I denne artikel skal vi se nærmere på modstandsformer i socialt arbejde. Modstand er ofte blevet betragtet og tænkt som et negativt og begrænsende element i socialt arbejde. Perspektivet i denne artikel er vendt om. Den analytiske tilgang henter inspiration fra mikrosociologi og institutionel interaktion. Fra denne tilgang kan modstand anskues som både produktiv og konstruktiv.

Tilgangen kan forhåbentlig inspirere til at se modstandsformer i socialt arbejdes praksis i et nyt lys. Det er en mulighed for at få øje for en række forskellige former for modstand, fra de åbenlyse til de mere subtile. Det er også en mulighed for at se modstand som andet og mere end besværlige klienter. Modstand kan ses som handlingsmuligheder for klienterne. Håndtering af modstandsformer som et konstruktivt element i interaktionen kan bidrage til det sociale arbejde frem for at modvirke det.

Med udgangspunkt i aktuel forskning skal vi se nærmere på nogle af de mange forskellige former for modstand, der udfolder sig i det sociale arbejde. De empiriske eksempler (1) er hentet fra det beskæftigelsespolitiske felt med fokus på møder mellem jobcentermedarbejderne og de borgere, der har deres gang i de danske jobcentre.

Modstand mod hvad?
Et litteraturstudie om modstandsfænomenet i socialt arbejde (Juhila m.fl., under udgivelse) viser, at modstanden kan være rettet mod en række forhold, fx forskellige former for institutionelle og velfærdsstatslige politikker. De krav, der stilles i jobcenterregi om dokumentation af jobsøgningsaktivitet, dokumentation af (manglende) arbejdsevne og aktiv deltagelse i diverse tilbud, er nogle af de elementer, der kan møde modstand fra borgerens side.

En anden form for modstand, som vi ser i det sociale arbejde, drejer sig om stigmatiserede kategoriseringer. Det kan fx være modstanden mod at blive defineret som misbruger eller dårlig forælder. Inden for den aktive arbejdsmarkedspolitik ser vi dog også nogle gange klienter yde modstand mod at blive defineret som havende flere ressourcer, end de selv oplever at have. I eksemplet nedenfor er der tale om en klient, som har en klar opfattelse af, at han skal tilkendes førtidspension. Han modsætter sig deltagelse i afklaringsforløb, fordi han mener, hans arbejdsmarkedsmæssige begrænsninger er åbenlyse.

Modstand mod deltagelse
Jobcentermedarbejder: Ja, man kan jo sige, at så kan vi lave en afgrænset tid (…) og efter den tid, så skal vi have en beskrivelse af dig, og så må vi se, hvad de beskriver.
 

Kontanthjælpsmodtager: Men jeg møder ikke op over halvdelen af gangene, for det kan jeg ikke.
 

Jobcentermedarbejder: Nej, men det er også fint nok.
 

Kontanthjælpsmodtager: Men det er et nederlag for mig.
 

Jobcentermedarbejder: Ja, det er fint nok, at du siger, at det kan jeg ikke, men så skal du bare ringe til dem og sige, at i dag der kan jeg ikke, fordi jeg har det dårligt med min ryg. Det behøver man ikke synes er et nederlag.
 

Kontanthjælpsmodtageren skubber stolen ud, rejser sig, går ud og smækker med døren.

Denne interaktion mellem jobcentermedarbejder og klient placerer sig tæt på det klassiske perspektiv på modstand. Det er klienten, der yder modstand (jeg møder ikke op, jeg kan ikke), mens socialarbejderen forsøger at nedbryde modstanden (det er fint nok, du skal bare …) for at skabe plads til forandring. Forandringen handler om, at klienten deltager i et afklaringstilbud, så hans situation kan blive beskrevet, hvilket vil give mulighed for enten at rette indsatsen mod at arbejde med eventuelle begrænsninger af arbejdsevnen eller give tilstrækkelig dokumentation til en førtidspensionstilkendelse.

