Skrald?

I store træk kommer alle arbejdsløse forbi et jobcenter, hvor de bliver inddelt i tre kategorier: match 1, 2 og 3. Kategorierne kan sammenlignes med indholdet i en almindelig dansk husstands skraldepose – nogle bestanddele er kasseret uden nogen øjensynlig årsag, andre bestanddele har nogle småskrammer, men kan anvendes med noget bearbejdning, og de resterende dele er ikke videre brugbare, da de har fået for mange knubs. At sammenligne de arbejdsløse med skrald lyder måske noget groft. Alligevel er det min erfaring som socialrådgiver, at arbejdsløse kan føle sig som sådan. 

Mødet med systemet

I døren til et københavnsk jobcenter faldt jeg en dag i september i snak med to borgere, som var placeret i matchgruppe 1. De følte, at de mistede deres identitet, når de trådte ind ad jobcenterets dør. Fra at Heidi var hende, der havde arbejdet med kommunikation og netop havde taget en uddannelse i NLP, blev hun på jobcenteret kun set som arbejdsløs. De havde det begge som om, at de skulle straffes i stedet for hjælpes af systemet. Mistænkeliggørelse og dårlig samvittighed er ofte hørt omtalt i denne sammenhæng, hvilket jo er lige det modsatte af, hvad arbejdsløshedssystemets funktion egentlig skulle være.
 

Bjørn nævnte, at han syntes, at sagsbehandleren forsøgte at bestemme, hvilken vej de skulle gå, frem for at lytte til, hvad de ønskede. De vidste desuden aldrig, hvad de blev indkaldt til – om det tog fem minutter eller tre timer. Generelt oplevede de, at det er svært bare at komme igennem og få en sagsbehandler i jobcenteret, hvorfor de mente, at en arbejdsløs’ egne ressourcer er afgørende for at opnå noget i systemet.  

Rana, en anden kvinde, jeg har mødt i forbindelse med mit arbejde, er placeret i matchgruppe 2. Hun ønskede et fleksjob, da hun gerne ville ud at arbejde. Hun mente ikke, at hun kunne overkomme et fuldtidsjob, da hun lider af migræneanfald, nakkespændinger, søvnløshed og har en meget lav stresstærskel, højst sandsynligt affødt af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Rana skulle derfor igennem en afklarende proces i jobcenteret.

Afklaringsforløbet

Jobcenteret sendte Rana til et hovedpinecenter, et behandlings- og rådgivningscenter for flygtninge, og til en anden aktør for at få lavet en arbejdsprøvning. Det tog i alt fire år. 

Afklaringsperioden stressede Rana og forværrede hendes sindstilstand til trods for, at hovedpinecenterets råd og forløbet hos behandlings- og rådgivningscenteret for flygtninge i første omgang havde en meget positiv effekt. Tanker om, hvad der skulle ske hvor og hvornår, bekymrede hende, og hun oplevede, at hun igen tænkte mere og mere på sin fortid. 

For Rana var arbejdsprøvningen også i sig selv en meget ressourcekrævende proces, hvilket det er for de fleste. Timetallet var sat højere, end Rana selv mente, at hun kunne magte. Alligevel mødte hun også på dage, hvor hun var virkelig dårlig, i køkkenet i den børnehave, hvor hun blev arbejdsprøvet. Rana var bange for, at det ellers kunne få betydning for afgørelsen i forhold til fleksjobbet. Det er en reel risiko, som borgerne bliver oplyst om, når de starter arbejdsprøvningen, da arbejdsprøvningsrapporten nærmest bliver kasseret fra start, hvis borgerens fremmøde ikke ca. udgør 85 % af den samlede planlagte tid. 

Alle institutionerne, som Rana havde været omkring i afklaringsprocessen, konkluderede, at hun ikke kunne klare et arbejde på ordinære vilkår. Det var så op til jobcenteret at vurdere, om hun kunne tilkendes et fleksjob.

