”Det er i grænseoverskridende for nogle af dem. I nogle hjemlande er det at cykle direkte umoralsk. Kvinder, de cykler ikke. Cykler, det er legetøj for børn!” Bent, frivillig cykelinstruktør

Bent er pensionist og lokal leder af Røde Kors i Rødovre:

”Det startede lidt tilfældigt med, at jeg var samtaleven på en sprogskole – og en somalisk kvinde spurgte mig, om jeg kunne lære hende at cykle. ”Er der flere, der har lyst til at lære at cykle?”, spurgte jeg. Det var der 11, der havde! Så fik vi fat i nogle cykler, som blev doneret af borgere i kommunen.

I dag er cyklerne betalt af kommunens paragraf 18-midler, og hundredvis af deltagere har bestået kurset, som er meget populært. Vi har også enkelte private, der henvender sig. Vi har hele tiden elever på venteliste, og de bliver ved, indtil de kan cykle (fem kvarter om ugen over otte-ti uger). De yngre lærer det lidt hurtigere end de ældre. Vi slutter af med en teoretisk og en praktisk prøve.”

Efter få minutter med Bent er det svært at bevare pessimismen. Kun én har foreløbig måttet nøjes med en cykel med tre hjul. Og kun en er stoppet på kurset – efter mandens ønske.

Kursisterne har stort set sluppet for uheld gennem årene. Et par stykker er faldet og har slået knæet. Og de afrikanske kvinder finder hurtigt ud af, at klipklapper og cykler er en farlig kombination!

Instruktørerne har godt nok haft lidt problemer med somaliske kvinder, der kommer med lange kjoler, som kan ryge ind i hjulet. Men så binder kursisterne kjolen op, og det har heldigvis heller ikke givet uheld. Og kvinderne har en masse gevandter indenunder, så de kan bevare deres anstændighed.
 

Bent fortsætter: ”Vi har et par store fordele her: De får lov at cykle, indtil de kan det, og så har vi Multihallen, så de kan cykle inden døre mellem skateboardbanerne, hvis det står ned i stænger. Og endelig er området et godt begyndersted: Det er fredeligt med cykelstier, industrikvarter og villaveje.”

Hvordan er en god dag med kursisterne?

”Det er simpelthen skønt, når de jubler første gang, fordi de kan holde balancen. Og så er de bare søde, glade og imødekommende. Det er godt med den direkte kontakt – og arbejdet giver mening!”

Asil Habib på 37 år er færdig i dag med kurset. Hun har boet i Danmark i 11 år og kommer oprindelig fra Irak.
 

Hvad er det bedste ved kurset?
 

”Jeg vil bare sige, at Danmark er et rigtigt godt land, fordi det er så sikkert at cykle. I mit land har jeg prøvet at cykle, men det går slet ikke. De kører bare. De har ingen regler for cyklister. Så bliver jeg bange.”
 

Hvordan har familie og venner reageret?
 

”Helt fint faktisk. Min datter på 12 har cyklet i seks år, og hun driller mig med, at jeg ikke kan. Men nu er jeg næsten lige så god som hende.” Asil griner og spørger, om der er flere, der vil have drømmekage. Det er hendes sidste dag.

Asil.

Lotte så opslaget i lokalavisen for et par år siden og blev cykelinstruktør:

”Det er meget givende at se deres glæde og begejstring, når de gør fremskridt. De får både selvtillid og bevægelsesfrihed. Og motion – og mange af dem dyrker ikke motion, tror jeg. Vi cykler vel tre km, og selv om sadlen er sat godt ned, er nogle af dem helt flade og har ondt alle vegne, når vi kommer hjem. En af årsagerne er selvfølgelig, at de spænder meget.” Hun holder en lille pause.

”Røde Kors har faktisk noget gymnastik for indvandrerkvinder ... Det kunne da godt være, man skulle henvise til det en gang imellem. Og mange af dem har børn, der cykler, og så kan de cykle med familien. Men jeg tvivler på, at de kan få manden med – desværre. I nogle kulturer er cykling stadig forbundet med lav status og noget umandigt,” slutter Lotte.

Lotte. 

Min hjemtur er fuld af tanker. Altså de kvinder! De cykler rundt en mørk novembermorgen i regnvejr, de tørrer måsen på vores ældste og svageligste, og kald mig bare optimist. Måske bliver de ved med at smile de smil, som de sendte til hinanden den forårsdag.