Erhvervsuddannelserne er i stigende grad blevet en integreret del af ungdomsuddannelsessystemet samtidig med, at den skolebaserede del af erhvervsuddannelserne har fået tildelt flere funktioner. Erhvervsskolernes undervisning skal således både understøtte virksomhedsoplæringen, forberede til videreuddannelse og danne til medborgerskab. Samtidig har erhvervsuddannelserne fået tildelt en vigtig rolle i forbindelse med regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Erhvervsuddannelserne og den potentielle restgruppe
Argumentet for 95-procent-målsætningen er, at et højt uddannelsesniveau i befolkningen både styrker samfundets konkurrenceevne og dets sammenhængskraft. Erhvervsuddannelserne er således blevet underordnet en generel politik, der handler om at styrke Danmarks konkurrenceevne i en globaliseret tidsalder. Mere konkret er erhvervsuddannelserne blevet tildelt opgaven at reducere den uddannelsesmæssige restgruppe. Den underforståede logik synes at være, at erhvervsuddannelserne i særlig grad repræsenterer et relevant tilbud for dem, som tilhører den potentielle restgruppe. Hvad der nærmere kendetegner denne gruppe, og hvorfor disse unge formodes i særlig grad at passe ind i et erhvervsskolemiljø formuleres dog sjældent eksplicit i politikernes anbefalinger. Der tales højst i brede vendinger om kategorier som ”skoletrætte unge”, ”unge med anden etnisk baggrund” og ”unge med svage skolemæssige forudsætninger”. Der er således angiveligt tale om unge, som på en eller anden måde mangler bestemte forudsætninger som fx motivation, danskkundskaber eller generelle skolekundskaber.   
 
Eleverne på erhvervsskolerne er bevidste om denne udvikling og oplever, at den betyder, at legitimiteten i deres valg af en erhvervsuddannelse undermineres, som det fremgår af nedenstående interviewcitat fra malereleven Diane:

D: Der er mange, der tager uddannelsen […] for eksempel folk, der har ADHD. De kan ikke sidde stille og lave lektier på en skolebænk […] Så kommer de ud og laver sådan noget her, som næsten alle kan gennemføre [...] Jeg føler mig lidt dum, nogen gange […] Fordi det er sådan, folk, der ikke rigtig kunne blive andet, der så vælger teknisk skole […] Også med frisører, altså det er også mere en, der måske ikke har så meget mellem ørerne.

I: Når du så vælger teknisk skole alligevel, hvordan kan det så være […]?

D: Jamen, jeg synes […] det er hyggeligt at møde mennesker […] Og så kan jeg som sagt godt lide at lave det, vi laver her.

I: [Er der noget] I på teknisk skole er gode til, som de ikke er gode til i gymnasiet? […]

D: Jo, at bruge vores hænder. Og måske være kreative. Det kan de også godt være gode til, men ja, alt det håndarbejde, vi laver. Det er de forhåbentlig ikke lige så gode til.

I: Nej. Er det så ikke noget, hvor I kan føle jer gode?

D: Jo […] Men det er mere sådan muskel end hjerne, hvis du forstår, hvad jeg mener […] Hvis det er en mand, så er det ligegyldigt, om han er klog eller dum. Så er det meget naturligt, at han har lyst til at være håndværker. Men for en pige, der er det sådan lidt sidste udvej, synes jeg.” (Diane).

Men betyder det så, at unge, som formodes at tilhøre den potentielle restgruppe, uden videre passer ind på en erhvervsuddannelse? Svaret er naturligvis nej, idet gennemførelsen af en erhvervsuddannelse ikke nødvendigvis stiller færre krav til den unge, men snarere anderledes krav.

Erhvervsuddannelserne adskiller sig imidlertid fra de gymnasiale uddannelser ved, at disse krav ikke fungerer som adgangsbegrænsning. Frisøruddannelsen og enkelte andre uddannelser er undtagelser, der bekræfter denne regel. For at være sikker på at blive optaget på uddannelsen skal eleven have en uddannelsesaftale med en mester. Der bliver dog også optaget elever uden en praktikplads på hånden. Adgangsbegrænsningen bidrager til at højne uddannelsens status. Hvor eleven Diane ikke udtrykker fagstolthed over at være malerelev, er frisøreleven Mette J anderledes selvbevidst, når hun fortæller om den uddannelse, hun er i gang med:

Nu har vi jo hele tiden fået at vide, at Danmark er det land med den bedste frisøruddannelse i hele verden […] Det siger alle. Lærerne og mestrene, og alle siger det. Men jeg kan også godt se det. Vi er den eneste [frisøruddannelse], der har fire år. Og fire år, det er lang tid at lære om hår […] Der er jo mange, der går til frisøren, og der er jo mange, der gerne vil vide [noget] om deres hår. Det er jo en stor del af hverdagen, at vi går ind og hjælper folk, der gerne vil have noget nyt hår eller et eller andet.” (Mette J)

Frisørerhvervet er altså præget af en kultur, hvor de ansatte indbyrdes bekræfter hinanden i, at de har en uddannelse i verdensklasse, hvilket bidrager til at styrke frisørelevernes faglige stolthed. For at en frisørelev kan blive genkendt som en potentiel frisør, kræver det, at vedkommende har den rette attitude. Inden for frisørerhvervet omfatter denne at signalere, at eleverne gør noget ud af deres hår, tøj og makeup. Desuden skal de være synlige, selvsikre og snakkesalige. Hvor frisørfaget er et typisk kvindefag, er mekanikerfaget præget af mænd. Inden for mekanikerfaget omfatter den rette attitude at signalere maskulinitet, fysisk styrke og at udtrykke glæde ved arbejdet med biler.

Kravene til erhvervsuddannelseseleverne
De krav, der stilles på maleruddannelsen, omhandler en blanding af teoretiske, praktiske og habituelle kompetencer, hvoraf nogle formuleres mere eksplicit end andre. Alle elever er ikke lige gode til at afkode disse krav eller til at leve op til dem, men elevernes evne til at honorere kravene har ikke desto mindre konsekvenser for den enkeltes chancer for at få en praktikplads.

Karakteristisk for erhvervsuddannelserne er, at de bygger på den forudsætning, at eleverne er i stand til selv at skaffe sig en praktikplads. Eleverne forventes derfor – evt. bistået af skolen – allerede på grundforløbet at udvikle den særlige form for faglighed, som gør, at de over for praktikstedet kan fremstå som værende i stand til at gennemføre et praktikforløb tilfredsstillende. De skal både signalere, at de kan begå sig på praktikstedet, og at de efter endt uddannelse vil have tilegnet sig den type faglighed, som forventes af en faglært inden for det pågældende fag.

Eleverne har ikke samme forudsætninger for at imødekomme disse krav. Deres chancer er afhængige af, hvad det er for en habitus, de bringer med sig hjemmefra. Modsat gymnasiet er det på erhvervsuddannelserne ikke nødvendigvis en fordel af have forældre med en længere teoretisk uddannelsesbaggrund. Flere undersøgelser viser tværtimod, at det er en fordel at have familie eller venner inden for det pågældende fag eller beslægtede brancher. Disse elever vil have lettere ved at tilegne sig de attituder, som indgår som en del af fagets specifikke faglighed.

Grundforløbet spiller imidlertid også en vigtig rolle i forhold til at opøve og styrke denne faglighed.

At få en praktikplads kræver den rette attitude
Selv om eleverne generelt er gode til at aflæse, hvad der forventes af dem på teknisk skole, er de mindre gode til at overskue konsekvenserne af ikke at honorere disse krav. Det viser sig nemlig, at lærerne prioriterer arbejdet med at hjælpe eleverne i undervisningen forskelligt afhængig af den attitude, eleverne udviser. Elever, der opnår mere hjælp fra læreren end andre, er bedre stillet i forhold til at gennemføre uddannelsen.

Observationer på maleruddannelsens grundforløb viser, at samtidig med, at der er stor frihed i undervisningen, er der også en række normer for, hvordan eleverne forventes at opføre sig. Man sidder således ikke med benene oppe på bordet i undervisningen, og man forventes i det hele taget at have en attitude, som signalerer engagement og vilje til at yde sit bedste. Man forventes at være ikke bare fysisk, men også mentalt til stede i undervisningen samt at aflevere opgaver til tiden. Hverken elever eller lærere problematiserer disse normer, og selv elever, der ikke overholder normerne, synes ikke desto mindre at acceptere disse som rimelige. Det opleves derfor som modsætningsfyldt, når det flere gange under observationerne kan konstateres, at der ingen sanktioner er forbundet med ikke at leve op til disse normer.

Det vil imidlertid være forkert at drage den konklusion, at overtrædelsen af skolens normer er uden betydning. Som det fremgår af nedenstående citater, er lærernes oplevelse af elevens motivation og vilje afgørende for, hvor meget hjælp den pågældende kan forvente at få fra lærerens side. 
 