Afgørelsen

Afgørelsen på Ranas ansøgning om fleksjob blev:

- ”Det vurderes ikke, at pgl. opfylder kriterierne for tilkendelse af et fleksjob. Der vurderes ikke at være tilstrækkelige helbredsmæssige begrundelser for, at pgl.’s arbejdsevne er varigt begrænset. Dette kan begrundes med, at der er behandlingsmuligheder, som evt. kan forbedre pgl.’s arbejdsevne, hvis pgl. er indstillet på at modtage behandling.” 

Efter fire år er Rana altså stort set tilbage ved udgangspunktet, og af gode grunde er hun nu i tvivl om, hvad hun har brugt de sidste fire år på. Hun mener selv, at hun har fulgt alle lægernes anbefalinger: Hovedpinecenteret var endt med at anbefale et forløb hos et behandlings- og rådgivningscenter for flygtninge, og derudover havde hun kun afvist at tage den medicin, der havde for slemme bivirkninger. Hun er nu nervøs for, at det mindst vil tage et år mere at blive udredt, hvilket er helt uoverskueligt for hende. Hun vil bare gerne have sin situation afklaret, så hun kan føle, at hun er en del af samfundet igen. 

Hvis man havde set på Ranas samlede situation og konsekvenserne af det afslag, hun fik, kunne det nok godt have givet et mere positivt afkast på individniveau såvel som på samfundsniveau at tilkende hende et fleksjob. Som det ser ud nu, synes Rana kun at komme længere og længere væk fra arbejdsmarkedet.

Manglende anerkendelse

Heidis, Bjørns og Ranas erfaringer vidner om, at arbejdsløse ofte ikke opnår anerkendelse i arbejdsløshedssystemet, og at de hverken føler sig set eller hørt som ligeværdige individer i samfundet. Der tegner sig nogle tendenser:

• Arbejdsløses kompetencer bliver ofte ikke anerkendt – deres identitet kan ikke udfoldes. 
• Adgangen til sagsbehandlere er begrænset, hvilket er afgørende for muligheden for at komme videre. Korte telefontider og lang ventetid i telefonen er håndgribelige eksempler. 
• Arbejdsløse mangler oplysninger vedrørende deres aftaler og forløb i jobcenterregi, hvilket begrænser dem i planlægningen af deres øvrige aktiviteter. 
• Arbejdsløses egne udsagn bliver ikke altid billiget. Det kan være ideer til fremtiden eller vurdering af egne begrænsninger – det vil sige en manglende accept af at være et rationelt handlende individ. 
• Arbejdsløse føler sig mistænkeliggjorte, som var de fjender af samfundet. På den måde fraskriver samfundet sig sit ansvar for tingenes tilstand – det er de arbejdsløse, der ikke vil, og ansvaret bliver lagt over på de arbejdsløses skuldre. Enkeltsager har været gode til at markere og fremmane denne holdning i samfundet – fattig-Carina- og dovne-Robert-debatten har betydet, at næsten hver fjerde dansker det seneste år har ændret holdning til kontanthjælpen og nu mener, at den er for høj .

Det er også interessant, at Ranas position som en god mor til sine tre drenge og kone til sin mand på førtidspension samt Heidis og Bjørns mange kompetencer ikke har noget reelt rum for anerkendelse i vores samfund, fordi deres kompetencer ikke er omsat i et lønarbejde. 

Med samfundets moralske pligt om, at man skal påtage sig et lønarbejde, er der automatisk skabt en synderidentitet til dem, der ikke påtager sig pligten – selv om de arbejdsløse forsøger og ønsker et arbejde. Vores kapitalistiske økonomi er afhængig af en sådan tankegang. Vores fremgang og velstand bliver målt i guld og ikke i antallet af sympatiske og kompetente aktiviteter.

Samfundets normer og værdier kommer således til udtryk ved det, der anerkendes, hvilket medfører socialisering og integration i samfundet. Når individets kvaliteter så ikke stemmer overens med samfundets krav til anerkendelse, kan det påvirke individets selvværd og føre til depression. 

Ud fra ovenstående symptomer i det danske arbejdsløshedssystem kan man stille diagnosen: social patologi – et fænomen, som bl.a. Rasmus Willig, sociolog og lektor på RUC, bruger til at betegne den form for sygdom, som skabes af sociale strukturer i samfundet, og som resulterer i en række individuelle lidelser. Vi har nogle forhold i det danske samfund, der forårsager, at arbejdsløse ikke trives – mange er stressede og deprimerede. 

