”De viste os to film, men da de satte den tredje på, rejste vores lærer sig op og sagde, at nu gik vi.” Er det bare en forvrængende vandrehistorie om en 8. klasses oplevelser under deres introkursus på en erhvervsskole? Og hvordan reagerer man som UU-vejleder, når man tilfældigvis støder ind i en ung, man har vejledt, og på spørgsmålet om, hvordan det går på erhvervsskolen, får et svar som dette: ”Vi har undervisning, når det regner. Når vejret er godt, får vi tidligt fri, så skal vores lærer nemlig ud og spille golf. Vi skal bare sørge for, at de ikke ser os inde fra kontoret, når vi smutter.”

De genkendende suk, som UU-vejlederne reagerer med på den slags triste beretninger, tyder desværre på, at de må rumme et gran af sandhed. Mens succeshistorierne om 8. klassernes introkurser på gymnasierne står i kø, og hverken de unge eller gymnasierne kan få armene ned, så breder der sig en vis metaltræthed, når talen falder på erhvervsskolernes mulighed for at gøre de helt unge interesserede i at tage en erhvervsuddannelse. 

For en del erhvervsskolers vedkommende vil man givetvis synes, at det er uretfærdigt, at deres succeshistorier ikke når til tops. Og jeg hævder heller ikke, at de to ovenstående eksempler er repræsentative, men det er påfaldende, at de negative fortællingers slagskygger er så massive. 

Lad mig sige det med det samme: Denne artikel er farvet af, at UU-Sjælsø yder vejledning i fire smørhulskommuner nord for København med en høj gymnasiefrekvens (67 procent sammenlignet med et landsgennemsnit på 46 procent), hvorfor de ikke kan siges at være repræsentative. På den anden side eksponerer svøben af homogenitet i de unges og ikke mindst deres forældres forestillinger om gymnasiet (stx) som det gode uddannelsesvalg erhvervsuddannelsernes imageproblemer (se fodnote).

En karrierevalgsteoretisk præmis 

Når man inddrager Linda Gottfredsons karrierevalgsteorier i relation til, at så få unge vælger en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen, maner dette i høj grad til eftertanke. Ifølge Linda Gottfredson foretager alle mennesker i løbet af barndommen ubevidst en afgrænsning af acceptable uddannelses- og jobmuligheder på baggrund af individuelle miljøer kombineret med, at disse forestillinger indgår i fælles kognitive kort over erhverv. 

Disse forestillinger placerer erhverv i forhold til prestige og køn – og det er påfaldende, at vurderingen er så samstemmende. Spørger man ud i en klasse, kan man være sikker på, at ”dirigent” blive placeret som et erhverv med høj prestige udført af en mand. Børn og unge konstruerer således et kort over verden med en stærk fornemmelse for, hvor de gerne vil høre til i den sociale orden, og hvornår de rammer en zone af acceptable muligheder i lige netop deres omgivelser. De aflæser med seismografisk nøjagtighed, hvornår mor/far nikker samstemmende til deres uddannelsesvalg, eller om lægeforældrene kun tilsyneladende bifalder den unges ønske om at blive bioanalytiker. På samme måde vil en ung, der f.eks. beslutter sig for at læse markeds- og ledelsesantropologi eller kognitiv semiotik, blive mødt af en vis undren i sin faglærte familie, men den aktuelle samfundsmæssige liggen på maven for en generel akademisering vil bestyrke den unge i valget – selv om det umiddelbare jobperspektiv ikke står lysende klart.

Hvis man accepterer Gottfredsons præmis om social status og rollemodellers indflydelse som valgparametre, kan det måske også være lønsomt at kaste et blik på, hvad vi går og fortæller hinanden om at have håndværkere hjemme i privaten. Tips om pålidelige, fagligt stolte og dygtige håndværkere handles som værdifulde børsinformationer, men det er åbenbart også nødvendigt med gode råd om at aftale dagbøder, at skrue bissen på fra starten og tilbageholde regningsbeløb som afbødning på en skade, der allerede er sket. Hvad nu, hvis hver håndværker så sig selv som sit fags ambassadør?

Også et formidlingsproblem

Enhver, der har stået på sidelinjen, når ungdomsuddannelserne holder oplæg om krav og indhold i de respektive uddannelser på uddannelsesaftenerne, kan ikke undgå at få en vis medfølelse med vejlederne fra erhvervsskolerne pga. den kæmpemæssige formidlingsopgave, de står over for. Mens samtlige treårige gymnasiale uddannelser fikst fortæller om en overskuelig pakke med lækkert indbyggede valgmuligheder og et attraktivt ungdomsmiljø, kæmper erhvervsskolevejlederen med at skabe overblik over 12 indgange.