Undervejs i eksemplet ytrer klienten sin modstand sprogligt ved at bruge ordet ”men” i starten af begge sine bidrag. ”Men” er en måde at opponere på. Det er en ganske subtil form for modstand. Eksemplet slutter med en mere direkte form for modstand. Klienten rejser sig, går ud og smækker med døren. Det kan analytisk ses som en mere kontant og åbenlys modstandsform. Man kan tale om, at nogle klienter vælger at ”stemme med fødderne” og undvige kontakten med velfærdsstaten. Det kan både ske ved at klienten, som i eksemplet ovenfor, forlader mødet med socialarbejderen i protest, men det kan også ske ved, at klienten slet ikke møder op til de samtaler, der er planlagt i jobcentret eller i aktiveringstilbud. Denne form for modstand kan have kontante konsekvenser, hvor klienten eksempelvis risikerer at miste sin ydelse.

Modstand mod dokumentationskrav

Jobcentermedarbejder: Men det som, Peter, jeg bliver nødt, hvis jeg skal hjælpe dig igennem den der lovgivning, for det vi kommer ud i, det er nok, at skal til at overveje nogle andre former for forsørgelse end sygedagpenge.

Sygedagpengemodtager: Ja.

Jobcentermedarbejder: Så har jeg brug for noget dokumentation, jeg skal simpelthen have din arbejdsevne bedre beskrevet, end det vi har nu. Hvad er det, du kan og … og der har jeg sådan nogle forslag jeg lige vil prøve at vende med dig, som jeg lige kan se som muligheder, som jeg kan prøve at drage ind. Som ikke er ude i en virksomhed, men alligevel er afklarende. Men man kan sige, jeg har mulighed for, at jeg kan sende ergoterapeuter hjem til dig for at følge dig en dag og beskrive, hvad er dit funktionsniveau. Jeg ved godt, du har fortalt det her, men fagligt får en person til også at lave den dokumentation. Så vil hun måske følge dig en formiddag derhjemme og så sige, hvad er det funktionsniveauet er. Det var en mulighed.

Sygedagpengemodtager: Nej, det er sgu for pinligt. Det vil jeg simpelthen ikke, nej (griner lidt).

Klienten i dette uddrag modsætter sig socialarbejderens forslag om at få en ergoterapeut til at dokumentere hans funktionsniveau. Hans respons kan ses som en modstand mod at underlægge sig en intimiderende vurdering af hans arbejdsevne eller mangel på samme. Hans modstand kan iagttages gennem det, vi kan kalde minimal respons i interaktionen. Det vil sige, at han taler med lav stemme og svarer med enstavelsesord. I slutningen af eksemplet får modstanden en mere åbenlys form. Klienten siger her direkte, at han ”simpelthen ikke” vil acceptere det forslag, socialarbejderen fremsætter. Klienten modsætter sig gennem sin ytring både selve tilbuddet om at få en yderligere beskrivelse af sit funktionsniveau, men også tanken om, at en ergoterapeut skal komme ind i hans eget hjem for at observere og beskrive ham. Hans bandeord kan ses som en sproglig måde at understrege modstanden, ligesom hans brug af latter kan fortolkes som en måde, hvorpå han udtrykker sit ubehag ved situationen.

Åbenlyse og subtile modstandsformer
Den åbenlyse modstand, vi ser i eksemplerne ovenfor, er rettet mod de krav, der stilles fra institutionel og velfærdsstatslig hold. Her markeres modstanden mod de krav, der stilles i mødet med systemet, gennem enten kamp/voice eller flugt/exit. Det sker her i form af, at klienten i det andet eksempel markerer sin modstand verbalt gennem udsagn som ”det vil jeg simpelthen ikke!”, mens klienten i det første eksempel går i protest.

Men modstand sker ikke alene som åbenlyse fysiske eller verbale protester. I socialt arbejde kan eksempelvis minimale svar, tavshed eller lange pauser være mere subtile modstandsformer.