Rasmus Willig mener, at forklaringen i udbredelsen af depression generelt i vores samtid ligger i kravet om selvkontrol og selvansvarlighed. Ansvaret for succes lægges nu i højere grad over på individet end tidligere, samtidig med at verden er blevet mere kompleks. Der eksisterer ikke længere den samme let aflæselige struktur som i det tidligere, mere traditionsbundne samfund. Vi lever i en globaliseret, højteknologisk og individfokuseret verden. Der er et utal af veje, vi kan gå, men det er sværere at vide, hvad der præcis fører til, at vi opnår anerkendelse. Vi må hele tiden evaluere os selv for at realisere os selv og øge vores chancer for anerkendelse, men det kan føles som om, at målet konstant rykker sig. Man kan miste orienteringen og blive ude af stand til at aflæse sit eget personlige landkort. Når man ikke har et arbejde, der kan medvirke til at danne en ramme for ens liv og give nogle koordinater, synes realiserings- og anerkendelsesmulighederne endnu sværere at finde i vores samfund. 

Smertelindring

Vores mod på at skabe et bedre og mere velstående samfund har altså ikke kun medført en højere levestandard. Det har også givet systemet ondt i livet. Hvis vi vil forbedre de sociale strukturer, så arbejdsløse oplever mere anerkendelse, er der tre niveauer, vi kan arbejde på:

1. Individets møde med systemet. 
   Det handler om gennemskuelighed, adgang til hjælp, de professionelles sociale kompetencer, og at der eksisterer relevante muligheder for den arbejdsløse. Einar B. Baldursson, leder af Center for Arbejds- og Organisationspsykologi på Aalborg Universitet, foreslår, at arbejdsløse for at hindre stress og depressioner bliver en del af noget meningsfuldt, hvor de anvender deres kompetencer. Vor tids arbejdsfunktioner er ikke så statiske som tidligere, og derfor føles det hurtigt som om, at ens kompetencer er i forfald som arbejdsløs (4). 
2. Rammer – lovgivning, ressourcer og ledelse.
   Der er mangel på fleksibilitet og rationalitet. Det bliver spændende at se, hvilken betydning den nye reform af fleksjob og førtidspension får i praksis. Og ikke mindst forkortelsen af dagpengeperioden. 
3. Samfundets måde at anskue arbejde og arbejdsløshed.
   Der mangler rum for anerkendelse af de kompetencer, som ikke omsættes i et lønarbejde. Hvordan kan vi skabe disse? Mange aktiviteter støtter samfundet i en gunstig udvikling, uden at de er en del af den kapitaliserede verden, fx det at være en god mor eller udføre frivilligt arbejde. Er sådanne nyttige funktioner ikke værd at anerkende i samme omfang som de funktioner, der er omregnet til kroner og øre? 

Som socialrådgivere, konsulenter og vejledere er vi med til både at vedligeholde og behandle det meget komplekse arbejdsløshedssystem, og der er også mange gode historier fra arbejdsløse om arbejdsløshedssystemet. Alt i alt er vi dog nødt til at være kritiske over for vores eget arbejde og rammerne for det. Vi ser, hører og mærker menneskers liv – i et langt større omfang end politikerne i kommunen eller på Christiansborg. 

Antallet af arbejdsløse er stigende. Regeringen har regnet sig frem til, at der vil være 168.000 mennesker uden et job i 2013 (5). Hvis der ikke bliver taget hånd om systemets smerter, kan komplikationerne udvikle sig til reelle betændelsestilstande.  
 

(De nævnte personers navne er anonymiseret) 

Noter

(1) og (4) Artikel i Ugebrevet A4, 19. januar 2012, "Halvdelen af de ledige er stressede". 

(2) Artikel i Ugebrevet A4, 7. september 2009, "Depressioner er mere udbredte blandt ledige".

(3) Artikel i Ugebrevet A4, 18. december 2012, "Fattig-Carina fik danskerne op af stolen". 

(5) Artikel på DR Ligetil, 13. december 2012, "Flere arbejdsløse i 2013".