Af Anne Mette Ehlers
Ca. 100.000 unge er på overførselsindkomst, og det er krisetider. Som en del af finanslovsudspillet lancerer regeringen nu Ungepakken for at sikre, at flere unge kommer i gang med en uddannelse og får fodfæste på arbejdsmarkedet.
Ungepakken til i alt 645 millioner kroner består af otte initiativer, hvoraf nogle får betydning for erhvervsskolerne. Blandt andet skal mangel på uddannelse og frafald under uddannelse modarbejdes. Metoden er, at der over to år sættes 45 millioner kroner af til brobygningsforløb, hvor ca. 600 unge, som er dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og har svage kvalifikationer, indsluses på uddannelsesinstitutioner, for eksempel via forforløb. 16 millioner kroner i 2013 og 2014 sættes af til at ansætte praktikkonsulenter, som hjælper unge i brobygningsforløb med at finde praktikpladser.
Fem varme spørgsmål
VejlederForum har stillet Merete Riisager og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fem varme spørgsmål om Ungepakken og erhvervsuddannelsernes udfordringer generelt. Ministeren ønsker ikke at svare på vores spørgsmål. Se hendes kommentar sidst i artiklen.
Vil Ungepakken have tilstrækkelig effekt på erhvervsuddannelsernes massive problemer (praktikpladsmangel, stort frafald og dårligt image)?
Merete Riisager: ”Nej, for Ungepakken skal skaffe praktikpladser til en enkelt gruppe på 600 [som er frafaldet uddannelser eller er arbejdsløse ufaglærte, red.], mens erhvervsskolerne mangler 11.000 praktikpladser, hvilket hører til børne- og undervisningsminister Christine Antorinis ansvarsområde. Så når Mette Frederiksen retter sit tiltag mod en lille gruppe unge voksne, skubber hun reelt de helt unge ud, som Christine Antorini skal skaffe praktikpladser til.
Og selv om vi gør en masse for at få flere praktikpladser, er det i sidste ende konjunkturafhængigt, hvor mange praktikpladser der er. Problemet er mangel på vækst. Virksomhederne mangler ordrer. Derfor har de ikke råd og intet at sætte de unge til. Løsningen er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, altså lavere skatter og afgifter og at styrke konkurrenceevnen.
Mens vi skaber vækst ved at forbedre konkurrenceevnen, kan vi helt akut gøre noget for at hjælpe de unge, der står over for at skulle uddannes. Vi kan sørge for, at flere kommer i praktik i udlandet, fx i Tyskland og Norge. Danmark sender under 1.000 elever til udlandet om året, det antal kan vi tredoble ved at ændre på reglerne for praktik i udlandet.
Vi kan indgå flere frivillige aftaler, hvor kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder samarbejder om at fremme praktikindsatsen, og vi kan liberalisere rammerne for praktikaftaler, så de i højere grad ligner aftaler for almindelige ansatte. Fx har mindre virksomheder den udfordring, at de ifølge reglerne ikke må lade en elev være alene. Det giver nogle helt praktiske problemer i hverdagen, der betyder, at nogle virksomheder vælger eleverne fra. De regler kunne man ændre uden at forringe vilkårene.
Med hensyn til frafald og image er det vigtigt, at erhvervsuddannelserne ikke er opsamlingsheat for de svagt kvalificerede unge. Derfor skal regeringen komme ud af starthullerne med at lave en fleksuddannelse, som kan opsamle disse unge og få dem ud i ufaglærte job. Samtidig kan vi styrke erhvervsuddannelserne ved at oprette elitelinjer.”
Hvad er succeskriteriet i forhold til erhvervsskolernes udfordringer og hvornår?
Merete Riisager: ”At det faglige niveau kommer op, og at vi målretter uddannelserne til den ressourcestærke gruppe, vi gerne vil ramme. At vi skaber et bedre match mellem efterspørgsel og uddannelse, bl.a. ved at give institutionerne højere frihedsgrader, når de tilrettelægger uddannelserne. Det kan ikke nytte noget, at vi producerer 100 tømrere og 10 jord- og betonarbejdere, hvis der er behov for det omvendte. Så svigter vi de unge.”
Hvorfor poste penge i at få flere unge i uddannelse, hvis der alligevel ikke er praktikpladser nok?
