Som deltagere i forskningscirklen Fremtidens vejledning (se faktaboks) har vi haft mulighed for at spørge ind til og forske i egen praksis ved at inddrage de unges perspektiv på vores arbejde. Dette skal hjælpe os til at udvikle egen praksis og blive klogere på, hvorledes Fremtidens vejledning ifølge de unge skal være. I vores delprojekt deltager både vejledere fra Høje-Taastrup Gymnasium samt vejledere fra UU:Center Syd. 

Da vi sidder med forskellige vejledningsopgaver, har vi valgt at inddrage unge fra to forskellige målgrupper: Unge fra gymnasiet, som har behov for gennemførelsesvejledning, og unge fra en produktionsskole, som står i en overgangssituation. Vi havde inden undersøgelsen forventet, at de unge ville komme med meget forskellige betragtninger i kraft af deres forskellige livssituationer. Det viste sig, at de havde påfaldende mange fælles anskuelser og behov. Vores undersøgelse er ikke repræsentativ, men den har givet os et rigtig godt indblik i flere unge menneskers tanker og forventninger. Både i forhold til dem selv og til vejledning.

De unges forventninger til vejlederen

Gennem de to interviews spurgte vi ind til de unges erfaringer med vejledning. De unges oplevelser var meget blandede, fra de meget positive beretninger til de mere negative. Nogle af de unge ønsker meget tæt kontakt, nogle en god personlig relation, hvor private spørgsmål kan drøftes. Andre forventer blot en vejleder, der kan hjælpe med faktuelle oplysninger og til at træffe kvalificerede valg. Yderligere tillagde de vejlederen meget stor betydning for deres fremtid og muligheder. En elev på produktionsskolen fremhævede i denne forbindelse: 

”(...) på en eller anden måde så har de faktisk også et ansvar i mit liv, om hvad jeg skal i fremtiden. Eller de er jo med til at træffe et valg i sig selv, fordi at de … hvis det er, at de ikke laver deres arbejde godt nok, så får jeg det heller sådan ikke godt nok. Men hvis de så laver deres arbejde godt og gør det, de skal, så får jeg også det bedste ud af det” (interview, produktionsskole).

I forlængelse af dette viser vores undersøgelse, at de unge lægger stor vægt på, at de ønsker vejledere, som er personligt engagerede. En elev fra produktionsskolen formulerer det således: 

”(...) jeg kan godt lide, når de bliver personlige. Altså, at det ikke er sådan noget robot noget. Som om, at det bare er noget, de skal igennem, altså, en rutine, at snakke om tingene. Men hvor man ved, at de også går ind i det, ligesom man selv gør, så bliver man mere fanget af det” (interview, produktionsskole).

De ønsker også vejledere, der er erfarne, objektive og vidende: 

”Det er mere objektivt, altså, at man ikke er lige så tæt på personen som et familiemedlem eller en kammerat. Og derfor så ville man kunne få nogle, altså, få den vendt på nogle andre måder, hvor det måske også ses fra en anden side, som man nok ikke lige selv havde set på, fordi at man måske er lidt lukket af (…)” (interview, gymnasium).

Ikke mindst skal der være god kemi, og vejlederen skal sporadisk høre, hvordan det går: 

”Bare det, man ved, at der er nogle, der tænker på, hvordan du har det. Og (...) selv om det hele bliver meget voksent og ansvarsfuldt, så har man stadig brug for, at der lige er en, der engang imellem siger: ’Er du okay?’” (interview, gymnasium).

Eleverne ønsker altså objektiv information og rådgivning, som skal leveres af en vejleder, der viser oprigtig interesse, og samtalen må ikke være af overfladisk karakter – de ønsker en dialog, hvor vejlederen ikke blot skal stille sin faglighed til rådighed i mødet med den unge, men også skal sætte sig selv i spil – på en professionel måde: 

”En, som ligesom investerer sin tid, eller hvad skal man sige, i en, og som også kan give en noget, i stedet for at der bare er en, der bare sidder der, fordi de skal lave et eller andet” (interview, produktionsskole).

Konkret er det vigtigt, at vejlederen er autentisk og går involveret ind i dialogen med de unge. De skal mærke, at man er engageret og deltager i dialogen på deres præmisser, så det er deres dagsorden, der er i spil, og ikke vejlederens, skolens eller samfundets. 

”Der var en, der kom i skolen, han sagde, at han gerne ville være et eller andet, jeg kan ikke huske, hvad det var, og så kiggede vejlederen bare på ham og sagde: ’Det kan du ikke blive. Du kan blive skraldemand.’ Og det var ikke sådan mega motiverende” (interview, produktionsskole).