Og når der derefter skal jongleres med de ufattelig mange muligheder på hovedforløbene, og uddannelsesbetegnelser som f.eks. CNC-tekniker, overfladebehandler eller industritekniker nævnes, er det de færreste, der i deres inderste hjertekammer ved, hvad det indebærer. Det gælder for de unge, de fleste forældre – og givetvis også for mange UU-vejledere. Læg dertil mediernes fokusering på manglende praktikpladser og dermed bristede forventninger om at færdiggøre ens erhvervsuddannelse. Samtidig synes der også at være en boomerangeffekt i erhvervsskolernes mange behjertede, men meget nødvendige, tiltag for de svage elever: særlige grundforløbspakker, havregryn om morgenen til dem, der ellers ville hutle sig igennem på chips og cola, mentorordninger og årtiers jagt på frafald. Men hvem vil gå på en taberskole?

Skyd ikke på UU-vejlederne 

Vel vedkender mange UU-vejledere sig, at deres forestillinger om de klassiske byggefag som tømrer, maler og murer er mere konkrete i forhold til de mere specialiserede erhvervsuddannelser, der er nødvendige i avancerede produktionsvirksomheder. Men at UU-vejlederne skulle være hovedansvarlige for den manglende interesse for EUD, er et for billigt og letkøbt argument, der dog desværre fremføres alt for ofte og uberettiget. 

UU-centre besøger erhvervsuddannelser og virksomheder, og de tager med kyshånd imod interesseorganisationernes informationsarrangementer og har en stærk interesse i området. Netop bevidstheden om dets kompleksitet og vigtigheden af at udbrede kendskabet om erhvervsuddannelsernes karrieremuligheder for de unge bevirker, at UU-vejledere i høj grad har fokus på at være velinformerede og at have et tæt samarbejde med vejlederne og lærerne på erhvervsskolerne. 

Historien om, at samtlige UU-vejledere har en baggrund som skolevejledere i folkeskolen og derfor i virkeligheden aldrig har forladt lærerværelsets trygge staldvarme, må henvises til afdelingen for ammestuehistorier, når man ser på den brede vifte af akademikere, pædagoger, socialpædagoger – og lærere – der arbejder i UU-centrene. 

Når det er sagt, så vil jeg ikke fornægte, at det kunne være ganske attraktivt at besætte en evt. ledig UU-vejlederstilling med en faglærer fra en erhvervsskole, hvis vedkommende i øvrigt lever op de kompetencekrav, der stilles til en UU-vejleder: at ville de unge, at have et bredt overblik over uddannelsesfeltets utallige valgmuligheder, at kunne positionere sig positivt og selvstændigt over for samarbejdspartnere i kommunerne, jobcentre, ungeenheder, på skolerne og over for forældrene og ungecoaches, mentorer og ikke mindst at beherske vejledningens fornemme håndværk. 

Hvad UU-vejlederne gør 

I forbindelse med introkurser i 8. klasse, brobygning i 10. klasse, erhvervspraktik, jobfestivaler og uddannelsesmesser skaber UU-vejlederne rammerne for, at de unge får en indsigt i erhvervsuddannelserne. På forældreaftenerne i udskolingen ajourføres forældrene om uddannelsesmulighederne og gøres på deres barns vegne opmærksomme på det løfterige perspektiv, der ligger i at gå på en uddannelse, hvor man føler, at man har faglig succes. Alligevel synes det gymnasiale alternativ at virke meget mere tillokkende for de unge og deres forældre, selv om den unge risikerer at henslæbe sin gymnasietid i en evig ulyst i forhold til at tænke abstrakt, med en halvsølle studentereksamen som resultat. For selv om erhvervsskoler festligholder aflæggelse af en svendeprøve, er aviserne fyldt med billeder af hueklædte unge, der danser rundt om Krinsen på Kgs. Nytorv.

Men vi har som samfund ikke råd til, at 9,1 procent ifølge profilmodellen vælger at tage en erhvervsuddannelse efter gymnasiet.  

Når vejlederen i sit oplæg når frem til erhvervsakademierne som en overbygning på en erhvervsuddannelse og andre veje til en videregående uddannelse, er blikkene allerede blevet en smule tomme: Antropologen Batesons ord om, at information er en forskel, der gør en forskel, dvs. at ikke al information er relevant for alle, står pludselig lysende klare for en. Forældre vil først høre noget om f.eks. merkantile erhvervsuddannelser, når sønnike er droppet ud af 2. g.