Således siger en af skolepraktiklærerne om en elev, som ikke teoretisk er så stærk, men til gengæld yder sit yderste i uddannelsen:

L: ”Ham har jeg også skaffet en kort uddannelsesaftale på to år […] Men han [mesteren] mente, han vil beholde ham, han er rigtig glad for ham. Han er virkelig en god elev altså. Han er en god, rigtig, rigtig god dreng […] Ham vil jeg simpelthen kæmpe for. Altså ham vil jeg gerne bruge min fritid på. Altså, fordi så god er han […] Ja, han er også supersød. Rigtig, rigtig sød.” (Skolepraktiklæreren Lone).

Om en anden elev, som teoretisk set er stærkere, men som til gengæld ikke på samme måde signalerer engagement og motivation, siger samme skolepraktiklærer:

L: ”Jamen igen, han er også for langsom […] Og så har han en lille smule et attitudeproblem […] Og det snakker jeg meget med ham om. Også når han har været ude ved mester. For de er egentlig meget glade for ham […] han er lige lidt for smart i en fart nogen gange […] Ja, de synes egentlig, han er sød og rar, men ham den ene sagde så, at han synes så også, han havde sådan et attitudeproblem. Men ellers er det mest, at de synes, han er lige lidt for langsom.” (Skolepraktiklæreren Lone).

Eksemplerne illustrerer, at eleverne ikke blot sorteres på baggrund af deres faglige kunnen, men også på baggrund af deres attituder. Problemet er, at mens eleverne måske nok er klar over, hvad de rette elevattituder består i, er det sandsynligt, at mange af dem har svært ved at gennemskue og overskue konsekvenserne af ikke at signalere den rette attitude over for undervisningen og faget.

Vejledning af elever til erhvervsuddannelser
Det er især erhvervsuddannelserne, som forventes at bidrage til at nedbringe restgruppen. Den underliggende logik synes at være, at erhvervsskolerne i højere grad end de gymnasiale uddannelser vil kunne tiltrække og fastholde den potentielle restgruppe, som lidt diffust udpeges som værende de skoletrætte, dem med anden etnisk baggrund og dem med dårlige skolemæssige forudsætninger.

Kravene til eleverne på erhvervsuddannelserne er imidlertid ikke færre, men derimod anderledes end på de gymnasiale uddannelser. Således er elevernes evne til at skaffe sig en praktikplads helt afgørende for, om de gennemfører uddannelsen, da mange elever ikke betragter skolepraktik som et attraktivt alternativ.

Chancerne for at være blandt de heldige i kampen om praktikpladserne afhænger blandt andet af, om eleverne er i stand til at signalere den rette attitude, engagement og viljen til at yde sit ypperste.
Erhvervsvejlederne har et særligt ansvar for at videreformidle disse krav. Det vil sige, at vejlederen med fordel kan sætte sig ind i, hvilke attituder eleverne forventes at besidde inden for de forskellige erhvervsuddannelser og eksplicitere disse over for de vejledte. Denne attitude vil alt andet lige være lettere at afkode og erhverve sig for elever, hvis forældre selv har en faglært baggrund. Men hvis det primært er denne type af elever, der vejledes til erhvervsuddannelserne, melder der sig et problem om reproduktion, hvor det udelukkende er de mest oplagte elever, der påbegynder en specifik uddannelse. Et bidrag til at overskride reproduktionen kan være at eksplicitere over for de vejledte, hvilke krav de forventes at honorere i erhvervsuddannelserne.

Faktaboks
Artiklen tager afsæt i Louise Veje Hvitveds igangværende ph.d.-projekt, der har fokus på, hvilke krav eleverne forventes at indfri i skoleperioderne på tekniske erhvervsuddannelser. I ph.d.-projektet bliver det undersøgt, i hvilket omfang lærerne formidler til eleverne, hvad den rette attitude omfatter. Undersøgelsen er baseret på empiri, der er produceret på tre tekniske uddannelser, henholdsvis frisør-, mekaniker- og bygningsmaleruddannelsen. Der er foretaget videoobservationer af cirka en uges varighed på henholdsvis grundforløb og hovedforløb. De observerede lærere er blevet interviewet, og fire elever fra hvert hold er også blevet interviewet. Ph.d.-projektet er tilknyttet forskningsprojektet: ”Fastholdelse af erhvervsskoleelever i det danske erhvervsuddannelsessystem.”