Uddannelse er også på de unges dagsorden

Den massive italesættelse af uddannelse som vejen frem for det danske samfund er ikke kun en dagsorden, der trænger sig på hos politikere, uddannelsesinstitutioner, vejledere, forældre etc. Det fylder i høj grad også i de unges bevidsthed. Konkret er de selv med til at reproducere diskursen og ikke mindst det vilkår, at det er deres eget ansvar. En gymnasieelev udtrykker det således: 

”At gå på gymnasiet er ligesom at have et fuldtidsjob. Det er krævende. (...) Du har desuden også et arbejde, det har jeg i hvert fald. Og jeg går også til noget specielt kursus i engelsk, så jo, det er svært, men det gælder jo trods alt vores fremtid (min fremtid).”

Bemærk prioriteringen i den sidste sætning – men det gælder jo trods alt vores fremtid (min fremtid). Samfundets bedste før individet, hvilket går fint i tråd med, at vejledningslovgivningen har ændret fokus fra i 2004, hvor der skulle tages udgangspunkt i individet, til i dag, hvor der også skal vejledes ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Det er et fællestræk for både unge på gymnasiet og på produktionsskolen, at de unge selv formulerer, at de har ansvaret for fremtiden.

Et andet tema, der kommer i spil i flere af spørgsmålsbesvarelserne fra gymnasiet, er det store pres, de unge oplever ved at skulle påtage sig ansvaret. Dette har for mange af de adspurgte en slagside: 

”At få fritid og skole til at hænge sammen. Det er svært at være ung og samtidig skulle forholde sig til store opgaver, videregående uddannelse og eksamensræs.” 

Formuleringer som denne, hvor det centrale er udfordringen ved at få uddannelse og fritid til at hænge sammen, går igen i rigtig mange svar, hvilket er tankevækkende og kalder på en massiv opmærksomhed. Dette virker som et dilemma for mange, eller måske snarere et grundvilkår. På den ene side er det nu, ungdomslivet skal leves, og på den anden side er det nu, de skal satse på deres fremtid.

Hvad skal der til?

Vi har ikke alle svarene, men et bud, som udspringer af de unges udtalelser.

Først og fremmest: Hvad skal prioriteres? Et højt gennemsnit eller et sjovt ungdomsliv? Burde det ikke kunne forenes? For flere lader det ikke til at være muligt.

Omkostningerne ved at droppe ud af en ungdomsuddannelse er høje, og de unge er bevidste om, at det kan have stor indflydelse på deres fremtidige liv, om de gennemfører eller ej.

I vores vejledningspraksis i UU-regi møder vi de unge, som enten er droppet ud eller er blevet afbrudt. Vi oplever, at flere af disse unge har givet op, og ofte er det en udfordring at ”samle dem op” og genmotivere dem for uddannelse. Mødet med disse unge skaber ofte store faglige udfordringer, hvor vi som vejledere bevæger os ind i et vejledningsfagligt grænseland, hvor de unges behov ikke altid omhandler rådgivning og vejledning.

Dette leder os over til det centrale spørgsmål – hvordan kan vi som vejledere blive bedre til at hjælpe de unge til at håndtere de udfordringer, de møder på deres ungdomsuddannelser?

Lavpraktiske løsninger – kan gøre en forskel

I vores undersøgelse har de unge udtrykt stor begejstring ved at blive hørt og inddraget i spørgsmålet om vejledning og uddannelse. De har været meget engagerede og konstruktive i deres kritik og løsningsforslag. Både i forhold til, hvordan vejledere kan mestre og udvikle deres erhverv, men også i forhold til, hvorledes uddannelsessystemet burde tilgodese de unge. I forlængelse heraf rummer flere af besvarelserne fra gymnasieeleverne frustrationer, der omhandler strukturelle udfordringer. En elev skriver: 

”At man ikke har nok tid til en aflevering, fordi opgaverne er dårligt planlagt, således at mange opgaver ligger uhensigtsmæssigt tæt.” 

Desuden er der flere elever, der efterlyser bedre opgavekoordinering mellem lærerne, så de store opgaver ikke placeres samtidig, og de ønsker en reduktion i lektiemængden. Dette er meget lavpraktiske løsninger, som kan skabe forudsigelighed og håndterbarhed i hverdagen. 

Med afsæt i de unges egne betragtninger ser det ud til, at vi kan komme længere med at udvikle et uddannelsessystem, som tilgodeser de unge, og ikke et system, hvor de unge skal tilpasse sig systemet på bekostning af alt andet.

