelsesarv igen er i spil i form af manglende traditioner på erhvervsskolerne og blandt faglærte for at hævde kritik og debattere i bl.a. medier. 

Endelig kunne man lidt provokerende spørge, om skolerne reelt satser på at forebygge frafald, eller ønsker de snarere, af gode grunde, at bevare den skoleform, de kender, og den stolte danske håndværkstradition? 

Måske er det ikke enten/eller, men en vis konservatisme er uden tvivl i spil, når lærerne, og skolerne i det hele taget, medierer fordelingen af praktikpladser i det daglige. Der er ikke nødvendigvis noget galt i dette. Det er måske det, der gør, at de huse, vi bygger, er beboelige, at broen holder, når vi kører over den, at kagerne hos bageren som hovedregel smager godt, og at vi ikke dagligt forgiftes af maden i kantinerne på de danske arbejdspladser. 

Kan de bestandigt nye initiativer på erhvervsuddannelserne, senest i form af nye ungepakker, udføre mirakler? Sandsynligvis ikke, men praktikpladskonsulenter, nedsættelse af erhvervsuddannelsesudvalg osv. er led i et forsøg på at dæmme op for negative tendenser og videreudvikle erhvervsuddannelserne. Omvendt kunne man kritisk spørge, hvad endnu et udvalg skal finde på? For så vidt er der allerede masser af tilgængelig viden om, hvad frafald er, og måske skal man snarere handle på den viden? At sende noget i udvalg kan jo nogle gange være noget, man gør for at signalere handlekraft, mens man i realiteten ikke ved, hvad man skal gøre, eller blot ønsker at vente på, at tingene går over. 

Hvis blot et enkelt af disse spørgsmål, eller måske snarere provokationer, vinder genklang hos læseren, så er det måske på tide at begynde at tale anderledes om frafald på erhvervsuddannelserne? Er det eleverne, den er gal med, eller er det systemets nuværende organisering, der bør diskuteres? Kan vi have tillid til, at erhvervsuddannelserne kan magte at inkludere så mange elever, som aktuelt optages på skolerne? På hvilke måder kunne virksomheder, kommuner, regioner og stat på radikal vis støtte op om uddannelsesmålsætningen frem for at problemforskyde problemerne ned i systemet som et spørgsmål om elevernes frafald, manglende motivation eller manglende uddannelsesparathed? 

Et bud formuleret fra min ydmyge position kunne være, at vi bør forpligte os samlet set, som stat, regioner, kommuner og virksomheder, på at skaffe ekstra praktikpladser, også der, hvor de ikke findes. Det er ikke sikkert, at det kun er ekstra bevillinger og økonomiske gulerødder, der virker. Måske skal vi mere substantielt tale erhvervsskolerne op. Satse markant på produktion i Danmark. Tænke længere end til den næste bundlinje. Tænke uddannelse på helt nye måder helt fra folkeskolen. Turde satse på andet end test og kontrol i folkeskolen og i stedet have tiltro til håndværk, praktiske færdigheder og en genuin faglighed. 

I Danmark har vi desuden en meget lang tradition for livslang læring, højskoler, produktionsskoler og fleksible ungdomsuddannelser, hvis rolle kunne diskuteres i relation til erhvervsskolerne, og som man ikke mindst kunne inddrage mere aktivt i uddannelsesambitionen i form af en mere intensiv satsning på modningsforløb, ekstra faglig opkvalificering osv. i endnu tættere samspil mellem institutionerne end hidtil set. Eleverne fortæller under alle omstændigheder, at det ikke alene er deres eget ansvar at gennemføre. Så tør vi lytte til det?

Fodnote

Den interesserede læser kan orientere sig i Larsen og Jensen (2010) og Humlum og Jensen (2010) for mere viden om de registerbaserede undersøgelser, der også er foretaget, og den tilgrundliggende benchmarking af samtlige danske erhvervsskoler i relation til fra fald.

Referencer

• Brown, T.M., og Rodriguez, L.F. (2009). Empirical research study – School and the co-construction of dropout. International Journal of Qualitative Studies i Education, bind 22, nr. 2, 221-242.
  
  
• Heck, R.H., og Mahoe, R. (2006). Student transition to high school and persistence: Highlighting the influences of social division and school contingencies. American Journal of Education, 112, maj, 418-446.
  
  
• Humlum, M.K., og Pilegaard Jensen, T. (2010). Frafald på de erhvervsfaglige uddannelser. Hvad karakteriserer de frafaldstruede unge? København AKF. 
  
  
• Jørgensen, C.H. (2011, red.). Frafald i erhvervsuddannelserne. Drop-out in vocational education. Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag. 
  
  
• Larsen, B., og Pilegaard Jensen, T. (2010). Fastholdelse af elever på de danske erhvervsskoler,  København, Anvendt Kommunal Forskning (AKF).
  
  
• Lee, T., og Breen, L. (2007). Young people’s perceptions and experiences of leaving high school early: An exploration. Journal of Community & Applied Social Psychology, 17(5), 329-346. 
  
  
• Nielsen, K., og Kvale, S. (2003). Praktikkens læringslandskab. København: Akademisk forlag.
  
  
• Pittman, R.B. (1991). Social factors, enrollment in Vocational/Technical courses, and high school dropout rates. Journal of Educational Research, 84(5), 288-295. 
  
  
• Rodriguez, L. (2010). What schools can do about the DROPOUT CRISIS. Leadership, 40(1), 18.
  
  
• Smyth, J., og Hattam, R. (2002). Early school leaving and the cultural geography of high schools. British Educational Research Journal, 28(3), 375-397.
  
  
• Tanggaard, L. (2012, i review). An Exploration of Students’ Own Explanations about Drop-out in Vocational Education in a Danish Context. Journal of Vocational Education and Training.