I de kommuner, der har tilkøbt UEA-undervisningen, Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering, har UU-vejlederen gode muligheder for at introducere eleverne bredt til job- og erhvervsmuligheder og især at styrke de unges valgkompetencer. Det bliver spændende at se UEA-undervisningens placering i den meget omtalte Ny Nordisk Skole.

En risikozone – fra grundforløb til hovedforløb

Som man kender det fra de gamle folkeviser, er man særlig udsat i overgangssituationer. I vores verden er det dog ikke smukke elverpiger med hul i ryggen, der lokker ynglingen lige inden brylluppet. Når det drejer sig om overgangen fra et grundforløb til et hovedforløb, lurerne farerne i det tomrum, der kan opstå mellem et afsluttet grundforløb og påbegyndelsen af et hovedforløb. I den virkelige verden, set fra et UU-perspektiv, er den hidtidige karensperiode på to måneder en faldgrube af format for netop de unge, der er usikre og mangler selvtillid til selv at opsøge en evt. læreplads. Deres tilknytning til erhvervsskolerne synes at være så løs, at de unge føler sig fortabt i et ingenmandsland. Det kan derfor ikke hilses nok velkommen, at Erhvervsuddannelsesvalget har barslet med et forslag til oprettelsen af praktikcentre og ikke mindst en omlægning af karensperioden, således at en elev kan optages direkte på et praktikcenter, og at vedkommende kan begynde skolepraktikforløbet efter en måned. 

Ingen lette løsninger i sigte

Når man skuer ud over samfundets forventninger til erhvervsskolerne i dag, kan det svimle for en. De skal levere en undervisning, der sammen med den unges læreplads skal resultere i en kompetent faglært del af arbejdsstyrken. På den anden side forventes det, at erhvervsskolerne tager alle ind, der har gået ni år i skole, hvortil kommer, at en uddannelsesparathed omfatter samtlige erhvervsuddannelser, uanset uddannelsernes meget forskellige krav til færdigheder og kompetencer. På hold, hvor der går studenter sammen med potentielle egu-elever, kan man med rette tale om undervisningsdifferentiering.

Måske kan EUX udvikle sig til at blive et velvoksent alternativ. Inden for de seneste år er uddannelsen blevet udbudt i kombination med et stigende antal af uddannelser, og man skal ikke underkende betydningen af, at uddannelsen i det kommende optag kommer til at figurere som en selvstændig afkrydsningsmulighed på optagelse.dk på linje med de øvrige ungdomsuddannelser. 

I disse reformtider vil jeg overlade det til andre at komme med bud på erhvervsskolernes strukturelle problemer. Jeg vil dog pege på, at det er bydende nødvendigt, at vi får nogle andre fortællinger om erhvervsuddannelserne og ikke mindst det gode liv, de kan føre til.

En besindelse på laugs- og navertraditioner som bidrag til en revitalisering af erhvervsskolernes image er måske en tand for utopisk – og det er i den forbindelse tankevækkende, at de succesfulde fortællinger om erhvervsuddannelsernes internationale aktiviteter, bl.a. Praktik I Udlandet, ikke har vundet mere gehør. Til gengæld synes der at have udviklet sig en særlig dansk naturlov: Man skal danse lancier – ellers er det ikke en helt rigtig ungdomsuddannelse. 

UU-Sjælsø besøgte forleden en handelsskole, hvor uddannelseschefen på HG med stor entusiasme og overbevisning indledte sit oplæg med at fortælle, at hun og alle andre var rigtig stolte af at være på HG. Man kunne ikke andet end tro hende og blive glad på elevernes vegne.

For erhvervsskolerne kunne faglig stolthed, engagerede undervisere, en gensidig lydhørhed for ledelsens og de ansattes vilkår være vejen frem. Og ikke mindst nogle tydeligere politiske signaler om, hvilke differentierede opgaver erhvervsskolerne forventes at løse for hvilke grupper af elever. 

De historier vil UU meget gerne være med til at fortælle.

Fodnote

En YouGov-undersøgelse foretaget for KL i oktober 2012 viser, at knap halvdelen af de danske forældre foretrækker, at deres barn vælger at tage en almen studentereksamen (stx). Til gengæld er det mindre end hver tiende, der ønsker, at deres barn vælger en erhvervsuddannelse.

Referencer

• Karrierevalg. Teorier om valg og valgprocesser. Poulsen, Lene, og Højdal, Lisbeth. Studie og Erhverv (nu Schultz), 2007. 
  
  
• Ministeriet for Børn- og Undervisning
  
  
• Styrelsen for Universiteter og Internationalisering
  
  
• PIU-sekretariate - Danske praktikanter i Tyskland og Storbritannien
  
  
• Fremder Freiheitsschacht