Vejledning der inddrager de unges perspektiv

Vores undersøgelse peger også på, at en mulig vej at gå kan være, at vejledere sammen med de unge udvikler værktøjer og erfaringer, som kan medvirke til at skabe sammenhæng, begribelighed og mening i de unges uddannelsesforløb. Som vejledere har vi mulighed for at etablere rum, hvor de unge sammen med os – vejlederne – kan udveksle erfaringer, tanker, problemer og løsningsmuligheder i forhold til de udfordringer, som de slås med. Det kan fx være i et gruppevejledningsforløb under faste rammer, hvor der kan skabes en kontinuitet i de samtaler, som vejlederen har med de unge i gruppen. De unge fra produktionsskolen udtrykker selv fordelene ved gruppevejledning: 

”(…) nogle gange hjælper det jo, at der er flere i samme bås som dig selv. Ja.” ”Jeg tænker, at hvis man er i en gruppe, så hører man også nogle af de andre meninger (…), hvad de går rundt og tænker (…).” ”(…) man får noget i en gruppe, hvor man tænker, nåh ja, det kunne egentlig være meget smart, det havde jeg ikke lige tænkt over (...).”

Eleverne på gymnasiet har samme betragtninger: 

”(…) man finder ud af, at man har noget til fælles. Så er det måske rart at sætte sig ned. At få vejledning sammen med nogle andre, som måske har de samme problemer som en selv.”

”Man støtter hinanden på en anden måde, når man ved, at folk har det på samme måde, fordi så gør det jo også, at jeg fx har lyst til at ringe til A i løbet af læseferien og så sige: ’Hey, hvad så? Får du læst? Hvordan går det? Er du stadig ved at dø?’”

De unge ønsker altså også, at vejledere skaber rum, hvor emner, som primært er valgt af de unge selv, kan diskuteres, således at de unge ikke føler, at de er ene om de dilemmaer, de møder i deres uddannelsesforløb.

Inddragelse som kilde til praksisudvikling

I praksis beskæftiger vi os som nævnt primært med de unge, som er på kanten af uddannelsessystemet. Vores fokus er dermed på de unge med udvidet behov for vejledning på grund af faglige, personlige og/eller sociale vanskeligheder

For at blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe disse unge, kunne vi måske i højere grad sætte fokus på de unge, der gennemfører – de unge, som er selvkørende, og som ikke kræver den store opmærksomhed. Ved at inddrage deres erfaringer kan vi få indblik i, hvordan de har taklet de udfordringer, de møder. Vi kan derved blive mere bevidste om de unges egne mestringsstrategier, således at deres erfaringer kan videregives til de unge, som ligger på kanten af uddannelsessystemet. 

I undersøgelsen, gennem interviews og spørgsmål, har vi haft mulighed for at bevæge os ud af vores daglige rum og funktion. Der er derved blevet skabt mulighed for refleksion på flere niveauer, som der ofte ikke er plads til i samme omfang under/efter en vejledningssamtale. Skal vi udvikle vejledningspraksis gennem de unges erfaringer, mener vi, at der, med stor fordel, kan etableres rum, som ligger uden for den daglige vejledningskontekst. Her har vejlederen mulighed for at betragte egen praksis, og hvad der er på spil for de unge – løsrevet fra vejlederfunktionen.

En anden fordel ved at arbejde løsrevet fra vejlederfunktionen er, at vi som vejledere får mulighed for at blive mere bevidste om egne forforståelser. En bevidsthed, som også kunne have været en fordel i forhold til vores undersøgelse, da rollen som vejleder i en vis grad har betydet, at der er flere ting, vi har taget for givet. 

Et større fokus på egne forforståelser havde måske åbnet for andre ukendte aspekter i interviewene. Måske skal vi generelt til at udfordre egne forforståelser i mødet med de unge ved fx at spørge ind til den unges oplevelse af vejledningssamtalen: ”Hvad synes du om min måde at vejlede på, og fik du det ud af samtalen, som du havde forventet?” Gennem dette kommer der en direkte reaktion på det konkrete arbejde og dermed også en mulighed for at skabe forandring af praksis.

En sidste betragtning

Flere af de unges udtalelser kalder på opmærksomhed og handling. Bl.a. er det opsigtsvækkende, at mange elever fra gymnasiet har svært ved at skabe sammenhæng i deres liv og samtidig er meget bevidste om deres eget ansvar for deres fremtid. Det kunne være interessant at vide, hvad der ligger til grund for disse udtalelser: Er det 00’ernes liberale/ neoliberale mantra, ”vi er selv ansvarlige for vores liv”, eller er det krisetanken og italesættelsen om ”et fælles ansvar”, der spiller ind?