Desuden kan modstand komme til udtryk gennem humor. Brugen af humor kan være en måde at udfordre krav fra institutionens side. Klienterne gør brug af latter, men også socialarbejderne anvender latter for at overkomme det ubehag, der kan opstå i kommunikationen, når de institutionelle krav skal formidles til klienten.

Socialarbejderne yder også modstand – nogle gange i samarbejde med borgerne
Der findes forsvindende lidt forskning om den modstand, socialarbejderne yder mod det sociale arbejdes politiske og institutionelle rammer. Et argument, der er blevet fremført, er, at de professionelles modstand mod fremtrædende ideologier som neoliberalisme og new public management ofte har form af individuelle, spredte og sporadiske fænomener.

Modstand er dog ikke alene et fænomen, der kommer fra klientens side. Modstand er i høj grad noget, som konstrueres i interaktionen mellem socialarbejder og klient, både som noget negativt og besværligt og som noget konstruktivt. Den negative modstand kan ses, når socialarbejderen og klienten står i hver sin lejr, hvor den ene arbejder på at overtale og insistere på, at de institutionelle krav imødekommes, mens den anden modsætter sig dette. Den konstruktive form for modstand optræder, når socialarbejder og klient optræder som allierede med fælles modstand mod eksempelvis de krav, systemet stiller.

I det sidste eksempel forsøger socialarbejderen at skabe en alliance mellem sig selv og klienten ved hjælp af formuleringen ”hvis jeg skal hjælpe dig igennem den der lovgivning”. Vi ser samtidig, at hun udviser subtil modstand mod de krav, hun stiller op over for klienten. Hendes anvendelse af sproget, hvor hun eksempelvis bevæger sig rundt om den varme grød (”jeg lige vil prøve at vende med dig, som jeg lige kan se som muligheder, som jeg kan prøve at drage ind”) og formulerer behovet for dokumentation som hendes frem for hans problem (”jeg skal simpelthen”), er eksempler på det modstandsarbejde som socialarbejderen bidrager med i interaktionen.

Alliancen mellem socialarbejder og klient kan fungere som en måde, hvorpå modstanden legitimeres. Modstandsformer kan bidrage til en konstruktiv form for samarbejde, hvor socialarbejder og klient i fællesskab finder måder at håndtere de til tider ret så håndfaste, institutionelle og politiske krav, der stilles inden for rammene af de danske jobcentre.

Når vi går tæt på det sociale arbejdes praksis, hvad enten det finder sted i jobcentrene eller i andre institutionelle arenaer, vil vi se modstand. I andre sammenhænge taler vi om magt og asymmetri i mødet mellem den professionelle og klienten. Frem for at se på den magtfulde professionelle og den magtløse klient giver det perspektiv, der anlægges i denne artikel, mulighed for bedre at få øje på klienternes handlinger og medvirken. Argumentet er, at modstandsformer kan være både produktive og konstruktive, subtile og åbenlyse. Et skærpet blik for disse former kan bidrage til forståelse af, hvad der sker i institutionelle møder, være med til at stille kritiske spørgsmål og sætte fokus på de dilemmaer, der opleves af både klienten og den professionelle.

Note:

(1) Begge empiriske eksempler stammer fra min egen forskning. De er hentet fra Projekt Jobcenterkompas 2008-2011. Det er vigtigt at understrege, at citaterne er skrevet i talesprog. Det er en nødvendighed, når analyserne foregår på et mikrosociologisk og interaktionistisk niveau, og er ikke udtryk for, at citaterne stammer fra klienter eller professionelle, der er mindre velformulerede eller mere sprogligt upræcise end alle os andre.
Det første eksempel er tidligere publiceret i: Caswell, Dorte, og Markussen, Anna May (2011) ”Analyse: Det svære samarbejde i jobcentret”. Danske Kommuner, 2011 (13): 24-25