Merete Riisager: ”Selv om der er krise, er det jo bedre for de fleste unge at have en uddannelse end slet ingen, hvis man ser på et langt liv. Og så er det vigtigt at huske, at der faktisk er praktikpladser at få. Men det kræver, at de unge flytter sig efter praktikpladserne og skifter til fag, hvor der er ledige praktikpladser. Det handler om at være ærlig om mulighederne og lave adgangsbegrænsninger, så der kommer et bedre match. Når en ung får en uddannelse, kan han eller hun bevæge sig efter, hvor arbejdet er – også selv om det måtte være til udlandet.
Jeg vil helst give pengene direkte til uddannelserne i stedet for at oprette en masse akut-tiltag. Det er uddannelsesstederne, der bedst ved, hvor der er brug for pengene. Og jeg vil hellere have, at vi koncentrerer os om at lave en fleksuddannelse end at hive unge mennesker ind, der hverken har kvalifikationer eller motivation til at gennemføre en erhvervsuddannelse.
Vi kan bl.a. forbedre den nuværende situation ved at styrke skolepraktikken og fjerne tidsgabet fra afslutning af skoletiden, til man starter skolepraktik. I denne periode ved vi, at mange mister modet og falder fra.”
Burde alle virksomheder ikke betale til en pulje, så det er gratis at have unge i praktik, som foreslået af Anne Vang og Pernille Rosenkrantz-Theil. Det løser vel problemet én gang for alle?
Merete Riisager: ”Anne Vangs forslag er tomme slag i luften, der mest handler om at vise noget handlekraft. Vi har lige haft en bonusordning, hvor virksomheder kunne få op til 70.000 kr., hvis de oprettede en elevplads, og den virkede ikke. Det handler om, at virksomhederne skal have noget at lave, og at praktik skal være værdifuldt for begge parter. Det er ikke noget, man bare kan fremtrylle – det kræver bedre rammevilkår og reel vækst”.
Lige nu mangler 11.000 unge en praktikplads.Ungepakkens initiativer rettet mod praktikpladser drejer sig om 16 millioner for en lille gruppe på 600 unge, som følger brobygningsforløb. Mener du, at Ungepakken er ambitiøs nok?
Merete Riisager: ”Nej, den er skudt forbi behovet. Der er praktikpladser, som ligger andre steder og hos andre fag. Også praktik i udlandet kunne udnyttes meget bedre. I stedet for at bruge penge på ting, som historisk ikke virker, ville jeg hellere have en bæredygtig løsning i respekt for de unge og i samarbejde med de virksomheder, der skal bidrage.”
Mette Frederiksen: Falsk modsætning
I stedet for at svare på spørgsmålene har Mette Frederiksen denne kommentar til Merete Riisagers svar:
”Regeringen gør med Ungepakken en særlig indsats for dem, der aldrig fik en uddannelse under højkonjunkturen og nu kan imødese store udfordringer med at opnå og fastholde et fodfæste på arbejdsmarkedet. Indsatsen handler bl.a. om voksenlærlingeordninger og brobygningsforløb, der støtter disse unges tilbagevenden til uddannelsessystemet. Vi vil ikke afskrive denne gruppe, og derfor betragter vi indsatsen i Ungepakken som helt nødvendig. At denne indsats skulle stride mod det arbejde, vi også gør for at styrke erhvervsuddannelserne, er en falsk modsætning at stille op.”
Fakta om erhvervsskolernes udfordringer 11.000 unge mangler lige nu en praktikplads. Mere end hver femte elev, der stopper på teknisk skole, stopper ifølge en rundspørge af Fagbladet 3F, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Syv ud af ti virksomheder tager ikke lærlinge, selv om de burde, siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F.
29 procent af de unge forbinder erhvervsskolerne med lav status og kun fire procent med høj status. Det omvendte gælder for de gymnasiale uddannelser – hhv. tre og 39 procent – ifølge en undersøgelse af Epinion for DI. Den manglende prestige giver problemer med frafald – op til 40 procent af de unge er ikke i stand til at gennemføre uddannelserne – og senere bliver det svært at skaffe dygtig, faglært arbejdskraft. Samtidig skubbes der på for at opfylde regeringens mål om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Resultat: Mange unge med svage kvalifikationer sluses ind på erhvervsuddannelserne med ringe chance for at gennemføre. |
Læs mere